PAKKELEVERINGER

Min svigermor sad på den eneste skammel i lejligheden og viftede sig i et hjørne af stuen. Viften udsendte en duft af sandeltræ, i takt med at hun bevægede den frem og tilbage med sin ene hånd. Den anden hånd havde hun knyttet og bankede den ind mod trykpunkterne på sine ben. Jeg var ved at tørre gulvet over med en moppe, for at vi kunne gå på strømpesokker, og Bowen havde lige fundet en kniv frem og var gået i gang med at skære plasticen op, som sofaen var pakket ind i. Hvis det havde været op til mig, var vi flyttet ind i den nye lejlighed om efteråret, når vejret var køligere, men min svigermor var begyndt at vise tegn på depression, efter at Bowens far var gået bort den foregående måned. Hun lå i sin seng hele dagen, fik jeg at vide, og havde kun kræfter til at stå op for at gå på toilettet. Hver mandag lavede hun en stor grydefuld congee, som hun så spiste af resten af ugen. Hun var begyndt at tage piller hver aften for at kunne falde i søvn.

Bowen var en god søn, og det var fuldt forventeligt, at han ikke ville lade sin mor sidde alene tilbage i Yunnan, og han havde derfor solgt vores lejlighed og skyndt sig at købe en større. Han havde derefter hentet sin mor og fulgt hende til Beijing, så det var derfor, vi nu stod og pakkede kasser ud, mens vi spiste vandmelon i nogle og tredive graders varme og forberedte os på at bo sammen med min svigermor i resten af, hvad hun måtte have tilbage af levetid i denne verden. Hun var stadig relativt ung, så mindst tyve år, gættede jeg på. Hvis vi passede godt på hende måske endda tredive.

Da det ringede på, havde jeg lige taget et stykke melon fra tallerkenen på klaverbænken, fordi jeg følte mig tørstig. Bowen gjorde tegn til mig, at jeg skulle lukke op. Det var et pakkebud, som rakte mig en pakke. Den føltes kølig udvendigt.

“Sørg for at få den på køl hurtigst muligt,” sagde han. “Det er friske råvarer.”

Vi havde ikke givet nogen vores nye adresse endnu, ikke fordi vi bevidst ville holde den hemmelig, men fordi de seneste uger havde været så hektiske. Da pakkebuddet skyndte sig videre til sin næste adresse, havde Bowen allerede gjort tegn til, at jeg skulle redde hans mors seng, så jeg lod pakken stå på gulvet og skyndte mig ind for at tage mig af hendes behov.

Jeg fandt hende inde på sit værelse, hvor hun allerede var gået i gang med at pakke dyne og sengetøj ud. Hun sad på sengen og forsøgte at hive en plasticstrip op med hænderne.

“Mor,” sagde jeg, “pas på, du ikke kommer til skade. Lad mig hente en saks.”

Jeg gik ud til Bowen efter værktøjskassen. Det føltes stadig underligt at kalde nogen, jeg knapt nok kendte, for “mor”. Hvis sandt skal være sagt, havde jeg ikke engang noget særlig nært forhold til min egen mor længere. Selv før jeg blev gift, besøgte jeg ikke mine forældre mere end to-tre gange om året.

“Åh, tak. Jeg ville bare ikke ulejlige Bowen,” forklarede min svigermor lidt forlegent, da jeg kom tilbage med saksen. “Han så ud til at have rigeligt at gøre med sofaen.”

Jeg tog over og begyndte at redde hendes seng op, mens hun stod stift henne ved døren og så på.

“Tror du, at sengetøjet er rent?” spurgte hun, mens hun kløede sig på bagsiden af øret med spidsen af viften.

“Altså, det er jo nyt, men nok ikke helt så rent, som vi kunne ønske. Men det ser desværre ikke ud til, at vaskemaskinen når at komme i dag.”

“Det var en skam,” sagde hun. “Det er bare det, at jeg altid har sørget for at vaske alting, før jeg tog det i brug. Det må være en vane, jeg har overtaget fra min mand. Han var meget bestemt, hvad den slags angik.”

Jeg følte mig utilpas ved at skulle forholde mig til noget, der havde med Bowens far at gøre, fordi Bowen specifikt havde bedt mig om ikke at nævne ham over for sin mor. Jeg nikkede uden at se på hende og fortsatte med at lægge dynebetræk på.

“Han var et meget renligt menneske,” fortsatte hun uden at ænse min forlegenhed. “Sørgede altid for at skylle grøntsagerne mindst tre gange før tilberedningen. Vaskede sengetøjet hver fjerde dag. Ja, og til hvilken nytte? Holdt det ham måske rask?”

Jeg var nærmest desperat efter at blive færdig, så jeg kunne gå tilbage til min mand inde i stuen. Jeg havde aldrig været særlig god til at trøste folk eller til at tale om dem, der ikke var længere, på en måde, der ikke virkede uengageret. Det var ikke, fordi jeg ikke havde medfølelse med mennesker i sorg, men mere at jeg stillet over for den type smerte og savn altid følte, at jeg ikke havde noget, der var værd at tilbyde.

Måske, kom jeg frem til, forventede min svigermor slet ikke noget svar. Ud fra den måde hendes stemme lød, kunne hun lige så godt have talt til en plante. Så længe hun bare kunne tale om Bowens far, var hun ligeglad med, om der var nogen, der lyttede. Jeg lod hende derfor bare fortsætte.

“Song Yan,” sagde hun, “jeg er bange for, at jeg selv snart skal dø, ligesom min mand. Jeg kunne også få et hjerteanfald. Og så ville jeg ikke engang nå at få mine børnebørn at se.”

“Lad være med at sige den slags. Vi skal nok passe godt på dig.”

“Har du og Bowen tænkt jer snart at få børn?” Hun begyndte at pille ved det løse håndtag til klædeskabet.

“Han koncentrerer sig temmelig meget om sit arbejde lige nu.”

Jeg lagde dyne og puder pænt til rette og gik over mod døren. Min svigermor sagde ikke noget, men jeg hørte hende sukke, da jeg forlod rummet. Jeg havde ikke mødt hende særligt mange gange, før hun flyttede til Beijing, men i løbet af de seneste par dage var jeg begyndt at stykke hendes personlighed sammen. Hun havde noget mut eller vrangvilligt over sig, sukkede meget, bad aldrig om noget direkte, men var ikke desto mindre krævende. Når hun tilfældigt mødte en bekendt på gaden, sendte hun dem et