Mobning har negative konsekvenser for hele klassen

Det er ikke kun for offeret, at mobning har negative konsekvenser. Det har det også for resten af klassen, som mister evnen til at føle medlidenhed, og som kommer til at opleve udstødelse som en livsstil.

At det kan have livslange konsekvenser for et barn at blive mobbet, er kendt viden for de fleste. Men at mobning også kan have negative følger for resten af klassen, er ofte overset.

Det fortæller Helle Rabøl Hansen, som i 20 år har forsket i mobning og i år har udgivet bogen ”Mobning”, som er en bog i serien Pædagogisk Rækkevidde.

»Den kollektive konsekvens ved at være barn i en mobbe-klasse er, at evnen til at føle medlidenhed forsvinder. Det gør noget ved et barn at gå i en mobbeklasse, for hvis man skal se på, at et barn bliver mobbet eller ignoreret gennem længere tid, så er du nødt til at acceptere, og du kan ikke både acceptere og have medlidenhed«, fortæller Helle Rabøl Hansen.

I starten kan det som klassekammerat være svært at være vidne til, men efterhån den begynder man stiltiende at acceptere, selvom det ikke matcher den almindelige menneskelige moral.

Hvis vi snakker dannelse, så kan vi jo spørge os selv, om det er sådan nogle mennesker, vi vil sende ud i verden, hvor udstødelse er blevet en livsstil.

»Elever, der er ramt af medlidenhedsstop vil for eksempel sige, at "det var også hans egen skyld", eller "hun var også irriterende", mens elever, der har medlidenheden intakt, vil få ondt i maven over at være vidne til mobning. De kan ikke holde ud at se på det, og de vil stoppe det. Og vi ved, at børn, der blander sig, de stopper det her medlidenhedsstop både hos sig selv og hos andre«, forklarer Helle Rabøl Hansen, som derfor opfordrer til, at børn lærer, at de skal blande sig.

»Når man har gået i en mobbeklasse i mange år, er det blevet livet og kulturen. Udstødelse er blevet en livsstil. Børnene forventer, at fællesskab indeholder positionering, mens elever, der kommer fra en ikke-mobbe-klasse, vil være mere overbærende«, siger Helle Rabøl Hansen, som blandt andet bygger sin forskning på interviews og observationer fra skoler.

Mobning er raffineret

Læreren er den mest centrale voksne, når man taler mobning i skolen, for læreren står på den centrale scene for mobning. Men det kan være svært for læreren at se, hvornår der er tale om mobning. Det har Helle Rabøl Hansen set i sin forskning, hvor hun også har interesseret sig for læreropfattelsen af elevmobning. Mange lærere blev overrasket over, hvilke elever der følte sig mobbet og holdt udenfor. Og det overrasker ikke Helle Rabøl Hansen. For mobning kan være tavse symbolikker eller bare tavshed, og det gør mobningen svær at spotte.

»Mobning kan være så raffineret, at de voksne har svært ved at aflæse, hvad der foregår«, siger Helle Rabøl Hansen og understreger, at det er vigtigt at tage henvendelsen fra et barn, der siger, det bliver mobbet, alvorligt – også selv om man som lærer bliver overrasket og ikke har lagt mærke til noget.

»For barnet vil det opleves som en ekstra krænkelse, hvis det oplever at være udstødt, og at læreren så bagefter ikke tror på det. Barnet rammes to gange, så det er vigtigt, at man lytter til barnet, selvom man som voksen er i tvivl«, siger Helle Rabøl Hansen.

Vigtigt at barnet bliver hørt

Særligt kan det være svært at spotte mobning, hvis offeret er en elev, der i lærerens perspektiv er skoleutilpasset – altså en elev, der har svært ved – eller ikke vil – følge normerne, som måske ikke har styr på sine ting, og som keder sig i skolen. Der er en klar tendens til, at lærerne lettere genkender de skoletilpassede elever, som ofre for mobning, men ikke de skoleutilpassede, og omvendt er det for udøverne af mobning. Her er en tendens til, at de skoleutilpassede genkendes som udøvere af mobning, men ikke de skoletilpassede, fortæller Helle Rabøl Hansen.

»Der er et genkendelsesparadoks, som peger på, at det er afgørende, hvordan relationen til læreren er, og om mobning kan blive italesat. Man må ikke undervurdere, hvor vigtig lærerindsatsen er. Også selv om lærerindsatsen ikke stopper mobning, men bare det, at barnet oplever at blive set, og at det bliver set, at det krænkes, betyder utrolig meget for barnet i modsætning til dobbelt-op-effekten, hvor barnet krænkes, men læreren ikke tror på det«.