2 minute read

Skole-tv styrker fællesskabet

Next Article
Bazar

Bazar

Et månedligt tv-magasin på tværs af årgange styrker fællesskabet og fagligheden på Blågård Skole i København, hvor Martin Drange står for forløbet.

AF ABELONE HORNUM FOTO: THOMAS ARNBO

»Ideen til BLG-TV (Blågård Skole TV) opstod som led i min ansættelse som lærer og profilkoordinator. For at synliggøre profilen for elever, lærere og forældre udviklede jeg konceptet, hvor hver årgang fra 0. til 9. klasse skulle lave et tv-magasin.

Skolen er delt op i tre forskellige bygninger til indskoling, mellemtrin og udskoling, og vi samles kun få gange om året. Med BLG-TV blev der et større fokus på, hvad vi hver især lavede. Udgangspunktet for BLG-TV var, at den årgang, som skulle lave tv-magasinet, skulle udføre journalistisk opsøgende arbejde på skolen for at finde ud af, hvilke klasser der var i gang med profilrelaterede undervisningsforløb. ’Journalisterne’ skulle så tilrettelægge et indslag om det til BLG-TV-udsendelsen. På den måde slog vi mindst tre fluer med et smæk. Det blev tydeligt for alle, at vi var en medie- og kommunikationsprofilskole. Vi styrkede fællesskabet, og den årgang, som lavede udsendelsen, opfyldte mange læringsmål ved at arbejde med tv-mediet.

I år er 9. årgang for eksempel i gang med en produktion om affaldssortering, i forbindelse med at skolerne i Københavns Kommune skal affaldssortere. Eleverne har dannet forskellige redaktioner, hvor en har været i Svinninge og filme ved et bioanlæg, mens en anden har produceret et indslag fra Husum Skole, som er pilotskole for affaldssortering. En tredje redaktion har produceret et indslag om kompostering.

Sidste fredag i hver måned samles alle elever i vores to gymnastiksale og ser det, eleverne har optaget. Og hver måned skal en ny årgang producere BLG-TV. Det giver noget helt særligt, at vi mødes på den måde og får en fællesoplevelse. Ventetiden, inden dørene åbnes, lyset, der slukkes, præsentationen, udsendelsen, der starter, og den efterfølgende applaus. Eleverne er stolte af deres produktion, og andre elever ser frem til, at de får udleveret stafetten og skal lave månedens BLG-TV.

Der ligger et kæmpe potentiale og en nødvendighed i at arbejde med film- og tvproduktion. Kommunikation foregår i stigende grad via lyd, billeder og film. Elever, der er klædt på til at kommunikere med levende billeder, har derfor en fordel, når de skal videreuddanne sig og på sigt træde ind på arbejdsmarkedet.

En anden fordel er, at det sætter andre faglige kompetencer end det skrevne og læste ord i spil og dermed også er med til at ændre de faglige hierarkier i folkeskolen, hvor de bogligt stærke elever som regel oplever sig selv som kompetente aktører i folkeskolen frem for de bogligt svage«.

folkeskolen@folkeskolen.dk

FAGLIG FORNØJELSE

Der findes regler, krav, elever og kolleger, der har indflydelse på lærerens undervisning. Nogle gange er indflydelsen positiv. Andre gange irriterende. Men lige meget hvad sker der noget godt en gang imellem. Vi spørger lærere, hvornår de sidste gang gik ud ad skoleporten med løftet pande og smil på læben.

Martin Drange, 45 år, er lærer på Blågård Skole og underviser i dansk og fransk og er vejleder på BLG-TV. Han har en baggrund inden for visuel kommunikation fra kunstakademiet i Frankrig og er tidligere tilrettelægger på TV Stop. Hans erfaringer med low- eller nobudgetproduktioner var grundstenen for konceptet BLG-TV.

This article is from: