SPØRGSMÅL OG SVAR OM BØRN

Sundhedsplejerske Karin Holm

Karin Holm er uddannet som sygeplejerske og videreuddannet som både sundhedsplejerske og jordemoder. Karin har desuden en bachelor i psykologi fra Københavns Universitet.

Sundhedsplejerske Karin Holm besvarer spørgsmål. Læs om en pige på 4 år, der græder kunstigt, når hun bliver træt, en dreng på 4 år, som stammer, og en dreng på 6½ år, som er meget distræt.

Min Datter Gr Der Kunstigt

N R Hun Bliver Tr T

Jeg har en datter på 4 år, der græder kunstigt, når hun bliver træt. Hun opdigter en ulykke, som at hun falder over et eller andet og slår sig, men hun slår sig ikke, og faldet er skuespil. Det har stået på i flere måneder og bliver stadigt værre og hyppigere. Jeg aner ganske enkelt ikke, hvad vi skal gøre.

Vi har prøvet at ignorere det, men det kan slet ikke lade sig gøre, da grådlyden er meget mere skinger end rigtig gråd, og hun bliver ved og ved, indtil hun faktisk græder rigtigt.

Vi har gentagne gange forsøgt at forklare hende, at man ikke må lade som om, man græder, men selvom vi ellers plejer at kunne forklare alt, så har hun glemt det, så snart samtalen er slut.

Og så har vi prøvet at smide hende ind i et andet rum med besked om, at hun må komme ud, når hun er sød igen. Det er tydeligt, at hun ved, hvad forbrydelsen er, men det hjælper lige fedt, så det er også opgivet.

Det er ikke fordi vi nyder, at hun er træt, men når man er 3 år, så er man bare pr. definition træt, når man kommer fra børnehave. Og puttetidspunktet om aftenen - jamen selvom tidspunktet er fornuftigt, så har dagen stadig været lang, og hun er træt.

Jeg synes ikke, vi forsømmer hende. Vi er meget sammen med hende, vi leger meget og snakker meget med hende, men jeg er selvfølgeligt bange for, at det her er et udtryk for, at hun mangler opmærksomhed. Hvad synes du?

Jeg håber, I måske kunne hjælpe. Det er klart, at I selvfølgelig ikke kan se, hvad der foregår i mit hjem, men det ville også være rart med en professionels mening om, hvorfor hun gør det her.

Svar

Ja, det er glemt, for I taler til en 4-årig pige, som ikke husker lange besværlige redegørelser. Når episoden opstår, er hun ovenikøbet træt efter en lang dag med mange indtryk.

Når hun starter sin hylekoncert, så tag hende op til jer på skødet. Hold om hende. Sid med hende. Begynd at fortælle en historie, mens I langsomt klæder hende af og putter hende i bad, eller giver hende nattøj på og lægger hende i seng.

Vis hende med handling, at I er der for hende, at I kan lide hende, og spar alle de store forklaringer, til hun bliver teenager.

Min S N Stammer

Min søn er lige blevet 4 år og har et meget veludviklet sprog. Han har et enormt ordforråd og forstår utroligt meget, men han stammer stadigvæk en del. Ind imellem er det nærmest som om, ordene snubler over hinanden for at komme ud.

Vi er meget opmærksomme på ikke at sige ordene for ham og bare give ham tid til at få sagt, det han vil (han snakker meget), men vi er i tvivl om, hvor længe vi skal se tiden an og håbe, det går over af sig selv - altså hvornår man bør gå ind og få noget hjælp til ham. Jeg er godt klar over, det nok ikke er endnu, men hvornår? Og i givet fald hvilken form for hjælp kan han få?

Jeg går ud fra, det er vores egen læge, vi i første omgang skal forbi. Han er genert overfor fremmede, så sidst vi var hos hende, åbnede han ikke munden en eneste gang, og jeg er bange for, det ville være det samme hos en eventuel talepædagog. Men de har måske nogle tricks? Eller bare tid og tålmodighed, for når han først kender folk, snakker han løs.

Som sagt er der intet i vejen med hans ordforråd, og han er generelt en meget kvik dreng, som er rigtigt godt med både motorisk og på andre punkter. Han kan stave sit eget navn og “mor” og “far”, tælle, lægge puslespil med 50 brikker og selv lave lego efter instruktionerne, så der er ikke noget i vejen med hans hoved.

Men jeg kunne forestille mig, det kan blive et problem for ham, hvis han bliver ved med at stamme - i forhold til andre børn m.v. Men jeg skal jo heller ikke gøre et problem ud af noget, som måske går over af sig selv.

Svar

Læs din egen sidste sætning: Der er intet problem! I har en kvik og veludviklet dreng, der stortrives. Han oplever meget i sin hverdag, han gerne vil dele med jer.

Dertil har han et stort ordforråd. Han kan så mange ord, at hans lille mund slet ikke kan nå at følge med i alt det, han både kan og vil fortælle til sine omgivelser. Det er ikke et problem til talepædagog endnu.

Går han i børnehave? Hvis ja, er det et godt sted sammen med pædagogerne at udveksle observationer og træning af hans sprog, hvis det på lang sigt fortsætter. Hvis nej, var det måske det, I skulle starte med, så han blev udfordret af andre end sine forældre.

Har han - mod forventning - et reelt problem, er det en talepædagog, han skal henvises til gennem PPR (PædagogiskPsykologisk Rådgivning). Det kan børnehaven være behjælpelig med.

Hvis han fortsætter med at stamme, skal der senest sættes ind med en indsats ved 4-4½ års alderen. I god tid før skolestart, så talepædagogen kan hjælpe jer med øvelser etc., og han slipper for drillerier.

Lige nu synes jeg, I skal nyde ham. Sæt jer med en bog og tal med ham. Få ham til at fortælle om billederne. Ved at samtale kan I være med til at bremse ordstrømmen uden at korrigere ham.

Lad være med at betragte ham som et unikum. Han er som andre små børn. De har dejlige forældre, som forguder dem og finder dem helt specielle. Og det er dejligt.

Men samtidig skrues forventningerne til barnet i vejret. Det er dér, jeg ser, I er lidt på vej hen. Pas på og nyd jeres dygtige dreng.

I øvrigt findes der meget god litteratur angående sprogudvikling hos det lille førskolebarn. Det kan måske hjælpe jer nu.

Min S N Er Meget Distr T

Jeg er mor til en dejlig og glad knægt på 6½ år, der lige er startet i børnehaveklasse. Han er en dreng, som alle omtaler som meget intelligent og vidende. Blandt andet er hans børnehaveklasselærer meget imponeret af hans sproglige kunnen og hans generelle viden om alt.

Han kan stave og regne en smule (staver ifølge klasselæreren en smule bedre end de andre i klassen). Han er videbegærlig og meget fantasifuld og taler gerne meget (udviklede tidligt et godt sprog og legede ifølge sundhedsplejersken fantasilege et godt stykke tid inden, man skulle kunne den slags).

Han kan motorisk det, han skal, og er (i hvert fald herhjemme) ikke nogen forsigtig dreng. Han har venner (få men gode) osv. osv.

Det er jo alt sammen fint. Problemet er bare, at jeg er en smule bekymret for hans distræthed. Allerede i børnehaven var pædagogerne fokuserede på, at han altid var den sidste, når der skulle spises, trækkes i overtøj osv. De kollektive beskeder fløj henover hovedet på ham.

Det samme sker i skolen, hvor læreren siger, at han sagtens kan koncentrere sig i længere tid af gangen, når først han kommer i gang, men at tingene ofte skal siges specielt til ham, og at han til tider kommer i gang så sent, at de andre er ved at være færdige.

De praktiske ting kokser altså lidt, og det er som om, rutiner (som at huske sine ting, når man går fra skolen, pakke sin madkasse væk, “følge gruppen” når de andre f.eks. giver sig til en opgave m.v.) ikke hænger ved. Han er ligesom ikke altid til stede i nuet.

Vi har valgt at sende ham i skole, fordi han på faktisk alle andre punkter end lige den med det praktiske (distrætheden) virker mere end parat (samme karakteristik giver læreren. Ved en skolemodenhedstest måbede psykologen over, hvorfor den dreng dog skulle “testes”, for han var da et af de mest velfungerende osv.

Ofte anser andre ham for lidt umoden, men den indlevelsesevne og empati han lægger for dagen, og hans reflekteren over ting, viser for os det modsatte.

Jeg vil godt vide, om I har et bud på, om han kan have et reelt problem, hvordan man f.eks. kan teste korttidshukommelse (når man leger “kimsleg”, er han mildest talt ikke nogen ørn), og i det hele taget om ovenstående giver jer mulighed for at vurdere, om hans “distræthed” er problematisk.

Svar

Det lyder som om, din søn har rige evner og en god intelligens. Da han har en rig indre tankevirksomhed, kan han beskæftige sig selv. Han vil også udvise stor nysgerrighed og videbegærlighed. Det er dejligt. Jo mere han får svar på sine spørgsmål, jo mere udvikles og stimuleres han.

Men velbegavede børn er ofte distræte. De lever i deres egen fantasiverden. Praktiske gøremål, som at huske en gymnastiktaske, føles uvæsentligt.

Prøv at lav en husketavle med billeder af det, han skal huske, som han så kan pakke sin skoletaske efter.

Memoryspil, puslespil, Matador og kortspil (Sorte Per, hjerterfri, kabaler o.l.) er gode stimulerende opgaver. Ikke fordi han ikke kan huske - det kan han - men for at styrke en systematisk tankegang.