Letlaes 01 charleston indhold tryk 2 by Forlaget Bostrup

Maria Helleberg og Lise Bostrup

Charleston-pigen Anne â&#x20AC;&#x201C; en historie fra 1920â&#x20AC;&#x2122;erne

Forlaget Bostrup

Maria Helleberg og Lise Bostrup Charleston-pigen Anne – en historie fra 1920’erne Billedredaktion og tilrettelæggelse: Lise Bostrup Omslag og sats: Klahr | Grafisk Design 1. udgave, 1. oplag, 2013 ISBN: 978-87-92000-77-4 EAN 9788792000774 Forlaget Bostrup Herlufsholmvej 11, 2720 Vanløse Danmark Tlf + 45 38 74 36 www.LiseBostrup.dk ForlagetBostrup@gmail.com Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Undtaget herfra er korte uddrag til anmeldelse.

Indhold Kærlighed i Oksbøl............................................................ 5 En plads i huset i København......................................... 10 Tværs over Danmark....................................................... 12 Under uret........................................................................ 15 På Frederiksberg.............................................................. 16 En søndagstur til Rådhuspladsen.................................. 19 Fest på Frederiksberg...................................................... 21 Så skal der danses............................................................ 30 Fruen må på rekreation................................................... 35 Skal vi danse charleston?................................................ 36 Hr. Schmidt på bytur....................................................... 38 Fallit.................................................................................. 44 Frederiksberg Runddel.................................................... 46 Succes............................................................................... 48 Champagnepenge........................................................... 49 Skandale........................................................................... 52 Hvad nu?.......................................................................... 52 Genforeningen................................................................. 53

Sådan kunne den 18-årige Anne Jensen fra Oksbøl have set ud, da hun rejste til København i 1925. Denne bogs Anne er fiktiv, men hun er skabt ud fra research i tidens kvindeskikkelser. Billedet er fra Blåvandshuks Lokalhistoriske Arkiv.

Kærlighed i Oksbøl “Hæl-tå-tå pause. Hæl-tå-tå pause. Hæl-tå-tå. Ret ryggen, Peder Madsen! Prøv at forestille dig, at du er i Wien! – Hæl-tå-tå pause. Hæl-tå-tå pause. I skal helt rundt hver gang! Frem-rundt-rundt pause, – og igen frem-rundtrundt pause.” Danselæreren er københavner, men hver 2. uge kommer han til Vestjylland og underviser de unge vestjyder i dans på afholdshjemmet i Oksbøl. 5

Sådan kunne Annes forlovede, Peder Madsen, have set ud, da han blev indkaldt til militæret som 17-årig i 1925. Blåvandshuks Lokalhistoriske Arkiv.

Anne gør sit bedste for at få Peder hele vejen rundt i højredrejningen. “Det er herrerne, der fører, Anne, ikke damerne!” kritiserer danselæreren. “Og så tager vi en venstredrejning.” Peder smiler undskyldende. Han er kommet til at træde Anne over tæerne igen. De 10 unge vestjyske par gør deres bedste for at forestille sig, at de er i Wien og ikke i Jylland, og at musikken kommer fra et stort orkester og ikke fra en gammel grammofon, men det kan godt være svært. “Jeres fodarbejde er ikke godt. Nu skal jeg vise jer, hvordan man gør. Kom og hjælp mig, Anne!” Han sætter gang i grammofonen igen, og Anne stiller sig op med rank ryg og hovedet helt korrekt vendt ud 6

over sin venstre skulder. Danselæreren tager fat i hende, venter på det rigtige taktslag og fører hende sikkert rundt til højre og rundt til venstre, og begge kommer de helt op på tåspidserne på de rigtige steder. Hendes lange, brune, krøllede hår står lige ud i luften. Selv om det går hurtigt, er hun ikke bange for at falde, når hun danser med lærer en. Hun følger ham, og han fører hende, og hun mærker de andres beundrende blikke. “Se på hende! Hun kan blive til noget, hvis hun gør noget ved det. Tak for dansen”, danselæreren bukker for Anne og vender sig mod de andre. “Så er det jeres tur!” Anne går hen til Peder Madsen igen. Han smiler til hende. “Du er meget dygtigere til at danse end mig, Anne. Tror du, at jeg kan få det lært inden vores bryllup?” “Der er jo lang tid til, at vi to kan gifte os. Nu skal du jo lige være soldat, og så skal vi have samlet penge nok til at kunne overtage Rasmussens gård. Men jeg har faktisk en plan, og den skal jeg fortælle dig i aften.”

Østergade i Oksbøl en vinterdag i 1920’erne. Blåvandshuks Lokalhistoriske Arkiv.

Peder skal være soldat, og han skal aftjene sin værnepligt i Sønderborg tæt ved den dansk-tyske grænse. 1. Verdenskrig er ikke glemt, og Peder er stolt af at kunne være med til at sikre, at Sønderjylland ikke bliver tysk igen. Annes plan går ud på, at hun skal rejse til København, mens Peder er soldat. En af hendes veninder har en kusine, der har en veninde, der kender en, der ved, at der er et rigt ægtepar ved navn Schmidt på Frederiksberg, Danmark mistede efter en krig i 1864 Sønderjylland, så den tyske grænse kom helt op omkring Kolding. Efter en folkeafstemning i 1920 blev området ned til Sønderborg atter dansk. Kong Christian 10. krydsede den gamle grænse den 10. juli 1920, og blev hyldet overalt med danske flag. Militærkasernen i Sønderborg er Danmarks sydligste, og den havde i 1920’erne stor betydning både militært og følelsesmæssigt.

Aalborg

Aarhus

København

Oksbøl Varde Dansk-tysk grænse i 1864

Dansk-tysk grænse efter 1920

Odense

Sønderborg

der leder efter en ung pige til at hjælpe med servering og lettere rengøring. Når Peder så er færdig som soldat, vil hun have tjent penge nok til, at de vil kunne gifte sig. “Er det ikke en god plan, Peder?” Anne ser smilende på sin forlovede. “Jo, ja, måske, men Anne, kan jeg nu være sikker på, at du kommer hjem til mig og Oksbøl igen?” “Åh, Peder, du kender mig da”, smiler Anne og giver ham et stort kys lige midt på munden, – og så er planen vedtaget. 9

En plads i huset i København Det lykkes Anne at finde frem til ægteparret Schmidts telefonnummer. Det er hr. Schmidt, der tager telefonen, og han vil gerne ansætte hende. Han vil helst have piger fra Jylland, forklarer han. Jyske piger er ærligere og mere trofaste end københavnere. Men hun skal komme med det samme, for han fylder 50 år 14 dage efter, og hvis Anne skal kunne modtage gæsterne og servere for dem, må hun begynde straks. Han kan sende en tog billet, så hun kan rejse tre dage efter. Anne lukker ørerne for sin mors jammer og Peders bekymringer og begynder at pakke sin kuffert. Dagen efter kommer billetten. Anne gør store øjne. Det er en enkeltbillet til København på 1. klasse. 1. klasse! Det er kun for de rige! Anne er chokeret. Hun har kun kørt med toget ind til Varde og tilbage igen, men hun har altid siddet på de hårde træbænke på 3. klasse. 1. klasse! Mon det er en fejl? Hr. Schmidt skriver, at hun skal tage toget kl. 6.45 fra Oksbøl og skifte i Varde, og så vil hun komme til Hovedbanegården kl. 19.35. Han vil sende sin chauffør hen for at hente hende. Hun skal møde ham under uret i ankomsthallen. En chauffør? En ankomsthal? Under uret? Er der kun ét ur på Hovedbanegården? Anne er et stort spørgsmålstegn, men en af hendes mors søstre har engang været i 10

Bordtelefon fra Jydsk Telefon aktieselskab. Man skulle dreje på håndsvinget for at få forbindelse. (I 1955 blev stavemåden “jydsk” erstattet af “jysk”.)

København, og hun ved, at Hovedbanegården er delt på midten i en afgangshal, hvor man stiger på togene, og en ankomsthal, hvor man stiger af. Der hænger et stort ur i loftet ved indgangen til Hovedbanegården. Det er det, der kaldes “uret”. Det er der, hun skal vente. “Men tør du det, Anne?” spørger hendes moster. “Altså bare tage til København og vente på en chauffør, der skal køre dig ud til et ægtepar, du aldrig har mødt? Det lyder lidt farligt.” Annes mor synes ikke, at det lyder lidt farligt. Hun synes, at det lyder meget farligt, og hun vil have Anne til at sende billetten tilbage til hr. Schmidt. “Nej, mor, jeg vil holde fast i min og Peders plan, og hvis det ikke går godt, må du sende mig penge, så jeg kan tage turen hjem igen. Det er ikke så dyrt, hvis jeg rejser på 3. klasse.” 11

Postkort fra Oksbøl station i 1910. Blåvandshuks Lokalhistoriske Arkiv. (Navnet Oksbøl blev stavet med x indtil 1948.)

Tværs over Danmark “Pas nu på, at du kommer ud, før toget kører”, siger Anne, og Peder skynder sig at få hendes kuffert op på bagagehylden. Han giver hende et hurtigt kys og et lille kram og hopper ud af toget, netop som der fløjtes til afgang. Anne åbner vinduet og vinker til sin mor og Peder. Hun kan se, at hendes mor græder, og Peder lægger armen om hendes skulder, og de vinker. “Tag det roligt, mor. Det er jo bare for et lille stykke tid, og når Peder er færdig som soldat, så kommer jeg hjem igen, og så overtager vi Rasmussens gård.” Toget sætter i gang. “Åh, Anne, pas nu godt på dig selv! Og skriv snart! Skriv til os! Hver dag.” 12

Anne er også lige ved at græde, og hun bliver stående og vinker, til hun ikke kan se dem længere. Så sætter hun sig ned på det bløde sæde af fløjl. Hun læner sit hoved mod en lille, snehvid pude og ser ud over heden og de kedelige, flade marker med små gårde med stråtag spredt rundt omkring. Nogle steder går der nogle små fåreflokke. Så tager hun tørklædet af og ryster de lange, brune lokker. Konduktøren ser lidt skeptisk ud, da han kommer for at kontrollere hendes billet, men smiler, da hun stolt rækker ham den dyre billet. Toget holder på banegården i Fredericia, og alle skal ud og ombord på færgen over Lillebælt. Passagererne fra 3. klasse har masser af kurve med grønsager og en af dem har en høne i en trækasse med gitter. De må klare sig selv, men der står en mand og rækker hånden ud og hjælper Anne og de andre passagerer fra 1. klasse ned på perronen. Der er ikke mange af dem, og de har alle sammen dyrt tøj på – undtagen Anne.

En klap sammen-mad med to stykker rugbrød og en tyk skive ost.

Anne hanker op i sin kuffert og går op ad trappen til den lille, gamle færge. Overfartstiden er kun 20 minutter. Så er hun på Fyn og kan gå ind i et tog, der kører hende gennem de forårsgrønne, fynske marker med køer og heste, gennem Odense og frem til Nyborg. Storebælt er bredere, og det tager længere tid her. Solen skinner, og der er lunt på dækket. Anne pakker den madpakke, hendes mor har lavet til hende ud, tre klap sammen-madder, der består af to skiver rugbrød med leverpostej og rødbede imellem. Hun sidder udenfor på dækket, og blæsten tager i hendes lange, brune hår. Mon de også spiser klap sammen-madder i København? Nu er der kun 5 timer tilbage.

Storebæltsfærgen sejlede mellem Sjælland og Fyn frem til 1997.

Københavns Hovedbanegård er fra 1911, og det er mødestedet “Under uret” også.

Under uret Konduktøren hjælper Anne med at få kufferten ned fra bagagehylden og bærer den ned på perronen. Hun står af toget og går op ad trappen. Der er masser af mennesker med og uden kufferter, der alle sammen ser ud, som om de ved, hvor de skal hen. Under uret? Hvor er uret? Og så ser hun det, og nedenunder står der en mand i en sort uniform med guldknapper og en kasket på hovedet. Det må være ham. “Undskyld, er De frk. Jensen fra Oksbøl? Jeg er chauffør hos direktør Schmidt, og jeg skal hente Dem her. Bilen står herude foran banegården.” 15

Anne forsøger at se rolig og normal ud. Hun har aldrig kørt i en bil før, og da de kommer ud af døren viser det sig at være en stor, sort Ford, og chaufføren sætter hendes kuffert ind i bagagerummet, og åbner døren, så hun kan komme ind på bagsædet.

På Frederiksberg Direktør Hans Schmidt er en stor, tyk mand med gråt hår og et bredt smil. Fruen er elegant og slank og meget yngre. “Velkommen hertil, frk. Jensen. Vi har glædet os til at møde Dem. Har De haft en god rejse?” siger han og rækker hende hånden. Anne er helt fortumlet over al den venlighed og åbenhed. Hr. Schmidt viser hende rundt i huset og åbner døren til pigeværelset, som hun skal dele med kokkepigen, Amalie. Amalie er fra Fyn, men hun er god nok, forklarer hr. Schmidt. Hr. og fru Schmidts lejlighed er imponerende, og alt er stort og flot og skinnende. Borde, stole, skabe og kommoder af træ, store, flotte malerier af skove, marker og søer, møbler med samme slags stof som sæderne på 16

En ejendom med herskabelige lejligheder på Frederiksberg Allé.

1. klasse i toget og masser af krystalglas, porcelæn og sølvtøj i et stort skab med en glasdør. “De skal sørge for at støve af og sørge for, at her altid ser præsentabelt ud”, siger fru Schmidt. “Og så skal De servere for vores gæster og hjælpe mig med det, jeg får brug for.” Det lyder ikke særlig svært, mener Anne, og da hun får en lille, sort kjole og en hvid kappe til at tage om håret, når hun serverer, bliver hun helt begejstret. Det er virkelig fint, – men så kigger fruen bestemt på hende: “De må ikke sige et eneste ord til vores gæster, så længe De snakker som bønderne i Vestjylland. De må nøjes med at smile og neje. 17

Og så er der de lange brune lokker. Dem må vi have klippet af Dem, frk. Jensen. De kan ikke gå og servere og se sådan ud.” Dagen efter henter fruen en frisør, der forvandler Anne fra en lille bondepige til en moderne kvinde med pagehår, der går præcis ned til øjenbrynene. “Er det mig?” Anne stirrer måbende ind i frisørens spejl. “Nej, det er den nye Anne!” griner Amalie. “Herren og fruen er inviteret ud på lørdag, så vi har fri, og så kan jeg tage dig med en tur i byen.”

Fra 1901 til 1967 kørte der sporvogne i fast rutefart mellem Frederiksberg Runddel og ind til Rådhuspladsen.

Rådhuspladsen omkring 1920.

En søndagstur til Rådhuspladsen Ned ad Frederiksberg Allé kører der hestevogne med brænde og mælkejunger, der kører enkelte biler, – og der kører sporvogne, som gør det let at komme helt ude fra Frederiksberg Have og ind på Rådhuspladsen. Sporvognen rasler af sted og holder ved lyskrydsene, og efter 1/2 times kørsel står pigerne af midt på Rådhuspladsen. Anne er stadig en lille pige i flade sko og simpelt tøj, men nu har hun da i det mindste en moderne frisure. Hun ranker ryggen. Amalie griner. Rådhuspladsen er smukt oplyst af elektrisk lys. Anne tænker på sin mor. Hun har aldrig set elektrisk lys og lyskurve. I Oksbøl var der bare gaslamper. 19

Unge mænd og kvinder promenerede ofte i Københavns centrum for at se og blive set. Foto fra 1929.

Henne ved Paladshotellet holder der droscher, og fine folk stiger ud og går op ad trappen. Her står der tjenere med røde jakker og sorte hatte, og der er fakler på hver side af indgangen. “Har du set hende den høje?” udbryder Amalie. “Bare hun ikke falder ned og brækker benene på de høje sko!” “Men hende, der stiger ud af den sorte bil derovre foran hotellet. Nej, derovre foran hotellet. Hende med den korte, røde kjole og de røde læber! Hun ligner en skuespillerinde!” 20

Anne er fuld af begejstring. Der går to unge mænd i soldateruniform forbi de to piger og smiler frækt: “Godaften”, siger de. Ikke mere. Mændene går videre. “Hvorfor hilste de på os? Kender du dem?” “Nej, vorherrebevares! Det er soldater på orlov. De hilser på alle damer til højre og venstre. Sådan nogle er altid på pigejagt. De vil more sig, og når soldatertiden er slut, tager de hjem til deres kærester igen. Dem skal du holde dig fra, Anne!” “Hvad er der med dig, Anne? Du blev lige pludselig så tavs? Hvad tænker du på. Fryser du? Lad os tage sporvognen og komme hjem under dynen. Vi skal også have tændt op i kakkelovnen, inden hr. og fru Schmidt kommer hjem.”

Fest på Frederiksberg Det er hr. Schmidts fødselsdag, og der kommer gæster. Anne og Amalie har travlt i køkkenet, men de kan høre herskabet snakke inde i stuen. “Hvor synes du, at jeg skal stille roserne? Synes du ikke, at vasen er for stor til at stå på det lille anretterbord? Tror 21

du, at den ser bedre ud på kommoden? Men hvis den skal stå der, må jeg lægge en grøn dug under, men sådan en fik vi vist i Norge sidste år. Kan du huske den der mørkegrønne med de hvide tulipaner af silketråd? Den tror jeg, at jeg har lagt i den nederste kommodeskuffe. Lad mig se. Jo, se Hans. Her er den. Den passer altså lige i størrelsen til at stå ved siden af den nye træskål. Det er perfekt! Synes du ikke? Hans? Synes du ikke, at det ser godt ud?” “Jo da, det ser rigtig godt ud. Du er meget dygtig, skat!” Hr. Schmidt har aktier i Bryggeriet Carlsberg, og han har fået 12 nye ½ liters-ølkrus med Carlsbergs grønne svastika-symbol. “Kan vi så ikke stille ølkrusene på hver side af fadet?”

Vitrineskab med krystalglas og fint porcelæn fra omkring århundredeskiftet.

“Fødselsdagen”, malet af Erik Henningsen i 1927.

“Åh Hans. Er du da helt og aldeles farveblind? Det grønne passer ikke i farven til gardinerne og gulvtæppet. Rødt og gult, og grønt og lilla. Vil du have, at vi skal bo i et cirkustelt! Og ølkrus! Hvad vil min søster og svoger ikke tænke, når de kommer i aften? Nej, de krus må ud i køkkenskabet!” Schmidt accepterer godvilligt. Ølkrusene kan jo hentes frem igen. Gæsterne kommer. Mænd i jakkesæt, hvide skjorter og sorte butterflies. Fruer i lange silkekjoler og højhælede sko. Anne har dækket bord med kongeligt porcelæn og krystalglas. Et hvidvinsglas og en lille tallerken til suppen. Et rødvinsglas og en stor tallerken til flæskestegen med de brune kartofler og rødkål og et lille portvinsglas til citronfromagen. 23

Tallerken fra Den Kongelige Porcelænsfabrik og bestik af sølv fra Georg Jensen.

Anne skænker champagne i de kønne krystalglas og serverer dem på en lille sølvbakke. Hun husker, at hun ikke må sige noget, så hun smiler bare sødt. Gæsterne smiler også til hende. Mest mændene. Anne fylder glassene op, når de er tomme igen. Det bliver de hurtigt, og inden gæsterne er kommet til bords er mændene i højlydt diskussion om, hvad der er bedst at investere i. Carlsberg-aktier er sikre, men de giver for lidt afkast. Næh, Schmidt går ind for internationale investeringer. Aktier i tyske firmaer giver gode renter, og nogle af de engelske firmaer er også rentable. Fru Schmidt skåler elegant med kvinderne og nipper til vinen. “Så går vi til bords. Frk. Jensen, vil De hjælpe gæsterne til rette?” Der er små bordkort ved hver plads. 24

Krystalglas fra Wien.

Anne bringer suppen ind. “Uhm”, siger hr. Frederiksen. “Det ser lækkert ud” – og så tager han en mægtig portion. Fruens søster kigger op i loftet. Fru Schmidt kalder Anne til sig. “De må ikke lade dem tage selv, frk. Jensen”, hvisker hun. “Der skal være nok til alle!” Anne smiler og giver herefter hver af gæsterne tre skefulde af den fine skaldyrssuppe – og ikke mere. Nu rejser hr. Schmidts barndomskammerat, Søren Clausen, sig og slår på sit glas. Det er helt forkert. Han burde vente, til værten, hr. Schmidt, har holdt sin velkomsttale. 25

“Kære Hans”, begynder han. “Kære fødselar. Da vi to var i slagterlære i Slagelse, var der vist ingen, der havde troet, at vi i dag ville sidde her og drikke champagne af krystalglas. Og det er altsammen din skyld. Det var din idé! Du så mulighederne for at hjælpe de tyske soldater ved fronten med forsyninger af frisk kød. Husker du Hans, hvor vi arbejdede for at finde et firma, der kunne hjælpe os med at fremstille dåser, som vi kunne komme vores kød i? Husker du den dag, vi fandt på at skære forskelligt slags kød i små stykker og blande det med løg og masser af paprika. Husker du, hvordan vi solgte, og hvordan pengene kom ind i posevis? Husker du, hvordan vi måtte længere og længere væk fra København for at finde dyr, som vi kunEn nyrig famlie producerer gullasch. Karrikatur fra Svikmøllen.

Karrikatur i det satiriske årlige magasin “Svikmøllen” af to “gullaschbaroner” fra 1. verdenskrig.

ne få slagtet? Men du var altid så opfindsom. Du fandt altid en løsning.” “Opfindsom! Ja, det kan du sgu da godt kalde det! Ha-ha-ha.” Det er Børge Kristiansen, der allerede er godt rød i hovedet. Børge Kristiansen opbyggede en enorm formue lige efter krigens afslutning ved at købe og sælge aktier gennem Landsbanken. Bankens dynamiske direktør, Emil Glückstadt, mere end fordoblede aktionærernes formuer ved investeringer over hele Europa. Fra 1920 var det begyndt at gå ned ad bakke, men Børge Kristiansen havde øget investeringerne i håb om at få pengene tilbage, når udviklingen vendte, men banken krakkede, og Glückstadt blev afsløret som bedrager i 1922. Børge 27

Kristiansen mistede alle sine penge, og har ikke haft en ædru dag siden. “Lad os skåle for fødselaren!” siger barndomskammeraten. Han vil ikke høre på Børge Kristiansens sure fuldemandssnak. “Skål for hr. Schmidt. Hurra. Hurra. Og så det lange. Hurraaaaaaah.” “Hvad skal vi have til hovedret?” “Jeg tør vædde en femmer på, at vi skal have gullasch.” Det er Børge Kristiansen igen. “Det lyder skønt”, siger fruens søster, som ikke har hørt mændenes snak. “Det er jo en ungarsk specialitet, som jeg aldrig har smagt.” “Nej, vær du glad for det!” griner Børge Kristiansen.

Ungarsk inspireret gullasch-ret: okse- eller svinekød i mindre stykker i en stærkt krydret tomatsovs.

Når der skulle være fest, måtte der flæskesteg på bordet.

Mændene om bordet griner og slår hinanden på skulderen. “Hans, har du ikke et par dåser stående? Så kan fru Castenskiold få en smagsprøve. Det ville da være passende, når man er gæst hos en gullaschbaron. Ho-hoho-ho-ho.” “Hvad er der med den gullasch?” Nu er fru Castenskiold lige ved at blive sur. “Hvorfor griner I så meget over en ungarsk gryderet.” “Du skulle fandme have smagt Hans Schmidts gullasch. Små stykker svinekød med lever og hjerte og det hele, og så noget hestekød – og var der ikke noget, så kunne lidt rottekød bruges, og så en masse fedt og paprika til at tage smagen. Det var sgu underligt, at de tyske soldater overlevede!” 29

“Det ved vi da heller ikke, om de gjorde! Der var jo ikke så mange, der kom hjem fra fronten.” Det er fruens svoger, der blander sig. “Vi brugte aldrig rottekød hos os! Aldrig. Og det med hestekødet kom sig kun af, at tyskerne tiggede og bad os om at sende mere og mere gullasch ned til soldaterne. De havde ikke andet at leve af! Faktisk var vi med til at holde dem i live! Har du tænkt på det?” Nu er det hr. Schmidt, der er ved at blive sur. “Nu synes jeg, at vi skal se at få noget af den franske rødvin i glassene”, siger fru Schmidt. Hun ved godt, at de rigtig fine danskere, ser ned på de nyrige, som har tjent deres penge på salg af dåsemad til den tyske hær. “Frk. Jensen kom her, og så kan De sige i køkkenet, at hovedretten skal serveres. Skål alle sammen! Vi er glade for, at I ville komme her og fejre min mands fødselsdag.” Schmidt må med ud i køkkenet for at bære flæskestegen ind. Amalie har anrettet den med stegte æbler, svesker og masser af brune kartofler – og over det hele er der sat små Dannebrogsflag. Det er virkelig fødselsdagsmad, – og selv Børge Kristiansen bliver helt stille.

Så skal der danses Citronfromagen er spist, portvinen er drukket, og alle er kommet ind i den anden stue. Her står en lille musik 30

Et par danser den moderne dans charleston. Sådan ville hr. og fru Schmidt også gerne have kunnet danse.

gruppe klar. Det er smukke mørke, unge mænd med hatte på hovedet og brede, røde slips. Der er ikke nogen, der danser. Mændene snakker igen om deres investeringer. “Sukker fra Vestindien! Det er sagen!” er der en, der mener. “Nej, det er alt for farligt. En tredjedel af skibene kommer aldrig frem.” “Nej, persiske tæpper er sagen. Se bare på det her! Det fik jeg herop i sidste uge.” Schmidt peger på et smukt lyseblåt tæppe med et gyldent mønster, som dækker gulvet i stuen. Musikken spiller, og sangeren synger på engelsk: 31

“Ain’t she sweet?” See her walking down the street “Now I ask you very confidentially, ain´t she sweet?”

Mændene snakker videre. Schmidt henter Anne og Amalie ind ude fra køkkenet. “Tag serveringskapperne af, ryst lokkerne og kom her. Nu skal der danses.” Der sker stadig ikke noget. Så forlader klaverspilleren klaveret og lader trompetisten om en solo. Han hiver fat i Anne. “Kom, vi skal have lidt liv i kludene. Kom og dans med mig!” Vildt spil på flyglet kunne sætte gang i danselysten.

“Jamen, jeg kan jo ikke danse.” “Det kan alle.” Han griber selv fat i hende, men det er ikke wienervals det her. Han holder hende ud i strakt arm og drejer hende, så sætter han hænderne i siden og danser frem og tilbage. Anne gør det samme, og hun sparker ud med benene i takt med musikken, som hun har set det på billeder af kvinder, der danser charleston. “Er hun ikke sød?” udbryder fru Schmidt og snart står folk omkring dem og klapper. “Hvis bare hun ikke åbner munden og snakker vestjysk, er hun helt vidunderlig.” Anne har let ved at finde takten. Det er sjovt at danse så vildt. Hun følger rytmen. Det her er noget andet end wienervalsen med Peder i Oksbøl! “Hvem skulle have troet, at sådan en lille jysk pige kunne finde ud af at danse moderne”, spørger fru Schmidt imponeret. “Hvor er hun dog lærenem!” “Det kan vi to da også”, råber Schmidt og griber sin kone. Han slynger hende ud i strakt arm og trækker hende ind til sig. Musikken skifter takt. Nu spiller de hurtigere, og Anne og hendes dansekavaler danser hurtigere og vil33

dere. Schmidt vil gøre dem kunsten efter. Han hiver sin kone ind til sig og skubber hende fra sig igen. Han drejer hende til højre og så til venstre ud og ind. Musikerne spiller hurtigere og hurtigere. Schmidt er helt rød i hovedet, og han brøler med på sangene. Konen ud i højre arm – og så sker det. Han mister grebet i sin kone, og hun flyver gennem luften og brager lige ind i den store vitrine, hvor fruen har udstillet krystalglas og tallerkner af kongeligt porcelæn. Glasset smadres, og hele skabet vælter ned over fru Schmidt. Hendes blod kommer ud under skabet, ud på det smukke, lyseblå, persiske tæppe. Schmidt bliver omgående ædru. “Hun må på Rigshospitalet med det samme.” Heldigvis sidder gæsternes chauffører og nyder resten af flæskestegen i køkkenet. Mændene får skabet væk fra den jamrende fru Schmidt og bærer hende ned til en bil. Anne og Amalie lukker gæsterne ud. De er stille og be klemte. Selv Børge Kristiansen er tavs. Musikerne pakker sammen. Den sidste, der går ud af døren, er Annes dansepartner. “Jeg hedder Jean Asmussen. Jeg spiller hver aften ude på Restaurant Runddelen på Frederiksberg. Kom ud og kig en aften. Men find lige et par andre sko, ikke!”

Fruen må på rekreation Fruen kommer hjem fra Rigshospitalet tre dage efter, men hun er meget træt og svag – og sur på sin mand. “Hvorfor drikker du altid så meget, når vi har gæster? Se nu, hvad du har lavet? Jeg er syg, og skabet er ødelagt.” Hr. Schmidt siger undskyld igen og igen, men hans kone er stadig sur. Så får han en idé. “Ved du hvad? Du kan tage op på Skodsborg Badesanatorium et par uger, så du kan blive rigtig rask, og imens får vi repareret skabet og købt nogle nye glas og noget endnu flottere porcelæn.” Sådan bliver det, og Amalie og Anne er alene hjemme med Schmidt – men han er aldrig hjemme.

Skodsborg Badesanatorium ved Strandvejen nord for København tilbød siden grundlæggelsen i 1898 medicinske behandlinger og afslapning til “halvtraske”, rige danskere. Annoncen her er fra 1910.

Skal vi danse charleston? “Hvad var det med Restaurant Runddelen? Skal vi ikke tage ud og høre ham Asmussen – og måske prøve at danse rigtigt?” “Nej tak. De griner ad os, når vi kommer i vores gamle tøj”, indvender Amalie. “Jeg vil hellere spadsere på Rådhuspladsen, end at være til grin på Frederiksberg!” “Pjat med dig! Vi har masser af dansetøj. Kom og se selv.” Anne tager Amalie med ind i hr. og fru Schmidts soveværelse og åbner døren til fruens klædeskab. Der hænger den flotte, hvide kjole med udskæring, som fruen nogle gange tager på, når hun og hendes mand skal ud på restaurant. Den tager Anne på. Den er lidt for stor, men hun finder et sort bælte og strammer den sammen om hofterne. Nu ser hun næsten moderne ud. Hun finder en halskæde i fruens lille smykkeskrin. Det er ikke en guldkæde, men en lang kæde med sorte perler. Hun sprøjter også lidt af fruens Kölner Wasser bag ørerne. Endelig tager hun et par elegante, højhælede, sorte sko på. De er for store, men så tager hun et par hårbånd og binder dem stramt, så sko ene kommer til at sidde fast. Hun ser sig selv i spejlet. Amalie finder en rød kjole og et par høje røde sko, – og i fruens sminkekasse er der en læbestift af præcis samme farve. 36

En rigtig charleston-pige.

Anne binder et sort hårbånd om sit brune pagehår. “Ha-ha-ha, du ligner næsten en indianer med det hårbånd”, griner Amalie. “Og du ligner en oversavet brandmand med det bælte.” Der kører sporvogne på Frederiksberg Allé, men der er ingen grund til at bruge penge på billetter, for der er ikke langt ud til Frederiksberg Runddel. Anne og Amalie har ofte gået tur i Frederiksberg Have, og de har set restauranten i dagslys, men nu er det hele anderledes. Lyset skinner ud af vinduerne, og man kan høre den rytmiske musik og de høje råb helt ud på runddelen. 37

Der står en mand ved døren og hilser på gæsterne. “Kan man bare gå ind? Tror du ikke, han stopper os?” Amalie er ved at miste modet, og pigerne bliver stående.

Hr. Schmidt på bytur Så sker der noget. En stor, sort Ford stopper, og en gruppe mænd i 50-års-alderen stiger ud foran restauranten, mens chaufføren kører bilen hen til parkering. Mændene støtter sig til hinanden og synger og griner: “Der var en god gammel bondemand Han skulle ud efter øl. Skål!” – brøler de og fortsætter “Han skulle ud efter øl, han skulle ud efter øl, efter øl efter hopsasa trallalala. Han skulle ud efter øl! Skåååååål!”

Carlsberg Bryggeriet er leverandør til Det kongelige Danske Hof. Bryggeriets mest populære flaskeøl fik hurtigt kælenavnet “en Hof ”, som også blev brugt officielt helt op i 1990’erne.

“Gud! Det er hr. Schmidt, der kommer der! Kom, Anne. Lad os komme væk i en fart!” “Jamen små piger dog! Hvad står I dog her og blomstrer for? Kom her med farmand, så skal vi have en svingom!” “Nej tak, hr. Schmidt. Vi skal hjem nu.” “Amalie for søren! Det er vores chance! Nu kan vi komme ind og se, hvad der sker! Kom nu!” “Vi sejler op ad åen. Vi sejler nedad igen”, synger Schmidts venner bag ham. De har vist fået, så hatten passer. “Det var vel nok en dejlig sang. Den må vi have endnu en gang.” 39

Hr. Schmidt tager fat i de to piger og trækker dem med ind på restauranten. Der kommer en tjener løbende og fører dem hen til et bord. Der er høj musik og masser af mennesker på dansegulvet. Mændene har elegante jakkesæt på og pigerne har moderne kjoler og pagehår og hårbånd. Mændene ryger cigarer, og kvinderne ryger cigaretter på lange cigaretrør – og det er ikke bajersk øl, de sætter til livs, men champagne af høje tynde krystalglas. Folk ser skævt til hr. Schmidt og hans selskab, men da tjeneren får en håndfuld sedler, bukker han allerhøfligst og henter fem store ølglas og to af de fine krystalglas. “En skål for damerne!” råber hr. Schmidt, og mændene griner højlydt. Hr. Schmidt er tydeligvis i sit es. Sådan har

Danserestaurant med unge piger og herrer.

Charlestondansen er opkaldt efter byen Charleston i USA, hvor sorte musikere revolutionerede datidens musik- og danse-tradition.

Anne aldrig set ham før. Hvad mon fruen ville sige, hvis hun så ham sådan? Tænk, hvis han genkender fruens tøj. Schmidt selv skænker ikke Anne og Amalies tøj en tanke, og tjeneren skænker øl. “Nu skal vi ikke svinge pokalerne mere. Nu er det damerne, der skal svinges!” Hr. Schmidt springer op, griber ud efter Anne og fører hende længere ind i restauranten. Og der står bandet med de sorte bowlerhatte og de røde slips. Og der står Jean Asmussen med et stort smil. Hr. Schmidt skubber frem og tilbage og vrikker med hofterne ude af takt til musikken. Anne er lidt nervøs for at falde, men heldigvis er der ingen glasskabe på Restaurant Runddelen. 41

Det var lidt af en kunst at danse charleston. Her er en instruktion fra 1920erne, som kunne hjælpe begynderne ud på dansegulvet.

Der er mange unge piger med pagehår, hårbånd, korte skørter og høje hæle, og mange af dem danser alene. De danser hurtigt og rytmisk. De er ansat af restauranten for at sætte humøret op. I dag er det en kvinde, der synger. Det er på engelsk igen. “Running Wild”, synger hun. Anne har aldrig lært engelsk, men hun lever sig helt ind i musikken. Hr. Schmidt bliver hurtigt forpustet. “Kom, lad os få noget øl”, siger han til Anne, og hun følger ham væk fra dansegulvet.

Og så er Jean Asmussen hos hende. Han er hoppet ned fra podiet og griber hende. Anne følger ham. Han drejer hende. Han skubber hende fra sig, men holder godt fast i hendes hånd, så han kan trække hende ind til sig igen, før han drejer hende, men nu den anden vej. Anne mærker rytmen, mærker hans lette krop, hans måde at røre hende på, legende og let, men samtidig bestemt. Hun glemmer de høje sko og begynder at bevæge sig friere. Sangerinden synger “Charleston”, og “I can’t give you anything but love”. Anne mærker stemningen i rummet, mærker glæden boble frem, og nu er hun væk i musikken. “De danser alt for godt til den gamle gullaschbaron. Vi mangler en dansepige, og her kan De tjene 10 gange så meget, som De får nu. – Kom herud og dans hos os.” Asmussen kan se, at hr. Schmidt nærmer sig hans dansepartner. “Jeg håber, vi ses snart!” 43

“Nu skal vi hjem og have natmad, og så skal I danse for os hjemme i stuen”, brøler hr. Schmidt. “Kom så piger!”

Fallit Fru Schmidt kommer ikke hjem igen, og der kommer ikke nye glas og tallerkner i det fine porcelænsskab. Schmidt er ikke glad, men han siger ikke noget. Han drikker hver dag, men han drikker hjemme og går ikke ud med vennerne. Er han syg? Nej, Schmidt er bekymret. Han er bekymret over sine aktier, og nu bryder han sammen. Hans aktier er intet værd mere. “For fanden!” råber Schmidt, da han har hørt nyhederne i Danmarks Radio. “For fanden da også!” Han tager sin hat og sin frakke og styrter ud i det kolde og blæsende København. Han må hen på Fondsbørsen. Han må redde, hvad reddes kan. Men der var ikke noget at redde. Schmidt har tjent sine mange penge ved at tage chancer. Han har investeret i firmaer, der udvidede enormt, men som ikke havde sikret deres kapital. Schmidts eventyr fra slagtersvend, til gullaschbaron og børsspekulant er slut.

Lejligheden på Frederiksberg Allé, de fine møbler, resten af krystalglassene – og Schmidts elskede Ford må sælges hurtigst muligt, hvis gældsfængslet skal undgås. Og Anne og Amalie? Ja, hvad med dem? De kan vel tage hjem igen. “Værsgo, frøkener, gå ind og pak Deres ting og farvel og tak for denne gang.” “Ja, det var så det”, siger Amalie. “Jeg tager toget hjem til Fyn i aften. Hvad med dig?” Anne svarer ikke. Hun har fundet en stor brun taske og er ved at lægge kjoler, bluser og nederdele pænt sammen.

Københavns Fondsbørs, hvor der købtes og solgtes aktier frem til 1974.

Charleston-dans på Frederiksberg Runddel.

Frederiksberg Runddel Anne tager sin taske og går op på Frederiksberg Runddel. Træerne i parken overfor er gyldne og smukke i solens stråler. Anne er helt rolig. Restauranten er lukket, men hun ser mænd og kvinder gå ind ad bagdøren. Det er nok køkkenpersonalet og tjenerne. Hvornår mon musikerne kommer? Anne venter videre. Nu åbner restauranten, og de første gæster ankommer. “Undskyld, har De tid et øjeblik?” spørger Anne en høj, mørk mand, der er på vej ind på restauranten.

Jean Asmussen ser små-irriteret på hende. “Undskyld, men jeg har travlt. Jeg skal spille om en halv time.” “De har sagt, at jeg kan komme og danse her hos Dem.” “Vi har altid brug for nye charleston-piger og champagnepiger. De kan bare gå i gang sammen med de andre piger, så skal jeg se, om vi kan bruge Dem. Har De noget dansetøj? ” Anne hanker op i tasken. “Ja.” “Så smut hen i garderoben og klæd om. De andre piger kommer om lidt. De skal bare gøre som dem, – men hold Dem lidt i baggrunden i starten.” “Ja” Anne tager mod til sig. “Jeg har faktisk ikke noget sted at bo.” “Så meget desto bedre. Vi har nogle værelser til charleston-pigerne i en villa rundt om hjørnet. Det er mere praktisk, at De bor her. Så kan vi hurtigt få fat I jer, hvis vi får brug for det.” 47

Succes Musikken begynder. Siden til publikum. Tilbage med højre ben og spark fremad med venstre, tilbage med venstre ben og spark fremad med højre ben. Hold takten. Spark højere og højere. Gentag. Gentag. Gentag. Gentag. Vend dig mod publikum, gå ned i knæ og sæt så ventre hånd på højre knæ, og højre hånd på venstre knæ, spred knæene og saml dem igen. Følg rytmen, følg de andre, følg dit eget hoved og dans! Anne gør, som de andre. Hun har valgt en af fruens flotte, sorte kjoler med smalle skulderstropper, og hun har bundet et sort bånd om panden. Charleston-pigerne danser alene, og de ser ud mod publikum. Det bliver frækkere og vildere, jo længere ud på natten det bliver. Anne elsker rytmen og den vilde musik. Og mændene er begejstrede for hende. “Du er en helt lille Josephine Baker”, griner Jean Asmussen, og Anne danser videre. “Charleston, Charleston, made in Carolina”, synger han ind i mikrofonen og ser på hende med sine mørke øjne. 48

Den fransk-amerikanske provokerende dansestjerne, Josephine Baker var i København i 1928. Mange ønskede hendes optræden forbudt.

Gæsterne danser også, og jo mere champagne de drikker, desto bedre tror de, at de danser. Fruerne spjætter med benene, men mændene ser mest på dansepigerne. Det vil ingen ende tage. Pigerne danser igen og igen. Frem og spark, og tilbage og spark og en og to og tre og fire og forfra en gang til. Igen og igen. Nat efter nat. Anne har succes. Anne er en lille stjerne på Frederiksberg Runddel.

Champagnepenge Den nye champagnepige får hurtigt en skare beundrende mænd, som aften efter aften kommer og ser hende dan49

se. Somme tider inviterer de hende på champagne. Anne har lært at kende forskel på de forskellige champagne typer, og hun har en god smag. Den franske Delamotte Grand Crux er hendes favorit. Det er den næstdyreste på vinkortet, og når mændene bestiller den til hende, sender Jean Asmussen hende anerkendende blikke, og tjenerne gør notater. Restauranten betaler hende løn og bonusbeløb hver nat, og selv om de trækker pengene til huslejen fra, er der et pænt overskud. Nu er der penge nok til halskæder, hårbånd og sko i den rigtige størrelse, og så putter hun de penge, som hun ikke kan nå at bruge i en kasse under sengen. Hun tæller dem ikke, putter bare seddelbunkerne derned og lukker kassen med en snor, før det går løs igen. Nogle af de mandlige gæster inviterer somme tider pigerne ud at køre. Nogle af dem har store åbne biler, og så drøner de ud ad Strandvejen. Håret blafrer vildt i vinden, og det er ikke kildevand, de nyder under kørslen. Om aftenen går det løs på Runddelen igen. Nu kan hun alle sangene udenad. Sangen “You are the cream in my coffee”, får altid mændene til at blive helt sentimentale og give ekstra drikkepenge. Desværre er det de ældste, de mest fulde og mest svedende mænd, der giver flest drikkepenge. 50

Strandvejen nord for København omkring 1930.

Om morgenen har hun tit ondt i hovedet, og hun savner Amalie, der er rejst hjem til Fyn. De andre piger er københavnere, og de driller hende med hendes vestjyske dialekt. Anne må tage et glas champagne for at få tingene i det rette perspektiv. Hun ser sig i spejlet. De andre piger er bare misundelige! Hun ser bedre ud end dem, hun danser vildere og frækkere, og hun får flere drikkepenge og mere champagne på én aften, end de kan få på en hel uge!

Skandale “Musik og vildskab”. “Umoralske kvinder” “Hysteri.” Det er nogle af de ord, som står på forsiderne af Berlingske Tidende og Politiken en morgen i 1927. Politiet har været på tur på Frederiksberg Runddel, og borgmesteren er oprørt. “Jeg er chokeret over afsløringerne af forholdene på restauranten. Jeg anede ikke, hvad der foregik. Det er ren prostitution!” erklærer han, og så bliver Restaurant Runddelen lukket med omgående virkning, og pigerne bliver smidt ud af deres værelser. Det var så det. Eller var det?

Hvad nu? Anne ryster lidt på hænderne og har ondt i hovedet. Hvor skal hun gå hen? Nåh ja! Hvordan var det egentlig med Peder i Oksbøl? Var det ikke her ved denne tid, han skulle komme hjem fra Sønderjylland? 52

Hun tager et glas Delamotte og en beslutning. Hurtigt tæller hun de mange pengesedler i kassen under sengen og pakker sin kuffert. Charleston-tøjet lader hun hænge, bortset lige fra fru Schmidts flotte, hvide kjole og et par af de bedste, hvide dansesko. De ryger ned i den brune taske sammen med pengekassen. Så tager hun sine gode gamle sko, og en enkel blomstret kjole på, går ned på Hovedbanegården og køber en billet til Oksbøl på 3. klasse. Hun går ind på posthuset på banegården og sender et telegram til sin mor: “Jeg er hjemme i aften klokken halv otte”.

Genforeningen Hun ser ud ad vinduet, ser på landskabet og smiler. Foråret er på vej, og alt er lysegrønt. Hun har ingen madpakke med, men hun køber en kop kaffe og et stykke wienerbrød på Storebæltsfærgen. Hen over Fyn får hun en tiltrængt lur, men efter Lillebælt kommer de jyske marker, og snart kan hun åbne vinduet og fornemme duften fra heden. Hun kan næsten ikke vente, til hun kommer til Oksbøl, men endelig kører toget ind på Oksbøl station – og der står de: hendes mor og Peder med hver sit Dannebrogsflag. “Velkommen hjem, Anne. Åh, hvor har jeg været nervøs”, siger Annes mor og omfavner hende. 53

“Du ser jo helt anderledes ud med det korte hår. Du ligner næsten en af dem, der danser moderne”, griner Peder. “Ja, ja, I to! Jeg havde lovet jer at komme hjem efter to år. Så her er jeg, og pengene er her i tasken.” Anne giver Peder et stort kys lige midt på munden. Nu skal de giftes, også selv om han ikke har fået lært at danse brudevals. Og hvis han ikke stiller for mange spørgsmål, så vil hun heller ikke gøre det. Sådan kunne Anne og Peder Madsen have siddet med en af deres døtre foran den gård i Oksbøl, som de købte af Rasmussen 18 år efter deres bryllup. Billedet er fra fra 1945, Blåvandshuks Lokalhistoriske Arkiv.

Udgivelser Letlæste bøger af Maria Helleberg og Lise Bostrup Charleston-pigen Anne – en historie fra 1920’erne i Danmark, Forlaget Bostrup 2013 (modul 2). Farvel og tak – en beretning fra 1700-tallets Danmark, Forlaget Bostrup 2013 (modul 3). Wolfram og vikingerne – en letlæst fortælling om vikingetiden, Forlaget Bostrup 2013 (modul 3).

Maria Helleberg Om 1920’erne Kvinder der forandrede verden, Sohns forlag, 2013. Kærlighedshistorier, Lindhardt & Ringhof, 2012. Om det 18. århundrede Struensee der forandrede Danmark, Sohns forlag, 2013. Kærlighedsbarn, Samlerens forlag, 2002. Mathilde, Magt og Maske, Gyldendal, 1991. Om vikingetiden Knud den hellige, Aschehoug, 2005. Knud Lavard, People’s Press, 2011.

Lise Bostrup Lærebøger Aktivt dansk. En lærebog i dansk for udenlandske studerende. Alfabeta, seneste udgave 2012 (modul 1). Aktivt dansk grammar and wordlist på engelsk, tysk, spansk, russisk, polsk, tyrkisk, arabisk / fransk, italiensk, lettisk, bulgarsk, Alfabeta / Forlaget Bostrup (modul 1). Intensivt dansk, en øvebog i dansk for udenlandske studerende, Alfabeta, seneste udgave 2012 (modul 1). Danskere. En lærebog i dansk, Alfabeta, seneste udgave 2013 (modul 2). Dansk er svært – men du skal nok få det lært. Dansk udtale for udlændinge, Forlaget Bostrup seneste udgave 2013 (modul 2). Ordbøger for udlændinge fra Forlaget Bostrup Dansk – engelsk, Engelsk – dansk, Dansk – russisk, Dansk – bulgarsk og Bulgarsk – dansk. Andre letlæste bøger fra Forlaget Bostrup H.C. Andersen: Sølvmønten, 2011 (modul 1). Gitte Petersen: Amalie og skelettyvene, 2009 (modul 3).