Christian arbejder for mere UENIGHED PÅ LÆRERVÆRELSET

Sarkasme og tavshed er to farlige ingredienser på en arbejdsplads, mener lærer og souschef Christian Steinbrich fra Grænseegnens Friskole. Han ser gerne, at kollegerne er mere uenige.

AF PETER KROGH ANDERSEN · PKA@FRIESKOLER.DK FOTO LENE ESTHAVE

Da lærerne på Grænseegnens Friskole efter sommerferien diskuterede, hvordan den gamle tandlægeklinik skulle laves til et nyt forberedelsesrum, var alle enige: Bordene skulle stå som en ø i midten af lokalet, så de hver især kunne sidde rundt om øen med ansigterne ind mod hinanden.

Først til allersidst i beslutningsprocessen kom en af lærerne med en indvending: Med sådan en bordopstilling ville hun slet ikke komme til at bruge lokalet.

Historien kommer fra souschef og lærer Christian Steinbrich på Grænseegnens Friskole ved Kruså. »Pludselig bredte det sig, og der var flere med samme holdning. Det var lidt pudsigt og fik mig til at tænke: Hun kunne sagtens have holdt sin mund og bare have ladet være med at bruge rummet. Og dét havde været farligt. For hvordan ville utilfredsheden med lokalet så have set ud om et halvt år?«, siger Christian Steinbrich.

Grænseegnens Friskole ligger under ti kilometer fra den dansk-tyske grænse, og med både elever og lærere fra begge sider af grænsen kan skolen med rette bryste sig af en god portion mangfoldighed. Men mangfoldighed er ikke ensbetydende med, at alle tør sige sin mening, siger 38-årige Christian Steinbrich, der efter episoden spekulerede over, om alle overhovedet tør sige deres mening højt på skolen. »Det handler for mig om psykologisk tryghed, og det har vi først, når man tør være uenige. Det er ekstremt værdifuldt, når vi når dertil. Vi skal ikke bare være uenige, vi skal også turde sige det højt! Tavsheden er det farlige«, siger Christian Steinbrich og remser årsagerne op: »Godt nok arbejder vi ikke på et sygehus, hvor det kan koste menneskeliv at tie, men frygt for uenighed kan føre til, at et barn får et uretfærdigt stempel, som det ikke kan komme af med, fordi alle kun tør være enige i den ene tolkning. Derudover handler det her jo om demokrati, der lever af uenighed, og hvordan kan vi opdrage til demokrati, hvis vi ikke selv praktiserer det? Men mest af alt, så lærer man mest om sig selv igennem andres perspektiv«.

Sarkasme dræber

Christian Steinbrichs mission med at skabe psykologisk tryghed og gøre plads til uenigheden bunder i en række bump på vejen de seneste år. Dels overkom han selv et dårligt samarbejde med sin tidligere leder efter en hård konfrontation med bestyrelsen involveret, dels befandt skolens ansatte sig i noget, der minder om en krisetilstand tilbage i 2018, hvor kommunikationen mellem leder og lærerværelse var kørt af sporet. »Vi var alle sammen blevet rigtigt gode til at bruge sarkasme, når vi kommunikerede. Sarkasme er en snigende gift for arbejdsmiljøet, og det var sårbart at åbne op for«, siger Christian Steinbrich.

Men de fik åbnet op, og efterfølgende kom skolens arbejdsmiljørepræsentant oftere ind over beslutninger, ligesom lærergruppen for første gang fik udpeget en tillidsrepræsentant. Derudover udarbejdede lærere og ledelse sammen en planche, som minder alle om, hvordan kommunikationen bør foregå. Planchen hænger på lærerværelset og viser fire sætninger:

• hold sarkasme og ironi ude af professionelle samtaler, vær anerkendende

• stop op i en samtale, hvis du er usikker på følelser, mærk efter

• gå til kokken, ikke til gæsterne

• vi stoler på, at der lyttes med velvilje

Den andensidste sætning er den, som Christian Steinbrich hæfter sig særligt ved.

»Det er en sætning, jeg godt kan lide: Gå til kokken, ikke til gæsterne. Du skal ikke selv tolke: Henvend dig til den, der har puttet salt i suppen«, siger Christian Steinbrich.

Små demokrater dannes

Det store fokus på psykologisk tryghed kan give et billede af et sønderjysk lærerværelse fyldt med tavse lærere, der kravler langs panelerne og ikke tør mæle et ord.Men sådan er det bestemt ikke i den lille by Holbøl, hvor skolen ligger. Tværtimod fyger det med høje grin, skulderklap og venligt mente skældsord, når de forskellige lærere kommer ind og ud mellem deres timer.

En af dem er udskolingslærer Helle Papendick. Hun vil hellere bruge ordet forskellighed end uenighed.

»Selvfølgelig kan vi være uenige, men vi kan også altid tale os til rette. Jeg synes, vi er gode til at bruge vores forskellighed og ikke lade den blive negativ«, siger hun.

Et eksempel stammer fra skolens mellemtrin, hvor to af lærerne havde brug for at afklare: Må eleverne have kasket på? Må de sidde med fødderne oppe på bordet? Må de høre musik og ligge under bordene og læse? Den ene siger ja, mens den anden siger nej. Kompromiset er blevet, at eleverne må forstå, at der er forskellige regler med forskellige lærere. »Som lærere er vi nødt til at være enige, når det handler om de helt små elever, men vi kan godt være forskellige med de store elever. Faktisk er det en god ting: Ellers kan vi ikke danne aktive og bevidste borgere til vores demokratiske samfund. Vi taler rigtig meget om dannelse«, siger Helle Papendick.

Spil øger uenighed

Ifølge Christian Steinbrich går det lige nu godt med den psykologiske tryghed på lærerværelset. Til møderne er der stadig nogle, der taler langt mere end andre, men stort set alle melder sig på banen, og da Christian Steinbrich blev udpeget som stedfortrædende leder, sagde en af hans kolleger til ham, at hun var skeptisk på grund af hans tyske og lidt hierarkiske stil.

»Det var fedt, at hun sagde det, fordi vi så snakkede os til rette og fandt ud af det«, siger han.

Nogle gange, når alle er enige i lærergruppen, placerer Christian Steinbrich sig selv i rollen som den, der er uenig i alt. Det giver et godt blik for, hvad det er for nogle mekanismer, der fører til, at alle pludselig er meget enige. Han håber, at han fremover kan bruge det lille spil sammen med resten af lærergruppen, så nogle af lærerne udpeges til at være uenige i alt.

»Nogle gange er det lettere at diskutere, hvis vi indtager et meta-perspektiv. Så vi “lader som om” – og ikke skal reflektere over reaktionerne, men blot levere modargumenter«, siger Christian Steinbrich og fortsætter:

»Så er der heller ikke nogen, der kan sige: Tag lige ja-hatten på. Kravet om ja-hatten er virkelig noget, der kan dræbe den psykologiske tryghed«. ■

Hvordan kan vi opdrage til demokrati, hvis vi ikke selv praktiserer det?

CHRISTIAN STEINBRICH