I begyndelsen

Først var der ikke noget. Slet ingenting! Så Gud gik i gang med at arbejde. Men han brugte ikke sine hænder eller maskiner af nogen slags. Han talte bare. Han sagde: “Jeg ku’ godt tænke mig noget lys.” Og så var der lys. Klarere end en sommermorgen eller tusind julelys.

Gud talte igen. Han sagde: “Himmel. Jeg vil gerne have noget himmel. Og noget vand nedenunder.” Og, ganske rigtigt, der var det. Den klare mørkeblå himmel foroven. Og det mørkegrønne hav forneden.

“Jord.” Det var, hvad Gud derefter sagde, klart og bestemt, som om han virkelig mente det. Og de blågrønne vande delte sig, og tørt land dukkede op. Store sorte og brune felter. Her og der, rundt i hele verden.

“Vi mangler noget farve,” hviskede Gud, som om han tænkte højt. Og skælvende af spænding kriblede grønne ting op af den mørke jord og foldede sig ud med blomster – røde, orange og blå. Fyrretræer og palmetræer. Rosenbuske og brombærbuske. Tulipaner og krysantemer.

Så råbte Gud.

“Dag – solskin!”

“Nat – måneskin!”

“Stjerner, som skinner klart!”

Og der var de, så det blev morgen og aften, sommer og vinter – så der kom tid og varme og lys! Derefter råbte Gud til himlen, som om han regnede med, der ville komme et eller andet svar.

“Kom frem, alt hvad der flyver!”

Og de kom gennem skyerne. De fløj højt oppe, og de fløj langt nede. Store og små. Ørne og insekter. Humlebier og høge.

Så råbte Gud til havet.

“Kom frem, alt hvad der plasker!”

Og også de kom hen til ham; de hoppede helt op af bølgerne. Flyvefisk og sværdfisk. Delfiner og ørreder. Store grinende, pukkelryggede hvaler.

Endelig råbte Gud til jorden.

“Kom frem, alt hvad der går, alt hvad der kravler eller løber, alt hvad der hopper eller klatrer!”

Og de kom virkelig. Op af huller i jorden. Ned fra træer. Ud af det høje græs og tværs over de åbne sletter.

Nu var det hele parat. Det var godt, og det var parat. Så talte Gud igen.

“Mand og kvinde,” sagde han, som om det var navnene på nogle af hans allerbedste venner.

Og frem af støvet dukkede Adam og Eva. For at glæde sig over alt det, Gud havde skabt. For at passe på det for ham. Og for at tale med ham.

“Det er sådan, det bør være,” sagde Gud til sidst. “Det her, det er godt!”