2 minute read
Mindeord
Den danske Lærerstands Begravelseskasse
Fra alle skoleformer optages lærere og lærerægtefæller/samlevere og ligeledes pædagoger, der ikke er fyldt 50 år. Kontakt undertegnede formand pr. telefon eller e-mail: jmejlgaard@mail.tele. dk, eller søg på www.ddlb.dk for nærmere oplysninger vedr. indmeldelse. Der kan tegnes forsikringer på op til 25.000 kr. Når man er fyldt 70 år, ophører præmiebetalingen. For mange kan det være en smule grænseoverskridende, mens man endnu er ung og rask, at skulle tegne en begravelsesforsikring. Tegner man en bil- eller brandforsikring, håber man vel gerne, at der aldrig bliver behov for disse forsikringer. Anderledes med en begravelsesforsikring – her vil der med usvigelig sikkerhed ske udbetaling. Med tanke på dine pårørende opfordrer jeg dig til snarest at tegne medlemskab af DLB. I juli kvartal er der for 5 afdøde medlemmer udbetalt en begravelseshjælp på 71.330 kr., heraf bonus 27.330 kr. Jørgen Mejlgaard Birkevej 11, Lem 7860 Spøttrup Telefon 9756 8057
mindeord
En formidlerfakkel er slukket
Docent Thorkild BorupJensen er død i en alder af 76 år. Et utal af dansklærere har mistet deres lærer, deres efteruddanner, deres lærebogsforfatter, deres faglige fakkelbærer. Hos Thorkild var følelse og fornuft to sider af samme sag. Derfor var hans hjertefornemmelse altid begrundet og hans argumentation altid beåndet. Thorkilds arbejdsliv blev viet til litteraturformidlingen. Han kastede sig ud i en art de levende poeters klub, først på Zahles Seminarium, senere på Danmarks Lærerhøjskole. Og da han af helbredsgrunde gik på efterløn, blev det indledningen til en øget foredrags- og forfattervirksomhed, som viste, at nok var kroppens hjerte ikke ved fuld styrke, men hans formidlerhjerte bankede lystigt videre. Det vidner ikke mindst hans sidste store værk, Dansklærerforeningens 14 bind om kanonforfatterne, om. Formidlerfaklen er slukket. Men alle, den har sat fut i, vil fortsætte hjertets og hjernens formidling af danskfaget i almindelighed og litteraturen i særdeleshed.
Jens Raahauge, formand for folkeskolelærerne i
Dansklærerforeningen
Michael Wester
Det var med stor sorg, vi modtog beskeden om Michaels alt for tidlige død. Michael blev vores kollega i 1986. Hans positive livssyn og udprægede humor gennemsyrede hans måde at være på. I år 2000 blev Michael viceskoleleder. Dette job bestred han under flere skiftende skoleledere. I disse perioder blev Michael vores faste støtte. Samtidig fik han både indsigt i og lyst til jobbet som skoleleder, som han søgte og fik i 2009. Det var vi rigtig glade for. Michael vidste om nogen, at skolen i den grad havde brug for tryghed, stabilitet og kontinuitet. I sine alt for få år som skoleleder oplevede vi, at Michael med sin indsats og engagement fik gjort Præstelundskolen til et godt sted at være. Han kendte store som små, og problemer blev løst med stor empati og humor. Trods alvorlig sygdom bibeholdt Michael sit positive livssyn og gode humør. Desværre tabte Michael den ulige kamp mod kræften. Alle på skolen vil savne Michael rigtig meget. Vores varme tanker går til Susanne. Æret være Michaels minde.
Samtlige medarbejdere på Præstelundskolen, Brande