Børns opmærksomhed har altid været svær at fange

Det er ikke kun iPads, spil og nye teknologier, der har svækket børns evne til at koncentrere sig. I 1800-tallet kæmpede man også med at fastholde børns opmærksomhed i skolen.

Børn, der hænger i gardinerne, som har svært ved at finde ro, koncentrere sig og lytte, eller børn, der falder i staver og dagdrømmer sig langt ud ad vinduerne.

Det kan være svært at trænge igennem og få opmærksomheden hos børn og unge.

Lyder det som noget, du kender fra undervisningen, så er du ikke alene – og det er heller ikke et nyt fænomen.

Børns opmærksomhed var nemlig også noget, man kæmpede med i 1800-tallet. Det siger Anders Kruse Ljungdalh, der er lektor i uddannelsesvidenskab på Syddansk Universitet og har skrevet bogen ”Opmærksomhedsbegrebets historie”. I den stiller han skarpt på, hvordan pædagogikken og psykologien siden 1800-tallet har arbejdet med at skabe og fastholde opmærksomheden i skolen. Han siger:

»Om børn er blevet mere eller mindre opmærksomme end tidligere på grund af mobiltelefoner og nye teknologier, er ikke til at sige. Men det er ikke noget nyt, at man har revet sig i håret over, at børn ikke er opmærksomme nok«, siger Anders Kruse Ljungdalh.

Opmærksomhed er en forudsætning for at lære noget, og det kan være en svær øvelse at styre både sin egen og børnenes opmærksomhed.

Og det bliver ikke nemmere i en tid, hvor menneskets evne til dyb koncentration tilsyneladende falder på grund af den digitale udvikling, hvor opmærksomheden er i skarp konkurrence med skærmene.

Man kan dog ikke give de nye teknologier og skærmene hele skylden.

»Man kan pege på alle mulige ting og dårlige vaner, som kan give uheldige konsekvenser. Men man skal passe på med at sige, at det er digitaliseringen, der har ødelagt børns opmærksomhed«, siger Anders Kruse Ljungdalh og tilføjer:

Man kæmpede også med børns opmærksomhed for 100 år siden

Fra landliv til skole

I sidste halvdel af 1800-tallet begyndte skolerne at minde om skolerne, som vi kender dem i dag. Befolkningen rykkede fra land til by, og dermed forandrede skolerne sig markant. Man fik større skoler med op mod 50- 70 elever i klasserne, og det stillede store krav til både undervisningsformen, læreren og evnen til at fange og fastholde elevernes opmærksomhed.

»Man kæmpede blandt andet med de børn, der var vant til et landliv, hvor de havde levet det praktiske liv. Lige pludselig kom de børn ind i skolen for at sidde på en stol og kigge op på en tavle. Det var meget uvant, og derfor fylder opmærksomheden så meget i litteraturen«, siger Anders Kruse Ljungdalh, som blandt andet har studeret gamle lærervejledninger. Her er det tydeligt, at opmærksomhedsteknikker spillede en vigtig rolle.

»Det ses i litteraturen, at de er meget interesserede i opmærksomheden som noget andet end motivation og interesse. Børns opmærksomhed har en helt særskilt interesse. Det er ikke tilfældigt, at den videnskabelige psykologi opstår på det her tidspunkt«, fortæller han.

I psykologien bliver der skelnet mellem den viljestyrede opmærksomhed, hvor vi er i

stand til at blive ved noget, der kræver vores opmærksomhed, og den spontane opmærksomhed, som reagerer næsten som en refleks, for eksempel når nogen kalder på os.

Skolen så det som sit formål at træne den viljestyrede opmærksomhed. Det gjorde lærerne blandt andet med særlige spørgeteknikker og ved at bringe plancher, illustrationer og landkort ind i klasselokalet.

»I dag tænker vi: ”Ja selvfølgelig”, men det var uvant for dem dengang, men det var en måde at fastholde opmærksomheden på«, fortæller Anders Kruse Ljungdalh.

Kedelige opgaver – hver dag

Man var også af den opfattelse, at den viljestyrede opmærksomhed kunne trænes blandt andet ved at stille eleverne uinteressante opgaver i 20 minutter om dagen.

»I dag er der ingen, der ville drømme om at foreslå, at eleverne skal have kedelige opgaver for at træne deres opmærksomhed«, siger lektoren, der dog alligevel mener, at vi kan lære noget af den særlige interesse, de dengang havde på netop børnenes opmærksomhed.

»I dag er vi mere optagede af at motivere eleverne. Hvis vi har motiveret dem, så behøver vi ikke beskæftige os med opmærksomhed – det er den gængse holdning i dag. Opmærksomhed er blevet overset som begreb«, forklarer han.

»Vi skal ikke gøre det, de gjorde, men jeg tror, vi kan vinde noget ved at øge interessen for opmærksomhedsbegrebet både i pædagogikken og i didaktikken. Det handler ikke kun om motivation«. ■