2 minute read
Nyt forskningsprojekt mixer basket og matematik med succes
En ugentlig omgang BasketMatematik kan øge motivationen for klasserumsmatematik blandt indskolingsbørn. Nu undersøger forskere, om det også gælder 6. og 7. klasser.
AF SIMONE KAMP · SKA@FRIESKOLER.DK
Øh … BasketMatematik?
Ja, du læste rigtigt – BasketMatematik er et koncept, hvor man gennem øvelser fra basketballsporten, som for eksempel dribling og kast i kurven, lader eleverne skabe deres egne resultater og tal, der efterfølgende kan bruges i matematikregnestykker.
Formålet er, at børnene får en god oplevelse og øger deres kompetencer i både basketball og matematik, men især oplever at få et ejerskab over matematikken, forklarer Linn Damsgaard, der er en af forskerne bag projektet. Hun og hendes kolleger på Institut for Idræt og Ernæring ved Københavns Universitet ville gerne skabe en ny type undervisning, fordi de synes, at skolen er låst i faste rammer: Matematik sker i klasselokalet, og idræt i hallen. Samtidig vidste forskerne, at jo mere motiverede børn er, desto bedre lærer de.
»I BasketMatematik verbaliseres matematikken og bliver til håndterbare tal gennem basketballøvelserne. Det øger elevernes motivation og gør, at de bedre kan sætte sig ind i regnestykkerne, fordi de får en reference og kan huske, at ’årh ja, det var der, hvor jeg driblede syv gange…’«, siger Linn Damsgaard.
Indtil videre har forskerholdet undersøgt udviklingen i motivationen hos 800 danske børn fra 1. til 5. klasse, der havde BasketMatematik én gang om ugen i seks uger. Og resultaterne er klare: Børnene er blevet mere interesserede i matematik i klasselokalet. De deltagende lærere har også givet udtryk for, at de elever, der ikke bidrager så meget i matematikundervisningen i klassen, kommer mere på banen i forhold til det matematikfaglige, når de laver BasketMatematik i hallen.
»Det er jo fedt, for det understøtter vores tankegang om, at hvis man laver anderledes undervisning, kan det batte noget i den anden ende«, siger forskeren.
En opkvikker til teenagerne
Nu er Linn Damsgaard taget til Oslo i et halvt år for at lave et BasketMatematik-projekt for 6.-7. klasser i samarbejde med Norges Idrettshøgskole. Klasserne skal have faget to gange om ugen, for norske skoleskemaer prioriterer bevægelse meget højt. Linn Damsgaard glæder sig til at se, om man kan rykke ved den aldersgruppes præstation og ikke mindst motivation, som er kendt for at være lavere om foråret i forhold til starten af skoleåret.
»Der er mange skrøner om udfordringerne ved at lære 6.-7. klasser noget. Og de har allerede haft en oplevelse med matematik i mange år, så netop derfor tror vi, at de har brug for anderledes undervisning«, siger hun.
Hvis resultaterne fra Norge bliver gode, er det planen at køre et lignende forsøg på danske 6.-7. klasser i foråret 2022 med én undervisningsgang om ugen.
»Vi vil gerne hjælpe med at tænke undervisning anderledes – at tænke læring ind i bevægelse i stedet for bevægelse ind i læring. Fysisk bevægelse kan sagtens være en integreret del af undervisningen. Hvis vi kan hjælpe med det, er det fedt, for lærerne i Danmark har travlt nok i forvejen«, siger Linn Damsgaard.