Forord og tilegnelse (af David Wengrow

David Rolfe Graeber døde, 59 år gammel, den 2. september 2020, godt tre uger efter, at vi var blevet færdige med at skrive denne bog, som vi havde været opslugt af i mere end ti år. Den begyndte som en adspredelse fra vores ”seriøse” videnskabelige arbejde; et eksperiment, næsten en leg, hvor en antropolog og en arkæolog forsøgte at rekonstruere den store samtale om menneskehedens historie, som engang var ganske almindelig inden for vores fagområder, men denne gang på grundlag af vore dages viden. Der var hverken regler eller tidsfrister. Vi skrev, hvad vi havde lyst til, og når vi havde lyst til det, hvilket efterhånden blev dagligt. I de sidste år, før vi blev færdige, steg tempoet og det skete ofte, at vi talte sammen to-tre gange på en dag. Vi mistede gerne overblikket over, hvem der var kommet på hvilke ideer eller havde bidraget med hvilke oplysninger eller eksempler; det hele røg ind i ”arkivet”, som hurtigt voksede ud over, hvad en enkelt bog kan rumme. Resultatet er ikke et kludetæppe, men en ægte syntese. Vi kunne mærke, hvordan vores måde at skrive og tænke på gradvist nærmede sig hinanden og til sidst flød sammen. Vi var klar over, at vi ikke havde lyst til at afslutte den intellektuelle rejse, vi var begyndt på, og at mange af de begreber, som præsenteres i denne bog, med fordel kunne udvikles og udbygges med eksempler, og derfor planlagde vi at skrive flere bøger; hele tre, faktisk. Men denne den første bog skulle jo slutte et eller andet

9

sted, så klokken 21.18 den 6. august meddelte David Graeber, med sin karakteristiske sans for Twitter-egnede formuleringer (og med inspiration fra Jim Morrison), at bogen var færdig: ”Min hjerne er lammet og øm af forbløffelse.” Vi sluttede, ganske som vi var begyndt, i dialog, mens udkast løbende blev sendt frem og tilbage mellem os, mens vi læste, delte og diskuterede de samme kildetekster, ofte til ud på de små timer. David var bestemt ikke kun antropolog. Han var aktivist og intellektuel debattør på verdensplan, som søgte at leve efter sine egne forestillinger om social retfærdighed og frihed ved at indgyde undertrykte mennesker håb, og inspirere mange andre til at følge ham. Denne bog er tilegnet David Graeber (1961–2020) i kærlig erindring, og, som han ønskede det, mindet om hans forældre, Ruth Rubinstein Graeber (1917–2006) og Kenneth Graeber (1914–1996). Må de sammen hvile i fred.