Kronik Af Dion Sommer, professor i udviklingspsykologi ved Aarhus Universitet
Hvordan skaber skolen resiliens? KRONIKKEN Kronikken i fagbladet Folkeskolen er som regel skrevet pa redaktionens opfordring. Hvis du gerne vil skrive en kronik, beder vi dig sende en synopsis pa cirka ti linjer med kronikkens hovedpointe og hovedargumentation. Skriv tilfolkeskolen@folkeskolen.dk, og angiv kronik i emnefeltet. Illustration: Adrià Fruitós
32
”Menneskets resiliens kan ikke forstås fuldt ud, hvis forskningens begreber er begrænset til det enkelte individ” (Masten, 2014). Citatet er fra en absolut international topforsker. Og den skal ses som en hovedkonklusion efter mere end 50 års empirisk og teoretisk forskning i fænomenet resiliens. Sagt superkort handler resiliens om, at ”noget” eller ”nogen” udsættes for belastninger og kriser, men klarer sig igennem markant bedre end forventet. Det kan være børn, der vokser op i en stærkt belastet og forsømmende familie. Eller går i en skole, som udgør en markant risikofaktor, fordi der ikke tages hånd om alvorlig mobning. Men er nogle mennesker bare født resiliente? Så kriser og ulykker preller af på dem som vand på en gås, mens andre er skrøbelige og bryder sammen? Nej, ifølge mere end 50 års righoldig internationale forskning drejer resiliens sig primært om en række beskyttende faktorer i individets i øvrigt risikofyldte ydre miljø og ikke mindst om kompetente professionelles resiliensfremmende indsats. Under udarbejdelsen af bogen ”Resiliens – fra robusthed til en dynamisk forståelse” gik det op for mig, at i en dansk kontekst handler resiliens stort set kun om særlige individegenskaber. Populærbetegnelser er for eksempel ”mælkebøttebarn”, ”mønsterbryder”, ”modstandsdygtig”, ”usårlig” og ikke mindst ”robusthed”. Vurderes betegnelserne kritisk, står vi tilbage med nogle generalise-
rende stereotyper og egenskaber, som nogle børn ”bare har”. Karakteristikkerne er uegnede som professionsbegreber. Sådanne børn ”kan jo selv”, ”har det i sig”, så hvad skal en professionel hjælpe med her? Med andre ord karakteriseres resiliens herhjemme som indre kvaliteter, visse heldige børn – i øvrigt helt uforklarligt – skulle være i besiddelse af. Hvis et barn dog ikke er robust nok, kan det i skolen trænes til ”livsduelighed”. Det kan også lære og opbygge de nødvendige ”karakterstyrker” til at håndtere deres risikofyldte og problemskabende liv. Her ser den ”danske resiliens' tilstand” ud til at være historisk fastfrosset, da sådanne forståelser blev forladt for flere årtier siden i den internationale forskning. Af den simple grund at undersøgelser fandt, at resiliens kun i begrænset omfang skabes på individniveau. Resiliens opstår derimod i konteksterne omkring individet. Når der ikke er enighed om, hvad resiliens er, så kan man heller ikke samarbejde om, hvordan den skabes. Hvordan skabes resiliens i skolen, hvis den ene lærer mener, at vi skal fokusere på at styrke elevens karakteregenskaber og livsduelighed, mens den anden lærer mener, at vi skal skabe beskyttende faktorer ved at prioritere og styrke skolens og klassens fællesskaber? Virkningsfuld forebyggelses- og interventionspraksis bør hvile på et fælles begrebs-
