Som et lyn fra en klar himmel

Hvis man går rundt på Assistens Kirkegård i København med en barnevogn – eller i et hvilket som helst andet ærinde – kan man støde på en gruppe ens gravsten der alle angiver samme dødsdato, 21. marts 1945. Det er begravelsespladsen for de nonner som omkom ved bombardementet af Gestapos hovedkvarter i Shell-huset, da et af de britiske bombefly ved en fejltagelse kastede sin last over Den Franske Skole. Døden kom – bogstaveligt – som et lyn fra en klar himmel.

De som skulle sørge for begravelsen, valgte at sætte denne tekst på den fælles sten i midten af gravstedet:

Herren gav, Herren tog, Herrens navn være lovet!

Skulde vi tage imod det gode fra Gud og ikke imod det onde?

Det er jo en from og respektindgydende reaktion på at død og ulykke har ramt uventet og uden nogen form for grund: At vi overhovedet er her, er i sig selv en gave – et overskud. At livet får en ende og undervejs også rummer lidelser, trækker lidt i den modsatte ret- ning, men får ikke regnskabet til at gå i nul. Facit er stadig overskud. Så: Herrens navn være lovet.

Man kan også tænke at det næsten er en lidt for kæk reaktion på meningsløs død og tilintetgørelse. Hvis Gud har så meget styr på tingene at han fortjener ros for det gode der sker, kunne han så ikke have gjort sig den ulejlighed at forhindre at en af den lille snes lavtflyvende Mosquito-bombemaskiner ramte en lysmast på godsbaneterrænet ved Enghave Station og styrtede ned ved Den Franske Skole, og at nogle af de efterfølgende piloter i tumulten tog fejl af bygningerne og bombede skolen?

Hvad den halve snes døde nonner selv ville have ment, ved vi af håndgribelige grunde ikke. Men eftersom de var mennesker som alle os andre, har de sikkert rummet begge opfattelser – og mere til: Livet er livet værd, som Jens Rosendal skriver, og fremkalder taknemmelighed, men lidelse og ulykker fremkalder også spørgsmål og frustration. Men på gravstenen var det kun den pointe at Gud ikke skal kritiseres for det onde, der fik lov at komme til orde.

Når det er interessant i denne sammenhæng, er det fordi teksten på gravstenen er hentet fra Jobs Bog, og fordi valget af akkurat disse vers er et interessant eksempel på hvordan bogen i tidens løb er blevet opfattet, fortolket og brugt. I langt det meste af Jobs Bog sidder hovedpersonerne i en rundkreds og diskuterer teologi. Den dramatiske anledning til deres diskussion – og den er vitterlig omtrent lige så dramatisk som bombetogtet mod Shell-huset – bliver overstået i løbet af de to første af bogens i alt 42 kapitler. Vi skal se nærmere på detaljerne om lidt. Men i de to kapitler bliver Job ramt af tab, lidelse, ulykke og familiemedlemmers død. Og begge gange reagerer han med from, overskudsagtig upåvirkelighed og opsummerer sin sag i præcis de ord som kom til at stå på de franske nonners gravsten.

I kapitel 1 kommer fire af hans folk i hurtig rækkefølge og fortæller at det meste af Jobs rigdomme er blevet røvet, at hans ansatte er blevet dræbt enten af røverne eller af ild fra himlen (parallellen til Den Franske Skole er næsten for tydelig), og at hans ti børn er døde da en storm fik det hus hvor de sad, til at styrte sammen. Job viser sin sorg sådan som rituel skik og brug siger at man skal, men derefter udtaler han de næsten uhyggeligt fromme og beherskede ord “Herren gav, Herren tog, Herrens navn være lovet” (1,21).

I det følgende kapitel er det hans egen krop ulykkerne rammer, og da han sidder dækket af bylder fra top til tå, taber hans kone forståeligt nok tålmodigheden med ham og beder ham holde op med at være så øretæveindbydende fuldkommen. “Forband Gud, og dø!” siger hun. Og Job reagerer med den anden halvdel af indskriften på de franske nonners gravsten: “Tager vi imod det gode fra Gud, må vi også tage imod det onde” (2,10).

Hvis vi bruger den knap 78 år gamle gravsten som læseguide til Jobs Bog, får vi altså et indtryk af en bibelsk stoiker der er fuldstændig urokkelig i sit grundmuret tillidsfulde forhold til Gud, så død og lidelse preller af på ham som vand på en gås. Og det er da også den opfattelse af Job der har fyldt mest,