Barndom og familie

Barndom og familie 8

Egernet sagde: »(…) Jeg har ligget henad en Gren og rystet af Skræk, mens en lang Dreng sendte spidse Stokke op efter mig – jeg kan ikke begribe, hvordan han bar sig ad med at se mig, jeg laa nemlig helt stille (…).« Bente blev ked af det – for mon ikke den lange Dreng var en af hendes Brødre.« Suzanne Lassen: Bente og Skovens Dyr

Høvdingsgaard og Bækkeskov

Anders Frederik Emil Victor Schau Lassen blev født den 22. september 1920 på herregården Høvdingsgaard i nærheden af Vordingborg på Sydsjælland. I 1922 fik Anders en lillebror, Frants. Drengenes far, Emil Victor Schau Lassen, havde arvet herregården efter sin far, A. F. J. C. Lassen, i 1917 – to år inden han giftede sig med deres mor, forfatterinden og illustratoren Suzanne Marie Raben-Levetzau. Emil Lassen ejede Høvdingsgaard indtil 1929, da han blev nødsaget til at sælge den – dels fordi de sløje konjunkturer for landbruget gjorde det svært at få godsets økonomi til at hænge sammen, og dels fordi han var nødt til at købe sine tre søskende ud af deres arveandele: Hans storebror, Fritz, ville læse til læge og havde derfor givet afkald på at arve Høvdingsgaard, men havde til gengæld brug for penge, og hans to søstre, Jenny og Estrid, var blevet skilt fra hver sin tyske godsejer og også de havde mere brug for penge end for at eje en fjerdedel af en herregård med tvivlsomme udsigter. 9*

Salget af Høvdingsgaard indbragte Emil Lassen penge nok til, at han kunne betale sine søskende og købe Bækkeskov mellem Fakse og Præstø, hvis landbrug imidlertid skulle vise sig at være mindst lige så vanskeligt at få til at løbe rundt som Høvdingsgaards. På Bækkeskov fødtes i 1931 brødrenes lillesøster, Bente.

Bækkeskovs dyrehave gik i ét med et landskab af enge, marker, skov

21

Anders og Frants Lassen på fisketur.

og søer, hvor børnene kunne udfolde sig uden synderlig indblanding fra de voksnes side. Anders og Frants var ivrige jægere og udviklede tidligt en formidabel evne til at færdes hurtigt og lydløst i naturen, og de lærte at ramme plet, hvad enten de skød med hjemmelavet bue og pil eller med bøsse, og hvad enten byttet var tamme høns til aftensmaden, de utallige rotter, som levede i Bækkeskovs stalde, en fuldvoksen hankat, rådyr i fuldt spring, vilde fugle i flugt eller gråspurve eller tamme duer, som fodermesterens søn, der var nogle år yngre end Lassen-drengene, blev sat til at drive ud af svinestalden eller dueslaget. Selv om drengene, og ikke mindst Anders, var gode skytter, var de ikke ufejlbarlige: En hvid italiensk hane, som på knivkastermanér skulle omkranses af pile, men ikke rammes, blev truffet så uheldigt, at onkel Fritz måtte hugge hovedet af den ved hjælp af en sabel. 10

Anders og Frants overnattede i skoven sammen med deres kammerater og familiens store hund Rufus, de sejlede på de lokale søer og kildede bækørreder eller skød dem med bue og pil, og de – og i særdeleshed Anders – skød til måls efter snart sagt alt, hvad der kom inden for rækkevidde, inklusive en stor rød haveparasol. Da deres mor omhyggeligt havde udbedret skudhullerne, anvendte de parasollen som faldskærm, da de eksperimenterede med udspring fra et badeværelsesvindue på an

22

den sal. Taget på den tre etager høje hovedbygning var en af drengenes foretrukne legepladser, dog kun, når deres mor ikke var hjemme. Da Anders og Frants engang så et dødsdrom på en markedsplads, slæbte de en knallert op på taget og kørte rundt i tagrenden. 11 En del af drengenes skydeøvelser foregik inden døre, afvekslende med Anders’ øvelser med knivkastning, en disciplin, som han beherskede til fuldkommenhed og til stor skade for lampeskærme og møbler på sit værelse. Da Frants var så uforsigtig at sige, at det jo ikke var nogen særlig kunst at kaste med kniv, greb Anders i stedet sin 6 mm salonriffel og skød den kridtpibe, som Frants havde i munden, i stykker, så kridtstumperne stod om ørerne på hans lillebror. (Piben var knækket, og stumpen var kun ca. fire cm lang). Husjomfruens mand, Magnus, som også var ansat på Bækkeskov og en god ven af drengene, overværede optrinnet og reagerede med forfærdelse: »Men Anders, hvor turde du vove det? … Du kunne have ramt ham.« Hvortil den unge kunstskytte svarede: »Du ved, hvor godt jeg skyder, Magnus, uden at prale …« 12

Fritz Lassen.

23

Emil Lassen havde tilsyneladende ingen betænkeligheder ved drengenes frie og til tider vilde liv. Måske havde han også for travlt med at prøve at få godsets økonomi til at hænge sammen til at interessere sig synderligt for, hvad hans børn foretog sig, når de var uden for hans synsvidde. Emil Lassen var tynget af familiens økonomiske vanskeligheder, men han var i øvrigt en stærk, energisk og udadvendt personlighed med en udtalt sans for humor og aktiv i en mængde bestyrelser og udvalg med forbindelse til land- og skovbruget og det sydsjællandske erhvervsliv. Han nærede en levende interesse for militære anliggender. Han var ud af en familie med stærke militære og nationale traditioner – hans oldefar Emil Victor Schau var en af de berømte syv Schau-brødre, der alle faldt eller døde af tyfus i De Slesvigske Krige 1848-49 og 1864 – og

24 Suzanne og Emil Lassen med Rufus.

han var selv sekondløjtnant af reserven i Den Kongelige Livgarde. Som konservativ folketingskandidat i Sorø-Ringsted-kredsen var hans mærkesag en styrkelse af det danske forsvar, som skiftende regeringer havde forsømt siden Første Verdenskrig. Forsvarssagen interesserede bare ikke vælgerne synderligt, og Emil Lassen stillede forgæves op ved folketingsvalgene i både 1932, 1935, 1939 og 1943.

Emil Lassen plejede med stolthed mindet om Schau-brødrene og prægede sine børn med en stærk nationalfølelse. Patriotismen var en selvfølgelig del af atmosfæren i familien, og det samme var den tanke, at man havde en pligt over for sit fædreland, en pligt, som om nødvendigt kunne kræve, at man satte livet ind.

Anders’ mor, Suzanne Lassen, blev født i 1888 som datter af lensgreve Frederik Raben-Levetzau (1850-1933) – en af landet største jordbesiddere med godser på Lolland og Sydsjælland og udenrigsminister 1905- 08 – og dennes amerikanske hustru Suzanne (bedre kendt som Nina) Moulton. 13*

Suzanne var kunstnerisk begavet og debuterede i 1915 som forfat

Bækkeskovs hovedbygning tegnet af Suzanne Lassen i Bentes Fuglebog, 1932.

25

ter og illustrator med En Billedbog. I 1929 udgav hun versromanen Den uartige Caroline, som blev en af tidens populæreste børnebøger. Med denne og efterfølgerne – Bentes Fuglebog, Bente og Rufus, Bente og Skovens Dyr og Bentes Veninde – bidrog hun væsentligt til familiens økonomi. Bøgernes univers var herregårde og landskaber, der mindede om familien Raben-Levetzaus gods Aalholm på Lolland og om Bækkeskov, og hovedpersonerne var mere eller mindre direkte kalkeret over Suzannes venner og familie og senere hendes egne børn og deres venner. Forbilledet for Den Uartige Caroline var Varinka Wichfeld, hvis familie ejede Aalholms nabogods Engestofte, og »Bentes veninde« var løseligt inspireret af fodermesterens datter, Anny. Suzanne Lassen illustrerede selv sine bøger med sort-hvide tegninger og sarte akvarelpasteller i en elegant jugendstil. Både tekst- og billedsiden var præget af en frisk, humoristisk, satirisk indstilling til livet, som var karakteristisk for Suzanne, der var en skarp iagttager og en drillesyg natur. Det er et træk, som hun at dømme efter mange af Anders’ senere breve til familien og en del af hans dagbogsoptegnelser gav videre til ham.

Suzanne Lassen var et dybt religiøst menneske, og også Emil var religiøs »på sin egen robuste måde«. Anders og hans søskende gik med deres forældre i kirke, men selv om Anders formentlig troede på Gud – »det gjorde vi« – er der ikke noget, der tyder på, at religionen på noget tidspunkt spillede nogen særlig rolle i hans liv.

Emil og Suzanne Lassen havde familie- eller venskabsbånd til store dele af den danske overklasse og til velhavende og indflydelsesrige familier på den amerikanske østkyst. Gennem Emil Lassens to søstre, Jenny og Estrid, som begge inden Første Verdenskrig havde giftet sig med tyske godsejere (som de som nævnt siden var blevet skilt fra), var der også forbindelser til det tyske aristokrati. Når Jennys to sønner, Axel og Cuno von dem Bussche-Streithorst, som drenge var på besøg på Bækkeskov, førte Anders an i deres fælles krigslege og dekreterede, at danskerne skulle vinde hver eneste kamp. Til nogen træthed for gæsterne. 14

Nogle af de mange gæster, der kom på Bækkeskov, var spændende bekendtskaber for Anders. Blandt dem var Karen Blixens bror, godseje-

26

ren, officeren og forfatteren Thomas Dinesen, som i 1928 havde udgivet bogen No Man’s Land om sin tid som canadisk soldat i Første Verdenskrig.

Dinesen havde forgæves forsøgt at melde sig til den franske, britiske og amerikanske hær, men var til sidst via det canadiske hvervekontor i New York blevet optaget i et skotsk-canadisk højlandsregiment. Han deltog som menig i den allierede offensiv ved Amiens i august 1918 og høstede megen hæder for sin indsats. Han blev tildelt Victoriakorset for det

… yderst iøjnefaldende og vedholdende mod, som han udviste under ti timers nærkamp mand mod mand, som resulterede i erobringen af over en mile stærkt bemandede og stædigt forsvarede fjendtlige skyttegrave. Fem gange efter hinanden stormede han frem alene og uskadeliggjorde på egen hånd fjendtlige maskingeværer og dræbte 12 fjender med bom ber og bajonet. Hans vedvarende tapperhed og rådsnarhed inspirerede ha ns kammerater i en meget kritisk fase af kampen og var et forbillede for dem alle. 15*

En anden gæst, som også gjorde indtryk på drengene, var den store jæger og opdagelsesrejsende lensgreve Gregers Ahlefeldt-Laurvig-Bille, som var gift med Emil Lassens kusine Nonnie. Det var Gregers Ahlefeldt, som lærte den 13-14-årige Anders og hans lillebror at fremstille buer og indskærpede dem, at en ordentlig jæger nøje fører bog over sit bytte. Anders var fascineret af bueskydningens historie og traditioner og udsmykkede titelbladet i den jagtjournal, som han tog i brug i 1934, med en tegning af et »oldassyrisk Relief« forestillende en løve, der er ramt af fire pile, og derunder en detaljeret tegning af en pil. På navnemærkaten på bogens omslag tegnede han sit private våbenmærke, en silhuet af et dyrekranium, lodret gennemboret af en pil. Anders registrerede herefter med minutiøs omhu alt sit bytte, og hvordan han havde dræbt det. Jagten var en leg og en fornøjelse, men også en måde, hvorpå Anders kunne udmærke sig og vise sit værd. De meget nøgterne

27

notater røber ingen betænkeligheder ved drabene, kun tilfredshed med egne præstationer og en teknisk, til tider næsten kunstnerisk, interesse for udførelsen. Anders fik sin sidste jagtjournal i konfirmationsgave af Kristine Carlsen, kaldet »Dida«, som havde været barnepige for både Anders og hans far. Det første notat lyder: »seks tamme høns skudt med 1 m lang Tuja Bue og Hasselpil med Sømod i Hønsegaarden på Bækkeskov i Aaret 1934,« og de sidste: »nedlagde to ved overlagt og beregnet skydning. Våben Tommy Bøsse« og »brugte for første gang min Kniv« den 12. august 1942.

Herlufsholm

Anders og Frants tilbragte de første skoleår på Mern Skole, som var Høvdingsgaards lokale skole. Efter flytningen til Bækkeskov fulgte en tid med hjemmeundervisning, men da Anders var 11 år gammel – dvs. efter folkeskolens 5. klasse – blev han optaget på kostskolen Herlufsholm, for dér at tage de fire mellemskoleår, som gav adgang til gymnasiet. Herlufsholm modtog mange børn fra danske godsejerfamilier, og Emil Lassen havde selv gået på skolen. Herlufsholm ligger ca. 20 km fra Bækkeskov, og Anders var ofte hjemme i weekenderne, hvilket må have været lyspunkter i en ellers temmelig vanskelig periode.

Anders’ standpunkts- og eksamenskarakterer fra oktober 1932 til sommeren 1935, og ikke mindst lærernes kommentarer, fortæller om en dreng, der, selv om han anstrengte sig – hvilket han ifølge sine lærere gjorde i nogle fag, men ikke altid og langtfra i dem alle – havde store vanskeligheder ved at honorere skolens krav. Det blev ikke bedre af, at Anders, mens han gik på Herlufsholm, blev ramt af en alvorlig nyresygdom, som ifølge hans mor satte ham et halvt år tilbage, og som skulle forfølge ham resten af livet.

Lærerne skrev om Anders: »flink, men langsom«, […] »forbavsende uvidende«, […] »umoden i forhold til klassen«, […] »har meget vanskeligt ved at være opmærksom i klassen«, […] »har svært ved at vænne sig til regelmæssigt og grundigt arbejde«, […] »det synes, som om den

28

legemlige Vækst står i vejen for den åndelige«. En naturhistorielærer glædede sig på et tidspunkt over, at Anders »dog i det mindste interesserer sig for zoologi«, og en engelsklærer over, at han »har taget sig noget sammen, og der er lille fremgang at spore.« En historielærer fandt, at Anders »er interesseret og følger ret pænt med«, en geografilærer syntes, at »hans mangel på evne til at tilegne sig lektiens stof er parret med et ganske fornuftig jugement«, og en sløjdlærer bemærkede, at han »interesserer sig mest for Vaabenfabrikation! Han er ikke let at få til at gøre andet Arbejde med Omhu.« 16

I slutningen af Anders’ første skoleår på Herlufsholm, i sommeren

Anders Lassen på Herlufsholm.

29

1933, skrev Emil Lassen til rektor for at bede ham overveje at rykke Anders op i 2. mellemskoleklasse, selv om hans års- og eksamenskarakterer egentlige var for dårlige til det.

Drengen [er] først i de sidste Maaneder […] begyndt at opfatte Koncentrationens Værdi i Læsningen, og jeg er af den Opfattelse, at hvis han ry kkes op, vil han have mulighed for at arbejde sig op. Ambition har knægten nemlig.

Emil Lassen frygtede, at det »vil have en afgjort ikke heldig Indvirkning paa hans Karakter og vaagnende Energi og Arbejdslyst,« hvis han skulle sidde over og tilmed gå i klasse med sin yngre bror, som skulle begynde på Herlufsholm efter sommerferien. 17

Rektor gav i sit svar udtryk for stor forståelse for Emil Lassens synspunkt og sympati for Anders:

Jeg beklager meget det daarlige Resultat af dette Aars Skolegang, som staar i saa stor Modstrid med det almindelige Indtryk af Drengens Habitus, som man faar af ham uden for Skoletimerne.

Han afviste ikke desto mindre at efterkomme faderens ønske: Det ville vække uheldig opmærksomhed på skolen, men det ville først og fremmest være at gøre Anders en bjørnetjeneste,

idet en dreng, der har vist sig saa umoden vil faa en haabløs Kamp at udkæmpe i den følgende Klasse, hvor et Fag som Tysk, der almindeligt anses for svært, tilmed kommer til som nyt.«

Rektors løsning var at lade Anders og Frants bo i hver sin bygning. 18

Anders’ års- og eksamenskarakterer ved afslutningen af 2. mellemskoleklasse i 1935 gav et gennemsnit på 4,14 (svarende til 6 efter 13-skalaen og 02 efter 7-trinsskalaen fra 2006). Den 24. juni skrev Emil Lassen igen til rektor, denne gang for at meddele ham, at han var klar over, at

30

Anders’ karakterer var for dårlige til, at han kunne fortsætte på skolen, »alt i overensstemmelse med vor sidste Samtale«, og at han og hans hustru derfor havde besluttet at melde begge deres sønner ud, »da vi ønsker, at de længst muligt skal følges ad og vi haaber at få dem anbragt på Haslev Gymnasium efter Sommerferien.«

Lundby Realskole

Brødrene kom ikke på Haslev Gymnasium, men begyndte i stedet i efteråret 1935 på Lundby Realskole med henblik på at få en Almindelig Forberedelseseksamen (Præliminæreksamen) med tre sprog. En sådan eksamen gav adgang til gymnasiet, men var også i sig selv ansættelsesgrundlag i etaterne og forudsætning for adgangskursus til bl.a. Landbohøjskolen og Den Polytekniske Læreanstalt. Lundby Realskole var en velrenommeret skole, hvis elever kom fra hele egnen mellem Næstved i nord og Vordingborg i syd, og den lå inden for cykelafstand (15 km) af Bækkeskov, så Anders og Frants igen kunne bo hjemme. Anders og Frants cyklede til og fra skole på tandem, med Anders bagest, så han kunne agere agterskytte og beskyde de mål, der bød sig til undervejs, med sin medbragte bøsse. 19

Som alle realskoler på landet var også Lundby Realskole en betalingsskole, men afskeden med Herlufsholm betød ikke desto mindre en kærkommen besparelse for familien på Bækkeskov.

Anders var en af de ældste i sin klasse – to år ældre end de yngste – og en af de største og stærkeste, men, i modsætning til andre af klassens store drenge, ikke nogen tyran. 20 En skolekammerat husker, at Anders sloges meget, og at han som regel vandt sine slagsmål, men så snart modstanderen lå ned, holdt Anders inde, og han sparkede aldrig og brugte ikke beskidte kneb. 21 Også på Herlufsholm havde Anders ofte været i slagsmål, men her efterlod han sig ifølge den jævnaldrende Prins Georg, der i øvrigt ikke brød sig meget om ham, et ry for aggressivitet og for at være en til tider ondskabsfuld slagsbror, som havde »været i alvorlig knibe et par gange.« 22* De divergerende opfattelser af Anders’ karakter

31

kan naturligvis skyldes tilfældigheder – forskellige tolerancetærskler eller forskellige meninger om, hvor grænsen går mellem glæden ved et godt slagsmål og aggressivitet – men det er også tænkeligt, at Anders trivedes bedre på Lundby Realskole end på Herlufsholm og derfor optrådte mere omgængeligt.

Anders huskes som »langsom til det faglige«, men vellidt, initiativrig og en naturlig leder, og han forstod at imponere kammeraterne med de færdigheder, han havde tilegnet sig i skovene omkring Bækkeskov. Det gjorde fx et stort indtryk på de andre drenge, da han og Frants – foruden den bøsse, som Anders skød omkring sig med på tandemturene mellem Bækkeskov og Lundby – havde hver sin store bue med i skole. 23

Anders havde ingen respekt for autoriteter og var altid parat til at trodse dem uden at bekymre sig om de mulige følger. Hans oprør kunne tage form af ret klassiske og temmelig uskyldige, om end ikke nødvendigvis ufarlige skoledrengeløjer: Under en cykeltur Fyn rundt i somme

32 Anders Lassen, 18 år gammel.

ren 1937 (som Frants og Anders gennemførte på tandem) førte Anders fx alle klassens drenge ud på en forbudt natlig svømmetur i et vandhul bag den lade, hvor drengene formodedes at sove, mens historielærer Jensen, der ledede turen, overnattede i værtsfamiliens gæsteværelse. 24 Eller det kunne være grovere, mere grænsesøgende påfund, som da Anders benyttede sig af en lærerindes kortvarige fravær fra klasseværelset til at smøre hendes stolesæde ind i kridtstøv og skrive »kusse« spejlvendt i støvet. Det virkede efter hensigten: Lærerinden satte sig på stolen, og da hun rejste sig igen og vendte sig mod tavlen, var klassen flad af grin. Anders og hans medskyldige blev afsløret, og Suzanne Lassen blev indkaldt til en alvorlig samtale med rektor. Da hun ankom til skolen, gemte Anders sig, og mens hun talte med rektor, huggede han hendes bil og kørte hjem til Bækkeskov i den. 25

Anders’ tre år på Lundby Realskole sluttede med eksamen i maj-juni 1938. En skolekammerat fortæller: »Han var afholdt, og vi håbede alle sammen, at han ville bestå, og det gjorde han også, lige akkurat.« Det krævede et karaktergennemsnit på 66 2/3 at bestå, og klassens gennemsnit var på 96. Med et gennemsnit på 69 2/3 fik Anders årgangens dårligste eksamen. Skolelederen gav ham det venlige skudsmål »En flink og paalidelig Elev, hvis Opførsel i alle Maader har været udmærket.« 26

Hvad nu?

Da Anders og Frants nu omsider var sluppet ud af skolesystemet, trængte spørgsmålet om, hvad de nu skulle lave, sig på. Deres forældre havde en forventning om, at børnene »blev til noget«. Ikke nødvendigvis noget »fint« i konventionel forstand, men noget, der ville gøre det muligt for dem at forsørge sig selv. 27*

Frants fik en god eksamen fra Lundby Realskole og havde ikke svært ved at få en stilling i ØK, som dengang var landets største og mest ansete erhvervsforetagende, og som fra sit hovedsæde på hjørnet af Holbergsgade og Niels Juels Gade i København bl.a. drev industri i Danmark, plantager i Thailand og en verdensomspændende rederivirksomhed.

33

Frants’ ansættelse i det meget selektive ØK, som drev sit eget britiskinspirerede uddannelsessystem, blev måske hjulpet på vej af familiens nære venskab med Prins Georgs far, Prins Axel, som havde været medlem af ØK’s direktion siden 1934 og i 1938 var blevet formand for bestyrelsen efter stifteren, H.N. Andersens, død.

Anders valgte en anden vej. Efter en sommerferie og et efterår, som ikke har efterladt sig andre spor i kilderne end et notat om en jagt i august på familien Raben-Levetzaus gods Aalholm, begyndte han på Gymnastikhøjskolen i Ollerup. Her blev han indskrevet som elev nr. 7.824 for »Vinteren 1938-39«. Vi kan ikke vide, om den 17-årige Anders, da han den 3. november 1938 begyndte på Ollerups Uddannelseskursus for Gymnastik- og Idrætsledere, faktisk havde til hensigt at gennemføre hele det fem måneder lange kursus, men familien Lassens økonomi var næppe til »sabbatår« eller højskoleophold uden andet formål end at modnes og »finde sig selv«, så det må anses for sandsynligt, at det faktisk var Anders’ plan at uddanne sig til gymnastiklærer.

Anders var stor og stærk og i imponerende form, så den fysiske del af kurset klarede han med glans, men den stillesiddende, boglige del, der bl.a. omfattede »Fysiologi, Anatomi og den Legemlige Opdragelses Teori«, har han formentlig oplevet som et tilbagefald til Herlufsholm og Lundby. Han afsluttede sit ophold på Ollerup den 22. december uden eksamensbevis, men med papir på, at han under opholdet på skolen havde »opført sig upåklageligt« og tog så hjem for at holde jul med sin familie.

Emil og Suzanne Lassen havde i mellemtiden opgivet at drive Bækkeskov og havde solgt herregården til Suzannes ældste bror, Siegfried Victor Raben-Levetzau. Da Frederik Raben-Levetzau døde i 1933, havde Siegfried forventet at overtage det store gods Aalholm, men Frederiks enke, Nina, som sad i uskiftet bo med sine børn, valgte i stedet at overdrage godset til sin yngre søn, Johan Otto Valdemar Raben-Levetzau. De øvrige søskende, inklusive Suzanne, fik hver en meget lille arveandel, og altså ikke nok til, at familien Lassen kunne blive på Bækkeskov. Siegfried Raben-Levetzau købte Bækkeskov som en slags erstatning for

34