Akutjob - Teknisk designer Er du en dygtig teknisk designer med sans for detaljer og kvalitet, og har du lyst til at arbejde med sporteknisk dokumentation? Som vores nye tekniske designer bliver du en del af sektionen Spor i Teknisk Drift og dermed den del af Banedanmark, som varetager ejerskabet af jernbanen og har ansvaret for jernbanens tilstand. Du kommer til at indgå i et team af specialister inden for sporteknologi, og det er vores primære opgave at udvikle og styre sporområdet gennem udvikling og vedligeholdelse af banenormer og teknisk dokumentation, som er de retningslinjer, der skal overholdes ifm. anlægsarbejde og vedligehold. Du får en stilling, hvor du som vores tekniske designer assisterer erfarne ingeniører med tegninger og teknisk dokumentation af sporkonstruktioner samt i øvrigt deltager i løsningen af teamets mangeartede opgaver. Der er tale om en 9 måneders projektansættelse. Du bliver en del af et meget stærkt team Du bliver en vigtig spiller i at sikre, at dokumentationen er retvisende, bl.a. ved at indarbejde rettelser på dokumentation, udarbejde nye tekniske tegninger samt at organisere vores dokumentation, så den er overskuelig, tilgængelig og opdateret. Du har formegentlig en baggrund som teknisk tegner, konstruktør, ingeniør eller lignende, og du har solid erfaring med Microstation. Som person er du grundig og udadvendt, og du sætter en ære i at detaljerne passer. Du arbejder desuden godt sammen med tekniske specialister, og du formår at sætte dig ind i komplekse tekniske systemer, når det er nødvendigt for forståelsen af dit arbejde. Det vil være en fordel, hvis du har erfaring eller kendskab til jernbanebranchen, men du kan også have en baggrund fra f.eks. byggeriet eller fra produktionsanlæg. Performancekultur i en sund virksomhed I Banedanmark har vi ansvaret for, at der kan køre tog i Danmark. Vi er en statsvirksomhed under Transportministeriet. Vores over 2.000 engagerede medarbejdere arbejder hver dag for, at passagererne får en attraktiv og pålidelig togrejse samtidig med, at vi er i fuld gang med at udbygge jernbanen til fremtidens behov. Som ansat i Banedanmark løser du opgaver, der berører mange menneskers hverdag, og som har stor betydning for samfundet. Vi har ambitiøse mål, faglige udfordringer og høje forventninger. Vi giver dig rum til aktivt at involvere dig i at skabe resultater. Det er nemlig en forudsætning for, at vi når de ambitiøse mål i vores strategi Fremtidens Jernbane. Læs mere om os på www.banedanmark.dk. Akutjob Der er tale om et akutjob. Ledige medlemmer af en arbejdsløshedskasse, hvis dagpengeret udløber inden for højst 13 uger i perioden fra den 1. oktober 2012 til den 1. april 2013 og senest ved udgangen af uge 26 i 2013, opfordres særligt til at søge jobbet. Løn Du ansættes i forhold til gældende overenskomst, og lønnen fastsættes på baggrund af dine erfaringer og kvalifikationer. Din ansættelse vil være omfattet af Fællesoverenskomsten mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det statslige område, og er du teknisk designer vil du være omfattet af Organisationsaftalen for Tekniske designere, byggeteknikere, produktionsteknologer, bygningskonstruktører, procesteknologer, konserverings-teknikere/B.Sc., inventarkonduktører og tekniske designerelever m.fl. Ansøgning og kontakt Vil du vide mere, så kontakt teamleder Jacob B. Nicolaisen på telefon 2523 5440. Send os din ansøgning og CV hurtigst muligt og senest d. 17. februar 2013. Du skal kunne dokumentere, at du er berettiget til et akutjob. Dokumentationen fra din a-kasse bedes du vedhæfte din ansøgning, når du søger. For at søge stillingen klikker du på linket ”Søg stilling” nedenfor og følger instruktionerne.