AN YU Efterklang

Roman

På dansk ved Ninna Brenøe

Gads Forlag

Efterklang er oversat fra engelsk af Ninna Brenøe efter

Ghost Music

Copyright © 2022 by An Yu

Dansk udgave © Gads Forlag 2023

Omslag: Penguin Random House. Back Cover: Bridgeman Images 997512

(© Purix Verlag Volker Christen / Bridgeman Images) Alamy: T5MCW6

Dragan Jelic / Alamy Stock Photo

Front Cover: Alamy T5MCYF Dragan Jelic / Alamy Stock Photo

Bridgeman 4689769 and 4689891 © Florilegius / Bridgeman Images, 997512, T5MCRY, T5MCW6 Dragan Jelic / Alamy Stock Photo

Dansk versionering: Harvey, Imperiet.

Bogen er sat med Transitional hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook

1. udgave, 1. oplag

ISBN: 978-87-12-07273-7

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan

Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk

Jo bedre man kender dem, desto mindre sikker er man på at kunne identificere dem. Hver og en er sin egen. Emhver svamp er det, den er – sit eget centrum.

John Cage, For the Birds

Nat

Dajeg vågnede, var der så mørkt i rummet, at jeg var nødt til at blinke et par gange for at være sikker på, at mine øjenlåg rent faktisk var åbne. Jeg stirrede gennem det tætte mørke op mod det, jeg mente måtte være loftet, tog nogle dybe indåndinger, ventede på, at mine øjne skulle tilpasse sig. Minutterne gik, og jeg var stadig ude af stand til at se omridset af nogen af genstandene i rummet. Jeg må lige så langsomt være faldet i søvn igen, indtil jeg blev vækket endnu en gang af en svag, knirkende stemme.

“Undskyld, er her nogen? Jeg kunne virkelig godt bruge lidt hjælp.”

Jeg satte mig op og rettede min opmærksomhed hen imod der, hvor stemmen kom fra, og fik øje på et blødt, orange lysskær nede ved gulvet. Jeg skyndte mig ud af sengen, fortsatte derhen og satte mig på hug for bedre at kunne se. En lille svamp – omtrent så lang som en hårnål – var spiret op mellem gulvbrædderne. Den havde en tynd stok, som bar dens store, flade og lettere rynkede hat. Den øverste halvdel af den glødede, men ikke på en måde så lyset gjorde omgivelserne mere synlige. Jeg prikkede til hatten med pegefingeren.

“Jeg vil helst ikke røres ved,” sagde svampen.

Jeg var sikker på, at det var en drøm. Jeg førte hånden op til næsen og fornemmede en svag, moskusagtig lugt på min fingerspids.

“Vil du ikke nok hjælpe mig?” gentog den.

“Hvad kan jeg gøre?” spurgte jeg.

“Jo, ser du, jeg vil gerne blive husket.”

Jeg kiggede rundt. Alt andet end svampen henlå i mørke. Det var usædvanligt, for min svigermor lod altid en lampe forblive tændt inde i stuen, til hvis hun skulle på toilettet i løbet af natten. Jeg var ikke i vores lejlighed; så meget var sikkert. Hvor jeg end befandt mig, måtte stedet være gammelt. Der lugtede af røg og madolie, som havde sat sig i væggene.

“Det er helt normalt, at du ikke forstår,” sagde svampen, da den så, hvor mystificeret jeg var. Hvor skørt det end var at forestille sig, at den havde øjne, kunne jeg mærke, at den så på mig.

“Men når du forlader rummet her,” sagde den, “vil jeg gerne have, at du husker mig.”

Det eneste jeg kunne tænke på, var at jeg måtte finde en måde at vågne på. Luften havde hele tiden været fugtig, men fugtigheden havde fortættet sig yderligere i løbet af de sidste par minutter. Jeg kneb mig i underarmen.

“Jeg er bange for, at det ikke virker,” sagde svampen. “Du befinder dig ikke i en drøm. Ikke rigtig.”

“Hvis det her ikke er en drøm,” sagde jeg, “hvordan kan det så lade sig gøre, at jeg er her, i et mørkt rum, og taler med en svamp?”

“Jeg er ikke en svamp. Ikke på den måde, som du tror. Og jeg kan desværre ikke se forskel på lys og mørke.”

“Men på drøm og virkelighed?”

“Det kan man sige. Men tit og ofte er de to ting ikke så langt fra hinanden.”

Jeg rejste mig. Drøm eller virkelighed; jeg måtte væk fra det rum.

“Hvordan kommer jeg ud herfra?” spurgte jeg.

“Jeg vil foreslå, at du går i seng igen, kravler ned under dynen, gør dig det behageligt og lægger dig til at sove. Der findes ikke andre udgange.”

Jeg var ikke overbevist og besluttede, at jeg ville modbevise svampens påstand. Jeg lagde hænderne mod væggen foran mig. Det var et hjørne. Jeg begyndte at bevæge mig i venstre retning. Murstenene var blottede; jeg kunne mærke mørtelen imellem dem. Efter syv skridt nåede jeg frem til endnu et hjørne, hvorefter jeg drejede og fortsatte. Yderligere syv skridt var der hen til næste hjørne. Hele tiden holdt jeg blikket fæstnet til det orange lysskær, så jeg ikke mistede orienteringen. Den tredje væg var af samme længde, og da jeg undersøgte den fjerde, kom jeg frem til, at jeg befandt mig i et kvadratisk rum uden en eneste dør.

Jeg havde ikke andet valg end at stole på svampen. Sengen måtte stå inde i midten af rummet, tænkte jeg og famlede forsigtigt rundt efter den i mørket for ikke at banke benet ind i et af hjørnerne. Jeg fandt den uden problemer og gjorde, som der var blevet sagt.

Til min store overraskelse faldt jeg nemt i søvn. Den orange svamp sagde ikke mere. Da jeg vågnede igen, lå jeg alene i min seng, morgenhimlen udenfor var bleg og blå, og det eneste der befandt sig henne i hjørnet af rummet, var mit drageblodstræ, som stod i sin lerkrukke. For at være sikker, trak jeg krukken til side for at tjekke gulvbrædderne. Ikke en svamp i sigte. Jeg så lettet hen på uret. Klokken var lidt i syv. Jeg besluttede ikke at gå tilbage i seng og begyndte på min sædvanlige morgenrutine: Jeg lavede en kande oolong-te, satte den første sats af Schuberts klaversonate i B-dur på og tog nodehæftet frem for at følge med.

Det var først senere, da sonaten var slut, og jeg var på vej ind under bruseren, at jeg bemærkede den moskusagtige lugt på min fingerspids.