14 minute read
Hvordan skaber skolen resiliens?
Af Dion Sommer, professor i udviklingspsykologi ved Aarhus Universitet
KRONIKKEN
Kronikken i fagbladet Folkeskolen er som regel skrevet pa redaktionens opfordring. Hvis du gerne vil skrive en kronik, beder vi dig sende en synopsis pa cirka ti linjer med kronikkens hovedpointe og hovedargumentation. Skriv tilfolkeskolen@folkeskolen.dk, og angiv kronik i emnefeltet.
Illustration: Adrià Fruitós ”Menneskets resiliens kan ikke forstås fuldt ud, hvis forskningens begreber er begrænset til det enkelte individ” (Masten, 2014). Citatet er fra en absolut international topforsker. Og den skal ses som en hovedkonklusion efter mere end 50 års empirisk og teoretisk forskning i fænomenet resiliens. Sagt superkort handler resiliens om, at ”noget” eller ”nogen” udsættes for belastninger og kriser, men klarer sig igennem markant bedre end forventet. Det kan være børn, der vokser op i en stærkt belastet og forsømmende familie. Eller går i en skole, som udgør en markant risikofaktor, fordi der ikke tages hånd om alvorlig mobning. Men er nogle mennesker bare født resiliente? Så kriser og ulykker preller af på dem som vand på en gås, mens andre er skrøbelige og bryder sammen? Nej, ifølge mere end 50 års righoldig internationale forskning drejer resiliens sig primært om en række beskyttende faktorer i individets i øvrigt risikofyldte ydre miljø og ikke mindst om kompetente professionelles resiliensfremmende indsats.
Under udarbejdelsen af bogen ”Resiliens – fra robusthed til en dynamisk forståelse” gik det op for mig, at i en dansk kontekst handler resiliens stort set kun om særlige individegenskaber. Populærbetegnelser er for eksempel ”mælkebøttebarn”, ”mønsterbryder”, ”modstandsdygtig”, ”usårlig” og ikke mindst ”robusthed”. Vurderes betegnelserne kritisk, står vi tilbage med nogle generaliserende stereotyper og egenskaber, som nogle børn ”bare har”. Karakteristikkerne er uegnede som professionsbegreber. Sådanne børn ”kan jo selv”, ”har det i sig”, så hvad skal en professionel hjælpe med her? Med andre ord karakteriseres resiliens herhjemme som indre kvaliteter, visse heldige børn – i øvrigt helt uforklarligt – skulle være i besiddelse af.
Hvis et barn dog ikke er robust nok, kan det i skolen trænes til ”livsduelighed”. Det kan også lære og opbygge de nødvendige ”karakterstyrker” til at håndtere deres risikofyldte og problemskabende liv. Her ser den ”danske resiliens' tilstand” ud til at være historisk fastfrosset, da sådanne forståelser blev forladt for flere årtier siden i den internationale forskning. Af den simple grund at undersøgelser fandt, at resiliens kun i begrænset omfang skabes på individniveau. Resiliens opstår derimod i konteksterne omkring individet.
Når der ikke er enighed om, hvad resiliens er,
så kan man heller ikke samarbejde om, hvordan den skabes. Hvordan skabes resiliens i skolen, hvis den ene lærer mener, at vi skal fokusere på at styrke elevens karakteregenskaber og livsduelighed, mens den anden lærer mener, at vi skal skabe beskyttende faktorer ved at prioritere og styrke skolens og klassens fællesskaber?
Virkningsfuld forebyggelses- og interventionspraksis bør hvile på et fælles begrebs-
grundlag. Så hvad er resiliens i den internationale forsknings fællesforståelse? Resiliens betegner en række dynamiske påvirkninger og processer, som fører til positiv tilpasning (for eksempel udvikling og læring) på trods af alvorlig modgang i livet. Positiv tilpasning ”på trods” er at være på udviklings- og læringsniveau med sine klassekammerater. Her er underbegrebet ”beskyttende faktorer” særligt centralt. Det kan for eksempel være skolens intervention mod mobning, der beskytter udsatte børn (se flere i Sommer, 2022). En tommelfingerregel er: Jo flere beskyttende faktorer vi kan iværksætte, desto mere resiliens skaber vi.
Resiliensfremmende arbejde bør ikke komme ud af den blå luft eller opstå spontant i hovedet på den ivrige praktiker – selv om en iderig og entusiastisk praksis også er vigtig. Det er vigtigt at bygge sin resiliensfremmende praksis på en fælles begrebsterminologi om, hvad resiliens grundlæggende er, men også hvad den ikke er. Det handler netop ikke om at skabe ”det robuste barn” i skolen eller beundre det utroligt seje ”mælkebøttebarn” i børnehaven eller ”mønsterbryderen”, der ved egen kraft har trukket sig selv op i middelklassen. Derimod handler det om at opspore, identificere og fjerne signifikante risikofaktorer samt aktivt skabe beskyttende faktorer omkring udsatte børn.
Komplekse problemer behøver komplekse løsninger. Her kan skolen spille en afgørende rolle: ”Skolen og den interaktion, skoler har med andre systemer, har enorm betydning for børns udviklingsforløb. Derfor kan skoler spille en hovedrolle, både når det angår risiko og resiliens” (Masten, 2014, side 219). Interventionspraksis i skolen – for eksempel som livsduelighed, positiv tænkning og robusthedstræning af elever – flytter ikke meget. Men skolen kan, viser resiliensforskning, kompensere for en familieopvækst fyldt med risikofaktorer. Ifølge Nielsen og Berliner (2013) kan skolen aktivt skabe resiliens gennem ”opbygning af et fællesskabsfremmende læringsmiljø” (implementeret både i skolens målsætning, læringskultur og i klasserummet). Det vil sige, at skolen: • giver eleverne social støtte og anerkendelse, • lader eleverne mærke, at der er sat ambitiøse læringsforventninger, • giver eleverne muligheder for at deltage i meningsfulde aktiviteter, • opbygger prosociale relationer og tilknytninger i klassen og på skolen, • sætter klare grænser for opførsel, der skader skolens læringsmiljø.
Dette kan være skolens resiliensstrategi, der sætter trivselsfremmende miljøer og aktiviteter for alle – og dermed også for individet – i højsædet. Erfaringer, som eleverne kan tage med sig, når de forlader skolen. Men gør de så det? Ja, det ser faktisk sådan ud: I Ann Masten og kollegers langtidsundersøgelse fulgte man en række børn fra risikofamilier gennem 3.-6. klasse, til de blev voksne. Skoler med en bevidst strategi, der bygger på en fælles opfattelse af, at resiliens ikke er individfokuseret, men fællesskabsfokuseret, fungerer som ”sikker udviklingshavn” for udsatte børn og unge. Skolens resiliensfremme for børn med en signifikant risikofamiliebaggrund startede et ”positivt vendepunkt” og omdirigerede endog livsforløbet i voksenalderen (Masten, 2014).
Her til sidst et drømmesyn, der nemt kan opløses i dagens travlhed: Hvad nu hvis de professionelle, der arbejder med børn, løfter opgaven med at skabe resiliens for udsatte børn og unge? Lægges oven i dét en kommune, som går foran med en aktiv resiliensvision. Måske – ligesom dengang Danmark tilsluttede sig FN’s deklaration om børns rettigheder – ender det politisk med, at der skabes en visionær national strategi for resiliensfremme for næste generation.
Kilder: – Masten, A.S. (2014). Ordinary magic – resilience in development. New York and London: Guilford Press. – Nielsen, A.M. & Berliner, P. (2013). Sociale læringsprocesser, ulighed, mistrivsel, resiliens og transformation. Psyke & Logos, 34, 9-32. – Sommer, D. (2022). Resiliens – fra robusthed til en dynamisk forståelse. Frederiksberg: Samfundslitteratur. Serien: Professionernes begreber.
Mød dit fagblad på Lærfest ’22
Giv lærernes stemme mere kraft
Mød redaktionens journalister og kom med dit input til, hvad vi skal skrive om. Du kan også høre nærmere om de faglige netværk på folkeskolen.dk, blive medlem af Lærerpanelet og være med i vores konkurrence.
København onsdag og torsdag den 16.-17. marts i Bella Center
Folkeskolen inviterer til to spændende oplæg
Kom og få gode råd til, hvordan du skriver det gode bachelorprojekt på læreruddannelsen. Lærere, der har vundet priser på lærerprofession.dk for deres opgaver, deler ud af deres viden.
Mød Brattingsborgskolen som løser inklusionsopgaven gennem flere undervisere og kompetenceudvikling. Og hør forsker Tilde Mardahl-Hansen fortælle om inklusion i praksis.
ORD Mona Samir Sørensen FOTO Ricky John Molloy
På behandlingsskolen Polaris betragter man alle eleverne som det, de er – nogle skønne, unge mennesker, fortæller lærer Niels Agerskov. De fleste elever har en række diagnoser og dårlige erfaringer i almenskolen, men blomstrer op og klarer sig ofte rigtig godt til afgangsprøven.
Dagbehandlingsskolen Polaris holder til i en stor villa. Niels Agerskov har undervist på skolen i et år, hvor der går normaltbegavede elever med psykiske lidelser.
Man skal vide det for at se det. At der på denne stille villavej i Vanløse ligger en skole. En såkaldt behandlingsskole for elever, som ikke trives i den almindelige folkeskole.
Skolen holder til i en stor, rød murstensvilla med en lille gårdsplads foran og en stærkt dekoreret rygerkrog bagtil.
Det første, man lægger mærke til, når man kommer indenfor, er en hyggekrog med bløde sofaer og stole. Ikke nær så sterilt, som andre skoler kan være, som lærer Niels Agerskov udtrykker det, da han viser rundt.
Tre af hans elever følger med os rundt. Vi må ikke afsløre deres identitet, men vi kan godt afsløre, at de griner og pjatter med deres lærer.
”Vi har nogle enormt søde elever, som jeg gerne vil hjælpe videre i livet, så godt som jeg kan”, fortæller Niels Agerskov.
Skolens målgruppe er elever med komplekse psykiske udfordringer og diagnoser, og Polaris er en del af Behandlingsskolerne, der består af 16 afdelinger i hele landet. Eleverne er af gode grunde ikke altid de nemmeste at være lærer for, men for Niels Agerskov er lærerjobbet enormt meningsfyldt.
Han har ikke været lærer siden 2007, hvor han forlod jobbet som folkeskolelærer ved Kongevejens skole i Virum, og det kom som en spontan indskydelse at søge jobbet som udskolingslærer her på Polaris. En indskydelse, han er meget glad for i dag.
Psykiatriske diagnoser mindsker chancen for at få et afgangsbevis. I skoleåret 2017/18 bestod 48 procent af eleverne afgangsprøven. Syv år tidligere var andelen blot 38 procent. Blandt elever uden psykiatrisk diagnose bestod 87 procent afgangsprøven.
Kilde: ”Elever med psykiatriske diagnoser og deres afgangsprøver i 9. klasse”, KL 2021.
Hver elev har sin egen lille bås, som kan indrettes og dekoreres. ”Man føler sig mere hjemme”, fortæller en af eleverne.
”Det er grundlæggende dejligt at lave noget, som giver rigtig meget mening, og jeg har virkelig genfundet glæden ved at undervise”, fortæller han efter at have været på skolen i et år.
På Behandlingsskolerne arbejder lærere, pædagoger og psykologer tæt sammen om den enkelte elev, og kravene og målene bliver løbende justeret og tilpasset elevens reelle kompetencer. Den tilgang til eleverne passer godt til Niels Agerskovs værdier. ”Vi er her, fordi vi rigtig gerne vil hjælpe disse unge mennesker. Jeg har nogle virkelig gode kolleger og en enormt dygtig ledelse, som gør, at vi har en kultur om at støtte hinanden og arbejde tæt sammen – hele tiden med det for øje, at vi er her for elevernes skyld. Det kan jeg virkelig godt lide”, siger han.
Som lærer skal man dog være indstillet på, at undervisningen sjældent kører helt glat. Uanset hvor godt man har forberedt sig. ”Du kan have forberedt noget virkelig spændende, og så dukker der kun nogle få elever op. De, der er der, lukker sig måske inde i deres telefon eller er trætte, og du møder meget lidt interesse. Det kan være ret hårdt”, siger Niels Agerskov.
Når han kommer hjem, er han ofte træt – på en anden måde end da han arbejdede i en almindelig folkeskole: ”Der går kun otte elever i hver klasse. Til gengæld skal du hele tiden være meget opmærksom på hver enkelt elevs behov. Det gør en træt på en anden måde”.
SKOLEDAGEN KAN VÆRE UFORUDSIGELIG
I midten af stueetagen er der et stort fælles køkken, som udgør et naturligt samlingssted for både lærere og elever. Der serveres varm mad til frokost, og lærere og elever spiser gerne sammen.
Ikke alle elever, men de elever, som kan klare det. For nogle elever kan det være et behandlingsmæssigt mål, at de skal lære at spise sammen med de andre i kantinen. ”Først bare lære at komme ud i kantinen og blive tryg ved det. Så øve sig i at tage noget mad på tallerkenen og så til sidste spise sammen med os andre”, fortæller Niels Agerskov.
Han underviser 24 lektioner om ugen i sine fire linjefag tysk, engelsk, matematik og idræt. Der er højst otte elever i klassen, og der er altid både en lærer og en pædagog i klassen. Det giver en reel mulighed for at se den enkelte elev, fortæller Niels Agerskov, i modsætning til at være alene med en klasse på 24 elever, som man kan være det i folkeskolen.
Mens vi taler, kører i alt fire gule taxaer ind på den lille gårdsplads. Klokken er lidt over 14 denne mandag eftermiddag, og eleverne har lige fået fri. Nogle af dem bliver bragt og hentet i taxa hver dag. ”For en elev, som har siddet alene hjemme på sit værelse i et år, er det rigtig rart med en taxaordning. Alt er i forvejen en stor udfordring, så hvis vi kan tage bare ét element fra elevens skuldre, kan det gøre en stor forskel”, fortæller Niels Agerskov.
Skal man nærmest også være terapeut? ”Det skal man ikke, men som lærer skal du være indstillet på, at du ikke altid når så langt som planlagt med det faglige. Du ved aldrig, hvad du møder ind til, og derfor skal du være fleksibel og kunne omstille dig. Hvis eleverne ikke deltager i undervisningen, så mener vi ikke, at de gør noget forkert. Vi tager alt ansvaret på os, og så må vi finde en anden måde at gøre tingene på”.
TAGER UDGANGSPUNKT I ELEVENS LIV
Niels Agerskov stoppede i sin tid som folkeskolelærer for at tage en kandidatgrad i tysk og engelsk. Han troede dengang, at han skulle undervise i gymnasiet, men kom i stedet til at udarbejde undervisningsbøger og -materialer for forlaget Alinea. Siden blev han redaktør på forlaget og senere tekstforfatter på forskellige reklamebureauer, inden han i 2020 blev lærer på Polaris. De erfaringer er en klar fordel. For nok er jobbet meningsfyldt, men det kan også være ekstremt krævende, da elevernes motivation ikke altid er i top. Især det første halve år var rigtig svært, fortæller Niels Agerskov: ”Jeg skulle lære helt fra bunden, hvilke krav jeg kunne stille til mine elever. Kunne jeg bede dem om at læse fire linjer på dansk, eller hvad var niveauet? Nu ved jeg ret præcist, hvilke elever jeg kan stille høje faglige krav til, og hvem jeg skal være lidt mere varsom over for”.
For en elev, som bliver transporteret i taxa, kan det for eksempel være et mål, at han eller hun skal lære at tage bussen til skole. Som lærer tager man altså i lige så høj grad udgangspunkt i elevens livssituation som i elevens faglige niveau. ”Vi har en forståelse for, at det ikke altid er engelsk grammatik og tyske gloser, der er førsteprioriteten for eleven, og derfor afstemmer vi løbende, hvilke krav og forventninger vi kan have til eleven”, siger Niels Agerskov.
Med højst otte elever i klassen er man som lærer meget tæt på sine elever, og det trives Niels Agerskov godt med.
OM POLARIS
• Polaris er en dagbehandlingsskole for normaltbegavede unge med psykiske lidelser. Typisk har eleverne flere diagnoser og problematikker. Polaris modtager elever med angst, skizofreni, personlighedsforstyrrelser, OCD, depression, autismespektrumforstyrrelser, adfærdsforstyrrelser og andre problematikker som for eksempel selvskade og spiseforstyrrelser. • Skolen har derudover specialiseret sig i at hjælpe unge, der ud over deres psykiatriske diagnoser også oplever kønsdysfori eller har en alternativ kønsidentitet. • Polaris består af en afdeling i Vanløse og en afdeling på Frederiksberg, og eleverne indskrives fra 6. til 10. klassetrin. For øjeblikket er der 46 elever på de to afdelinger. • Skolen er en del af Behandlingsskolerne, der har i alt 16 forskellige tilbud over hele landet. Eleverne kommer til skolerne gennem kommunale henvisninger.
Kilde: Behandlingsskolerne.dk
MÅLET ER AT BESTÅ FOLKESKOLENS AFGANGSPRØVE
Det betyder ikke, at de faglige ambitioner er lave på behandlingsskolen. Tværtimod. Eleverne bliver udelukkende undervist af linjefagsuddannede lærere, og målet er, at eleverne skal bestå folkeskolens afgangsprøve. ”I starten kunne jeg godt tænke: Skal vi virkelig kræve så meget skolearbejde af vores elever? I dag ser jeg det som en måde at vise dem respekt på. Vi viser dem, at vi tror på, at de kan klare det, og det giver så meget mening som lærer. Som ung er man jo virkelig ilde stedt uden afgangsprøven”.
Sidste skoleår bestod 77 procent af 9.-klasseeleverne på Behandlingsskolerne folkeskolens afgangsprøve, oplyser kommunikationschef Antje Christensen.
Som det ser ud nu, forventer Niels Agerskov ikke at vende tilbage til folkeskolen. ”Jeg synes, at normalitetsbegrebet i vores samfund er blevet lidt for smalt. Så for mig er det vidunderligt at arbejde et sted, hvor de unge har lov til at være, præcis som de er”.
Vi slutter rundturen af nede i kælderen – stadig i selskab med de tre elever. Kælderetagen er indrettet som et stort rekreativt område med bløde møbler, tegne- og malergrej, bordfodbold, bordtennis og en boksepude. ”Den bruger vi rigtig meget”, fortæller de unge elever grinende, mens de tjatter skiftevis til boksepuden og hinanden.
folkeskolen@folkeskolen.dk
