»Nogle gange skal man lytte noget mere og handle noget mindre«

Vi risikerer at forstærke børn og unges problemer eller at køre dem over med vores ”fikse-alt-maskine”. Ofte kan det være nok bare at lytte, for nogle problemer kan gå over ved at sove på det, og børn og unge skal lære, at livet gør op og ned. Og nogle gange gør det også ondt, siger professor og forfatter Lene Tanggaard. Hun opfordrer lærerne til at indtage en mere myndig rolle overfor dem, som mener, at alt er lærerens og skolens opgave.

Tekst Mette Søndergård • mso@frieskoler.dk, Foto Henning Hjorth

»Kære forældre, kære politikere. Hør her. Vi har valgt at gøre sådan her af disse grunde. Vi gør sådan og sådan. Vi har grundigt overvejet tingene, testet dem af, og derfor er I nødt til at have tillid til de valg, vi har truffet. Vi kan tage fejl, og så retter vi op på tingene«.

Opråbet er et eksempel på, hvordan Lene Tanggaard, professor i psykologi, mener, at lærerne skal sige fra overfor omverdenens pres. Hun opfordrer lærerne til at stille sig op på ølkassen og indtage en mere myndig rolle overfor alle dem, som mener, at alt er skolens ansvar. Markante forældre for eksempel, som vil se handling, når deres børn ikke trives i skolen.

Men handling er ikke altid svaret på alt, mener Lene Tanggaard, der også er rektor på Designskolen Kolding. Hun har netop udgivet bogen ”En lille bog om, hvorfor de fleste forældre skal gøre langt mindre, end de tror.” Bogen er, som titlen afslører, en bog til forældre, men budskabet kan let overføres til skolen og lærerens rolle, fortæller hun.

»Børns Vilkår lancerede for nylig en undersøgelse, der viste, at børn og unge synes, at de voksne lytter for lidt og finder for hurtigt svar. Når vi handler for hurtigt, går samtalen i stå. Vi gør for meget, vi vil for meget. Vi lytter for lidt. Lad os lige sove på det nogle gange. Ting kan gå over. Nogle gange har man bare brug for at være i en følelse. Nogle gange skal man bare lytte lidt og gøre lidt mindre«, fortæller Lene Tanggaard.

Voksne handler for hurtigt

Undersøgelsen fra Børns Vilkår viser, at børn og unge frygter, at deres forældre handler for hurtigt. I virkeligheden har de bare brug for, at de lytter.

»Det er en pointe, som sagtens kan overføres til skolen, selvom problemet er størst i forældreskabet«, siger Lene Tanggaard og nævner et eksempel, hvor et ungt menneske, der havde nogle ungdomsproblemer, var ude at køre i bil med sin far. Faderen havde travlt med at nu skulle de også hygge sig, og nu skulle de rigtigt snakke, nu havde de rigtig muligheden.

Men i virkeligheden ville den unge fyr bare gerne sidde i fred og ro. Bare have lov til at være. Uden at snakke.

»Jeg synes, det var så fint sagt af den unge fyr. Nogle gange puster vi problemerne op til noget, de ikke altid er. Nogle gange skal vi bare være sammen i det, der er svært. Det er også en måde at komme ud af noget, der er vanskeligt. At vi rummer hinanden, selvom den ene lige har afsløret eller fortalt noget, der er svært«.

Lene Tanggaard anerkender, at der selvfølgelig er mistrivsels-problemer, som kræver andre fagfolk, lægelig eller medicinsk assistance, og ”vi skal respektere det medicinske diagnose-sprog, men i skolen er det pædagogiske virkemidler, vi skal sætte ind med”, som hun siger.

»De kan ikke klare alt, men de kan klare det, som man kan i skolen«.

Bulldozeren der fikser alt

Men hvad er problemet med at handle, løse og fikse problemerne for børn og unge, kan man spørge. De fleste vil jo hjælpe i den bedste mening, men det skal man ifølge professoren i psykologi passe på med.

»Hvis vi handler for meget, så kører vi hen over vores børn og unge med en bulldozer, sådan en fikse-alt-maskine. Og så viser vi dem, at de ikke kan tåle, at livet går op og ned. Vi signalerer, at nu skal vi fjerne problemet. Det andet er, at vi risikerer at forstørre problemet ved at handle meget hurtigt på det. Vi skal ikke altid ringe til Ibens mor med det samme. Nogle gange skal vi selvfølgelig handle, men mange gange så går ting altså over igen. Der skal ikke nødvendigvis gøres noget. Der var bare lige noget, der skulle deles«, siger Lene Tanggaard.

Hun nævner et problem, som mange nok vil kunne genkende, nemlig at problemer har det med at være størst om aftenen og om natten. Det er altid bedre dagen efter. Så det gamle råd om at sove på tingene, er slet ikke noget dårligt råd.

»Den livsvisdom skal vi tage med i en tid, som er så præget af hastighed, udskiftningstrang og manglende resonans«.

Lytte og behandle mindre

Men hvad skal man så gøre, når man som lærer står med elever, der mistrives? Lytte noget mere, men handle mindre. Bruge sine pædagogiske virkemidler og sin faglige dømmekraft. Gøre noget, men ikke for meget. Hvad betyder det helt konkret?

Lene Tanggaard anbefaler, at man prøver at skille tingene en lille smule ad,

»Selvevaluering er efter min mening med til at udvikle angst. Når vi for eksempel spørger en syvårig: ”Hvordan synes du selv det går i matematik?”. Det er ikke barnets opgave. Det er lærerens opgave at skabe rammer, så den dreng kan lære det, han skal. Vi skal ikke give ham ansvaret, så er vi med til at signalere, at vi selv er usikre. Og det er et tegn i tiden, som kan være med til at udvikle angst, når man har med elever i mistrivsel at gøre.«

»Trivsel og mistrivsel er sådan nogle overkategorier, som er svære at arbejde med. Prøv at bryde det ned i mindre enheder. Hvad er problemet, hvad er mulighederne, hvad kan vi gøre noget ved her i skolen, du og jeg sammen? Hvad har vi råderum over, hvad er det mindste, vi kan gøre?«, siger hun og forklarer, at nogle gange vokser ting sig store og kan blive nogle uoverstigelige psykiske problemer.

»Prøv at lave en analyse, bryd det ned, og find ud af, hvad I kan gøre. Ikke i sådan en omnipotent tro på, at vi kan løse det hele, for det kan vi sjældent. Men det vi kan gøre, det skal gøres. Men for at finde ud af, hvad der er problemet, forudsætter det, at man sætter sig ned og lytter. Ikke på den måde, hvor man siger: ”Nå, du siger, du har angst. Så finder vi nogle angstbehandlingsmetoder”. Nej, lytte. Behandle mindre«, siger hun.

Lene Tanggaard mener, det er helt essentielt, at lærerne kridter banen op for, hvad der er indenfor og udenfor banen. Hvad er skolens opgave, og hvad er ikke skolens opgave? Hvad kan vi gøre noget ved, og hvad kan vi ikke gøre noget ved?

Og det kræver ærlighed og tydelighed.

»Man skal tale om, hvad der er i vores magt, og hvad der ikke er i vores magt. Og så skal man turde være magtesløse sammen. Vi skal hjælpe vores børn og unge med at forstå, at det godt må gøre ondt og være svært. Sådan er livet. Det er besværligt. Det går ikke altid efter planen, og det skal vi kunne være i«.

Op på ølkassen

Og så er vi tilbage ved ølkassen. For Lene Tanggaard ved godt, at lærerne kan være underlagt et massivt pres fra forældrene, som forventer handling, når deres børn ikke trives. Og at der er tendenser i samfundet, som altid får pilen til at pege på skolen, når der er problemer, og kritikere, som mener, at det hele er lærernes rolle.

»Den kamp bliver man nødt til at tage, for alt er naturligvis ikke skolens eller lærerens opgave. Der må man tage fat i formålet og forklare, at skolen ikke er en læringsmaskine. Skolen er et fælles ansvar, og der må man få forældrene med på, hvorfor det er så vigtigt at samarbejde. Skolen er ikke bare en butik, hvor man går ind og henter varer. Det er et fælles ansvar. En dannelsesproces. Og en meget kompliceret institution, hvor der er brug for tillid, for uden tillid kan man som lærer ikke udføre sit arbejde«, forklarer Lene Tanggaard og tilføjer:

»At lytte handler også om kollektivt at lytte på vandrørene i undervisningen. At man har et øje på hver finger«

»Det skal man turde sige højt, for hvis der ikke er tillid til læreren, kan det være svært at løse opgaven. Så hvordan kan vi genopbygge tilliden, kære forældre? Det er enormt svært at sige, men det kan være nødvendigt«, siger Lene Tanggaard.

Hun genkender det sagtens fra sin egen hverdag som leder – ”hvis alle bare makkede ret og forstod, hvad jeg mente, så ville det være nemt” –som hun siger med et grin og tilføjer:

»Men jeg tror også, vi ville blive dovne af det«.

Det kan både været hårdt og en svær opgave at indtage den nødvendige og myndige rolle og forklare de moderne, veluddannede og kritiske forældre, som lærerne møder, og som i højere og højere grad møder institutionerne med mistillid og spørgsmålet: ”Magter de opgaven?”

»Det er nødvendigt at indgå en psykologisk kontrakt, kigge hinanden i øjnene, give hinanden håndslag, så vi har nogle aftaler med de forældre – eller samfundet i det hele taget – som udfordrer autoriteterne. Det er på mange måder en kæmpe gave, for det betyder, at alle fagprofessionelle skal autorisere sig selv hele tiden, men det er også enormt hårdt og kan føre til udbrændthed«, siger Lene Tanggaard.

Med en psykologisk kontrakt mener hun aftaler og regler for, hvad forældrene kan forvente. Hvornår svarer læreren på beskeder, og hvornår svarer læreren ikke.

»Det kan være nødvendigt at sige, ”jeg ser det, jeg hører det, jeg arbejder, jeg har hånd om det, men jeg svarer ikke på alt. Jeg skal nok tage fat om det, der er alvorligt. Forældre har også tit brug for at opleve, at der bliver lyttet«.

Udvikle dømmekraften sammen

Det er ikke nogen let opgave for læreren, ved Lene Tanggaard, men hvis lærerjobbet bare var et spørgsmål om at nå nogle læringsmål og følge en plan, ville det næsten også være for let, som hun siger.

»Det er jo hele denne del, der er den svære. Man skal bruge sin faglighed til at træffe de rigtige valg på de rigtige tidspunkter«, siger Lene Tanggaard og kalder det en særlig visdom, fordi der ikke er nogen klare svar og ikke nogen manual.

»Det kræver et godt kollegafællesskab, hvor man kan reflektere sammen og udvikle sin dømmekraft. Hvis den bare bor inde i os selv, så bliver den sløv. Derfor skal vi kultivere det i fællesskab, velvidende at det er svært. Men jeg er af den overbevisning, at samfundet forventer, at skolen og dens lærere kan prioritere og træffe disse valg. Det er kontrakten«, siger Lene Tanggaard og kalder det en væsentlig del af det at være lærer.

»Men det er hårdt, og derfor er der også brug for både egenomsorg og fællesomsorg i lærerkollegiet«. ■

Børn og unge har brug for mere Klods Hans, fadervor og Baronessen fra Benzintanken

Urbanisering og individualisering har afløst landsbysamfundet, vi er kommet for langt væk fra naturen og de store horisonter. Det, mener Lene Tanggaard, er nogle af årsagerne til, at børn og unge i stigende grad mistrives.

»Vi oplever, at vi er centrum. Og så har vi glemt arvegodset«, siger hun og nævner Preben Koks bog Arvegods, hvor han fremhæver tre afgørende fortællinger i vores kulturkreds, nemlig Klods Hans, fadervor og Baronessen fra Benzintanken.

»Klods Hans handler om, at du ikke behøver være den klogeste i klassen for at få et godt liv. Fadervor handler om, at vi ikke nødvendigvis er herre over vores eget liv, du er allerede elsket, uanset hvad du er, og hvordan du præsterer. Baronessen fra benzintanken handler om, at det gode liv kan leves mange forskellige steder, og det er nogle vigtige budskaber at fortælle børn og unge«. ■