1 Indledning

“I ungdomskirken på Vesterbro ønsker vi at ændre måden, vi tænker kirke på. Vi vil lave en kirke, hvor unge ikke er modtagere af, men kilde til forkyndelsen. Ja, vi vil gå så langt som til at sige, at ofte skal der ikke være nogen decideret forkyndelse med på forhånd givne svar. Det, der skal være, er et rum for fælles søgen og spørgsmål i lyset af det livgivende budskab.

Måden, vi vil gøre det på, er at bruge flere af pengene på aktiviteter, der interesserer unge. Vi vil tale det samme sprog som de unge og tage afsæt i vores fælles interesser og projekter. Hvad kan fornyelsen konkret bestå i? Rockmusik og happenings? Ja – hvis det er, hvad de unge bringer ind. Betyder det så, at kirken er blevet koncertarrangør og eventmaker? Nej, men kirken skal også kunne rumme rockkoncerter og happenings under festivaler, og dermed bruge musikken som indgang til dialogen med unge. Kirkens eksistensberettigelse er at ledsage og deltage i menneskers liv med kærlighed og ligeværd, og med kristendommen som fortolkningsnøgle. Unge har nemlig – i dag som tidligere – brug for at møde nogen, der kan hjælpe dem med at flytte sig, når de står over for livets og dødens store spørgsmål.

Det afgørende er ikke, om vi drøfter spørgsmålene med afsæt i Jesu lignelser eller i en moderne sangtekst; i traditionelle symboler eller i moderne symboler. Det afgørende er, at vi forholder os til spørgsmålene, og at præsten investerer sig selv og dermed sin tro på Jesus i mødet med den unge, så det skaber værdi og giver mening for den enkelte.”

Sådan stod der i uKirkes første visionsskriv som en del af Vesterbro Bykirke (senere Folkekirken Vesterbro). Vesterbro Bykirke, der var et forpligtende fællesskab af menighedsrådene på Vesterbro, ville etablere

en ungdomskirke og havde i et stykke tid arbejdet på at gøre visionen til virkelighed.

Kl. 10 den 1. februar 2012 havde ungdomspræst Thomas Nedergaard, den ene af bogens to forfattere, aftalt at mødes med kirketjeneren i Gethsemane kirke på Vesterbro. Stemningen var lidt presset, for kirketjeneren var ikke ovenud begejstret for menighedsrådets beslutning. Efter mange svære møder og snakke, havde menighedsrådet nemlig valgt at nedlægge sig selv, flytte den resterende menighed til en anden kirke, og lade deres kirke gå videre til Vesterbros nye satsning, en ungdomskirke.

Thomas fik nøglen til kirken af kirketjeneren, som pakkede sine ting og lukkede døren bag sig. Pludselig stod Thomas i en stor mørk kirke med nøglen i hånden. Det eneste han havde med var et visionsskriv, 50.000 kr. til aktiviteter og så en hulens masse tanker om, hvordan visionen skulle føres ud i virkeligheden. Det første der slog Thomas, var en indelukket lugt efter halvandet år ude af daglig sognekirkelig brug. Dørene blev åbnet på vid gab – for at lufte lidt ud, men også for at invitere folk ind i kirken. En åben invitation til starten på alle de relationer, der senere skulle blive bærende i uKirke. 5 år senere – sommeren 2017. Distortion er i fuld gang. Danmarks største gadefest: Høj technomusik, skrald, øl og 10.000 vis af mennesker. Et fænomen som man enten elsker eller elsker at hade, for der er fart på og en vild stemning. Det er en dag, hvor man slipper tøjlerne og lader det stikke af. Et ungdomsfænomen, som ligger langt fra kirkens kultur. Lige præcis derfor var vi i uKirke aktivt til stede. Midt i virvaret, øllene, kyssene, festerne, havde vi en ambition om at afmontere fordomme om kirken. Vi ville forsøge at vise vores relevans, aktualitet og være i øjenhøjde med dem, vi var skabt for: Nemlig unge.

Vi havde slæbt alle vores kirkebænke ud og lavet en bar. Sofaerne stod spredt ud på pladsen foran kirken, mens standerlamper lyste op ind i mellem. I forlængelse af baren stod vores scene. Vi havde booket et anlæg ind, som kunne spille pladsen op, og sammen med en lokal DJ booket et formidabelt Line-up.

De frivillige havde knoklet hele dagen, og endelig var vi klar. Vi gennemgik årets kampagne. “Før jeg dør, vil jeg...” Vi havde trykt plakater, som hang over det hele, stickers til udlevering og bygget en kæmpe væg, folk kunne skrive på.

Den dag var der over 20.000 mennesker på pladsen foran kirken. Vi var på GAFFAs liste over top 10 koncerter og blev inviteret i Lorry for at fortælle om kirkens relevans på netop Distortion.

Billede fra Distortion - Litauens Plads 2016

Trods den umiddelbare, synlige succes, var det alligevel en anderledes afdæmpet episode, som endte med at stå klarest i erindringen fra den dag. Midt i mylderet af mennesker og musik, kom en ung fyr pludselig op til baren. Han kastede sin hænder fladt på disken og udbrød: “Hey præst, hvordan går det?” Klokken var 21.45 – 15 minutter i lukketid.

Fyren hed Mathias, og han var lige blevet 18 år. Den Distortionaften var det anden gang, han havde mødt Thomas, uKirkes præst. De to havde talt sammen efter et Mad&Musik-arrangement et par uger forinden, hvor Mathias havde lovet at komme forbi uKirkes bar til Distortion. Det løfte holdt han.

“Det går sgu godt.” Thomas smilede og rakte ud efter en øl. “Hvad med dig?”

Distortion lukkede ned, men Mathias blev hængende, og da klokken havde passeret midnat, og festen for alvor var ved at ebbe ud, faldt Thomas og Mathias i snak uden for på trappen foran uKirke.

Sommervejret viste sig fra sin bedste side. Mathias fandt en cigaret i den ene lomme og en lighter i den anden, hurtigt steg røg til vejrs. Snakken faldt på uKirke. Mathias var vildt overrasket over at møde en kirke, der talte til ham, og han kunne mærke, at det provokerede ham lidt. Mathias kom fra en familie, hvor farmoren tog børnebørnene med i kirke, og Mathias havde altid haft det underligt med kirken. Som han selv sagde: “Det er sgu lidt underligt, for jeg tror nok, at jeg tror på noget, og det der med ham Kristus er sgu svedigt nok. Men hvorfor fanden skal jeg trækkes igennem så meget, jeg ikke kan bruge til en skid, når jeg er i kirken?” Snakken gik lidt frem og tilbage og Thomas spurgte “Hvordan er uKirke anderledes?” Mathias blev stille. Han tænkte sig om og svarede så: “Jo altså, her fortæller du ikke så meget om, hvorfor jeg skal gøre det ene eller andet, du og alle andre gør det ligesom bare i stedet for.” Han tog et sug af sin cigaret. “Thomas, tror du sådan virkelig på gud?” “Ja”, svarede Thomas bekræftende, og Mathias fortsatte “men hvad er det med jer kirker og det der frelse?” “Hvad tænker du på?” spurgte Thomas “Hvorfor tror I bare så’n, at jeg vil frelses?” Spurgte han. Spørgsmålet var overrumplende og direkte.

“Hvorfor tror I, jeg vil frelses?” Det spørgsmål blev hængende efter den aften.

Efter næsten 10 års arbejde med uKirke slår det os stadig, hvor præcist det spørgsmål belyser, hvad uKirke handler om: Vi ville skabe en kirke, der tog udgangspunkt i dem, der kom – de unge – og det, der betød noget for dem. Vi havde ingen intentioner om straks at fortælle en masse om synd, frelse og Helligånd.

Nej, hele skabelsen af uKirke handlede om at tage udgangspunkt i det menneske, der stod foran os, tale med det menneske, relatere til det menneske. Og så hvis vi var heldige, kunne vi, med det vi var og er som kirke, skabe rum for og samtaler om de ting, der ifølge kristendommen er bærende i livet. Men, og det er et stort MEN, kun hvis vi er enige om, at det er en relevant snak.

Mathias havde et behov for at tale om tro. Han oplevede for første gang i sit liv, at han turde tale om det at tro. Kort sagt havde han brug for at få stillet de spørgsmål, der kunne åbne hans verden. Han havde ikke brug for forudfattede svar der konkluderede det hele med to streger under.