1 minute read
I Hundested dyrker eleverne muslinger
ET LÆNGERE FORLØB Dansklærer Nanna Corfixen Klint-Rosenfeldt og matematiklærer Morten Rasmussen er med 3.c på havnen denne formiddag. Klassen har tidligere været på havnen og se på krabber og tilberede suppe med krabber fra fiskehandleren.
Hundested Skole har en maritim skolehave i havnen, hvor de dyrker muslinger. Ofte må eleverne redde muslingerne fra de geleagtige søpunge, der elsker at spise de små skaldyr. 3.c har forberedt besøget hjemme i klassen i natur/teknologi-timerne. Dagen slutter med muslingesuppe på havnen.
TEKST:
HELLE LAURITSEN
FOTO:
THOMAS ARNBO
RED MUSLINGERNE De flere meter lange strømper med muslinger skal hives op, så eleverne kan fjerne alle de geleagtige søpunge, der har invaderet strømperne. Søpungene smides tilbage i vandet, og på platformen skal eleverne passe på ikke at glide.
ET MÆRKELIGT VÆSEN »Jim, vi har fundet et meget mærkeligt dyr«, råber et par drenge. Jim Karlstøm Jensen er naturfagslærer og har en del af sin undervisning i den maritime skolehave. Han kommer hen for at kigge på væsnet. Det er en børsteorm.
KLAP EN FISK Den store platform i Hundested Havn har også bassiner med krabber, fisk og søstjerner. Samtidig med 3.c er en børnehaveklasse fra Ramløse Skole på besøg for at studere krabber og røre ved søstjerner.
IN REAL LIFE På trappen har eleverne siddet og hørt om muslingernes liv. En elev fortæller sin lærer, at det er en meget anderledes natur, end hun er vant til. »Hvad er du da vant til?« spørger Nanna Corfixen KlintRosenfeldt. »At se det i fjernsynet«, svarer eleven.
STRØMPEN ER RENSET
Laura tjekker muslingestrømpen og binder knude på den. Strømpen indeholder nu blot små muslinger og larver, der skal vokse sig større i »haven«.