2 minute read
»Her er lærerne altid glade«
Det er meget sjovere at lege matematikken ind, fortæller Caroline, som var på læringscamp for anbragte børn i efterårsferien.
I sommer knækkede Caroline koden til rumfang. Hun er 13 år, har altid gået i specialklasse og bor hos en plejefamilie. Men nu er hun også med i projekt Lær for Livet, og det rykker.
TEKST: PERNILLE AISINGER · FOTO: BO TORNVIG
Donk! Caroline fanger og låser basketbolden mellem hænderne. Camilla Garfort fanger hendes blik, mens hun råber: »Spise«. Carolines øjne flakker et splitsekund, før hun svarer: »Jeg spiser, jeg spiste ... jeg har spist?« »Ja!« råber Camilla, og Carolines hænder hæver og slipper bolden, der danner en blød bue, misser kurven og næsten ærgerligt afgiver sit hule »plonk«, da den rammer asfalten. Dansk på Lær for Livets efterårsferiecamp foregår uden for klasseværelset. Og det passer 13-årige Caroline mere end godt. »Det er meget, meget sjovere her end i min almindelige skole. Man leger med dansk i stedet for bare at sidde ned og skrive. Og selv matematik er sjovt her, fordi vi får grinet af det«. Til daglig går hun i specialklasse på Kongevejens Skole. Næste år skal hun skifte skole – igen. Men siden juli har hun været en del af projektet Lær for Livet, hvor anbragte børn indgår i et seksårigt forløb, der skal hjælpe dem frem til en ungdomsuddannelse. Det betyder to ugers læringscamp i sommerferien, en uge i efterårsferien, Kristi himmelfartsferien og derefter mindre forløb. Derudover får de hver tilknyttet en personlig mentor – en voksen resurseperson i deres nærområde, der mødes med dem en gang om ugen og snakker lektier. Det er vigtigt at have en ekstra voksen – også som rollemodel, fortæller direktør for Lær for Livet Illa Westrup Stephensen. »Kun 40 procent af de anbragte børn får en ungdomsuddannelse. Det er en meget svær gruppe at løfte, fordi de har så sindssygt mange ting, der fylder, som overskygger skolearbejdet. Men samtidig ved man, at uddannelse er det, der skærmer allerbedst for social udsathed. Så vores overordnede målsætning er, at de skal ende med en ungdomsuddannelse«.
Da Caroline knækkede koden
Dagen for de 87 børn, der er med på campen i Lejre i efterårsferien, begynder klokken syv. Efter bad og fælles morgenmad samles de i deres zonegrupper, fortæller Caroline. Man vælger sig ind på forskellige morgenaktiviteter som spring, yoga, fodbold og dans, og derefter er der timer. »I sommer knækkede jeg matematikkoden med hensyn til rumfang«, fortæller Caroline, og hendes øjne funkler af stolthed. »Jeg blev ved og ved med at arbejde på det sammen med en lærer, der hedder Karen. Det var der, jeg synes, det blev mere spændende, for det