Realtime novelle

Realtime-novelle

Af Caroline Ørsum Klokken er 18:01, da Katinka rejser sig fra sofaen og går ud for at smøre sig en sandwich med den hjemmelavede hønsesalat, hun fik af sin mor. Men da hun åbner køleskabet, er bøtten væk. På dens plads ligger i stedet en hotdog. Katinka samler hotdoggen op. Den var der ikke, da hun kom hjem for lidt siden, det er hun sikker på.

Den ristede duft gør hende ør. Der har ikke ligget svin i Katinkas køleskab, siden hendes far, svineavleren, blev kørt ned af en grisetransport og døde for 12 år siden, Katinka har ikke spist en hotdog i al den tid. Hun går ind til Jakob i værkstedet. ”Er det dig, der har lagt en hotdog i køleskabet og spist min hønsesalat?” siger hun.

Jakob ser forundret op fra sit arbejdsbord. Bordpladen er helt dækket med værktøj, planer og dingenoter. ”Det kunne jeg da aldrig finde på,” siger han.

Katinka skæver hen til maskinen i midten af rummet. Hvis det virkelig passer, at det er en tørretumbler, han bygger, så synes hun, den bliver lidt stor. Tilbage i køkkenet står hun og betragter hotdoggen på bordet. Hun mærker på den, den føles stadig en lille smule varm.

Klokken 18:13 har Henning ventet i nøjagtig fem timer med sit gevær ved rævegraven. I morges lykkedes det ham endelig at finde den i skovbrynet bag haven. Det var den store plettede høne, der først forsvandt i sidste uge. I onsdags var begge de laksefarvede så også væk. Henning havde meldt sig syg på arbejde, havde ringet til sin chef og hostet meget slemt. Men selv om han havde brugt hele dagen på at grave hegnet omkring hønsegården dybere ned, var præmiehanen, han havde haft med på udstilling så sent som i sidste måned, her til morgen også borte. Og det mærkeligste: Ingen fjer spredt ud over græsplænen, ingen synlige tegn på indbrud i hønsegården.

Skal Henning være helt ærlig, så fatter han ikke, hvordan den gør det. Nu sidder han her, kaffen i termokanden er drukket, og hans venstre ben er begyndt at sove, han rykker sig en smule længere frem på campingtaburetten. Hans blik er stift rettet mod rævegraven. ”Nå, Buster,” siger han og klapper sin sorte hund. ”Nu dukker den møgræv snart op, tror du ikke?”

Et øjeblik er han næsten sikker på, at han hører hunden sukke.

1

Klokken er 18:34, da Emma tjekker tiden på sin mobiltelefon for fjerde gang. Hun kan ikke forstå, hvor tandlægen bliver af. Aldrig så meget som et minut for længe har han ladet hende sidde i venteværelset, når hun har besøgt hans klinik. Hans punktlighed er en af de ting, hun godt kan lide ved ham. Dét og så hans flammende kobberrøde skæg, der nok er grunden til, at hun med det samme sagde ja til en date.

Nu sidder hun her på caféen, der er fyldt med folk, der ser glade ud. ”Danmark mangler bjerge,” siger kvinden ved nabobordet, mens hun fægter med kniv og gaffel. Hun har en rød sweater på. Manden, hun taler til, er skaldet. ”Jeg har så svært ved at fungere uden en lille smule sneklædte tinder eller i det mindste en form for bakkedrag i mit liv.”

Emma kaster et blik ud af vinduet. Ude på gaden rider en enarmet kvinde på en hest forbi. Hun ser ned på sin telefon. 18:36. Måske er han hos guldsmeden? Måske er han lige nu ved at få gammelt tandlægeguld smeltet om til en ring? Tanken går i stykker, mens hun tænker den. Aldrig i sin vildeste fantasi havde hun forestillet sig, at William måske ikke var til at stole på. ”Den kommer ikke.”

Henning er ved at falde ned af campingstolen, så overrasket er han. Han stirrer ned på sin hund. ”Hvad siger du?” stammer han. ”Ja, ræven, selvfølgelig.” Buster lyder en lille smule irriteret, synes Henning. ”Den kommer jo ikke, så længe vi sidder lige her, den kan sgu da lugte os.”

Henning er blevet tør i munden. Der er noget skummelt ved hele situationen, han vidste det jo, og nu er der meget, han gerne vil spørge Buster om. For eksempel om han har kunnet tale i alle de seks år, de har kendt hinanden? Har han ligget hjemme i sofaen og bare holdt kæft i al den tid? ”Mon ikke den kommer op, når den bliver sulten,” er det eneste, han får sagt.

Der kommer en lyd fra Buster, der lyder som et hånligt fnis. Tusmørket har sænket sig i skoven nu, og uden sine briller, som han har glemt derhjemme, har Henning ærligt talt lidt svært ved at se. Det pusler i træet over ham, han sigter og skyder.

Skuddet ekkoer gennem skoven, og da han ser sig om efter Buster, er han løbet væk.

Henning bander. Men så sker det. Det knaser i skovbunden bag ham, Henning vender sig om. Han står ansigt til ansigt med den største ræv, han nogensinde har set, og han peger geværet mod det enorme, rødpelsede dyr, parat til at skyde.

Klokken er 18:37, da William beslutter at skyde genvej ind gennem skoven for ikke at komme mere for sent til sin date med Emma, end han i forvejen er på vej til. Luften er kold, så han trækker sin nye hue i hvid polarræv helt ned over ørerne. En høj lyd i nærheden får det til at give et sæt i ham, og så, kort efter, én til, det lød da som

2

skud? Nogen kommer spænende mod ham på stien. ”Han er sindssyg!” råber fyren. ”Løb!”

William ser ikke andre muligheder end at gøre, som der bliver sagt. De løber og standser ikke, før de er nået ud på den anden side af det lille stykke skov. Det er her, stranden begynder. Og først her lægger William rigtigt mærke til kostumet, som fyren har på. Rød og hvid pels, spidse ører og en busket hale. Det er en rævedragt.

Rævefyren ler, hans latter er dyb og rungende. ”Kæft, mand, jeg var så tæt på at blive ramt,” siger han. William nikker, han er stadig forpustet, rækker ned i sin lomme, mobilen er væk, han må have tabt den. Hvordan skal han nu give Emma besked om, hvor han bliver af? Nogle kviste knækker i buskadset, nogen kommer mod dem. William misser med øjnene. Kan det virkelig være rigtigt, det, han ser?

Emma har drukket sin cola. Hun har ringet til William, der ikke tager sin telefon, og set manden og kvinden ved nabobordet spise, og hun har siddet og tænkt på den hindbærroulade, hun vil bage på søndag, når hendes veninde har fødselsdag. Flødeskum skal der i, og hindbær, selvfølgelig, og chokolade. Masser af chokolade. Hun rejser sig og tager jakken på. William dukker ikke op, det er hun sikker på nu, og hvis hun skynder sig op til toget, kan hun nå hjem inden 19.30, hvor Slikland ved stationen lukker. Ved bordet ved siden af er der tydeligvis opstået en eller anden form for situation. ”Gider du måske prøve at kikke under bordet?” siger tjeneren til den skaldede mand, der bøjer sig ned og ryster på hovedet, da han kommer op igen.

Kvinden slår ud med armene. ”Ja, jeg beklager,” siger hun. ”Men jeg fatter altså simpelthen ikke, hvor jeg kan have lagt den gaffel.”

Katinka står stadig ved køkkenbordet og glor på hotdoggen. Den ser ud, som en hotdog nu ser ud. Hun kaster et blik op på uret, 18:58, og så et blik ud af vinduet. Derude i køkkenhaven går Mulle, hendes kælegris, og roder i jorden. Hvad ville Mulle ikke tænke, hvis hun nu spiste hotdoggen? På den anden side, hvad Mulle ikke ved, har Mulle ikke ondt af. Forsigtigt, helt forsigtigt, tager Katinka en ganske lille bid.

Smagen af røget og stegt gris smelter på hendes tungespids. Hun har ikke fået noget at spise siden sin fladmaste madpakke til frokost. Fristelsen er for stor. Katinka tager en ordentlig bid af hotdoggen og så én til. Hun kan mærke, hvordan det begynder at summe og knitre i hele hendes krop. Hun tygger hurtigt og sultent. En mellemting mellem et hik og et grynt slipper ud af hendes mund. Hun drikker en slurk vand fra hanen. Propper så den sidste, lille bid af den nu næsten kolde hotdog i munden. Katinka grynter igen, højlydt. Og i værkstedet inde ved siden af vover Jakob

3

for første gang at trykke på den grønne knap og kan måbende konstatere, at det endelig er lykkedes ham at opfinde maskinen, der kan lægge dinosaurusæg. ”Jeg vil godt i Zoo,” siger den lille dreng over for Emma til sin far. ”Det er aften,” siger faren. ”Så kan man ikke komme i Zoo, det kan man desværre kun om dagen.”

Toget holder, og en mand kommer dinglende ind, han har gråt skæg og en jakke, der lugter, som om den trænger til at blive vasket, da han sætter sig ved siden af Emma og begynder at snakke. ”Jeg har rejst i hele verden. Ved du, hvad der er virkelig irriterende ved toldere? De stempler altid midt på siden i passet. Lige midt på, så der kun er plads til ét stempel, hvad skal det gøre godt for?” ”Ja, det virker fjollet,” siger Emma og rejser sig. Hun skal af, og det skal faren og drengen også. Da hun står i mellemgangen, ser hun kvinden med den røde sweater fra caféen inde i den næste vogn. Kvinden holder gaflen i hånden. Hendes øjne glimter, som om hun har fundet en helt særlig skat. ”Hvad laver dyrene så om natten?” hører Emma den lille dreng sige til sin far. ”Øh, om natten,” siger faren. ”Jamen, om natten laver de ballade.”

De er ikke unge, men heller ikke gamle. De er faktisk svære at aldersbestemme, tænker William, mens han følger efter fyren i rævedragten og hans venner, ridderen og den blå tiger. Ridderen er lidt tyk. Robåden, der ligger i vandkanten, gynger, da han sætter sig op. Tigerens dragt ser lidt hjemmefarvet ud, så måske har tigeren været helt almindeligt orange engang. ”Hvor var det helt præcist, at vi skulle hen?” siger William, mens ridderen ror dem ud på havet. Ræven og den blå tiger griner bare ad ham. ”Hvad har du i den dér?” Ræven nikker mod bøtten, tigeren har under armen. ”Hønsesalat,” siger den blå tiger. Han hiver en ske op af lommen, åbner bøtten og begynder at spise. ”Det er vildt godt, skal I ikke smage?” ”Altså, hvor har du stjålet det lort henne? Sagde jeg ikke til dig, at jeg bare gerne ville have en hotdog?” Ridderen lyder temmelig sur nu, og William stikker diskret hånden ned i jakkelommen for at tjekke, om hans pung er der, men nu er den også væk.

Han er begyndt at blive en lille smule utilpas ved situationen, men hans hjerne er fuldstændig tom for gode idéer til, hvad han kan stille op. I mangel af bedre indfald griber han fat i bøtten med hønsesalat og kaster den i vandet. ”Hvad fanden har du gang i?” siger den blå tiger og giver ham et skub.

William falder overbord. Vandet er koldt, og der er bølger, han bliver ved med at sluge vand. Han svømmer. Ved ikke, om det er i den rigtige retning. Hans ben er tunge, han fryser helt ned i lungerne. Det eneste, der holder ham varm, er tanken om

4

Emma. Når han kommer hjem, vil han skynde sig at ringe til hende. Og nu, endelig, kan han se lysene inde på land.

Klokken er 19:16, da Lotte trækker kommodeskuffen ud. I morges så hun ham endelig. Den sidste uges tid har hun været fuld af undren, efter at de døde høns begyndte at dukke op på hendes trappesten. Den første høne lavede hun hønsesalat af. Hendes datter, Katinka, elsker hønsesalat. Hanen, som lå der her til morgen, har hun kogt en suppe på, så kom den store suppegryde også i brug igen, den har stået i bryggerset og været i vejen i adskillige år. Lotte har haft svært ved at sove i de seneste dage, har ligget og ventet på den bløde lyd af skridt i gruset på havegangen. I morges vågnede hun tidligt, stillede sig bag gardinet. Hun fik kun et kort glimt af ham, da han listede væk, men nok til, at hun forstod: De døde høns er en kærlighedserklæring. Hun havde ikke troet, at hun kunne forelske sig igen, og slet ikke i en mand i rævedragt, men nu er det vist alligevel sket. Hun finder æsken med tegnestifter i skuffen. Hun skal bruge fire til at sætte sedlen op med, og det her er, hvad der står på den: Kære Mikkel Ræv, døren er åben, og der er kaffe på kanden. ”Og sådan gik det altså til, at jeg fik min talende hund,” siger Camilla. ”Øh, undskyld, sådan gik hvad til?” Forfatteren er lidt forvirret. Der er også rigtig mange mennesker i foyeren på Frederiksberg Bibliotek, det er fordi det er Kulturnat. På balkonen synger et kor, og inde ved siden af er der tegneserie-battle. ”Ja, altså, Buster løb jo væk, da Henning skød efter ham dér, han troede var ræven.

Næste morgen sad han foran mit hus og ventede på, at jeg skulle stå op, så han kunne fortælle mig hele historien.” ”Aha,” siger forfatteren. Hun klør sig i panden og skriver ned, men i sit stille sind ved hun sgu ikke rigtig, hvad hun skal tro. De hunde, hun kender, plejer ikke at fortælle historier. De har mere travlt med at tigge småkager og snuse hinanden i røven. Hun kan allerede nu heller ikke helt se, hvordan hun skal få det til at give mening, at hunden ved så meget om alle personerne på én gang, altså, en alvidende fortæller, der er en hund, eller ...? Hun ser op på uret. 19:29. Ét minut af novellen tilbage. ”Kan du bruge det?” siger Camilla, hendes øjne lyser.

Forfatteren smiler. ”Ja da,” siger hun. ”Det kan jeg helt sikkert godt.”

Så kan det godt være, at det hele ikke hænger helt 100 % sammen. Men det er i hvert fald en god historie, tænker hun, og så lægger hun kuglepennen.

En stor tak til Cathrine, Nathascha, Timon, Marie, Matilda, Kristian, Lin Juan, Emilie, William, Camilla, Frida, Arthur, Johan, Maja, Sara, Esther og Petra, der hjalp novellen med at blive til!

5