10 minute read
Parallelopdraget
from Vridsløselille
INDLEDNING Parallelopdraget for Vridsløselille Fængsel, Fængselsgrunden i Albertslund, er udskrevet af Freja ejendomme A/S i juni 2020 og er afsluttet med en præsentation den 29. og den 30. september 2020 via Microsoft TEAMS med deltagelse af de fem hold samt den rådgivende komite og de tilknyttede repræsentanter fra hhv. Albertslund Kommune, A. Enggaard A/S, PKA, Freja Ejendomme. Derudover har Rambøll bidraget på midtvejsworkshoppen (se beskrivelse nedenfor).
DELTAGERE De fem deltagende hold har været sammensat af både en bygningsorienteret tegnestue og en landskabstegnestue.
Advertisement
De deltagende hold har været: • COBE med egen landskabsafdeling • Schmidt Hammer Lassen Architects med BOGL • Atelier Lorenzen og Langkilde med LYTT Architecture (tidl.
GHB Landskabsarkitekter) • Vilhelm Lauritzen Arkitekter med STED • Alex Poulsen Arkitekter sammen med Schauman &
Nordgren Architects samt MASU Planning og MOE
Det er den generelle vurdering, at det er lykkedes at samle fem hold med stærke plan-, bygnings- og landskabsarkitektoniske kompetencer, som alle har udarbejdet kvalificerede bud på en løsning af den stillede opgave. Ved den endelige præsentation er alle fem projekter vurderet til at være konditionsmæssige.
VURDERING Til at bistå i vurderingen af forslagene har Freja ejendomme nedsat en rådgivende komité bestående af to personligt udpegede fagdommere, to repræsentanter for grundejeren, Freja ejendomme A/S, en repræsentant for den fremtidige grundejer A. Enggaard A/S og PKA samt en repræsentant fra planmyndigheden, Albertslund Kommune.
Den rådgivende komité har bestået af: • Carsten Rasmussen, Freja ejendomme • Lisbeth Nørskov Poulsen, Freja ejendomme • Morten Løgsted, Udviklingschef A. Enggaard A/S • Repræsentant for Albertslund Kommune: Byplanchef Pernille Bech • Fagdommer, arkitekt Ole Schrøder • Fagdommer, arkitekt Nils Holscher
Der har herudover som nævnt været tilknyttet yderligere rådgivere fra såvel den fremtidige ejer, A. Enggaard A/S, grundejeren, Freja ejendomme som plan- og trafikmyndigheden Albertslund Kommune. Tilknyttet den rådgivende komité og deltagere i workshops:
Projektleder Rune Christiansen, Freja ejendomme Per Kondrup, Freja ejendomme (indledende workshop) Peter Lassen, Colliers (indledende workshop) Sidsel Kvist Jensen, Albertslund Kommune Maria von Holstein-Rathlou, Albertslund Kommune Anders Keldorff, trafikplanlægger, Albertslund kommune (konkluderende workshop) Lars Testman, trafikkonsulent, Rambøll (konkluderende workshop) Sekretær Rune Veile, Partner, URBAN POWER Claus Bertelsen, Projektchef A. Enggaard A/S Katinka Hauxner, Hauxner, bystrategisk rådgiver for A. Enggaard A/S
DELOMRÅDER
C1
C2
B
A
D1
D2
“HÆNGSLET”
Repræsentanter fra A. Enggaard A/S er indtrådt i den rådgivende komite og den tilknyttede gruppe efter midtvejsworkshoppen.
Den rådgivende komités og øvrige tilknyttede rådgiveres primære opgave har været at deltage aktivt i introdagen, to workshops (nærmere er beskrevet nedenfor) og at bidrage analytisk og konstruktivt til deltagernes udviklingsprocesser. Endelig er der undervejs i processen, primært i mellem indledende workshop og den konkluderende workshop, indhentet ekspertvurderinger på trafik- og parkeringsdelen af projekterne ved Rambøll.
Efter den endelige præsentation er der nedsat en vurderingskomité bestående af de to fagdommere samt repræsentanter fra A. Enggaard A/S og Freja ejendomme, som sammen har foretaget den endelige vurdering af forslagene og udarbejdet nærværende vurderingsrapport. I vurderingsfasen er der, til støtte for vurderingskomiteens arbejde, desuden foretaget screeninger på såvel trafik, parkering, støj, LAR, landskab og rummelighed mv. ved hhv. Rambøll, Nordiq og Urban Power.
AFGRÆNSNING Oprindeligt omfattede parallelopdraget kun delområdet A, B, C1, og C2 og D1 og D2 samt stillingtagen til anvendelse af Hedemarksvej (se ill.). Efter første workshop blev det besluttet at udvide parallelopdragsområdet til også at omfatte den del af matrikel 7000m der ligger mellem Alberts Vænge og Albertslundvej, som i processen løb sammen med D2 har været omtalt som ”Hængslet”. Denne matrikel samt D2 og Hedemarksvej, er ejet af Albertslund Kommune. Beslutningen om at medtage en del af matr. 7000m er taget på baggrund af de første projektskitser fra de fem hold. Hensigten har været at få belyst bl. a., hvordan en del af 7000m, som supplement til evt. parkering på Hedemarksvej, vil kunne bidrage til parkeringsdækningen på Fængselsgrunden. Det er en forudsætning for inddragelse af 7000m (”Hængslet”), at de eksisterende pendlerparkeringspladser bliver opretholdt.
PROCES OG ARBEJDSFORM Grundlaget for holdenes arbejde har været et parallelopdragsprogram, som er udarbejdet af Freja ejendomme A/S og Urban Power i samarbejde med Albertslund Kommune. Undervejs i processen er der, udover en indledende fælles besigtigelse, blevet afholdt to workshops. Henholdsvis en orienterende workshop cirka 14 dage efter den fælles besigtigelse, og en konkluderende workshop cirka 3 uger før den endelige aflevering af projekterne. Disse workshops har givet de enkelte hold mulighed for at drøfte deres ideer og løsninger med vurderingskomitéen uafhængigt af de øvrige hold.
FORMÅL OG VURDERINGSKRITERIER Det har været Freja ejendommes ønske med udskrivelsen af parallelopdraget, at der udarbejdes fem forskellige projektforslag for en udformning af landskab og bebyggelse samt transformation af den bevaringsværdige del af den eksisterende bebyggelse på Vridsløselille Fængsel, hvor visioner og kvalitet er i fokus. Forslagene er vurderet enkeltvis på siderne 12-43, og de bedste elementer eller delområder i projektforslagene vil kunne indgå i den videre udvikling af området.
Målet er, at der efterfølgende udarbejdes en visionær masterplan for hele fængselsgrunden i Vridsløselille med udgangspunkt i et eller flere af de fem forslag, som bidrager til Albertslunds kommunes strategi om ”Mere Albertslund” samt giver mulighed for etablering af nye boligformer, herunder nye bofællesskaber. Efterfølgende vil masterplanen danne ramme for udarbejdelse af en række byggeretsgivende lokalplaner samt eventuelt en designstrategi for hele Fængselsgrunden.
Vurderingsrapporten danner således primært grundlag for valg af en eller flere samarbejdspartnere, snarere end for et konkret valg af projektforslag.
Et højt prioriteret ønske for opdragsgiver er desuden, at sikre områdets naturlige herlighedsværdier i form af blandt andet biodiversitet, opbygget gennem områdets mangeårige afsondrethed, og at udvikle en række arkitektonisk nyskabende bud på transformation af de centrale dele af den bevaringsværdige bebyggelse.
Den endelige masterplan skal give bud på en rummelighed på mellem 70-100 % bebyggelse svarende til mellem cirka 110.000 etm. og 160.000 etm. (inkl. bevaret bygningsmasse) og besidde en tilstrækkelig robusthed og fleksibilitet til at danne grundlag for en etapevis planlægning af området over de næste cirka fem år med løbende udbygning i forlængelse heraf. Anvendelsen skal tage udgangspunkt i boliger, herunder etageboliger såvel som tæt/lav boliger og evt. åben/lav boliger, som den bærende funktion med mulighed for en lokal dagligvareforsyning samt et realistisk udbud af privat og offentlig service. Boligudbygningen på fængselsgrunden kan, udover familieboliger, rumme en vis andel mindre boliger. Samlet set forventes udbygningen at understøtte det eksisterende udbud af kultur, detailhandel og service i Albertslund Centrum. Enkelte dele af fængselsgrunden vil også kunne indeholde ikke støjende erhverv, herunder kontorerhverv, med mulighed for konvertering til boliger således, at boliger principielt kan udgøre 100% af bebyggelsen.
Udover de tre matrikler, som udgør Fængselsgrunden, er der givet bud på integration af den kommunale grund sydøst herfor matrikel 5r og 5an samt den del af 7000m placeret mellem Alberts Vænge og Albertslundvej. Grundene er i dag kommunalt ejede, men skal, så vidt muligt, integreres i masterplanen med henblik på at sikre en bedre, mere direkte forbindelse til Albertslund Centrum og stationen. Endelig skal der gives bud på en integration af Hedemarksvej syd for fængselsgrunden, eksempelvis til parkering for det samlede områdes bebyggelse.
Det har desuden været et vigtigt parameter for bedømmelsen, at der opnås såvel økonomisk som miljømæssig bæredygtighed i en optimal arkitektonisk kvalitet.
Ved vurderingen er der lagt vægt på følgende forhold:
Samlet transformatorisk greb som både er realistisk, fleksibel og visionært. Bæredygtighed herunder klimatilpasning og CO2-venlige materialer samt sikring af naturværdier og biodiversitet. Landskabsarkitektoniske og arkitektoniske kvaliteter, herunder gerne kvaliteter der udfordrer både dette program og landskabsrapporten, og som samtidig bygger videre på LAR- og trafikløsningerne som de er beskrevet i programmet inkl. bilag. God opdeling af det samlede område med udgangspunkt i programmets diagram og med velargumenteret differentieret rummelighed. Sammenbinding med det øvrige Albertslund, især Albertslund Centrum mod sydøst, men også mod de øvrige verdenshjørner. Ved bedømmelsen er der lagt vægt på tryghed for fodgængere og cyklister, kvalitet og økonomisk realisme.
KONTEKSTEN
HERSTEDLUND SKOLE SKOLENS UDEAREAL ROSKILDEVEJ HEDEMARKSVEJ JERNBANE VESTSKOVEN GYMNASIUM ALBERTSLUNDSVEJ ALBERTSLUND STATION ALBERTSLUND CENTRUM
Et stinet, som inviterer til at vælge aktive transportformer som gang og cykel, og som bidrager til bylivet og forbedrer sundheden. Funktioner, boligkvaliteter, udearealer, trafik og parkering, herunder bud på gode pladsoptimerende parkeringsløsninger, som er økonomisk gennemførlige, og som tager hensyn til bylivet, markedskvaliteter, salgbarhed, hensyn til boligsegmenter m.v. Endelig ønsker opdragsgiver bud på bæredygtighedsstrategier herunder anvendelse af FNs Verdensmål eller andre mere eller mindre formaliserede bæredygtighedsstrategier.
RETTIGHEDER Rettighederne til de foreliggende projekter tilhører konkurrenceudskriveren, Freja Ejendomme A/S. Ophavsretten til de enkelte forslag forbliver hos forslagsstilleren. Freja Ejendomme forbeholder sig ret til at foretage bearbejdning af de indleverede forslag, f.eks. i forbindelse med lokalplanprocessen, eller helt at forkaste dem. En evt. viderebearbejdning vil ske i samarbejde med forslagsstilleren. Udskriveren forbeholder sig ret til at benytte enkelt elementer eller ideer fra de øvrige forslag i en sådan viderebearbejdning.
SAMLET VURDERING AF PARALLELOPDRAGETS RESULTATER De fem forslag repræsenterer gennemarbejdede og bredt belyste besvarelser, der udpeger områdets kvaliteter og udfordringer. Forslagene viser meget forskellige tilgange til opgaven – fra de mere kontekstuelt- eller historisk strukturelle til de mere landskabeligt orienterede. De har på hver deres måde leveret værdifulde forslag til vurderingskomitéens drøftelser om bæredygtighed, bevaringsstrategi, fællesskaber og ikke mindst det at bygge tæt på og i samspil med eksisterende bygninger og natur. Den brede belysning har muliggjort klare prioriteringer for den kommende proces.
Trods stor indbyrdes differentiering i de konkrete arkitektoniske og kvalitative valg er der på et helt overordnet strukturelt niveau en vis lighed mellem de fem projekter, som i processen er blevet stadig tydeligere. Alle fem projekter har således i deres endelige bud på løsninger vist en relativ pragmatisk tilgang til både transformationen af det oprindelige fængselskompleks og placeringen af den nye bebyggelse, som i det store hele følger et mønster med fem mere eller mindre klart adskilte delområder omkring en centralt ”fængselscampus/park”.
Et andet fælles træk, og markant strukturerende element, er de to søer/vandreservoirer mod syd, hvor udformningen af vandfladen ganske vist varierer en del, men hvor den oplagte mulighed for et rekreativt vandelement spiller en vigtig rolle i alle fem projekter. På samme måde er det nordlige område stort set struktureret på samme måde i de fem projekter med en kraftig afsmitning fra det oprindelige fængselskompleks symmetri, en oplagt genetablering af Egon Olsen Vej som hovedankomst fra Roskildevej samt en bevaring af de to gamle lunde i det nordvestlige og sydøstlige hjørne af det nordlige område.
Trods disse tydelige fælles træk er der også en række klare forskelle mellem de enkelte projekter, som adskiller dem markant. De konkrete transformatoriske valg er således præget af stor differentiering ligesom behandlingen af de sydlige søers rekreative potentiale er behandlet med en række varierende virkemidler.
SAMMENFATNING “En enig vurderingskomité har fundet, at forslagene fra Schmidt Hammer Lassen Architects + BOGL samt COBE mest overbevisende har svaret på programmets ønsker og krav. Det er vurderingskomiteens anbefaling, at der i det videre arbejde med at udvikle en masterplan, som skal danne ramme for efterfølgende byggeretsgivende plangrundlag for udviklingen af Fængselsgrunden i Albertslund, tages udgangspunkt i såvel de strategiske som de konkrete bebyggelsesmæssige og landskabelige løsninger, forslagene fra COBE og Schmidt Hammer Lassen + BOGL rummer. Begge forslag fremstår helstøbte og klare, men vil, ved en bearbejdning og integration af de bedste elementer fra begge forslag, kunne styrkes yderligere. Derudover vil gode ideer og enkeltelementer fra de øvrige tre forslag med fordel kunne integreres i den endelige masterplan.”
Vurderingskomiteens opgave er at anbefale det eller de forslag, der mest overbevisende løser opgaven med at skabe robuste, kvalitative og berigende bebyggelser og byrum, så der opnås det bedst mulige udgangspunkt for det videre arbejde frem mod den endelige masterplan. En overordnet opsummering kan beskrives som følgende:
For COBEs vedkommende skal der særligt peges på dels den velargumenterede strategiske tilgang, der tager afsæt i Albertslunds værdier som fællesskab og trygt børneliv og erfaringer fra vellykkede fællesskabsorienterede bebyggelser og dels forslagets indbyggede fleksibilitet helt ned i de enkelte bebyggelsesstrukturer. Forslaget vurderes at ville kunne sætte en robust ramme for en flerårig udviklingsproces. Samtidig har COBE med sin bevaringsstrategi for såvel bebyggelse som beplantning anvist en velunderbygget tilgang, som kan bevare de væsentlige såvel landskabsmæssige som kulturmiljømæssige kvaliteter i området.
Med en konkret formuleret tilgang viser Schmidt Hammer og Lassen det store potentiale, der ligger i at placere bebyggelser, og de landskabelige strukturerende elementer præcist i samspil med de bevarede dele af det eksisterende fængselskompleks. Planen forholder sig aktivt til den kontekst, den placerer sig i, og bruger Albertslunds omkringliggende kvarterer som reference i det nye byggeri. Projektet forholder sig generøst til udlæg af grønne forbindelser især mod vest og mod syd. Forslagets viser en overbevisende fornemmelse for skala og typologisk variation, hvor bebyggelsesstrukturen vidner om en holdbar plan, der nemt kan kvalificeres i en evt. videre bearbejdning, uden af den arkitektoniske kvalitet tabes.
Begge projekter repræsenterer overbevisende bud på en transformatorisk bearbejdning af det oprindelige fængselskompleks.
Det er vurderingskomiteens anbefaling, at en integration af de to projekter, som strukturelt har mange fælles træk, bør danne baggrund for den videre udvikling af en masterplan, og at arbejdet bør lægges i hænderne på en af de to forslagsstillere.