2 minute read

Bo får børn til at forstå forskellige følelser

Carsten Møller og Bo har samme udtryk her, men de kan begge blive glade igen – hvis Carsten flytter på Bos udtryk. Når han gør det, hjælper det ham også til selv at blive glad.

AF HELLE LAURITSEN FOTO: SIMON JEPPESEN

»Børn har aldrig problemer med at bruge hovedet Bo. Bo har en umiddelbarhed, og det betyder, at børnene kan tale om deres følelser, uden at det bliver for overvældende for dem.

Hele ideen til Bo – hovedet med forskellig mimik og de små film – kom i Legoværkstedet, hvor jeg underviser. Der var nogle hoveder, men de så kun glade ud. Så jeg talte med vores huskunstner Niels Rahbek om at lave nogle modeller med forskellige ansigtsudtryk. Han lavede dem todimensionelle – først tolv modeller. Nogle børn har svært ved at sætte ord på deres følelser, og her hjælper det at få sat et ansigt på følelsen.

En dag kom en pige hen til mig. Hun var meget ked af det, og selv om jeg spurgte og var empatisk, blev hun ved med at være meget ked af det. Jeg gav hende hovedet og spurgte, om hun havde lyst til at vise mig, hvordan hun havde det. Hun satte øjne, øjenbryn og mund som ’ked af det’. Jeg spurgte hende, hvad der skulle til, for at det kunne blive bedre, og hun rettede på Bos øjne og mund, og samtidig ændrede hele hendes krop og ansigt sig. ’Nu er det bedre’, sagde hun og så glad ud. Jeg spurgte ind og fik et hurtigt svar, hvorefter hun spurgte, om hun måtte gå tilbage i klassen. Hun styrede selv sin proces og sine spejlneuroner.

For nogle børn i høj arousel bliver det farligt med følelserne. Her hjælper Bo dem med at forstå, hvordan de har det.

Efter at vi har været i ’Løvens Hule’ (tv-program, redaktionen), blev vi nærmest slået bagud af den store interesse. Vi har udviklet kurser og har fået produceret 500 Bo Boxe. Det hjælper børnene til at se, hvordan de og andre ser ud, når de har det godt, og når de har det dårligt eller er vrede. Vi bruger det også til børn med ADHD og i autismespektret. Og til voksne«.

hl@folkeskolen.dk

FAGLIG FORNØJELSE

Der findes regler, krav, elever og kolleger, der har indflydelse på lærerens undervisning. Nogle gange er indflydelsen positiv. Andre gange irriterende. Men lige meget hvad sker der noget godt en gang imellem. Vi spørger lærere, hvornår de sidste gang gik ud ad skoleporten med løftet pande og smil på læben.

Mød lærer Carsten Møller, der sammen med skolens huskunstner Niels Rahbek har udviklet Bo – hovedet med mimik, der kan få børn til at tale om deres følelser. Han er også inklusionsvejleder på Sødalskolen i Aarhus og uddannet terapeut. Han og Niels Rahbek har været med i DR-programmet »Løvens Hule« med det pædagogiske værktøj Bo og Bo Boxen, der er en lille kuffert med ansigt, et spejl og en plakat med 16 forskellige ansigtsudtryk. De fik 70.000 kroner i donation og har fået 50.000 kroner af Smukfonden til at sætte Bo Boxen i produktion.

This article is from: