Direktør til Styrelsen for Videregående Uddannelser
Tip en ven Print jobopslag
Ansøgningsfrist: 8/12/2013 Uddannelsesministeriet søger direktør til ny styrelse for Videregående Uddannelser i Uddannelsesministeriet Om stillingen Som direktør har du det overordnede ansvar for ledelsen af den nye styrelse, der etableres den 1. oktober 2013, og dermed ansvaret for styrelsens opgaver og målopfyldelse, herunder ikke mindst økonomistyring og forvaltning. Det indebærer et tæt samarbejde med Departementet, Styrelsen for Forskning og Innovation, Uddannelsesministeriets It samt øvrige ministerier og eksterne parter på uddannelsesområdet. Du refererer til Uddannelsesministeriets departementschef og er medlem af ministeriets koncerndirektion. Om dig Du har en relevant akademisk uddannelsesmæssig baggrund. Du har en bred ledelseserfaring, gerne fra centraladministrationen eller andre politisk ledede organisationer. Det er en fordel, at du har kendskab til det videregående uddannelsesområde. Du bliver en del af et politisk miljø, hvor vi forventer, at du: Kan skabe sammenhæng mellem de politiske mål og styrelsens opgaveløsning. Kan skabe rammerne for en effektiv forvaltning, der lever op til kravene om god forvaltningsskik, kvalitet, borgervenlighed og ressourcebevidsthed. Har gennemslagskraft samt evnen til at skabe et godt og dynamisk arbejdsmiljø. Kan samarbejde med og har forståelse for betydningen af tæt dialog med Uddannelsesministeriets mange samarbejdsparter og interessenter – øvrige ministerier, institutioner, undervisere, forskere, studerende mv. Har erfaring med internationalt arbejde. Din nye hverdag Styrelsen for Videregående Uddannelser har til opgave at sikre optimale rammer for de videregående uddannelsesinstitutioners varetagelse af deres respektive opgaver vedrørende uddannelse og udvikling. Desuden er det styrelsens opgave at styrke internationalisering af de videregående uddannelser. Styrelsen har endvidere til opgave at varetage de statslige udviklings- og forvaltningsmæssige opgaver vedrørende statens uddannelsesstøtte, statens voksenuddannelsesstøtte samt en række andre særlige støtteordninger for uddannelsessøgende. Styrelsens opgaver består således både af drifts-, udviklings- og policyorienterede opgaver. Styrelsen for Videregående Uddannelser etableres ved en sammenlægning af Styrelsen for Videregående Uddannelser og Uddannelsesstøtte og Styrelsen for Universiteter og Internationalisering den 1. oktober 2013 med 2 vicedirektører og cirka 245 medarbejdere. Styrelsen understøtter regeringens dagsorden for Danmarks udvikling som et førende vidensamfund i en global økonomi. Ministeriet skal sikre sammenhæng i alle de videregående uddannelser samt sikre synergi inden for ’videntrekanten’ - uddannelse, forskning og innovation. Vejen til jobbet Du ansættes i Uddannelsesministeriets koncern i henhold til gældende rammeaftale om kontraktansættelse af chefer i staten. Stillingen er klassificeret i løngruppe 3 (svarende til lønramme 39) på åremål. Der er mulighed for at forhandle tillæg, der matcher dine kvalifikationer. Hvis du allerede er ansat som tjenestemand, vil ansættelse som tjenestemand kunne finde sted i lønramme 39. Vil du vide mere om jobbet, så kontakt Uddannelsesministeriet på telefon 72 31 80 61, og du vil efterfølgende blive kontaktet af departementschef Uffe Toudal Pedersen eller koncerncenterchef Line Skytte Mørk Hansen.
Søg stillingen elektronisk via www.fivu.dk/om-ministeriet/job senest mandag den 12. august 2013 kl. 12.00. Hvis du er ansat som tjenestemand, skal du stile din ansøgning til dronningen. Vi forventer at holde samtaler i uge 33. Uddannelsesministeriet ønsker at fremme ligestilling i alle dens aspekter. Derfor opfordres alle interesserede uanset etnisk tilhørsforhold, religion, køn eller alder til at søge stillingen. Uddannelsesministeriet er medlem af foreningen Nydansker.