005 bn by Jeppe Aakjaer

AAKJÆRPRISEN 2017. Aakjærselskabet har beslu et, at forfa er Knud Kramshøj og Skive Amatør Teaterforening skal dele Aakjærprisen 2017. Gennem et fornemt samarbejde har de sikret, at Aakjærs drama er blevet spillet 2 år —med stor succes.

BESTIL BILLETTER PÅ Aakjaerselskabet.dk

DMI melder pænt vejr i aug.

Det ville da være en dejlig undtagelse, hvis der ikke var regnvejr l Jenlefesten.

MEDLEMSGAVE 2017

Bogen koster i fri handel 288,- kr., og kan købes hos danske boghandlere eller på Jenle. Som medlem får du bogen gra s - desuden to bille er l besøg i Jenles Museum og rundvisning og gode lbud. Aakjærselskabets medlemsbog i år tager fat på de sociale og kulturelle forhold, der var for kvinder, børn og tyende fra demokra ets vugge l 1930, hvor Aakjær dør. Bogen opridser en skarp social profil, der næsten er nu dig, og peger på grundlaget for den demografiske mobilitet, der finder sted i dag - både indenfor og udenfor Danmarks grænser. Ingen forfa er, har som Aakjær, gravet sig så dybt ned i de områder af den socialpoli ske substans - og dere er omsat det l kunst. Bogen henvender sig også l elever i de ældste klasser og studerende. Den indeholder et stort forord, der er en introduk on l hele Aakjærs forfa erskab. Bogen fortjener en udbredelse langt ud over Danmarks grænser.

AAKJÆRSELSKABET

Aakjærselskabet er en folkelig og kulturel sammenslutning for alle, der interesserer sig for Jeppe Aakjær, hans omfa ende, oplysende indsats i sam den og hans kulturelle e ermæle. Selskabet blev s et i 1980, i halvtredsåret for hans død. I dag er Aakjærselskabet blandt Danmarks og Europas største li eraturselskaber med godt 2000 medlemmer. Selskabet arbejder for at udbrede kendskabet l Aakjærs digtning og l hele hans sociale og kulturelle virke, således at den også i den fremover kan forblive en levende del af vores forenings- og fri dsliv, skolernes undervisning og de højere læreanstalters forskning. Selskabet påtager sig derfor mange forskellige ak viteter, som medlemskabet er med l at stø e, f.eks.    

A oldelse af den årlige Jenlefest, møder og uds llinger. Indsamling af erindringer om Jeppe Aakjær og om livet på Jenle på hans og Nannas d. Rundvisning i ”Mindestuerne” og udlejning af studiebolig. Dri af forlag og ”Bu k” med salg af bøger, postkort, husmandsfrikadeller, kaﬀe, øl og vand.

Aakjærselskabet er åbent for alle: Enkeltpersoner, par, foreninger, ins tu oner mv.

Nekrolog Forhenværende forstander på Salling Ungdomsskole, Kaj Riis er død, fredag d. 21. juli. 83 år gammel. Kaj Riis var æresmedlem af Aakjærselskabet. Din egen Dag er kort, men Slægtens Lang; læg øret ydmygt l dens Rod forneden: Aartusind toner op i Graad og Sang, Mens Toppen suser imod Evigheden. (Jeppe Aakjær, ”Historiens Sang”, 1916.)

I 1985 blev Kaj Riis formand for Aakjærselskabet og fortsa e ind l 2002, hvor sygdom tvang ham l at stoppe. I sin formandsperiode sikrede Kaj Riis forbindelsen mellem Salling Ungdomsskole og Aakjær. En forbindelse der blev etableret før Aakjær byggede Jenle, og som mejeristen Esper Andersen medvirkede l. Kaj Riis havde et stort kendskab l både Salling Ungdomsskoles og Jeppe Aakjærs historie, hvilket han beny ede, som rundviser på Jenle.

Han var også formand, da de store Jenlefester i 1980’erne blev afviklet. Kaj Riis afløste dligere forstander på Salling Ungdomsskole Vagn Raahede. Else Riis fortsa e i Aakjærselskabets bestyrelse, da Kaj Riis stoppede. Da Solvejg Aakjær Bjerre døde i 2001 stod Kaj Riis for at få lavet a aler med Aakjærs oldebørn, om bevarelse af hendes lejlighed på Jenle – den nuværende Studielejlighed. Desuden fik han lavet a aler om modtagelse af en del gaver fra indboet på Jenle. Han sikrede også, at Aakjærselskabet fik adresse på Jenle, og forbindelsen mellem Aakjærselskabet og Jenle blev styrket. Da Henning blev formand i 2003 var hele denne organisering på plads. Kaj e erlader sig tre døtre og deres familier.

I 1984 var der godt 1000 deltagere ved Jenlefesten. Formand for Aakjærselskabet. Vagn Raahede, Græ rup, mindes ved festens begyndelse K. B. Andersen, der var Jenlefestens præsident.

S lle, Hjærte, Sol gaar ned, Sol gaar ned paa Heden, Dyr gaar hjem fra Dagens Béd, Storken staar i Reden. S lle, Hjærte, Sol gaar ned. (Jeppe Aakjær, ”A en”, 1912.)

Æret være Kajs minde. Vinnie og Henning Linderoth, Jebjerg. Aakjærselskabet.

Når Rugen skal ind Af Knud Kramshøj Da Adam hakkede og Eva spandt, Hvor fandtes der en herremand. (Gl. dansk ordsprog)

Nu er det længe siden, men end det gemmes i mit sind, hvordan i barndoms den den kære rug kom ind, hvordan dens kernetunge top ved moders svage kræ er blev lagt i lugen op. Først bredte mor et klæde så ømt som nogen høj dsdug; der må e ingen træde med sko i høstens rug; så fejed hun med limens rest hvert snavset strå l side som for en hædersgæst. Den kære rug var gæsten, som gjorde hvert et barn så spændt; se, far han lægger vesten og ser så indadvendt: En skælven i et ydmygt sind, en bøn l altets skaber, før avlen bringes ind.

Og neg for neg forsvinder og bliver under bjælken sat; og far får røde kinder og spindelvæv om hat. Men mor er lige hvid og bleg, hvor meget hun end stræber med rugens tunge neg. Det går mod a en de; snart skinner månen fuld og rund på gavl og vægge hvide og ned i vognens bund. Mor standser træt og er ind; far kommer hen l lugen og klapper hendes kind. Og barnet, som har løbet sig træt i dagens muntre leg, det er nu s lle krøbet ind under hjulets eg; der høres de e skarpe knald fra vognens æl mod sandet af ørentvistens fald. Og mellem hjulets eger går stjerneblink og måneskin, og milde vinde hveger, mens barnet slumrer ind. Så slu er far: "I Jesu navn!" og hjemmet går l hvile med høsten

Betegnelsen hjemstavnsdigter har navnlig i dligere d været brugt om Aakjær og gav ham en placering i Danmarks li eratur side om side med folk som Johan Skjoldborg, Johs. V. Jensen, Thøger Larsen, Marie Bregendahl m.fl. Hjemstavnselementet findes således også hos forfa ere som Mar n Andersen Nexø i hans dlige produk on. Selv om de fleste af disse digtere skriver sig ud af hjemstavnens afgrænsning, har de stadig rødder i en lokalitet og en kultur de bestandig kan øse af, hvilket de gør. Det sidste gælder også og især Jeppe Aakjær, hvilket i nogens øjne s ller ham ringere som kunstner. Mens Johs. V. Jensen udvider eller overskrider hjemstavnens grænser med eksempelvis Darwin som inspira on, Thøger Larsen med astronomien, Mar n Andersen Nexø med den interna onale socialisme, så forbliver Jeppe Aakjær trofast over for den egn der har givet ham livsgrundlag, opvækst og erfaringer. Respekten for det elementære og nære er imidler d karakteris sk for flere af genera onens øvrige digtere som bærer hjemstavnens kultur med sig hvor de end færdes i verden. Genkendelsen er al d parat.

Brødet Mar n Andersen Nexø fortæller et sted om en oplevelse han havde under en rejse l Spanien. På et marked ser han en dag en gammel kone købe ind. Hun køber et stort brød og noget kød. Hun har sit barnebarn med sig, en lille pige, som beder om lov l at bære varerne. Det får hun lov l, men på vej hen over torvet, snubler hun, falder og taber både kød og brød på jorden. Bedstemoren iler l og hjælper den lille pige på benene igen. Næsten i samme bevægelse griber hun brødet, børster det af, kysser det og velsigner det. Først dere er samler hun kødet op, får orden på indpakningen, s kker det under armen og går videre med sit barnebarn. 9

Kødet, der er betydeligt dyrere end brødet, behandles ikke den samme omsorg og ærbødighed som brødet. Begge varer er næringsmidler l opretholdelse af livet, men brødet har også en anden betydning der er forbundet med værdighed og dyb respekt. Brødet er helligt. Det er det fordi brød og brødkorn l alle der i agerbrugskulturer har været det fundamentale middel l opretholdelse af livet. Det gjaldt om at sikre sig gudernes velvilje og en god høst som kunne give mennesker næring og grokra . Hvad enten det drejer sig om specialguder som den græske Demeter, den romerske Ceres, den nordiske Balder eller den kristne enhedsgud er deres guddommelige virksomhed l stede i brødet og giver det en særlig status. Hvilket ligger dybt i den gamle kone.

Erindringen Denne universelle og fundamentale religiøsitet genﬁndes i Jeppe Aakjærs ”Når rugen skal ind” og sæ er hele arbejdsprocessen i et specielt lys. Men den er særlig stærk i begyndelsen og afslutningen på dagen hvor høsten bringes i hus. Digtet tager som så o e hos Jeppe Aakjær udgangspunkt i en velbevaret erindring som den formodentlig aldrende digter (Nu er det længe siden) gør nærværende og konkret ved at han ser moderen lægge den ”kjærnetunge top… i lugen op”. Erindringen levendegøres og udvides ved at digteren trækker den ud af for den, ved at ski e fra da d l nu d og henvende sig l læseren, som om han siger: ”Nu er vi der, se, hvad der sker.”

Den kjære Rug var Gjæsten, som gjorde hvert et barn så spændt; se, Far han lægger Vesten og ser så indadvendt –

Arbejdsprocessen. Digtets formulering ”se, Far..” med ski i gramma sk d er kulmina onen på det åndelige beredskab før den fysiske del tager over. Men inden da skildres de mentale forberedelser hvor både mand og kone står for de rituelle handlinger. Moren bereder stedet hvor rugen skal ligge. Hendes handlinger er præget af omsorg og respekt. Der bliver fejet ”hvert snavset Strå l side” og prydet med en ”Høj dsdug”, alterdugen l forberedelse af guddommens nærvær i ”Hædersgæstens” ankomst. Faren er på lignende vis stemt l situa onen. Han lægger arbejdsvesten for at markere øjeblikkets høj delighed når han vender sig i s lle bøn mod ”Altets Skaber”. Og børnene fornemmer stemningen af alvor og vig ghed, før det hele går løs. Dere er tager den prak ske del af høstarbejdet fart. Via detaljer samler sig et billedforløb af stedet, arbejdsprocessen og af dem som deltager i den. Til de nødvendige forberedelser hører at der skal graves to huller som et forhjul og et baghjul kan stå fast i når ”Væltningen” går på dvs. når vognen væltes over mod væggen for at negene kan skubbes ind i loen. Detaljerne viser på en gang hvad der fak sk sker, og hvordan arbejdet er fordelt, men fortæller også via bygningerne hvor vi beﬁnder os socialt - vi er langt fra ”højenlo ”.

Vi er på det lille familiebrug hvor alle indgår i arbejdsprocessen. For børnene er det en festdag. De har fra om morgenen fornemmet at dagen hvor rugen skal ind, er en særlig dag. E er de høj delige forberedelser bliver det en dag hvor der både leges og arbejdes på en gang. Arbejdsprocessen kulminerer i strofe 6 hvor alt og alle er i bevægelse: Og alle Hænder jager, og alle fødder er i Rend; i Støvet Læsset brager for brede rygges Spænd. Og børnene tager sig en karruseltur på hjulet af den væltede vogn. Dyrene er på ligeværdig vis med i arbejdet og belønnes for deres indsats af moderen med ”Ax og Mule-Klap”. Faren og moderen kender deres roller i arbejdsfordelingen og behøver ikke at udveksle mange ord under arbejdet. Moderen konstaterer med en kenders sikre indsigt at kornet er tørt. Så vidt så godt med rughøsten. Bemærkelsesværdig er hendes formulering: ”Det er endda en Glæde, Når kornet er saa tørt.!” Den glæde hun må føle ved at høsten er sikret, giver ikke anledning l store følelsesmæssige udbrud. Det lille ord endda, der normalt ikke virker særligt forstærkende, får her en ekstra styrke fordi det indgår i en sammenhæng, hvor de store følelsesudbrud er holdt i tømme. Der er en blufærdighed l stede, som ytrer sig ved underdrivelse, men ikke just gør følelserne mindre. Det samme gør sig gældende i forholdet mellem mand og kone. Digtet skildrer deres fælles slid – faderens robusthed over for opgaven og moderens blege svaghed. Men digtet skildrer også deres følelsesmæssige samhørighed, der på samme måde er underdrevet og 12

ordløs. Mod høstdagens slutning kigger hun ind på dagens høst, faderen træder hen l hende op klapper hende på kinden. Hans lille gestus følges ikke op af ord. Men den er ladet med betydning: Glæde over deres fælles indsats over at få høsten i hus, en særlig tak l hende, som trods sine svage kræ er har stået dagen igennem og ikke mindst en blufærdig kærlighedserklæring. Denne form for underdrivelse betragtes som et speciﬁk jysk træk. Et andet element l at understrege det jyske er brugen af dialektord. Som andre steder i sin centrale digtning undlader Jeppe Aakjær at bruge den rene dialek orm, selv om han mestrer den, og digtets tema her synes velegnet. Men digteren vil mere end lukke digtet om det lokale og indforståede - han taler l en større læserskare - og sam dig ønsker han at fastholde det særegne, give skildringen et præg af nærvær ved at fastholde dialektord enkelte steder. Når digteren bruger Limens rest hænger det sammen med at det er et redskab af særlig beskaﬀenhed brugt på egnen: en kost lavet at rævlingeris fra heden. På samme faglige niveau er ord som rugens Tvilling, Væltningen, mens et ord som hveger nok i højere grad er anvendt for sin poe ske kvalitets skyld. Arbejdsprocessen føres l ende. I samspil med naturen breder roen sig. Det bliver a en, og månen lyser ned i den tomme vognbund. Høsten er i hus. S lheden og trætheden vises l fulde i næstsidste strofe, hvor barnet er krøbet ind under hjulets eg, der nu endelig står s lle, og hører ørentvisten falde l jorden. Med synsvinklen her, hvor vi både ser og ly er med barnet, er vi lbage hos det erindrende jeg og mindet om hvordan rugen kom ind. Set i erindringssammenhængen slu er digtet fak sk her.

Men digteren har en anden sløjfe han skal binde. I sidste strofe tages det religiøse mo v op endnu engang. Mens ”Barnet slumrer ind…” og hvilen sænker sig, slu er faderen rituelt ”I Jesu Navn”.

”Når Rugen skal ind” fra ”Rugens Sange” er ved sin betoning af det specielt jyske bl.a. i underdrivelse og brug af dialektord og i hele sin miljøtegning et fint eksempel på hjemstavnslyrik. I respekten for det nære og lokale er der en stædig fastholden af en kultur et afgrænset sted i verden. Men sam dig indeholder digtet nogle mønstre og temaer der viser ud over det lokale bl.a. det rituelle i forbindelse med høsten. Digtet peger på nogle sider af Aakjærs kunstneriske virksomhed der rækker langt videre. Det der umiddelbart kunne se ud som en indsnævring af hans univers og kunstneriske muligheder, bliver bare en adgang l andre perspek ver end den at lade sig lede ud i sammenhænge af ideologisk, naturvidenskabelig og filosofisk art. Vel finder Jeppe Aakjær nogle svar på social nød og hensynsløs udbytning i socialismen, som det fremgår af flere af hans romaner, taler og ar kler og poli sk engagerede digtning. At han er velorienteret om andre strømninger i den, er der ingen tvivl om. Men hans mest givende inspira on og ståsted er det lokale uudtømmelige univers. På paradoksal vis bliver denne afgrænsning af verden også både en udvidelse geografisk og dsmæssigt i hans centrale digtning, hvor ”Når rugen skal ind” er et godt eksempel. I sin vedholdende beskrivelse af elementære vilkår for mennesker, af bondens samspil med naturen, af selve vækstens gåde nærmer han sig det uni-

verselle og dløse ad en anden vej end via mere ds- og ideologisk afgrænsede verdensforklaringer. Uvæsentligt er det heller ikke at bonden placeres centralt som den der i sit samspil med naturen skaber næring l opretholdelse af livet og i den forbindelse i Jeppe Aakjærs digtning opnår en nyvunden værdighed.

Skive 15/9 2014

BLIV MEDLEM AF AAKJÆRSELSKABET DU FÅR MEDLEMSBOGEN GRATIS samt gra s bille er l rundvisning

Høstvise Af Knud Kramshøj Høstvise Nu er Sæden lang og gul, tung i Top og strunk i Straa, og den sidste Kukmand er forlængst rejst sønderpaa. Og nu hvæsser vi vor Le, og saa mejer vi vort Korn, og saa favner vi vor Kvinde under Maanens Horn. Ja, nu le er vi vor Krop, naar det dæmrer imod Dag, og saa spænder vi vor Næve om den krumme Knag; og saa segner Sæden ned over Mejeredets Arm, som en Kvinde langsomt synker mod sin Bejlers Barm. Frøen mister nu sin Fred, se, han springer for mit Blad, og det samme gjør nok Ræven hist, den røde Rad Han, som la' sin Røverborg frækt i Vangen mod min Gaard, har nu sidste Gang smagt Kyllingsteg i de e Aar. Saa du Haren Diget sprang, bange for mit Mejeréd, mens den blinde Muldvarp borer sig lidt læng're ned. Lange Skridt gi'r brede Skaar, opad med din Hjøleknag! Solen vejrer; Mynten krydrer Marken for og bag.

Staalet synger, Suset gaar, Klinten kildrer Pigens Knæ, hvor i Vipper sødt hun tripper bag min Le i Læ; Kra ens Tand gjør Hop paa Hop, Neget snøres med et Stød; Pigens Kinder blusser som en Sky mod A en rød. Før vi a er ta'r et Tørn faar den tørre Hals et Klunk, hist hvor Hunden Plads har funden mod den gule Dunk. Melmadstejnen — frem med den! Saa bli'r Hunden himmelglad, faar for lang og trofast Vogten en Bid Pølsemad. Saa i Gang med sidste Kvart under Klang og stærke Skridt; nu mod A en maa de sløve Leer stryges dt. Og saa du er der saa tungt rundenom af Høstens Skat, mens paa Himlen lange Skyer gaar med Bud om Nat. Og saa runger Klokkens Malm over slagne Enge ud, og saa trækker Hyrdepigen hjem med Ko og Stud. Men vi hvæsser, og vi slaar, ind l Maanen s ger bleg; og saa kysser vi vor Pige paa det sidste Neg. En ska et sanger og samler af folkeviser og andre viser, vel at mærke i hukommelsen, Ingeborg Munk døde 1978 og var vist den sidste som var kendt for en mundt-

lig overlevering af gamle viser. Op gennem 60erne optog Thorkild Knudsen og hans kone Anelise fra Dansk Folkemindesamling hendes righoldige skat af viser. De besøgte hende i hendes hjem i Nordjylland og fulgte hende rundt og optog hendes sang i forbindelse hendes gøremål. De opdagede bl.a. at hendes sange ændrede karakter - ikke blot i fremførelsen, men også at indholdet kunne ændres i den samme sang, alt e er hvor hun befandt sig, og hvad hun beskæ igede sig med. Sang og arbejde hang åbenbart så stærkt sammen hos hende at det ene var med l at forme det andet. Selv siger hun om sit virke: “Jeg sang udvendig og indvendig. Jeg sang for mig selv, jeg sang for køerne, jeg sang for det hele.” Ingeborg Munk er et godt eksempel på, hvordan det at forbinde sang og arbejde er en naturlig foreteelse der kan styrke glæden ved det man gør. Et livsbekræ ende akkompagnement. Men den kan være mere end det. Når fremførelsen ski er karakter hos Ingeborg Munk hænger det formodentlig sammen med et ski e i arbejdsrytme. Er hun i gang med at malke, inds ller kropsbevægelser og sangrytme sig e er hinanden, er hun i gang med at luge er bevægelser og sang anderledes. Hun synger en arbejdssang. Arbejdssange er et vidt udbredt fænomen i sted og d. Fiskerne på Malawisøen bruger sangrytmen når de trækker deres net op og ski er rytme når de bruger pagajerne og ror i land med deres fangst. Det kunne udmærket ske sam dig med at Dolly Parton synger ”9 to 5” i radioen med skrivemaskiner illustra vt klaprende i baggrunden. Dolly Partons version af en arbejdssang er måske knap så auten sk som de sange der synges på stedet hvor det foregår, men fø18

rer alligevel en tradi on videre, en tradi on der går lbage i den. Især inden for søfart med de store sejlskibe var sea shan es og sea songs en integreret del af arbejdet f.eks. forbindelse med at hæve anker og sæ e sejl. Evergreens af den slags er ”The Drunken Sailor” og ”Pramdragernes sang”. Men arbejdssange fandtes og ﬁndes inden for mange forskellige arbejdsprupperinger og mere eller mindre påtvungne fællesskaber eksempelvis i for dens slavefællesskaber eller blandt straﬀefanger. Arbejdssangen har sandsynligvis al d været der i én eller anden form individuelt eller i gruppen når noget arbejde skulle udføres.

Jeppe Aakjær har skrevet mange sangbare digte om bondens vilkår og arbejdsgangen på en gård med langt de ﬂeste digte i ”Rugens Sange ” som illustra ve eksempler. Et af digtene i Rugens Sange, nemlig Høstvise har karakteris ka som også gør den l en slags arbejdssang. Læseren er sammen med høs olkene på arbejde i marken. For og med det kollek ve ”vi” taler lederen af arbejdsholdet, bonden og gårdejeren selv. Han giver anvisninger, kommentarer, beskrivelser, ordrer og er i det hele taget den energiske anfører og tempoangiver. Som indledning angives års den - Gøgen er for længst draget sydpå - og rugens lstand. Den er ”tung i Top og strunk i Straa” og parat l at blive høstet. E er denne konstatering tages der fat, ikke mindst sprogligt, med en dynamisk enkelhed der hele den skubber handlingen fremad - eksempelvis i linje 3 – 6 i første strofe brugt på hele dagens forløb. Her er forberedelsen hvor leen hvæsses,

selve arbejdet hvor kornet mejes og afslutningen hvor belønningen falder: ”og saa favner vi vor Kvinde under Maanens Horn”. Dere er følger en skildring af arbejdsgangen fra morgen l a en i episoder oplevet af det kollek ve ”vi” med lederen som talerør. Der arbejdes med alle sanser parat og med en munter brutalitet der fejer dyrelivet af vejen for en d, for nu skal der høstes. Hele arbejdsgangen krydres med du en af mynte og det soltørrede korn. Og kvinden er med i processen. Hun går bag manden og leen og river strå sammen og binder dem i neg, mens hendes kinder i arbejdsiver ”blusser som en Sky mod A enrød”. Arbejdet a rydes på husbonds ordre når tørst og sult skal s lles: ”Melmadstejnen -frem med den!” Hunden har ha sin vig ge rolle i høstarbejdet. Den har vogtet vanddunken og ”faar for lang og trofast Vogten en Bid Pølsemad.” Når arbejdsdagen nærmer sig sin afslutning må leerne slibes t. Energien er der stadig, men overstadigheden er dæmpet. En slags mæthed breder sig stedet: ”Og saa du er der saa tungt rundenom af Høstens Skat,” Selv e er at kirkeklokken har ringet solen ned og kvæget er trukket i stald, fortsæ er arbejdet: ”Men vi hvæsser, og vi slaar, Ind l Maanen s ger bleg.” ”Høstvise” er på en gang en arbejdssang og en poe sk reportage. Den drivende kra er som sagt husbond, som i overstadigt humør leder arbejdet med opfordrin20

ger, sideblik og beskrivelser. Det er skildret i et meget enkelt hverdagssprog med ﬂi g brug af forbindere som ”saa”, ”og”,”og saa” i gentagne sammenhænge – talesprogsvendinger der understreger realismen. En sproglig ligefremhed der er suppleret med billeder og situa oner hentet i det nære miljø. Det hedder eksempelvis at ”Sæden segner ned…..” ”som en Kvinde langsomt synker mod en Bejlers Barm”. En understregning af energien er hyppigt forkomne og appellerende bogstavrim som: ”Staalet synger, Suset går,

Klinten kildrer Pigens Knæ,” Selve rytmen i bevægelser og arbejdsgang og i husbonds instruk oner dukker op med mellemrum og fastholder den fælles fremfærd med visuel og motorisk styrke. ”og så spænder vi vor Næve om den krumme knag; og saa segner Sæden ned over Mejeredets Arm,” --”Lange Skridt giver brede Skaar, opad med din Hjøleknag!” --”Kra ens Tand gjør Hop på Hop; Neget snøres med et Stød;” --”Melmadstejnen – frem med den”! Dialektord er der ikke gjort stor brug af, men i god overensstemmelse med arbejdets egenart hedder det eksempelvis ”Mejeréd”, ”Hjøleknag”, ”Kra ens Tand”, ”Melmadstejnen”, ”Solen vejrer”.

Som i så mange andre lfælde åbner Jeppe Aakjær sproget for en større læserskare mod en i brede kredse ubemærket livsform, sam dig med at han dog med de udvalgte dialektord markerer hvor vi er henne miljømæssigt og geograﬁsk. Men nærheden l miljøet udtrykkes på andre måder. Der er som nævnt en fortrolighed l stede, som ikke mindst ligger i ”vi”-følelsen, samhørigheden fra morgen l a en på et stykke velkendt jord i høstens d. De for en stund fordrevne dyr udgør også en slags besætning. Det hedder om ræven ”den røde Rad”: ”Han, som la’ sin Røverborg frækt i Vangen mod min Gaard, har nu sidste Gang smagt Kyllingsteg i de e Aar”. Han er ganske vist en bandit, men han hører l der. Kvinden er med i høstarbejdet som hun med selvfølgelighed er det i andre arbejdsmæssige sammenhænge. Men i ”Høstvise” har hendes lstedeværelse en overvejende ero sk karakter. Lige fra digtets begyndelse bliver hun nævnt som den for manden lyksalige slutning på dagens arbejde. Og sådan antydes hendes nærvær andre steder i digtet i ero ske billeder: og saa segner Sæden ned over Mejeredets Arm, som en Kvinde langsomt synker mod sin Bejlers Barm. Helt tydeligt træder hun frem i strofe 5 hvor hun nok gør sit arbejde, men hvor skildringen er ero sk farvet, når ”Klinten kildrer Pigens Knæ,..” og ”hvor i Vipper sødt hun tripper bag min Le I Læ”.

Lø et om belønningen i første strofe bliver indfriet i digtets allersidste linje, hvor dagens arbejde besegles med et kys: ”Og saa kysser vi vor Pige paa det sidste Neg.” Høstvise er en arbejdssang og en glad hyldest l arbejdet og ero kken i lykkelig forening. August 2014

Jeppe ved Åen Forleden morgen så jeg Jeppe I morgentågen ved Karup Å. Lidt syd for Trandums vidt bredte enge i dughvidt græs jeg så ham stå med velkendt Stetson, og s vet knækflip, med gylden kæde og knortet stok. En hvidlig sol brød igennem tågen og kastede lys på en manket flok Af jyske heste I tung galop på dalens skrænter mod åens bred. Og ud af flokken der kom to brune med skæg om hove hen l det sted -

hvor Jeppe vejred i morgenlyset og vi ede bort en sværm af myg. De sagtnede farten og holdt snart s lle i sagte prusten bag Jeppes ryg. Den ene blafrede Dug af manken Og dampede e er Det kåde ridt. Den anden lagde med hoppeynde sin blanke mule på skuldren blidt. Og Jeppe kløede den lodne pande og mumlede venlige hesteord – så tog han stokken beskrev i bue de grønne enge fra syd l nord.

Han maled’ åen med dybe høller og kåde hvirvler i raske løb. Da kom to spover med hidsig ﬂøjten i has gt s gende himmelfærd. Men Jeppe ﬂøjtede dem ned fra lu en og bød dem lande ved engens kær. Og der kom hejrer Og bekkasiner. Mens svaler kredsede I vilter leg om Jeppes hoved og snappede e er hver dansemyg, alt mens solen steg. Og højt på himlen sanglærker kvidred’ om vejr og vind og om rug i dræ mens havren ringled’ med bjældeklange

og somren smiled’ l folk og fæ. En kry fasankok med et par hunner kom frem af kra et og viste er. Mens Mikkel Ræv her på morgenrunden tog kort bes k før den lunted’ nær. På åens ﬂade seks ænder bruste og vuggede ind foran Jeppes fod. Og engens køer holdt op at gumle og traskede hen der hvor Jeppe stod. Fra åens dyb kom som en fanfare en laks med glimt fra den blanke krop. Så tog den lløb ret op mod strømmen og hilste Jeppe med mæg gt hop.

Og Jeppes gæster blev ved at komme fra jord og himmel, i ﬂokkevis –

Den morgen ﬁskede jeg ikke mere men sad helt s lle ved åens sving.

er og skindklædte slog de sig ned på Karup enge l Jeppes pris.

For der var Jeppe midt i sit rige på engen grøn ved sin Karup Å.

Snart lød en lovsang fra næb og muler på fugle, heste og køer og får,

Og å og dyr sang med sommerstemmer i gylden sol under himlen blå.

mens solen bagte, insekter summed’, og haner galed’ i hver en gård. Mit grej fra tasken med ﬂuelinen og ﬁskehjulet lå spredt omkring.

GAMMEL KJÆRLIGHED Vi er bløwen nøj aaldre, Kræn Nargaard, og wor Øwn ka' e wal skimm' æ Dar', og wor Kinder er gro, og wor Hinder er blo, og vi spilder æ Mad aa æ Far', Vi er bløwen nøj stogend, Kræn Nargaard, og æ Kjæp den maa værg' for æ Bjen', og æ Vægg maa gi' Stø ', nær æ Træsko ska' fly ', og æ Furd maa ta' Wor' o æ Stjen'. Det var alln i æ Føsten, Kræn Nargaard, da war vi en bi e Graan lin', og wor Øwn de war klaa', og wor Tanker war glaa', og wor Klejmon war flunkend' og fin'. Aa, saamøj en tyt om dæ, Kræn Nargaard, nær do mødt' mæ dernied' i æ Kjar', og do løwt' mæ iland øwer Vilder og Wand for æ Engi war sjalden ret tarr'. Ka' do how', te do kyst mæ, Kræn Nargaard, en Sønde, a band' dæ di' Kled'? A ved aalle nø' Daa, a haar wot snaar saa glaa', og ino kan a græd' ved mi' Gled'. Men si' Sindlav den hwerrer, Kræn Nargaard, og wor Suel gik jo snaar for en Blaan'; for som Wand skjeller Hy — ja som Himmelens Sky, saa skjelles jen Ven fræ enaan'.

Aa, saa jenle en haar æ, Kræn Nargaard, og saa laangle æ Daw' læ' sæ slid'! Men en ta'r jo si' Torn, og en bærer si' Born, saalæng' en maa her gaa og strid'. — Læ' wos saa komm' te Stumlen, Kræn Nargaard, og forglemm', hwad der e ka' vær' alln! — Ka' do skimm', om æ Hyld' ino stor med si' Fyld', for de sejer, æ Blaad' ska' vær' fald'n. Digtet ”Gammel Kærlighed”, som også bærer tlen ”Kræn Nargaard”, er fra 1905. Det er med i ”Rugens sange” fra 1906 og er et centralt digt i Jeppe Aakjærs produk on af rene dialektdigte. Digtet indgår som en sang i fortællingen ”Paa A ægt” fra 1907, en anvendelse der skal uddybes senere. ”Gammel Kærlighed” er formet som en dialog mellem en gammel mand og en gammel kvinde, hvor det er kvinden der har ordet. Manden, Kræn Nargaard, er tavs, men alligevel stærkt l stede, fordi kvinden hele den drager ham ind, med sine ord trækker ham nær, sådan at man stærkt fornemmer hans ly en og nærvær. Som det fremgår af sidste strofe er det e erår - for de to i mere end en forstand. De har mødt hinanden igen e er lang d og sidder på en bænk, hvor samtalen eller snarere monologen ﬁnder sted. I de sidste linjer rejser de sig med kvindens opfordring l trods alt at komme videre på en gang vemodigt og skæbnehengivent: Læ wos saa komm t Stumlen, Kræn Nargaard, og forglemm, hwad der e ka vær alln! Digtet skildrer et kærlighedsforhold som aldrig blev helt foldet ud, men som har sat sig dybe spor i to menneskers liv, i hvert fald helt tydeligt hos den talende 28

kvinde. Den er skildret med blufærdigt vemod og varme. Sam dig opridses i små, betydningsbærende træk et livsforløb. I digtets første strofe beskrives de tos lstand som ældre. Man fornemmer at de ikke har set hinanden i mange år, og kvinden gør en slags status ved at fremdrage de små hverdagstræk der viser alderens konsekvenser. ”Vi er bløwen nøj aaldre, Kræn Nargaard, og wor Øwn ka e wal skimm æ Dar, I rammende detaljer skildres de fysiske be ngelser ved alderdomme. Man spilder maden, falder sammen, må bruge stok ”og Vægg maa gi Stø , nær æ Træsko ska ﬂy , og æ Furd maa ta Wor o æ Stjen. Det leder kvindens tanker på hvordan det var engang. Dengang de mødtes, da deres ”Øwn de war klaa, og wor Tanker war glaa,..” De små begivenheder og ldragelser, der ﬁk hendes kærlighed l at gro, står endnu klare i hendes erindring som højdepunkter i hendes lværelse: Da de mødtes i kærene, og han bar hende tørskoet over den våde eng, da han kyssede hende en søndag, hvor hun bandt hans tørklæde. Minderne træder så stærkt frem for hende at følelserne, der ellers blufærdigt er holdt i ave tager over i udbruddet: A ved aalle nø Daa, a haar wot snaar saa glaa, og ino ka a græd ve mi Glæd. Om det brud, der kom mellem dem, siger hun ganske nøgternt at man jo ski er sind. Men da hun nærmere skal bere e om bruddet og de stærke følelser der forbundet dermed, må hun bruge billeder for at tydeliggøre. Karakteris sk nok billeder der er hentet fra hendes hverdag i den nærmeste virkelighed. ”.. og Wor sol gik jo snaar for en Blaan” er en almen metafor, mens ”.. som Wand skjeller 29

hy… saa skjelles jen ven fræ enaan” er meget stærkere i sit udtryk, hentet som det er lige ud af hverdagen. En tot hø smidt i strømmende vand skilles i enkeltstrå, der hver for sig driver bort med vandets bevægelser. Et forhold opløses og den enkelte forsvinder i sit eget forløb. Det virker som om kvindens møde med sin fordums kæreste giver hende lejlighed l at sammenfa e sin lværelse, hvor kærligheden l Kræn har levet sit eget skjulte liv, aldrig været helt væk. Trængslerne er sammenfa et i begyndelsen af sidste strofe hvor hun bekender sin ensomhed og sin træthed af lværelse. Men sam dig tager hun lværelsen på sig som den er budt hende: ”Men

en tager jo si Torn, og en bærer jo si Born, saalæng en maa her gaa og strid.” E er kvindens opfordring l at komme på benene og at inds lle sig på lværelsens vilkår, slu er digtet med en iag agelse der både peger udad og indad. I fælles anstrengelse prøver de to gamle at se om hylden har blade endnu, om der stadig er vækst, eller om det sidste løv er faldet. Jeppe Aakjær anvender dialekt på forskellig vis, o e sammen med normaldansk for givedigte og fortællinger lokalkolorit og atmosfære. ”Gammel Kærlighed” er ren dialekt hele vejen igennem med stor respekt for hverdagssproget og dets mange nuancer i udtryk og betoninger. Der er en gennemgående melankoli som holdes i tømme og ikke glider over i det sen mentale. Der er stærke følelser på spil, som gennemgående ikke udbasuneres, men underdrives og måske derfor er endnu stærkere l stede. Et træk som dialekten l fulde understø er. Denne særlige tone og de e særlige følelsesleje svækkes betydeligt i en omskrivning l normaldansk. Ægtheden i digtet er fuldt og helt forbundet med dialekten.

PAA AFTÆGT Som nævnt indgår digtet ”Gammel Kærlighed” i fortællingen ”Paa A ægt”, hvor det har en central placering. 30

Sangen synges i dramaets epilog, hvor en af hovedpersonerne Edel sidder alene på bænken foran a ægtsboligen. Jeppe Aakjær bruger t sange – gerne sine egne - i sine stykker og i sine fortællinger. De har forskellige funk oner eksempelvis som pauser i handlingen, hvor sangens mo v så får lov l at folde sig ud som et selvstændigt indslag f.eks. ”Per Søwren” i ”Livet på Hegnsgård”. Eller en sang kan understrege og styrke en handlings budskab som ”Husmandssangen” i ”Ulvens søn”. I ”Paa A ægt” sammenfa er ”Gammel Kærlighed” de centrale mo ver i stykket. Edel synger egentlig sangen for den døde Jens Chris an. Det var en sang han holdt meget af, og den er med l at mane ham frem bl.a. ved sin dialogramme. I digtet i sig selv drejer det sig om et kærlighedsforhold, der ikke får mulighed for at folde sig ud i et samliv, men l stadighed har været l stede i jegets sind. I Edels lfælde fremmaner hun gennem i sin brug af sangen i stykket - udover deres svundne ungdom, alderdommens gebrækkeligheder og livets byrder også den kærlighed der har foldet sig ud og været grundtonen i Edels og Jens Chris ans liv. Knud Kramshøj 6. februar 2016

Bondevise Af Knud Kramshøj Bondevise Jeg lagde min Gaard i den rygende Blæst, hvor Bakken hun skraaner mod Sønder, hvor Græsset gror højt om min skæggede Hest, hvor Viberne ruger, og Lærken er Gjæst 5for Lærker er, hvor der er Bønder. Dér spæ es min Ager hver evige Vaar af alle de friskeste Blommer, og Vinden den stryger min Rug ad dens Haar, og Dræet det hvirvler som Røg om min Gaard, 10og Bierne surrer om Sommer. Der vader de Kvier i blankeste Strand, mens sirligt de lø er paa Halen, og Tøsen hun lokker og kalder fra Land, og Solen dén glimter i Mælk og i Spand, 15og Byggen den skyder en Alen. Der rinder de Dage i Sommer og Tø med alt, som den Bonde maa gjøre; for Føllet vil klappes og Faaret ha' Hø, Smaaspurve fra Taget mig fri er om Frø, 20og Grisen vil klø's bag sit Øre.

Her har jeg min Lykke, her har jeg mit Hjem, her har jeg mit Kald og min Kvinde; har Ploven og Ageren træ et hvert Lem, tyst glimter et Skjær mellem Pilene frem; da tænder hun Lyset derinde. Der gaar som en varmende Strøm i mit Sind ved Arnelysenes Kalden; hjem nikker mit Spand i den krydrede Vind; hos hende jeg sæ er l Skiven mig ind, mens Øgene gumler i Stalden.

Her har vi en bonde stru ende af selvbevidsthed og ak vitet midt i sin verden. Der er en nybyggerstolthed l stede hos en mand, der viljefast lagde sin gård, hvor han syntes den skulle være. Som trodsede vind og vejr for at ﬁnde den re e placering med fuld åbenhed mod solen. Der lever han med den vilde og dyrkede natur i frodig harmoni. Digtet bugner af grøde og overﬂod. Græsset gror om kap med hestens skæg. Alt synes at være l og blomstre l bondens ære, som en hyldest l ham og hans virke. Selv de vilde fugle synes at mærke den kra , der udgår fra ham og ruger i hans nærhed … og Lærken er gæst, For lærker er, hvor der er Bønder.

I sin skildring af bonden og bondens væsen ser Jeppe Aakjær ham i en fundamentalt anden sammenhæng end eksempelvis molbohistoriernes bonde eller Holbergs Jeppe for den sags skyld. Jeget i Bondevise er langt fra Holbergs Jeppes egen karakteris k af bonden: ”jeg veed jo, at jeg er en fa g Bonde, en Træl, en Slyngel, en Hanrei, en sulten Luus, en Maddike, en Carnalie;” som han fremfører under re ergangen i Jeppe på Bjerget i et opportunis sk forsøg på at formilde autoriteterne. Men bonden er også langt fra den nedslidte, forarmede landmand der slås med terminerne og er i kamp for det daglige brød. Den bonde man møder i romanerne og en del digte, hvor vreden over de eksisten elle og sociale vilkår er fremherskende. Der er hverken noget underdanigt eller modsat noget oprørsk over Jeppe Aakjærs bonde i Bondevise. Han er ikke i tvivl om sit eget værd eller sin mission i lværelse. I seks strofer skildres han samvirke med naturen, som ud folder sig i frugtbar gensidighed, der ikke blot fremmer afgrøde og ny e, men også lader det smukke få plads. De ”friskeste blomster” giver ham glæde hvert år. Og vindens kræ er, som får dræet l at hvirvle ”som Røg om min Gaard”, skildres sam dig som kærtegn, der sæ er gang i dræet. De daglige gøremål ses i glimt. Når pigen kalder køerne ind fra vandet l malkning og ”Solen den glimter i Mælk og i Spand… ”. Det er ikke den barske, slidsomme gerning der trækkes frem, men bondens eget gavmilde og kærlige sindelag, som

folder sig ud over for husdyr – ”Føllet vil klappes og Faaret ha’ hø.”- såvel som for uny ge skabninger som ”Smaaspurve”. Centralt i denne frodige verden står kvinden. Ikke blot som den, der tænder lyset for ham, når han er på vej hjem fra marken med sine heste, men i selve landskabet - som Jeppe Aakjær andet steds benævner ”saa kvindelig vegt og blødt i Formerne” er hun lstede hvor ”Bakken hun skråner mod Sønder”. Bonden siger sammenfa ende om sin lværelse og sit sted på jorden i næstsidste strofe: Her har jeg min Lykke, her har jeg mig Hjem, her har jeg mit Kald og min kvinde; Det er hende, der i mere end en forstand tænder lyset for ham og i ham. Teksten fremhæver hendes rolle ved at kursivere hun og hende, og hans lykkefølelse kulminerer, når han sæ er sig hos hende ved bordet i bekræ ende omgivelser. Den kærlighed, der strømmer igennem ham, udfolder sig i deres forhold og favner hele den lille bedri og dens omgivelser. Jeppe Aakjær bruger velovervejet ordet ”kald” om bondens gerning. Ordets lidt høj delige klang indebærer lidt mere end blot og bar arbejde. Han er blevet betroet en opgave, som kræver mere end korporligt slid: han skal forvalte jorden med de forpligtelser og det ansvar, det også indebærer.

Umiddelbart kunne digtet tage sig som en gedigen gang vadmelsidyl, langt fra den rå realisme og sociale vrede, der er herskende i store dele af forfa erskabet. Vadmelsidyllen er for mange et fortroligt sted at tage ophold i forfa erskabet,

det er der, hvor man al d vender l lbage l hestevognskørsel og sensommersol og synger de samme sange hver gang. Men Jeppe Aakjær vil noget mere og andet end idyl – det vil han som regel. Han slår en munter tone an ved at vælge visen i stedet for sangen. Men visen rækker ud over det muntre og selvfølgelige. Det han prøver her, er at komme tæt på bondekulturens inderste væsen, der hvor kærligheden l jord, dyr og vækst vokser frem. I den forbindelse har han mange gange i sit forfa erskab søgt at indkredse det ideelle landbrug, ikke mindst i sine foredrag og ar kler. Ikke overraskende – da det nu er husmænd han taler l - er det familiebruget, der har hans bevågenhed. I en tale fra 1916 Frem dens Bondehjem fastslår Jeppe Aakjær lige ud: ”Det ideale Bondehjem, det er i mine Øjne det, som ejes af den Husmand, der har 10 á 15 tdr. god Muldland...” Han afviser ”jordpugerne”, som han kalder dem, godsejerne, fordi de knap kender en spade eller deres egne besiddelser, men giver sulteløn l dem, der arbejder der, og som l gengæld ikke ejer noget. Gårdmændene er ikke meget bedre s llet, fordi de slår for stort brød op: ”Gaardmanden er… en Mand, der er blevet lø et af sine Hængsler og ikke kan komme på dem igen.” Han ender som arbejdsgiver, som ”ender med at se en endtlig Magt i sine egne Tjenestefolk.” Endelig tager Jeppe Aakjær afstand l det ra onelle Landbrug, et modebegreb i den, bl.a. fordi den mulige arbejdskra er fordrevet l byerne eller udlandet.

Det overskuelige familiebrug er at foretrække: ”Mand og Hustru i trofast Arbejde paa den samme Ager”. Det helt centrale mål for Jeppe Aakjær er at ﬁnde vej l arbejdsglæden, der er grokra en både for bonden selv og hans gerning. I sammenhæng med gårdens størrelse hører med som basis for arbejdsglæden overskueligheden i mandskab, arbejdsgang og ikke mindst ordentlighed. I sin søgen henviser han – med en god por on nostalgi – l ”den gamle bonde” og hans kultur, som han bringer på bane i foredraget ”Livet og Poesien” fra 1909. Her ses bort fra slid, misvækst, armod m.m, i stedet ﬁnder Jeppe Aakjær elementer af værdi. Den gamle bondes ordentlighed og respekt for arbejdet gjorde, at ”Han havde en virkelig æste sk Glæde af sin Gjerning, der bragte ham ikke blot en fysisk, men ogsaa en aandelig, en intellektuel Lykkefølelse.” Videre hedder det om den gamle bonde: ” – han var i Virkeligheden et gjennempoe sk Gemyt, hvis Sjæl og Syn og hele Livsopfa else var præget i den stærkeste Grad af hele Naturlivets evige Vexlen og Mys k.” Det poe ske består bl.a. i, at bonden lever med livets og naturens pulserende rytme. Både den i ham selv, men også den i Bækkens Rislen, i Sommerkornets Sus, i Droslens Sang og med pulsen i det daglige virke, den rytme der skal l for at få ”Skred i Arbejdet.” Et illustra vt eksempel på de e giver han i digtet ”Høstvise”, hvor selve arbejdets puls og digtets rytme hænger sammen. Jeppe Aakjærs ”gamle bonde” er et idealbillede i forhold l de bondeskikkelser, han i øvrigt skildrer i sin realis ske del af forfa erskabet. Men det er heller ikke realisme Jeppe Aakjær er ude e er i sit foredrag eller i Bondevise. Han prøver ikke at skildre et slidsomt bondeliv, som det er, eller at give prak ske anvisninger på redskaber og arbejdsgange. Han søger nogle brugbare værdier l berigelse og 37

fastholdelse af den kultur han holder af. Det gør han – l dels i en nostalgisk lbageskuen l en for dsidealiseret bonde – men især, på et andet plan, i ”Bondevise”, som er en digterisk visualisering af disse indre og ydre værdier med en bonde i centrum. Man fornemmer her og andre steder i forfa erskabet en ængstelse over for en d med mange brydninger og værdiskred. Jeppe Aakjær ﬁnder det påtrængende at bevare denne særlige kultur og at være med l at bære den over i en ny d. Det gør han med en bondeskikkelse fuld af selvværd og arbejdsglæde, der med sin kvinde er virksom på sit lille brug, hvor kontakten l den bredeste natur er størst mulig.

Men ”Bondevise” siger også i videre forstand noget alment og næsten my sk om det at være bonde og om det særlige natursyn, der gælder for agerdyrkeren og hans forhold l jord og husdyr. Noget summarisk kunne man skelne mellem tre forskellige former for natursyn: et indiansk, kendt fra indianske myter og fores llinger, hvor mennesket bogstavelig talt er en del af den natur han lever i. Indianeren sidder på jorden, den er en del af ham, der er ingen markant skelnen mellem ham og den omgivende natur. Et andet natursyn, og det vi er mest fortrolige med i vor d, bygger på en fores lling om naturen som objekt, som noget uden for os, som noget vi kan bruge, præge, forvandle, bearbejde så at sige forme i vores eget billede. Det natursyn er i vore dage udsat for voldsom kri k, fordi vi med vores livsform og vores forståelse forringer og nedbryder de forskellige økosystemer, skaber vækst- og klimakriser.

I en tredje form for natursyn indgår mennesket i et samarbejde med naturen, i en symbiose, et fælles liv l indbyrdes gavn. Man kunne tale om et ældgammelt syn på bonden som den, der udvikler jordens muligheder, frigør værdier i et gensidigt a ængighedsforhold. Det er dens livsform og kultur Jeppe Aakjær lader træde frem i ”Bondevise”, og hvor både den dyrkede og udyrkede natur indgår i bondens livsrytme. Hjemstavnen er det naturlige udgangspunkt, men perspek verne sprænger rammerne for det na onale og lokale – det er bondelivet l alle der og alle steder. Den universelle bonde – midt i sin verden. Oktober 2016

Jeppe Aakjær: Havren Af Knud Kramshøj Havren Jeg er Havren. Jeg har Bjælder paa, mer end tyve, tror jeg, paa hvert Straa. Bonden kalder dem for mine Fold. Gud velsigne ham, den Bondeknold! Jeg blev saaet, mens glade Lærker sang over grønne Banker Dagen lang; Humlen brumled dybt sin Melodi, og et Ryleﬂøjt gled ind deri. Viben ﬂøj om Brak og Pløjemand og slog Kryds for baade Plov og Spand. Kryds slog Bonden ogsaa over mig for at gi' mig Helse med paa Vej. Mens i Dug jeg groede Fod for Fod, groede Sangen sammen med min Rod; den, som ydmyg lægger Øret l, hører Lærkens Triller i mit Spil. Det kan kolde Hjærner ej forstaa Jeg er Lærkesangen paa et Straa, Livets Rytme døbt i Sommerdræ, mer end Gumlekost for Øg og Fæ.

Søndenvinden, o! han har mig kjær; derfor kan han aldrig la' mig vær', smyger sig med Hvisken l mig ind nu ved højre, nu ved venstre Kind. Naar han puster paa min gule Top, maa jeg vugge med ham ned og op, ind l alle mine Bjælder gaar, som naar gyldne Hamre sammen slaar. Juniregnen gjorde myg min Muld, Julisolen gav mig af sit Guld, Sundhed risler mig i Top og Ska . Det er derfra Plagen har sin Kra . Jeg er Ven med Dug og Grødevejr, Ven med Landets lyse Bøgetræer, Ven med al den danske Sæd, som gror øst for Hav som vest for Sund og Fjord. Jeg faar Solens sidste lange Blink, før den dukker ned bag gullig Brink, og naar A enklokken ringer Fred, staar jeg paa min Taa og ringler med. Jeg skal ringle Barnet l dets Seng, ringle Taagen op af Sump og Eng, ringle Freden over Hjemmet ind, ringle Bønnen frem i fromme Sind.

Jeg er Havren. Mine Bjælder gaar over lyse Vange Aar for Aar, ringler om, hvor Sang og Kjærve gror herligt sammen paa den danske Jord.

Tænk hvis jeg var... I digtning leges gerne med synsvinkel og iden tet, sådan at verden kan anskues i et andet perspek v end det vante, gerne et væsensfremmed udgangspunkt, ernt fra det sociale rum og det adfærdsmønster der er det forventede. Det kan være at erne sig fra et menneskeligt udgangspunkt og gøre sig l et med dyr eller ng. Det kunstneriske kneb kendes mange steder fra, måske allermest fra børneli eratur, hvor menneskeliggørelse af ngs- og dyreverdenen i eventyr og fortællinger har været en foretrukket vej l at få børn l at forstå, måske især de voksnes verden. Blandt andre er Walt Disneys tegneserier og film måske de mest oplagte og aktuelle eksempler på den slags fik on for børn. En sublim kunstner på det felt er naturligvis H.C. Andersen som med sine eventyr og historier har skabt sit helt eget univers af menneskeliggjorte ng. I personificeringen giver kunstneren ngene eller dyrene menneskelige egenskaber og går nogle gange så vidt som at typificere dem eller give dem individuel karakter – som tænkende, talende og normgivende individer. En anden vej at gå er at lade ng og dyr tænke og udtrykke sig, men at fastholde den erfaringsverden og de egenskaber som i øvrigt hører genstande eller væsener l. I 1950erne var der en populær slager som i den danske oversæ else af Arvid Müller hed ”Tænk hvis jeg var.”: 42

1 Tænk, hvis jeg var – en vildvin på din mur! Tænk, hvis jeg var en vildvin på din mur! Var jeg en vildvin på din mur, så krøb jeg op l dit jomfrubur! Tænk, hvis jeg var – en vildvin på din mur! Ho – hej – did’lum – da – dej! Ønskedrøm og drømmeleg! Ho – hej – did’lum – da – dej! Har du også drømme, li’som jeg? Den forelskede ungersvend synger sig igennem 8 strofer l ski ende iden teter for at gøre opmærksom på sig selv. Han er eksempelvis ”et perlende glas vin”, ”en stribe måneskin”, ”en bærepind med bånd” alt sammen for at komme den elskede så nær som overhovedet muligt. Tonen i sangen er humoris sk. Der leges muntert med iden teterne, som med hver drøm og hvert forsøg på at komme den elskende nær tager sine særlige egenskaber i anvendelse - i fantasien. Hvis han var et perlende glas vin ”så varmed’ jeg dig l du blev min” eller en stribe måneskin kunne kysse hende ”på mund og kind”. ”En bærepind med bånd” ville give hende mulighed for at holde ham ”i den hule hånd”. Tænk hvis han var et eller andet der kunne være hende l behag, åbne vejen l hendes kærlighed.

Denne syng-med-sang leger med iden ﬁka onen med et glimt i øjet. Det er ”ønskedrøm og drømmeleg” som kendes både fra børns verden og voksenverdenen: Tænk hvis jeg var….

Fuld af humor og yderst konsekvent i legen med iden ﬁka on er digteren Palle Jessen i digtet ”Tøjklemmen” fra digtsamlingen ”Skæv dans på hårde ringe” fra 1961.

Tøjklemmen En trøje, en skjorte, en sok i munden hvis ikke et tov, kedsommeligt, gråt som tørv på tungen. Kan gøre sin pligt et år eller så. Smut, skejer ud med et vrik går fra biddet som alle de andre. Falder. Ligger på jorden i to. Een som er nøgen og een med musklen jernhårdt i kvælertag om halsen.

Digtet viser hvordan en tøjklemme lever og handler med de egenskaber og de evner en tøjklemme nu engang har. Og der bere es om dens korte liv - også en tøjklemme har en skæbne. Med den sanser vi hvordan det er at hænge med f.eks. en ”sok i munden”, at have et job der smager ”som tørv på tungen”.

Digtet leger med fores llinger og ord fra menneskeverdenen i lidt skæve formuleringer: Tøjklemmen ”skejer ud med et vrik”, ”går fra biddet som alle andre”. Digtet overskrider e erhånden sine tøjklemmegrænser, dens skæbne bliver undervejs også menneskevilkår med trivielle jobs og pligter og et kort liv - i klemmens lfælde ”et år eller så”. Så ligger klemmen og vi på jorden spli ede og kvalt i vor spænde(trøje).

At mo vet også kan have alvorlige perspek ver i sin drøm om at slippe for sit jeg og træde ind i en anden iden tet og et andet socialt rum, ses i Frank Jægers kendte og meget citerede ” Være - digt.

Være-digtet O at være en Høne, ingen kan ﬁnde, hvor er. Gemme sig dybt i en Have, pikke et rødhudet Bær. O at være en Tøjhund, kysse en blankøjet Dreng, bo i hans venlige Arme, sove sig mæt i hans Seng. O at være et æble, svulme i rigdom og Mag. Suge begærligt i S lken, slippe en Sensommerdag. O at være en Stodder stedt paa den regnvaade Vej. Ensom, fordrukken og sølle. Saadan en Stodder er jeg.

Indledningen opfa es og citeres o e med fremhævelse af den lsyneladende komisk/pate ske formulering ”O, at være en høne”. Men digtet er dybt melankolsk i sin drøm om en enkel lværelsesform, at finde den indre ro, at være elsket, at være æble i frodighed og harmoni, modnes og fuldbyrde sin bestemmelse. Der er intet pate sk i 4.strofes ønske om at være en stodder. At være ”Ensom, fordrukken og sølle” er simpelthen ønskedrømmerens forhåndenværende vilkår, tragisk erne fra uskyldsdrømmene. Jeg er havren Munter og alvorlig er Jeppe Aakjær i sin brug af iden fika on i sit meget populære digt og ikke mindre populære sang: Havren. Munterhed præger t gengæld ikke et andet sted hvor han bruger iden fika onen, nemlig i ”Den jyske lyng”, som er et bidsk forsvar for hedens bevarelse. Præsenta onen i ”Havren” er fra begyndelsen jovial og småsnakkende. Havrestrået melder direkte ud:” Jeg er havren, jeg har bjælder på”. Så ved vi det. Strået kan ganske vist ikke huske hvor mange aks eller bjælder der er, det spørgsmål synes at være underordnet. Det er ikke mængden det drejer sig om. Det er det imidler d for bonden som anskuer havren ud fra hvor mange fold den kan give. Allerede her anslås en anden tone og et andet perspek v - i en kærlig /ironisk afvisning af bondens vurdering: Gud velsigne ham den bondeknold. Han ved ikke bedre end at vurdere havren e er indkomstmuligheder. Men havrestrået er andet og mere. Det kan det selv bere e om.

Med sine bjælder viser havren en musikalitet som en del af sit væsen og sin vækst. Den suppleres af den omgivende naturs egen musik, af de ”glade lærkers sang”, humlebiens ”brumlede” melodi og ”ryleﬂøjt”, som i harmonisk samklang akkompagnerer havrens første d og bliver en del af dens væsen og videre udfoldelse. For sammen med væksten gror sangen i havrestrået frem mod en sammenfatning af den del af dens virke, der er ”mer end gumlekost for øg og fæ”. ”Jeg er lærkesangen på et strå,” …. Havrens opvækst skildrer den selv i taknemmelighed, ikke bare på grund af den musikalske sammenhæng med andre lydgivere, men naturen i bredeste forstand yder den de bedste muligheder for udfoldelse og frodighed. Havren bliver selve ”Livets rytme, døbt i sommerdræ”. Viben og bonden lyser velsignelsen over det forberedende arbejde med ”plov og spand” og over dens sundhed. Når søndenvinden gør stormkur og kærtegner og favner den elskovsfuldt ”må jeg vugge med ham ned og op, ind l alle mine bjælder går, …” Juniregnen gør mulden blød for den, julisolen giver modning og sundhed. Havrestrået vokser midt i verden, velsignet af den omgivende natur og ikke mindst elementerne, er selv en del af den større helhed i den danske naturs – den dyrkede såvel som den udyrkede – i sammenhæng og samklang:

Jeg er ven med Dugg og Grødevejr, Ven med Landets lyse Bøgetræ’r, Ven med al den danske sæd, som gror øst for hav som vest for Sund og Fjord. Havren står i danske natur, på den danske mark og tager l sig. Og selv om den som anført ikke vil lade sig nøje med at være bondens ”fold” eller ”Gumlekost”, er den ganske stolt over at være en ny eplante der giver næring: Sundhed risler mig i top og Ska . Det er derfra Plagen har sin Kra . Men vig gere er det måske hvad den i øvrigt er, yder og betyder. Med sin legnelse gennem væksten af andre sange fra den omgivende natur og sit musikalske nærvær ringler den med a enklokken solen ned og maner med sin ringlen a enro l barn og hjem, maner a entågen frem og giver ro l bøn og fordybelse. Det er havren som formidler af naturens magiske kræ er i musik og vækst og er nærværende i menneskers livsrytme.

”Jeg er havren”. Lyder det i sidste strofe endnu engang. Nu, næsten som en fanfare. Den kra og de toner der strømmer gennem havren og lyder fra dens bjælder bliver et poe sk udtryk for alnaturens liv og energi. Det er selve vækstens sang, naturens egen stemme. Hvert år lyder den fra havrens bjælder og fortæller at sang og markernes afgrøde (kjærve) er en enhed som vokser sammen i herlighed. ”ringler om, hvor Sang og Kjærve gror herligt sammen paa den danske Jord.”

Forspil Sang og toner er andre steder hos Jeppe Aakjær på samme måde betydningsbærende elementer. Det gælder f.eks. i optakten l Rugens Sange, samlingen hvori også Havren forekommer. I Forspil som første digt i samlingen slet og ret hedder, ly er digterjeget sig ind l selve rugens sang: Jeg lægger mig i læet her ved Storrugens Rod, Jeg ly er og jeg ly er l, l det synger i mit blod; ….. Denne sang optages af digterjeget og bevæger sig gennem ham og det danske landskab. Møder undervejs og bærer med sig forskellige landskaber og steder i Danmark: de fa ge egne med lyngtag, de levende hegn, bækken, brombærhækken, kæret og den dyrkede jord. Alle disse toneelementer forenes endelig med ”Bølgesangen fra den vindrørte Fjord.” Rugens enkle sang går sammen med den udyrkede og dyrkede natur i en fælles lovsang, en hymne.

I begge digte bruger Jeppe Aakjær sangen som et poe sk udtryk for den energi og grokra der gennemstrømmer den enkelte plante og naturen som helhed. Det er budskabet. Sangen er i dobbelt forstand budskabsbringe, dels som den sang der gennemstrømmer den levende natur og dels som den der via digteren formidler budskabet l os i et digt.

Morgenvandring Adam Oehlenschlägers digt ”Morgenvandring” fra 1805 er det ikke havren der får ordet, men de vilde blomster i kornet - klinte og kornblomst - som han møder på sin morgenvandring gennem det danske landskab. Med deres lstedeværelse og deres symbolladede farver rød og blå repræsenterer de sammen med den roman ske digter mere end sig selv. De har øje for og vender sig mod det guddommelige. Som Havren klager de over bondens materialisme. For ham er de vilde blomster ”Helvedes Klint, iblandt/ Det velsignede korn.” Den eneste de form for ny e de gør for ham er at han kan blande dem i sin røgtobak. ”For resten vor Skiønhed, rød og blaae, Er hap som hip! Alt Ny gt bør giennem Munden gaae. Det er hans Princip”. Han begriber ikke storheden i Guds skaberværk, men mener at ”Munden er den nærmeste Port l Salighed. Digtet er et udtryk for Adam Oehlenschlägers ungdommelige kri k af ny emoralen, men viser sam dig en forskel i natursyn fra Jeppe Aakjær. Hos Oehlenschläger er den vilde natur er at foretrække fordi den er mere oprindelig og uberørt end den dyrkede, og tæ ere på Guds nærvær. Digteren og de vilde blomster hører sammen, fordi de helt basalt ikke er l nogen ny e, men som blomst - og poet ”hæver sit barnlige Farveskier/Kun fromt l Gud”. I skildringen gemmer sig et roman sk natursyn.

Det det gør der langt fra i Jeppe Aakjærs Havren. Det er ikke den vilde natur, der er udgangspunktet, men den dyrkede. Det et en ny eplante der har ordet og bærer budskabet. Ganske vist tager planten afstand l bondens begrænsede syn, men er dog fuldkommen bevidst om havrens sundhed, kra og rige kærve. Havren er både poesi og ny e sat i vækst af bonden og den omgivende natur, den dyrkede – og den vilde. Der er intet overordnet guddommeligt der gennemstrømmer Jeppe Aakjærs natur i de to digte og viser vej l en anden ophøjet verden. Alnaturen er som den er - gennemstrømmet af grokra og energi. Tanken kan ses i forlængelse af hans Credo eller Den gud jeg beder l (1895), hvor han ikke viger uden om at bruge gudsbegrebet, men netop lader det være et med alnaturen ”i (en) aldrig rokket tro paa dig/ Naturens stærke Gud.” Oktober 2016

FAKTASIDE OM AAKJÆRSELSKABET “AAKJÆRSELSKABET” Aakjærselskabet er en folkelig og kulturel sammenslutning for alle, der interesserer sig for mennesket Jeppe Aakjær, hans forfa erskab, hans omfa ende folkeoplysende indsats i samden og hans kulturelle e ermæle. Selskabet blev s et den 21. januar 1980, i halvtredsåret for Jeppe Aakjærs død.

SELSKABETS FORMÅL: Selskabets formål er at bidrage l og koordinere forskningen og at fremme undervisningen i Jeppe Aakjærs forfa erskab, at forestå og medvirke ved udgivelsen af forfa erskabet, og at bidrage l varetagelsen og formidlingen af de l forfa erskabet og Aakjærs Kunstnerhjem – Jenles kny ede kulturværdier (Se § 8,2). Selskabet bemyndiges l at uddele en årlig Aakjærpris.

OPLYSNINGER OM NÆLDEBLADET ”Nældebladet” er tlen på Jeppe Aakjærs dsskri , som han sendte i lu en som helt ung i

landsbyen Åkjær, hvor han var født og opvokset. Her i 2016 har vi taget tlen l os, og har et stort ønske om at skabe et elektronisk dsskri , der emnemæssigt handler om Aakjærs forfa erskab, Nanna, Solvejg og Esbens kunstneriske liv. De forfa ere, der har ha stor berøringsﬂade med Aakjær – både for dige og nu dige, vil også ﬁnde plads i e- dsskri ets spalter. Desuden vil e-bladet også behandle mere teore ske ar kler om museumsdidak k, skoletjenesten, Vestlim ordens historie o.l. Nældebladet er nu automa seret. Du kan abonnere, når du vil ved at bruge et formark, som er på forsiden af hjemmesiden h p://aakjaerselskabet.dk/medlem/posten.html Når du udfylder felterne og trykker på [SEND] kommer der en mail i din mailboks. Fra denne mail kan du ak vere mailen. Det er altså dig som ejer af mailadressen, der styrer hele processen. Når du melder dig ind i Aakjærselskabet indmelder vi dig, men du skal selv acceptere. Når du modtager Nældebladet fra Aakjærselskabet, har du selv accepteret, at du er på selskabets mailliste. Hvis du ski er mailadresse, navn eller får nyt postnummer kan du ændre oplysningerne ved at trykke på linjen: Opdatere dine informa oner her Hvis du gerne vil AFMELDE Aakjærselskabets NYHEDSMAIL—så trykker du bare på Afmeld nederst på Nyhedsbrevets side!