Ahillan elsker naturfag

»Vi skal finde nogle store og bæredygtige løsninger — jeg håber, at jeg som lærer sætter nogle ringe i vandet«

Ahillan Mohanarajah er 28 år og underviser i naturfag på Rygaards International School i Hellerup.

AF PETER KROGH ANDERSEN · REDAKTIONEN@FRIESKOLER.DK FOTO HENNING HJORTH

Hvorfor valgte du at undervise i naturfag?

Jeg har altid været interesseret i naturvidenskab, særligt biologi. Når vi var i Zoologisk Have som barn, fangede det mig, at man kan have en tiger, som er orange med sorte striber, og en isbjørn, der er hvid. Det blev forstærket, da jeg videreuddannede mig, og under min studietid på seminariet arbejdede jeg i skoletjenesten i Zoologisk Have. Det gav mig mulighed for at fordybe mig i biologi.

Hvilke fordele har naturfag?

Vi er jo omgivet af naturen, så det er oplagt at komme ud af klasselokalet. I stedet for at jeg står foran tavlen, når vi skal lære om genetik, tager vi måske i Zoologisk Have, hvor vi kan se en sort og en hvid mus og forstå, hvorfor de har udviklet sig sådan. Så bliver det meget mere konkret for eleverne. Vi tager også på Vestforbrændingen og spørger: Hvad bliver der af vores skrald?

Hvad er den bedste metode, du bruger?

Jeg kobler altid læring op på historier. Da det handlede om tryk, fortalte jeg en historie om mig og min kammerat, der kørte til Nordnorge, og da vi kom op i bjergene og stod ud af bilen, lugtede det mærkeligt, fordi en af vores energidrikke var sprunget. Det gør, at jeg kan tale om tryk et halvt år senere, og så kan de stadig huske det. I naturfag er jeg nødt til at gøre det konkret: Du kan ikke se trykket, men du kan høre dåsen springe.

Hvad er det allerbedste ved naturfag?

Det er, at eleverne får lov til at anskue en problemstilling fra forskellige sider: biologi, geografi og fysik/kemi. Det åbner en hel verden op for dem, og jeg kan se, hvordan de bliver mere vidende og får en dybere forståelse for samfundet omkring dem.

Hvad er dit yndlingsspørgsmål fra eleverne?

Det er, når jeg kan mærke, at eleverne har absorberet det, vi har læst og talt om, og selv ræsonnerer sig frem til et nyt spørgsmål: “Nåh, men er det så også derfor, at vi ser den tendens?” Når jeg kan mærke, at de har forstået grundfagligheden, og at de kan drage paralleller til andre områder.

I hvilken retning ændrer faget sig?

Der er helt klart et stigende fokus på bæredygtighed, og at vi er nødt til at se på verden som et lukket økosystem, hvor vi har de ressourcer, vi har, og at de på et tidspunkt løber ud. Der er et skifte henimod, at eleverne skal forstå, der er ressourcemangel, og at jorden ikke kan blive ved med at holde til det, vi udsætter den for.

Betyder det også, at I kæmper med elever med klimaangst?

Nej, det synes jeg ikke. Men min undervisning handler også om, at vi skal finde løsninger. Vi har en virkelighed, og den skal vi handle ud fra. Vi er bevidste om de frustrationer, der er, når vi taler om klimaet, men jeg vil hellere have, at mine elever bliver handlende. De skal ud at gøre en forskel. Det er også en af grundene til, at jeg blev lærer: Jeg kan godt samle plastik på en strand, men næste dag er der plastik igen. Vi skal finde nogle store og bæredygtige løsninger – dem har jeg ikke selv, men jeg håber, at jeg som lærer sætter nogle ringe i vandet.

Hvad håber du allermest, eleverne tager med fra faget?

Skolen ligger jo i et ressourcestærkt område, og mange af dem, der er her, skal formentlig ud at være ledere og træffe vigtige beslutninger. Her håber jeg, at de har sig selv og det hele menneske med, så de træffer beslutninger på baggrund af viden og ikke gisninger. Så de husker, hvad der sker med vores klima, når temperaturen stiger. Jeg håber, at videnskaben er med dem. ■

Ahillan Mohanarajah er 28 år og underviser i naturfag på Rygaards International School i Hellerup.