Trafiklederaspiranter Uddannelse, udvikling og ultra-udfordrende
D. 1. november 2013 ansætter vi 16 nye medarbejdere til vores trafiklederuddannelse fordelt i København, Roskilde, Fredericia, Struer, Herning og Aarhus. Som trafikleder kommer du helt ind i hjertet af jernbanedriften. Togtrafikken skal styres sikkert og præcist, og som trafikleder får du en helt central position, da det er din indsats, der sørger for, at passager- og godstog kommer frem til tiden, og at de mange passagerer får en god trafikinformation. Hvis der opstår problemer i togtrafikken, skal du kunne gribe hurtigt ind, så trafikken afvikles bedst muligt. Det kræver overblik og is i maven. Det er med andre ord dig, der træffer de vigtige beslutninger, der sikrer, at togene kører til tiden og med høj sikkerhed. Du kommer altså helt ind i hjertet af togdriften og får dermed en viden og en erfaring, der giver mange muligheder for at videreudvikle dig i Banedanmark. Som de første i Europa skifter vi også hele vores trafikstyringssystem ud til et top- moderne ERTMS-system, som du om få år får mulighed for at være en del af. Ikke alle kan blive trafikleder. Det er et krævende job, hvor du skal igennem en grundig uddannelse, før du slippes løs, og selv da vil du stadig skulle tilegne dig ny viden. Derudover kræver jobbet, at du kan arbejde på alle tider af døgnet alle årets dage – for trafikken kører non-stop. Det starter med uddannelse Når du ansættes, starter du direkte på uddannelsen, som varer cirka 11 måneder og veksler mellem teori og praktik. Praktikken vil finde sted i hele landet, og teorien vil foregå enten på Sjælland eller i Jylland. Du skal påregne, at der under uddannelsen er en del rejsetid og overnatninger rundt omkring i landet. Både uddannelsen og jobbet er krævende, og vi anbefaler derfor kraftigt, at du læser mere om jobbet før du søger. Er du cool, når det gælder? For at du kan fungere i jobbet, er det vigtigt, at du har de rette personlige egenskaber. Eksempelvis er det vigtigt, at du er dit ansvar bevidst og tør tage beslutninger. Du skal være udstyret med et godt overblik, og når det brænder på, forventes det, at du er 100 % tilstede i situationen og kan agere rationelt, professionelt og i overensstemmelse med dine kollegaer. I forhold til trafiksikkerheden, er det nødvendigt at du taler et forståeligt dansk. Derudover er det vigtigt, at du kan kommunikere klart og tydeligt på engelsk. For at finde ud af om du er den rette, tester vi både på dine faglige og personlige kompetencer. Som trafikleder skal du udføre sikkerhedsklassificeret arbejde og derfor opfylde helbredskravene på jernbaneområdet. Dette betyder, at du skal have et godt helbred, herunder normal hørelse, syn og farvesans. Hvis du er i tvivl, om du opfylder kravene, kan du læse mere på Trafikstyrelsens hjemmeside. Performancekultur i en sund virksomhed I Banedanmark har vi ansvaret for, at der kan køre tog i Danmark. Vi er en statsvirksomhed under Transportministeriet. Vores over 2.000 engagerede medarbejdere arbejder hver dag for, at passagererne får en attraktiv og pålidelig togrejse samtidig med, at vi er i fuld gang med at udbygge jernbanen til fremtidens behov. Som ansat i Banedanmark løser du opgaver, der berører mange menneskers hverdag, og som har stor betydning for samfundet. Vi har ambitiøse mål, faglige udfordringer og høje forventninger. Vi giver dig rum til aktivt at involvere dig i at skabe resultater. Det er nemlig en forudsætning for, at vi når de ambitiøse mål i vores strategi Fremtidens Jernbane. Læs mere om os på www.banedanmark.dk.
Få mere at vide – kom til infomøde
Vi afholder informationsmøder d. 25. juni 2013 i København, d. 26. juni 2013 i Fredericia og d. 27. juni 2013 i Herning, hvor du kan høre mere om uddannelsen, Banedanmark som arbejdsplads, løn- og ansættelsesforhold samt få en rundtur i en af vores fjernstyringscentraler eller kommandoposter. Du kan læse mere om tid og sted her. Vil du efter informationsmødet vide endnu mere om jobbet, kan du kontakte en af vores teamledere i fjernstyringscentralerne. Bemærk at du skal ringe på hverdage mellem kl. 9.00-12.00. København Har du spørgsmål til stillingerne i København, kan du ringe på telefon 8234 2001. Roskilde Har du spørgsmål til stillingerne i Roskilde, kan du ringe på telefon 8242 4114. Fredericia/Herning Har du spørgsmål til stillingerne i Fredericia/Herning, kan du ringe på telefon 2637 2387. Struer/Aarhus Har du spørgsmål til stillingerne i Struer/Aarhus, kan du ringe på telefon 8210 1109. Løn Ansættelsen er omfattet af Fællesoverenskomsten mellem Finansministeriet og OAO og Organisationsaftalen for trafikmedarbejdere mellem Banedanmark og HK Trafik & Jernbane. Løn ekskl. pension udgør kr. 23.401,65 pr. mdr. i hovedstaden (København og Roskilde) og kr. 22.571,80 pr. mdr. i provinsen (Fredericia, Struer, Herning og Aarhus), mens du er under uddannelse. Hvis du allerede er tjenestemand, vil du efter en konkret vurdering kunne bevare din tjenestemandsansættelse i min. LRM 21 med titel som trafikkontrollør. Ansøgning Send din ansøgning, CV og en kopi af din straffeattest hurtigst muligt og senest d. 19. juli 2013. Du skal tage stilling til, hvor i landet du ønsker ansættelse og derfor kun sende én ansøgning. Hvis du har flere ønsker til ansættelsessted, skrives disse i ansøgningen i prioriteret rækkefølge. Hvis du ansættes, skal du starte på uddannelsen d. 1. november 2013. For at søge en af stillingerne klikker du på linket ” Søg stilling” nedenfor og derefter vælger du det geografiske område du ønsker at søge.