En festdag i Helsingør

Museumsdirektør Camilla Mordhorst viser regentparret ind på det nye museum på åbningsdagen. Yderst til højre ses museets bestyrelsesformand og adm. direktør i Dansk Transport & Logistik, Erik Østergaard, der i sin tale glædede sig over den nye attraktion. Den ville understøtte Danmarks maritime ”nationale identitet” og stolte historie som en af verdens førende søfartsnationer. Den 5. oktober 2013 var en festdag i Helsingør. Efter seks års arbejde kunne det nye søfartsmuseum endelig indvies. M/S Museet for Søfart, ”Danmarks smukkeste hul i jorden”, som museet hurtigt blev kaldt, var tegnet af den verdenskendte arkitekt Bjarke Ingels, der med sine medarbejdere i tegnestuen BIG havde realiseret et visionært, og meget dyrt, projekt, hvor museets lokaler og udstillinger var fræset ud af betonen rundt om den gamle tørdok på Helsingør Havn. Museet var sænket otte meter under havoverfladen i et modigt arkitektonisk greb, der kombinerede stramme vinkler af glas, træ og stål med det rustikke, industrielle udtryk fra tørdokken.

Den nye attraktion var placeret i historiske omgivelser et stenkast fra museets tidligere hjem på Kronborg Slot og som nabo til de gamle værftsbygninger på havnen, der nu var omdannet til kulturhus med bibliotek, teater og café. Mange hundrede interesserede borgere og pressefolk var mødt op til indvielsen, og blandt museets første gæster var en perlerække af politikere og erhvervsfolk. Her var blandt andre kulturminister Marianne Jelved, handelsminister Nick Hækkerup, undervisningsminister Christine Antorini, Helsingørs borgmester, Johannes Hecht-Nielsen, formanden for Danmarks Rederiforening,1 Carsten Mortensen og skibsreder A.P. Møllers barnebarn, Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla.

I sin åbningstale glædede Carsten Mortensen sig over kvaliteten og niveauet af det nye museum. Det afspejlede ”den centrale rolle, skibsfarten har haft i århundreder og endnu i dag stadig har i Danmark”. Den nye attraktion var derfor ikke et tilbageskuende museum, men et museum for nutiden og for fremtiden.2

Også kulturministeren trak fortiden ind i nutiden i sin tale. Søfarten, mente hun, udgjorde en ”væsentlig del af vores kulturelle rygsæk, som derfor også reflekteres i kunsten, i litteraturen og i digtningen”. Længslen efter havet havde sat sig dybe spor i den danske kulturarv, og som eksempel nævnte hun digtet Ole sad på en knold og sang af for-

fatteren Jeppe Aakjær. Her får udlængslen fårehyrden Ole til at forlade sin hjemstavn på den jyske hede og stå til søs. Opgaven for det nye søfartsmuseum var derfor ”at vise os både kulturarven, og at søfarten stadig er aktiv og væsentlig – også for de opvoksende generationer. Ikke alene som middel til vækst og velstand – og karriere for de unge – men også som kultur, kulturarv og fælles erindring.”3

Efter flere taler indviede dronning Margrethe officielt museet, og hun fortalte om, hvordan hun som niårig i 1949, på selv samme havn, havde været med til at navngive DFDS’ passagerskib KRONPRINSESSE INGRID. Dronningen erklærede museet for åbent ved at slå på middagsgongongen fra det gamle ØK-skib JUTLANDIA; hospitalsskibet, som sangeren Kim Larsen gjorde til folkeeje med sin sang om Koreakrigen. Bagefter blev regentparret vist rundt i udstillingerne, og i dagens anledning var der gratis entré for offentligheden.

Alle sejl var sat til. Landet havde fået et flot, nyt museum med den vigtige opgave at formidle Danmarks maritime historie. Det gjorde og gør museet stadig den dag i dag gennem udstillinger, der dækker søfartshistorien fra handelen med sukker, slaver og våben i 1700-tallet til containeren og de moderne rederiers betydning i en globaliseret verden.

Hvert år besøger omkring 100.000 gæster søfartsmuseet. Udstillingerne appellerer til den pensionerede sømand, der kan begejstres af modelskibssamlingen eller de klassiske skibsportrætter. Blandt gæsterne er også mange børnefamilier. Børnene kan sætte sig til rette i en tatovørstol og få sig en fin (men kunstig) sømandstatovering, og de havde i en periode mulighed for at beundre verdens største modelskib bygget af 1 mio. LEGO-klodser. Skibet var en del af rederiet DFDS’ 150-årsfejring og var samlet af medarbejdere på rederiets kontorer rundtomkring i verden.

LANDBRUG, SØFART OG INDUSTRI

Det er selvfølgelig værd at fejre, når nationen får et nyt imponerende museum. Men åbningen af M/S Museet for Søfart skal ikke bare ses som endnu en turistattraktion eller et lækkert kulturtilbud. Det nye museum er en del af en større bevægelse, hvori fortællingen om Danmark som søfartsnation gennem de sidste 30 år er blevet stadig mere fremtrædende. Søfartsmuseet søsætter ikke bare sejlskibe, sømænd og skibsredere. Det bidrager også til en større fortælling om Danmark som nation og danskerne som søfarende folk. Og det er en god historie. Der er eventyr fra eksotiske lande og farverige fortællinger om udsyn, vovemod og dygtige mennesker, der i århundreder er rejst ud i verden og har gjort Danmark større og rigere, og som har sikret ”vækst og velstand”, som kulturministeren formulerede det.

Alligevel er søfartsfortællingerne kun fragmenter i en stor og kompleks mosaik. For Danmark er ikke bare en søfartsnation. Danmark er også et velfærdssamfund, et demokratisk samfund og et landbrugssamfund. På den måde er Danmarkshistorien en konfliktzone, en kampplads, hvor forskellige fortællinger og aktører er vævet ind i hinanden. Og hvor fortællingerne nogle gange overdøver eller udkonkurrerer hinanden.4

Politiske bevægelser, sociale grupper og forskellige erhverv har til forskellige tider og med svingende succes kæmpet om at få plads i historierne om Danmark. Særligt har erhvervslivet, industrien og søfarten kæm-

pet kampen, men med varierende held. Det er bl.a. tydeligt i Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, hvor der kun optræder to erhvervsledere, men hele tre tenorsaxofonister i bindet om perioden 1940-1970.5

Det er nu ikke musikken, der har domineret fortællingerne om Danmarks erhverv. Det er landbruget. Danmark var igennem det 19. og 20. århundrede først og fremmest en landsbrugsnation. Landbruget var det vigtigste og mest udbredte erhverv, og det havde både stor økonomisk betydning og afgørende politisk indflydelse. Samtidig fortalte landbruget en stærk identitetsfortæl-

ling: Danskerne er bønder, og Danmark er et landbrugsland.

Og landbruget har sat sine spor. Ikke bare i landskabet, men også i vores samfundsindretning og i dansk selvforståelse og national identitet. Værdierne fra det førindustrielle bondesamfund indgår stadig som uomgængelige elementer i nutidig dansk national identitet, og disse værdier har lagt grunden til velfærdssamfundet.6 Faktisk kan vi ikke forstå det danske samfund, dansk identitet og politisk kultur uden at anerkende det bonde- og landbrugssamfund, som vi er dannet af.7

Landbruget har sat sit præg på dansk selvforståelse og kultur. Men søfarten har altid tilbudt en parallel fortælling. Her er det Jens Juels maleri af Øresund nord for Skodsborg fra omkring år 1800. Nok er det kultiverede landskab og bønderne i forgrunden, men de danske kyster kan ses fra stort set enhver bakketop, og sejlskibene på sundet vidner om sameksistensen af de to erhverv.

En fremtrædende figur i fortællingen om Danmark som landsbrugsnation er Hedeselskabets stifter, Enrico Mylius Dalgas, der efter nederlaget til Preussen og Østrig i 1864 satte sig i spidsen for skovrejsning og opdyrkning af den jyske hede. Han ses ofte som forfatter til formuleringen ”hvad udad tabes skal indad vindes”, men det var nu ikke ham, der fandt på den. Ordene stammer fra digteren H.P. Holst og lyder i deres helhed: ”For hvert et tab igen erstatning findes, hvad udad tabes, det må indad vindes.” Strofen blev trykt på en skuemønt til den store Kunst- og Industriudstilling i København i 1872 og havde intet med opdyrkningen af heden at gøre. Tværtimod var ordene ment som en opfordring til at opruste dansk industri og infrastruktur som en del af den nationale genrejsning efter 1864. Den danske industri og udviklingen af transport- og kommunikationsformer skulle erstatte det tabte land.8

Industrien spillede da også en vigtig rolle i moderniseringen af Danmark, og udviklingen gik rivende hurtigt i årtierne efter 1872. Jernbanenettet blev udvidet til en ny eksporthavn i Esbjerg, landsdelene blev forbundet med telegrafen, og store virksomheder som DFDS, GN Store Nord og Carlsberg blev grundlagt.

Selvom industrien og søfarten havde stor betydning for den økonomiske og sociale udvikling, blev fortællingen om Danmarks modernisering ikke industriens. Det blev heller ikke søfartens. Det blev landbrugets. Det lykkedes bønderne, gårdmændene og andelsbevægelsen at kæde deres erhverv sammen med Danmarks genrejsning og give landbruget en legitimitet og en politisk gennemslagskraft, som de andre erhverv ikke fik del i. Her var forfattere, kunstnere, journalister og historikere vigtige hjælpere, blandt andre Jeppe Aakjær, som Marianne Jelved refererede til i sin åbningstale. For mens Ole sad på en knold og længtes ud, var ledemotivet i Jeppe Aakjærs forfatterskab ikke søfarten, men landbruget og landarbejdernes vilkår. I romanen Vredens Børn fra 1904 beskrev Aakjær indigneret den fattigdom og det hårde arbejde, der kendetegnede livet på landet. Selvom kulturministeren i sin tale genopfandt Jeppe Aakjær som en slags søfartsromantiker, var det hjemstavnen og landbruget, der fyldte mest i hans forfatterskab.

GRUNDFORTÆLLINGER

Kulturministerens taleskrivere har tilsyneladende haft en smule svært ved at finde prægnante udtryk for søfartens kulturelle gennemslagskraft. Og de er ikke de eneste. Det ser vi også i forskningen af dansk identitetshistorie, hvor gravhøje, stendysser, 1864, landbruget og opdyrkningen af heden fylder, mens søfarten er bemærkelsesværdigt fraværende.9

Landbrugets fortælling blev ”grundfortællingen om rødderne til dansk velstand”.10 Det var en grundfortælling, som et netværk af aktører og organisationer rundt om landbruget og andelsbevægelsen dygtigt udnyttede økonomisk og politisk. Men det var også en fortælling, som løbende blev styrket og genfortalt af de selv samme organisationer – og af historikere, der pointerede, hvordan landbolivet og bondegården var en del af den danske folkesjæl.11

Og det er da også rigtigt, at Danmark historisk set har været en landbrugsnation. Men når man fremhæver landbrugets dominans, udglatter man de nuancer, der også er på spil i forholdet mellem forskellige nationale fortællinger. Landbruget har måske nok domineret den nationale selvforståelse i store dele af de seneste 250 år. Men fortællingen

om landbrugsnationen er til stadighed blevet udfordret. Søfarten har også sat sit aftryk. Vi behøver blot kigge på det danske sprog, som er gennemsyret af maritime vendinger og udtryk.12 ”At tage højde for”, ”at få styr på noget”, ”at overhale”, ”at omkalfatre” eller se et projekt ”kuldsejle” er blot nogle få blandt mange udtryk, der stammer fra det maritime, men som i dag er blevet en del af sproget, løsrevet fra deres oprindelige søfartskontekst.

Hvor landbruget historisk set har været knyttet til partiet Venstre og arbejderbevægelsen til Socialdemokratiet, har søfarten ikke haft sin egen folkelige og politiske bevægelse. Alligevel har den sat sit aftryk på fortællingerne om Danmark i kunsten, i litteraturen, i historieskrivningen og i den folkelige bevidsthed. Især i populærkulturen har søfarten og kulørte beskrivelser af sømanden gjort sig gældende – ikke mindst i et væld af drengebøger, skuespil og film. Så hvor søfarten har haft vanskeligt ved at slå igennem i historieskrivningen og på de store danske kunstmuseer, har den været i befolkningens hverdag som en mere profan og undseelig aktivitet.

Søfarten har dog ikke altid stået lige stærkt, og dens gennemslagskraft har varieret betydeligt. Særligt har fortællingerne haft stor kraft i tre perioder: i det sene 1700-tals handelsperiode, omkring forrige århundredeskifte, hvor nye maritime teknologier skabte optimisme og tro på nationens søfartsformåen, og i de seneste 30 år, hvor søfarten har fået en opblomstring på tv, i litteraturen, i historieskrivningen og på landets søfartsmuseer.

Til gengæld har landbrugets fortælling været under et stigende pres de seneste årtier. Det skyldes først og fremmest, at landbru-

Landbruget har med tiden bevæget sig væk fra den almindelige danskers hverdag. Men hvert forår valfarter især børnefamilier til Køernes Forårsfest, når Økologisk Landsforening inviterer byboerne til at se glade køer komme på græs.

get ikke længere er en integreret del af vores dagligdag. Landbrug er blevet storindustri og et kuriøst udflugtsmål for byboerne, når Økologisk Landsforening hvert forår inviterer os ud i det grønne for se køerne komme på græs.

Samtidig har en øget miljøbevidsthed ført til kritik af landbrugets produktionsmåder og miljøpåvirkning. Frem for at blive hyldet som Danmarks vej ind i moderniteten er landbruget nu udskammet som et konservativt og lidt forstokket erhverv.13

RUMNATION ELLER SØFARTSNATION?

Fortællinger kommer på den måde til at stå over for hinanden. De bliver narrative modsætninger, og ofte kommer nogle til at dominere på bekostning af andre. I maj 2018 var jeg til åbning af en rumudstilling på Danmarks Tekniske Museum, der udstillede den danske astronaut Andreas Mogensens rumkapsel. Rummet tur retur, som udstillingen hed, trak publikum til huse. Dagens hovedperson, Andreas Mogensen, klippede snoren over sammen med prins Joachim og kulturminister Mette Bock, mens museets direktør, Jesper Buris Larsen, benyttede lejligheden til at slå et slag for idéen om Danmark som et højteknologisk samfund.

Museumsdirektøren lagde vægt på museets rolle som formidler af dansk industrihistorie. De var parate til at spille en fremtrædende rolle i det danske museumslandskab, ”for dét, vi har her på museet”, fortalte han, ”det, vi har udstillet her i hallerne, og det, vi har gemt væk ude på magasinerne, det er fortællingen om, hvordan det moderne Danmark blev skabt. Vi er fortællingen om, hvordan Danmark udviklede sig fra landbrugsland til højteknologisk samfund. Alt det her, det er kernefortællinger om Danmark.”14

Mens han som direktør for det tekniske museum italesatte Danmark som industrination, vendte kulturminister Mette Bock i sin tale tilbage til søfartsfortællingen: ”Danmark er et lille land”, forklarede hun, ”men som en stolt søfartsnation, der har vi jo en tradition for at skue ud mod fjerne horisonter og ud over vores grænser”. På trods af jantelov og Grundtvigs formaning om at blive ved jorden havde Andreas Mogensen lagt sig i forlængelse af en udforskende og udadvendt tradition, som knyttede sig til søfartsfortællingen.15 Og her kom de to fortællinger, industrifortællingen og søfartsfortællingen, til at stå over for hinanden. Kulturministeren sagde ikke, at vi i Danmark altid har været innovative og entreprenante. Hun vendte tilbage til søfartsnationen som afsæt til at tale om Danmark som rumnation. Selvom forestillingen om Danmark som landbrugsnation fylder i vores fælles bevidsthed, ligger fortællingerne om søfartsnationen også lige under overfladen, klar til at at bive hentet frem.

FORTÆLLINGERNES KRAFT

Styrken og gennemslagskraften af fortællingerne er ikke kun et spørgsmål om erhvervenes legitimitet og forretningsmæssige muligheder. Det er også et spørgsmål om national identitet og om, hvordan vi som danskere opfatter os selv. Og her kommer vi til en af denne bogs kernepointer, nemlig at fortællinger ikke er neutrale. Fortællinger gør noget ved den, der fortæller dem – og dem, der får dem fortalt.

Fortællinger er afrundende narrativer med aktører, helte og skurke, der er med til

at ordne vores forståelse af verden. Og fortællingernes rollefordeling kan ændre sig, så skurke går fra at være helte og tilbage igen. Det har bl.a. været skibsrederens lod, at han (og jeg skriver han, fordi skibsrederen i fortællingen altid er en mand) har svinget mellem at være en skurk, der udnyttede den menige sømand, til at være en helt, der har skabt vækst og velstand til landet.16

Fortællinger skaber mening og orden i kaos, og de kan styrke identiteten hos individer, organisationer og nationer, ligesom de legitimerer bestemte handlinger og praksisser.17 De bidrager til forståelsen af, hvem vi er som danskere, og er med til at give forskellige erhverv en kulturel resonans, som måske, på et senere tidspunkt, kan veksles til politisk indflydelse og økonomisk overskud.

Når søfartsmuseet i Helsingør vælger at udstille et DFDSskib af LEGO eller vælger at fortælle en bestemt historie frem for en

anden, er der altså ikke tale om neutral historieskrivning. Museet gengiver ikke bare fortiden, som den udspillede sig. Der bliver truffet valg. Der bliver skåret til, og der bliver valgt fortællinger fra. Disse valg er i sidste ende med til at bidrage til en fælles national erindring. Sådan er det i al historieskrivning. Ofte sker disse fravalg og genfortællinger uden, at vi tænker over det. Andre gange er fortællinger mere bevidste og strategisk udformede, målrettet bestemte formål eller bestemte interesser.

I denne bog undersøger jeg den historiske udvikling af fortællingerne om Danmark som søfartsnation. Bogen er derfor ikke en ny dansk søfartshistorie fra vikingerne til de moderne containerskibe. Det er en analyse af udviklingen af fortællinger. Altså en analyse, hvor jeg ser på, hvordan fortællingerne om søfartsnationen har udviklet sig de seneste 250 år. En søfartens idé og kulturhistorie,

I 2017 kom der igen et skib i den gamle tørdok, da M/S Museet for Søfart udstillede et 12 meter langt og 3 tons tungt modelskib – bygget af flere end 1 mio. LOGO-klodser. Skibet var samlet som en markering af rederiet DFDS’ 150-årsjubilæum i 2016.

om man vil. Samtidig er jeg interesseret i det netværk af aktører og organisationer, der har skubbet på og fremmet fortællingerne. For fortællinger opstår ikke bare ud af det blå. De har et ophav, de har deres egen udviklingshistorie, og selvom de også er påvirket af samfundsmæssige ændringer og demografiske skift – som øget globalisering og urbanisering – er de ofte styret af specifikke interesser. Fortællinger, og dermed også fortællinger, der er med til at definere dansk identitet, hænger uløseligt sammen med interesser.

Netop fordi spørgsmål om national identitet er tæt forbundet med økonomi, bliver det i identitetshistoriske analyser vigtigt også et se på erhvervsgrupper som f.eks. landbrugsorganisationerne eller skibsrederne, der indgår som aktører i større netværk med bestemte forestillinger om, hvilken slags nation Danmark skal være. Sidder man som direktør i skibsredernes interesseorganisation, er det meget fordelagtigt at kunne genopfinde landets oldgamle søfartstraditioner og pege på, at Danmark har været en søfartsnation siden vikingerne.18 Derfor er det oplagt at koble et erhvervshistorisk perspektiv med en mere klassisk kultur- og identitetshistorisk analyse.

Bogen er derfor både en søfartens identitets- og kulturhistorie – ligesom den er en

erhvervshistorie om et af Danmarks største erhverv, søfarten, og de virksomheder, organisationer og personer, der har bidraget til fortællingen om Danmark som søfartsnation.

FORTÆLLINGSANALYSEN

For at kunne skrive sådan en kulturhistorie og erhvervshistorie må vi have fortællingsbegrebet på plads. Fortællinger udgør en formidlingsform, som kan reproducere national identitet, bidrage til en kollektiv erindring og legitimere forskellige praksisser.19

Fortællingers struktur følger en række stabile grundtemaer og tager form efter nogle faste historiske troper eller det, man kan kalde fortællestrukturer – som igen stammer fra vores overgribende historieopfattelser.20

Fortællingerne i bogen er ikke tilfældigt udvalgte, men stærke identitetsfortællinger med helte og skurke, der understøtter bestemte moraler: Hvad er rigtigt og forkert – hvad er legitimt, og hvad er illegitimt.21 Konkret betyder identitetsfortællingernes moraliserende funktion, at de udstikker nogle rammer for, hvilke handlinger og aktiviteter der er ønskværdige eller rimelige i forskellige sociale sammenhænge.22 Samtidig bidrager fortællingerne til den kollektive erindring. Enhver fremstilling af et fænomen eller begivenhed indeholder nemlig valg og fravalg, som påvirker, hvad vi husker, og hvad vi glemmer.23

Vi har mange fortællinger om søfart, men de bidrager ikke alle til at definere Danmark som en søfartsnation eller danskerne som søfarende folk. Her har jeg truffet nogle valg og tager ikke alt med, der bare smager af søfart. Jeg fokuserer på det, der knytter sig til søfarten som erhverv med sømanden eller skibsrederen i fokus. Orlogsflåden, fiskerierhvervet og skibsværfterne fylder derfor mindre i bogens kapitler, også selvom der frem til det 19. århundrede var ganske stort overlap mellem handelsflåden og orlogsflåden. Bogens fortællinger kan derfor inddeles i tre hovedgrupper: For det første fortællinger om den danske sømand og hans tilknytning til og betydning for nationen. For det andet fortællinger om den danske skibsreder og hans tilknytning til og betydning for nationen. Endelig er der fortællinger om søfart som et bredere begreb, der knytter sig til og definerer nationen.

Jeg griber fat i disse tre typer fortællinger. Men for at fortællinger kan få identitetsskabende og legitimerende kraft, må de genfortælles og cirkuleres. De skal måske overleveres fra mund til mund, skrives i avisspalter, i faghistoriske bøger, i skønlitterære værker eller fortælles i radio og tv. Nogle gange bliver de ubevidst reproduceret. Andre gange er der som sagt tale om mere strategiske fortællinger. Det ser vi f.eks., når fortællinger er støttet økonomisk, eller når aktører knyttes til andre via gaver og økonomisk støtte.24

HVEM BETALER FOR HISTORIEN?

Fortællingerne om Danmark som søfartsnation knytter sig ofte til bestemte netværk af personer: forfattere, journalister, kunstnere, søfolk, erhvervsledere og politikere. Vi behøver blot vende tilbage til Marianne Jelved, der som økonomiminister i 2000 modtog et Rolex Yachtmaster guldur af Mærsk McKinney Møller, da hun på Lindøværftet var gudmor for det nye, store containerskib CARSTEN MÆRSK.25 Hændelsen understreger, at fortællinger altid indgår i en form for netværk, og at de ofte er knyttet til bestemte interesser. Da Jelved 13 år senere var med til at

Aksen fra Marmorkirken over Amalienborg Slotsplads til Operaen er en arkitektonisk manifestation af koblingen mellem erhvervs og kulturhistorie. Rytterstatuen af Frederik 5. blev betalt af Asiatisk Kompagni i midten af 1700tallet, mens 1800tallets største finansmand, C.F. Tietgen, bekostede den dyre kirke. Symbolikken var komplet, da A.P. Møller Fonden donerede Operaen på den modsatte side af havneløbet til Staten.

indvie søfartsmuseet i Helsingør og i sin tale forklarede, hvordan søfarten var et vigtigt ”middel til vækst og velstand”, kom vurderingen altså fra en politiker med en personlig relation til landets største rederi.

Hvem der er med til at betale for historien, er også relevant i forhold til denne bog, der som årbog for M/S Museet for Søfart bl.a. er generøst støttet af den maritime Orient’s Fond. Som forfatter er jeg selv del af et maritimt netværk, og jeg er vævet ind i forskellige interesser og fortællinger. Jeg håber dog, at jeg kan realisere det kritiske potentiale, der ligger i sådan en fortælleanalyse, og at jeg