En kirke helt sin egen

Anders Gadegaard

Da jeg var ung, kom jeg i den lokale kirkes ungdomsklub i en forstad til København. Det faldt naturligt, for jeg havde gået i søndagsskole som barn og været KFUM spejder. Vi var mange unge, der kom dér, fordi præsten, der stod for det, var spændende og lavede mange eksperimenterende ting med os. Bl.a. sammen med den dengang unge billedkunstner Hein Heinsen. Mange af vore forældre kom i kirken til studiekredse og foredragsaftener. De kendte hinanden, og mange var frivillige i kirkens børne- og ungdomsarbejde. Stort set alle mine lærere i søndagsskolen og alle spejderledere, var forældre, der med ildhu gik ind i dette frivillige arbejde. Og vi børn tog så vore kammerater med fra skolen eller idrætsklubben. På den måde var der et levende miljø ved kirken også for unge.

Det var i 1960’erne. Den tid er forbi overalt. Spørg bare KFUM. Rekrutteringen er langt fra, hvad den var tidligere. I høj grad fordi det lokale tilhørsforhold til kirken ikke findes af sig selv. I dag skal det skabes, nærmest fra grunden. Og kirkelige ungdomsgrupper findes stort set ikke mere. Det kan man begræde – men man kan også se det som en mulighed for, at kirkens relevans med det kristne budskab for unge bliver nytænkt. Det er i hvert fald sikkert som amen i kirken, at skal unge indenfor og høre, hvad kristen tro handler om, skal det, der foregår i kirken, tiltale dem. Og det fordrer, at det i høj grad er dem selv, der sætter dagsordenen.

Sådan tænkte man på Vesterbro for 10 år siden. I forbindelse med sognesammenlægningen besluttedes det, at Getsemane kirke skulle

være ungdomskirke. I samarbejde med Kirkefondet fik man udskrevet en arkitektkonkurrence om, hvordan en særlig ungdomskirke kunne indrettes, og der var stor interesse for vinderprojektet. Men det var et dyrt, forkromet projekt, og pengene var der ikke rigtig nogen, der havde. Det var held i uheld, for sagen viste sig at være grebet forkert an.

I stedet for at vente på, at de økonomiske midler (måske aldrig) ville være til rådighed, besluttede man at påbegynde ungdomsarbejdet med det samme ved simpelthen at overlade kirken, som den var, til sognets nyansatte ungdomspræst Thomas Nedergaard. Hvad der kom ud af det, handler denne bog om. Jeg var i mellemtiden blevet provst for Vesterbro og kunne dermed følge processen på nærmeste hold. Og jeg er ikke i tvivl om, at denne løsning med at gøre en dyd af nødvendigheden simpelt hen var det bedste, der kunne ske. Faktisk tiltaler det unge langt mere at få overladt en bygning til selvudfoldelse end at blive inviteret ind i et forkromet glas- og betonhus med ansatte, der vogter over den fine og dyre bygning. Nu skulle de unge forholde sig til, hvad der i et kirkerum godt må være til stede – og hvad der ikke må – for at de havde lyst til at komme der. Der kom sofagrupper ind i stedet for kirkebænke – og dog bevarede man nogle bænke, men nu forvandlet til kunstværker med originale og spændende billedfortællinger skabt af unge fra Vesterbros designskole. Lysekroner blev til rækker af blinkende spotlights. Der blev etableret scene i den ene side og bar i den anden – mens alteret forblev uberørt. Der blev skabt regler for, hvad der måtte foregå, hvor hovedindfaldsvinklen var, at det skulle udspringe af noget, de unge selv gerne ville. Og præsten skulle være der – helst hele tiden – men som en ressource, man kunne henvende sig til og trække på, ikke som en bestemmende autoritet.

Jeg tøver ikke med at kalde det folkekirkens største succes i nyere tid inden for kirkeligt ungdomsarbejde, og successen skyldes dette, at det er de unges eget og ikke noget, der er arrangeret for dem og ikke engang med dem – men af dem selv. Hvis nu nogen vil spørge: Jamen, er det overhovedet kristendom, det der sker i u-kirken? Hører de unge mon overhovedet om Jesus? Så er svaret, at hvad der foregår, i virkeligheden er i nøje overensstemmelse med det kendte meddelelsesprincip, som teologen Søren Kierkegaard gjorde rede for i sit forfatterskab: Den indirekte meddelelse. Hvis noget for alvor skal gribe os og gå os til hjertet, må det fortælles os med udgangspunkt i det sted, vi selv

befinder os. At udgangspunktet er modtageren, tilhøreren, deltageren selv, betyder, at der må begyndes med at overlade initiativet til dem, det handler om. Og så må man se, hvor det fører hen. Alene det, at det foregår i et kirkerum, får de unge til at samtale, spørge og tænke på en anden mere eftertænksom måde. De store meningsgivende emner kommer på banen: Hvad vil jeg med mit liv, hvad tæller for mig, forholdet mellem individ og fællesskab, hvilke værdier sætter jeg højst, hvad vil det sige at tro på Gud?

Modet til på denne måde at lade de unge selv styre, havde man på Vesterbro, og det har man fortsat. Derfor er u-kirken ikke historie, men aktuel virkelighed. Og hvordan den ser ud til næste år, efter corona, er der ingen, der véd. Heldigvis. Det bestemmer de selv – og vi andre lader os inspirere. Jeg vil håbe, at denne model bliver kopieret i flere af vores store byer, hvor man sagtens kunne overlade én af byens kirker til de unge – og så se, hvad der kom ud af det.

Anders Gadegaard, domprovst august 2021

Plakat fra Distortionkampagne 2016.