3 minute read

Lærer til lærer

Next Article
Bazar

Bazar

Pokémon-matematik er for alle

Hvis du selv husker pokémon, fra da du var lille, eller har mange elever, der snakker om det, så er pokémon-spillet lige noget for dig.

HENRIK THOMASSEN

LÆRER PÅ MARIE KRUSES SKOLE

Pokémon-kortene, jeg har lavet, er designet, så de kan bruges på mange forskellige niveauer. I dette spil vil der være talgenkendelse, større eller mindre end og logisk tankegang, plus og minus med højere tal, forudsigelse af mulige funktioner, overslagsregning med mere.

For de små

Kortspillet, jeg besluttede mig for at lave, kan spilles ligesom bilkortene, der har eksisteret i lang tid. Der er en, der starter med at bestemme en kategori, der skal dystes i. Vinderen af forrige runde bestemmer, hvilken kategori der skal dystes i. Kortene vises, og det højeste tal i kategorien vinder, og vinderen får alle de kort, der er i spil. Spillet fortsætter, til en elev har alle kortene.

For de større elever

For de større elever kommer der ud over de faglige gevinster, som er nævnt ovenfor, det taktiske aspekt: Hvornår skal man bruge hvilken pokémon? Arbejdsmoralen i timen vil blive sat op. Det vil eleverne gerne, da målet er at træne de pokémons, man har fanget. Så kan deres pokémons blive stærkere og tjene XP (erfaring).

Hvordan fanger man dem?

Kortene printes ud i papirformat, og alle de pokémons, der er af den første udvikling (de første iblandt hver gruppe, der ligner hinanden), tages til side.

Disse kort placeres på katederet til en »fangerunde«. Så kommer eleverne op og trækker en pokémon, som de nu ejer. Jeg har valgt at give dem et ekstra kladdehæfte til netop pokémonjagt, -træning og -kamp. Den fangede pokémon sættes fast i hæftet, og fangsten er komplet. Denne runde kan gentages, så tit som læreren ønsker det.

Hvordan kæmper man?

Kortene kan også spilles som en pokémonkamp. Her bruges kladdehæftet til at regne ud, hvor meget ens pokémon har mistet, og hvor meget modstanderens pokémon mangler. Her kan specialangreb kun bruges i hver tredje runde (den skal lades op). I hver runde får hver spiller et angreb, de kan bruge imod hinanden.

Taberen i hver kamp bliver den, hvis pokémons helbred rammer nul først. Forsvarspoint kan bruges en gang i spillet, når man bliver angrebet (som eventuel modvægt til et stærkt angreb), og hvis man har et element, der står godt til modstanderens, så tæller ens specialangreb dobbelt.

Man kan vælge op til tre pokémons i kamp ad gangen, og til dette lavede jeg også et bræt, hvorpå kampene kan udspilles. Derpå sørgede jeg også for at nedskrive reglerne, og hvilke elementer der slår hvad, så man kan huske det løbende.

Ved kamp bliver man enige om, hvor mange pokémons man vil bruge. Hver gang man får en sejr, får den pokémon, der deltog i kampen, et XP. En pokémon får to XP for sejren, hvis dens helbred i starten af kampen var mindre god end modstanderens. Hvis en pokémon når ti XPpoint, så må man udvikle til den næste pokémon i udviklingstrinnet, hvis man har lyst. Alt dette kan noteres i kladdehæftet. Efter en kamp er ens pokémon udmattet, og man kan ikke bruge den i næste »runde«.

Kan de bruges til andet?

Indtil videre har jeg også valgt at ville bruge dem til overslagsregning. For eksempel kan eleven få tre tilfældige pokémons og skal ved hjælp af øjemål og hovedregning udregne deres gennemsnit i hver kategori. Efterfølgende regner man efter med lommeregner.

Træning

Der kommer et tidspunkt, hvor eleverne gerne vil mere med deres pokémons, og her kan man som lærer udnytte situationen yderligere. Jeg har valgt at udvikle træningssessioner til mine elever.

Her har jeg givet dem ekstra matematikopgaver, og ved korrekt udførelse af dem kan jeg som lærer give udviklingspoint. Dem kan de bruge i deres pokémon-hæfte, og så kan man selv bestemme, hvor ens pokémons evner skal placeres. Dette regnskab kan også laves i et pokémon-kladdehæfte.

Indtil videre har jeg fundet ud af, at jeg med meget få resurser kan starte en matematisk øvelse, som hele tiden kan udvikle sig for børnene og derved konstant virke spændende. Hvis man ønsker inspiration eller hjælp til, hvordan man gør, kan man bare skrive til mig på Henriktho86@hotmail.com. Jeg hjælper gladeligt.

Hvad slår hvad? Vand er over ild Elektricitet er over vand Ild er over planter og insekter og gift Land er over ild Flyvende pokémons er over land Planter og insekter og gift er over elektricitet Psychic er over land

Under Lærer til lærer på folkeskolen.dk kan du fortælle om gode undervisningsforløb og dele viden, råd og billeder.

This article is from: