Forord

Selv begyndte jeg ikke at gå i kirke, fordi jeg var troende, men omvendt: Troen har jeg fået ved at deltage i gudstjenesten, som har fået uvurderlig betydning for mig.

På grund af min kærlighed til den nuværende højmesseliturgi er jeg tit blevet opfordret til at blande mig i den verserende debat, som biskopperne har ønsket med nedsættelsen af tre fagudvalg til undersøgelse af, om gudstjenesten skal fornyes. Men selvom jeg er alarmeret ved tanken om, hvad en sådan fornyelse kan indebære, har jeg hverken skrevet kronikker eller læserbreve til forsvar for den traditionelle lutherske højmesse, for jeg kan ikke sige det bedre, end jeg allerede har gjort i essayet Pro Ecclesia, og så stærkt dette end ligger mig på sinde, er jeg trods alt så meget mere forfatter end debattør, at jeg foretrækker at lade en enkelt gennemarbejdet tekst tale min sag fremfor hundrede halvgode om end dagsaktuelle debatindlæg.

At essayet altså hermed indlemmes i nærværende bog var en god anledning til samtidig at genoptrykke Fornuft og mysterium, der ligesom Pro Ecclesia stammer fra Frederik Stjernfelts og min bog Kritik af den negative opbyggelighed fra 2005.

Begge essays rummer både et positivt og et kritisk aspekt. Pro Ecclesia er en argumenteret hyldest til liturgien, som jeg har lært den at kende i folkekirken, men er samtidig en påmindelse om, at form og indhold hører sammen, og derfor en advarsel om, at ændringer i højmessens form er en trojansk hest, som vil medføre en anden teologi – og ændres gudstjenesten efter amerikansk forbillede i en mere lavkirkelig retning, vil der for mig at se medfølge en gendåbs- og helliggørelsesteologi, som med rødder i henholdsvis baptismen og metodismen ligger fjernt fra det lutherske, men til gengæld er bærende for pinsekirkerne, hvis livlige gudstjenester har inspireret mange af den folkekirkelige højmesses kritikere.

Og er essayet Fornuft og mysterium først og fremmest en bekendelse til kristendommen, er det samtidig en advarsel imod at gøre den til herre over kunsten, videnskaben og politikken, som det tværtimod er afgørende at tilkende hver deres fulde autonomi uafhængigt af religionen, 8

ligesom den på sin side ikke skal underkaste sig andre erkendelsesområder.

Min liturgiske konservatisme til trods er jeg med andre ord sækularist og bryder mig ikke om, når politiske synspunkter begrundes i religionen: I den offentlige samtale må alle borgere, det være sig kristne, muslimer eller ateister, uden at henvise til højere magter ræsonnere indenfor og tale til den fornuftens fællesmængde, hvor det politiske hører hjemme.

Og lige så lidt jeg kan lide, når politiske synspunkter begrundes i religionen, bryder jeg mig om, når religionen politiseres, uanset om det sker fra venstre eller højre fløj: ligegyldigt, om man som venstreorienteret anser sine sociale eller identitets- og klimapolitiske mærkesager som specielt kristne, eller man som i nationalkonservatismen begiver sig ind på den for mig at se virulent farlige vej at sammentænke religion og nation, som forholdene på Balkan, i Nordirland og et utal af andre steder gennem historien burde være en advarsel imod.

Så lytter jeg hellere til teologen Ole Jensen, når han siger, at “Jeg vil gerne reservere gudstjenesten til en kultisk hændelse i livet. Analysen af forhold i verden og dermed vores politiske

holdninger i bred forstand hører torvet til og ikke kirken.”

Som tredje tekst i bogen bringes Opsang til mig selv – reportage fra en rejse til amerikanske kirker (som er en serie artikler oprindeligt trykt i dagbladet Politiken), for en god måde at tænke teologi på er at konfrontere sig med andre kirkesamfund, og når jeg rundt omkring i verden har deltaget i deres ofte fremmedartede gudstjenester, har jeg altid forsøgt at holde den svære balance imellem at være åben uden at fornægte mit eget udgangspunkt og at nedtone mine fordomme uden på den anden side at lægge hovedet i våbenhuset: Hvad det drejer sig om må være at kunne værdsætte sig selv uden at forkaste de andre og at kunne beundre dem uden at forkaste sig selv.

De tre essays fremstår her som da de oprindeligt blev trykt, bortset fra et enkelt afsnit der var næsten enslydende i to af teksterne og derfor er fjernet fra den ene.

Til sidst skal der lyde en tak til Kristine Krarup Ravn, der opfordrede mig til denne udgivelse og formidlede kontakten til forlaget, og til JensMartin Eriksen, som har fundet på titlen.

Søren Ulrik Thomsen, september 2020