2 minute read
Undervisningsblues: »Jeg er vant til en masse larm som musiker«
Først og fremmest musiker. Sådan opfatter Hans Peter Lange sig selv, men han er glad for at kunne kombinere med jobbet som lærer og lægger vægt på at være fuldstændig til stede, når han underviser børnene på Sølystskolen i Egå.
efter tyve år som professionel musiker gennemførte Hans Peter lange merituddannelsen og kom straks i arbejde.
TeksT Birgitte AABo
foTo Simon JeppeSen
Det var ikke ligefrem svært for Hans Peter Lange at få et job, da han var færdig som meritlærer med linjefag i musik og idræt i 2008. Han behøvede kun at møde op på Sølystskolen i Egå for at skrive det yngste af sine tre børn ind, så var det klaret. »Jeg faldt i snak med skolelederen og fortalte, at jeg var færdig som meritlærer. Det var han meget interesseret i at høre mere om, for skolen manglede musiklærere, og en af dem blev mig«, fortæller den 51-årige bluesmusiker Hans Peter Lange, der siden har arbejdet halv tid på skolen. »Som freelancemusiker skal jeg kunne tage opgaverne, når de er der. Derfor var det vigtigt for mig at få en aftale, som gav mig mulighed for at tage fri, når jeg for eksempel skal på koncertturneer, og det fik jeg«.
Hans Peter Lange levede før sit lærerjob af sine indtægter som professionel musiker igennem tyve år, men da hans tre børn begyndte at gå i skole, gav det nye udfordringer. »Jeg er meget væk i weekenderne, og da de begyndte at gå i skole, kunne jeg ikke længere kompensere ved at være sammen med dem i dagtimerne på hverdage. Jeg ville også gerne have en lidt mere sikker indtægt ved siden af musikken, og det faldt mig meget naturligt, at jeg skulle være lærer – der er mange lærere i min familie, og jeg har altid haft det godt med at omgås børn«.
100 procent til stede
Selv om han stadig først og fremmest ser sig selv som musiker, fokuserer han på rollen som lærer, når han er i den: »Det er vigtigt for mig at lægge energi og 100 procent tilstedeværelse i undervisningen. Jeg har ikke andre fag, og det er nok en fordel. Det er noget andet at skulle håndtere sådan et kaosfag, hvis man kommer lige fra undervisning i matematik og dansk og skal have historie bagefter. Jeg er også vant til en masse larm som musiker i forvejen, så lydniveauet generer mig ikke«, siger Hans Peter Lange.