En sørgelig dag

“Velkommen til min verden!” sagde Gud til Adam. “Synes du ikke, den er god?”

“Velkommen til min have!” sagde Gud til Eva. “Det er det allersmukkeste sted, som findes. Og jeg vil have, at det skal være jeres hjem. Pas godt på dyrene for mig. Pas godt på planterne. Spis lige, hvad I har lyst til. Der er masser af træer, I kan plukke af.”

Adam og Eva anede ikke, hvad de skulle sige. De kiggede på haven. De kiggede på hinanden. Og så smilede de det første smil i verden.

Livet ville blive perfekt her. Helt perfekt.

“Der er bare lige en ting til,” sagde Gud. “Kan I se det træ derovre? Det, der står midt i haven. Det er altså sådan, at frugten fra det træ ikke er god for jer. Hvis I spiser den, vil I gøre mig meget ked af det. Og I vil blive nødt til at forlade dette smukke sted.”

Adam og Eva så på hinanden igen. Med så mange træer at vælge mellem skulle det vel ikke være noget problem. Og i lang tid var de tilfredse med bløde, saftige pærer, søde, tykskallede appelsiner og runde, modne meloner. Så, en dag, kom slangen på besøg. “Sig mig lige,” sagde slangen til Eva, “hvad er det for nogle træer, I har fået lov til at spise fra?” “Hvert eneste træ!” smilede Eva. “Lige bortset fra det midt inde i haven.” “Nåh?” sagde den snedige slange. “Og hvorfor så det?”