Solhverv og bålfester Ulla Odgaard

SOLHVERV OG BÅLFESTER

Ulla Odgaard

Ild har været et vigtigt element i menneskets udvikling og historie, både som varmekilde, til madtilberedning og som samlingspunkt. I mange kulturer har man set ildstedet som en indgang til åndernes og de dødes verden, og det har været meget udbredt at kommunikere med det hinsidige ved at give ofre til guder og forfædre i bålets flammer. Det latinske ord focus betyder ildsted, og vi kender fra det klassiske Europa Hestia, der var den græske gudinde for ildstedet, og Vesta, den romerske udgave med vestalinderne, der værnede om samfundets ildsted.

I den vestlige verden er ildstedet ikke længere familiens samlingspunkt, og vi har ikke længere et dagligt forhold til ilden. Der er dog stadig en højtid, som vi i Nordeuropa fejrer med ild, nemlig midsommer – også kaldet sankthansaften.

FESTEN

Hvad fejrer vi? Det vil man spørge om, hvis man er inviteret til gilde – for en fest skal helst have en anledning og et omdrejningspunkt. Fester kan markere personlige mærkedage som dåb, konfirmation og bryllup, hvor en person får en ny rolle og status i samfundet, og fester kan også markere fællesskabets årligt tilbagevendende mærkedage. Hvad der er fælles, er, at de både markerer fornyelse og kontinuitet.

Fester kan forstås som overgangsritualer, der udspiller sig efter bestemte fastlagte mønstre, der overordnet set kan deles op i tre faser. Det

var den franske etnograf og folklorist Arnold van Gennep, der i 1909 med sin Les rites de passage skabte det analyseværktøj, som blev af meget stor betydning for det akademiske studium af ritualer. Metoden kan opsummeres således:

Den første fase – separations- eller udskillelsesfasen – som i forbindelse med religiøse ritualer også betegnes som en sakraliseringsfase – altså en slags helliggørelse – er dér, hvor forberedelsen på mødet med det ukendte eller det hellige finder sted. Det kan for eksempel foregå ved, at festlokalet pyntes op, og ved at man tager særligt festtøj på. Den anden og vigtigste fase er liminalfasen – limes er latinsk for grænse. Her ophæves grænserne mellem tid og rum, og der er direkte kontakt med de ukendte verdener og det hellige; det er her, forandringen kan finde sted. Den gamle identitet forlades, og der sker en rituel død. For at man skal komme godt igennem det, må alt foregå efter de rituelle forskrifter. Ved konfirmations- og bryllupsfester foregår denne fase som regel i kirken eller et indviet sted under ledelse af en religiøs ekspert: præsten. Den tredje fase er inkorporationsfasen, hvor det normale liv bekræftes og genoptages i genfødt, fornyet og forstærket udgave. Denne fase indebærer ofte et fælles måltid.

Antropologen E.R. Leach har peget på, at årstidsfester markerer, hvad han kalder den menneskeskabte tid. Vi taler om tidens gang, som om tid var et konkret fænomen, der kan måles. Men faktisk skaber vi tid ved at opdele den i intervaller, som er defineret af det sociale fællesskab. Intervallerne udgør perioder, som vi har givet navne som f.eks. ”uge” og ”år”, og uden sådanne perioder, der for eksempel markeres af årstidsfester, ville al orden forsvinde fra vores sociale liv.

En af de mest udbredte opfattelser af tidens gang er solens gang, både med hensyn til dagen og året. Denne definition er blevet delt af mennesker langt tilbage i tid, og vi kan blandt andet tolke Stonehenge på Salisbury Plains i Sydengland i den ramme. Set inde fra monumentet står midsom-

FASE 1 Separationsfase

Udskillelse Sakralisering

FASE 2 Liminalfase

Kontakt med det ukendte, hellige, farlige

FASE 3 Inkorporationsfase

Normalisering Bekræftelse

mersolen op over den såkaldte Heal Stone og oplyser med sine første stråler det inderste af cirklen. Også vintersolhverv er markeret af stenene i Stonehenge, og også i nutiden er monumentets inderste stencirkel ved midsommer og midvinter fyldt af besøgende, der vil opleve den opstående sol.

Man begyndte at opstille de store sten ved Stonehenge i slutningen af yngre stenalder omkring 2500 f.Kr., men arkæologiske undersøgelser har vist, at stedet allerede var i vedvarende brug årtusinder før i den mesolitiske eller mellemste stenalder af jægere og samlere. Man har desuden opdaget, at set netop fra Stonehenge danner de naturlige forhøjninger og fordybninger i det omgivende landskab sigtelinjer til sommer- og vintersolhvervs henholdsvis solopgang og solnedgang. Det er derfor højst sandsynligt, at allerede de mesolitiske mennesker, som valgte at mødes her, og senere de neolitiske folk eller agerbrugere, som byggede monumentet, brugte solhverv til at definere tidens gang.

Solhverv kan stadig samle mange mennesker ved Stonehenge. Her ved vintersolhverv i 2012.

På De Britiske Øer findes flere andre eksempler på de neolitiske folks opmærksomhed på solhverv, for eksempel i gravhøjene New Grange i Irland og Maeshowe på Orkneyøerne, hvor den opgående sol ved vintersolhverv oplyser kammeret inde i højen. Der er ikke gjort tilsvarende observationer ved forhistoriske anlæg i Danmark, men måske er det kun et spørgsmål om, at man ikke har haft opmærksomhed på fænomenet. I Norge har man enkelte steder observeret, at gravhøje er anlagt på steder, der oplyses af solopgangen ved solhverv. I disse tilfælde er gravhøjene bygget i jernalderen, altså først et par tusinde år senere end yngre stenalder, men der kan have været opmærksomhed på stederne tidligere, hvilket arkæologiske undersøgelser vil kunne afgøre. Der blev bygget videre på Stonehenge så sent som i bronzealderen, ca. 1500 år efter at de første store sten blev sat, og både Stonehenge, gravhøjene og andre forhistoriske, monumentale anlæg, der er meget synlige i landskabet, har med deres tilstedeværelse været en del af efterfølgende samfund og generationers landskaber, som man har forholdt sig til.

SOLHVERV

Solhverv har således været meningsfuldt for mennesker i årtusinder, og selvom festen ikke længere er af samme betydning i moderne, urbane samfund, er det stadig en af de årstidsfester, som kan samle os. Solhverv hedder på latin solstitium, hvilket direkte oversat betyder ”solens stilstand”. Når solen gennem foråret står op længere og længere mod nordøst indtil sommersolhverv, ser det ud, som om denne bevægelse derefter går i stå. I løbet af nogle dage begynder bevægelsen så at gå den modsatte vej, for til sidst at ”gå i stå” mod sydøst ved vintersolhverv.

Både ritualer og fester skal have en central kerne – et symbol. Og et meget udbredt symbol ved midsommerfesten er bålet. Skikken at brænde bål ved midsommer trækker tråde langt ud i Europa og langt tilbage i tiden. Navnet Sankt Hans efter Johannes Døberen, som siges at have fødselsdag denne dag, er kun et tyndt lag kristen fernis over en ældgammel skik. Flere steder blev skikken at tænde bål dog ændret eller undertrykt af den kristne kirke, der naturligvis ville bekæmpe hedenskaben. I Sverige, hvor midsommerdag ellers er national helligdag, resulterede forbuddet mod bål i, at man i stedet danser om majstangen, som også har været brugt ved forårsfester i Danmark. Denne blomster- og løvbeklædte pæl er et symbol på livets træ og axis mundi, altså verdens akse eller midte, som forbinder menneskenes

verden med over- og underverdenen. I den nordiske mytologi kender vi asken Yggdrasil, der som livets træ udgør et kosmologisk verdensbillede, hvor stammen er axis mundi. Både bål og majstænger kan altså symbolisere indgange til – og kontakt mellem mennesker og – de andre verdener.

I slutningen af 1800-tallet indsamlede den britiske antropolog sir James George Frazer oplysninger om hedenske skikke fra hele Europa i sit berømte værk The Golden Bough – Den Gyldne Gren. Dette værk fik stor betydning for religionsforskningen, selvom Frazers analyser i dag ikke anses for tidssvarende. Der er dog ingen tvivl om værdien af værket som et katalog over gamle skikke.

Majstangen symboliserer træet som et kosmologisk billede på verden. Da det blev forbudt at brænde sankthansbål i Sverige, gjorde man i stedet majstangen til centrum for festlighederne. Denne stammer fra midsommerfesten ved Solna, Stockholm i juni 2019.

Yggdrasil er den nordiske mytologis variant af det universelt udbredte verdenstræ, som forbinder menneskets verden med guder og væsener i de andre lag af over- og underverdener. Yggdrasil er en ask, men også et stedsegrønt livets træ, der ved midvinter dyrkes som symbol på livets cyklus.

Spring over bål som et rensende ritual kendes også i Iran. Trods den muslimske dominans, fejrer man ved det iranske nytår stadig en ildfestival kaldet Chaharshanbeh Souri, som er en reminiscens af den gamle persiske religion zarathustrismen. Det muslimske præsteskab har måttet acceptere, at skikken fortsætter, på samme måde som det ikke har været muligt for den kristne kirke at undertrykke solhvervsfester.

Ifølge Frazer fejredes midsommer tidligere med bål over hele Europa fra Irland mod vest til Rusland mod øst, og fra Norge og Sverige i nord, til Spanien og Grækenland i syd. Festlighederne markeredes på forskellige måder, men der var nogle vigtige elementer, som gik igen mange steder. De var naturligvis at tænde bål, men det var også en udbredt skik at rulle med brændende hjul. Desuden byggede man flere steder figurer, som ofte endte med at blive brændt. Der var desuden forskellige skikke og lege, der skulle hjælpe frugtbarhed og sundhed på vej i det nye år. I dag kan man særlig i Europas landområder stadig møde de gamle skikke, som måske har deres rødder helt tilbage i oldtiden.

Ilden på den hjemlige arne blev flere steder slukket denne dag for at blive tændt igen med ild fra midsommerbålet. Dette symbol på en ny begyndelse understregede samtidig fællesskabet, ved at man hentede ild fra de fælles bål. Bålene skulle bestå af brænde, som samtlige husholdninger havde bidraget til. Hvis man ikke bidrog, ville ens afgrøder slå fejl ved den kommende høst. Ofte var det børnene, der samlede brændet ind, hvilket understreger det fornyende element i bålritualet. Også ilden i bålet skulle være ny, altså tændes med ”vild” ild eller ”nødild”, hvilket vil sige helt fra grunden ved at gnide træ mod hinanden eller ved at slå gnister med ildstål eller sten.

De fleste steder sang og dansede man omkring bålene, og det var også en udbredt skik at springe over ilden. Ved at springe over ilden kunne man beskytte sig selv mod sygdom det følgende år. Nogle mente, at flammernes højde viste, hvor høje årets hør- eller hampeplanter ville blive, mens andre mente, at det var højden på de unge mænd og kvinders spring over bålet, der viste det. De, der hoppede over bålet, kunne være sikre på, at de ikke ville få rygsmerter i forbindelse med årets høstarbejde; nogle mente endda, at man lagde sine synder bag sig.

Ikke kun ilden, men også resterne af bålet var magiske og kunne bruges som værn mod sygdomme, misvækst og ulykker. Nogle steder tog ældre mennesker forkullede grene fra bålet og stak dem ned i marken, for at afgrøderne skulle vokse godt, og nogle satte en forkullet gren fra bålet fast i taget for at beskytte huset mod ildebrand. Kul og aske fra bålene kunne opbevares igennem det følgende år som værn mod tordenvejr og sygdom. Også kvægets sundhed kunne styrkes gennem at drive dem gennem midsommerbålets røg og gløder. Dette har været en udbredt skik i hele Europa og helt ned i Nordafrika.

Blomsterkranse og urter var mange steder en del af midsommerbålritualerne. Under festlighederne bar folk kranse af vilde blomster, og inden

P.S. Krøyer var fascineret af ilden som kunstnerisk motiv, hvilket blandt andet kan ses på et af hans sidste og mest elskede værker: Sankt Hansblus på Skagen Strand, som han arbejdede på i mange år og færdigmalede i 1906. Krøyers sankthansaften blev fejret med blandt andre Holger Drachmann (med stor hat og brun kappe) samt Anna og Michael Ancher til venstre i billedet, mens de lokale skagboere ses til højre.

man forlod bålet, blev kransene kastet ind i ilden, og man sagde: ”Må alt mit uheld forlade mig og blive brændt op”. Hvis man kiggede på ilden gennem kranse eller buketter, som man holdt i hænderne, ville øjnene bevare deres sundhed gennem det kommende år.

I Frazers beskrivelser handler midsommerritualerne altså om at beskytte sig mod sygdomme og hekseri og om at udnytte aftenens magiske karakter til at tage varsler. Men han kommer også ind på, at der er elementer af frugtbarhed i ritualerne. Det nævnes, at goldt kvæg kunne gøres frugtbart ved at drive det gennem bålet. Ugifte piger kunne tage varsler om kommende giftermål, og unge par kunne udføre særlige ritualer. I Bøhmen i det nuværende Tjekkiet fældede de unge mænd somme tider et højt fyrretræ i skoven og stillede det op på en forhøjning, hvor pigerne dækkede det til med buketter og kranse af blade og røde bånd. Derefter blev optændingsbrænde dynget op omkring det, og om aftenen blev der sat ild til det hele. Mens ilden begyndte at flamme, klatrede de unge mænd op i træet og hentede de kranse, som pigerne havde hængt op. Derefter stod de unge mænd og kvinder på hver sin side af ilden og så på hinanden gennem kransene for at tage varsler om, hvorvidt man ville være trofaste over for hinanden, og om man ville blive gift i løbet af det næste år. Kvinderne kunne kaste kransene igennem ilden, og så skulle den udvalgte gribe den. Om andre steder fortæller Frazer, at par, når flammerne var døet ud, kunne tage hinanden i hænderne og springe tre gange over bålet, hvilket ville beskytte dem mod skænderier.

Dette lyder meget ærbart, men der har også været et vist element af frivolitet involveret. I nogle østeuropæiske lande som Ukraine, Belarus og Polen kalder man midsommer for Kupala-festival, hvor man førhen fejrede guden for kærligheden og høsten og selve personificeringen af jordens frugtbarhed. Frazer undlader at nævne det, men andre kilder fortæller, at om aftenen samledes ugifte unge mænd og kvinder i skoven uden for landsbyen eller i nærheden af en kilde eller en sø. Her byggede de bål, som de dansede omkring, og sang rituelle sange, der ofte var erotiske. De sprang over ilden, badede i vandet og legede fysiske lege med åbenlyst seksuelle undertoner.

Også her til lands kunne midsommerfesten være ganske løssluppen. Kilder fra 1400-tallet fortæller, hvordan den almindelige befolkning blandt andet på midsommeraftener kunne fare rundt i kirker, kapeller og på kirkegårde, hvor de opførte danse, tog billederne ned fra altrene og sang skændige sange. Dengang var kirkerummene ikke fyldt med bænkerader som i dag.

Et vigtigt festelement er naturligvis dans. Kalkmaleriet fra 1300-tallet i Ørslev er et eksempel på, hvordan man i middelalderen dansede kædedans. Op til ca. midten af 1900-tallet var forskellige former for kædedanse almindelige ved fester i Danmark, som kunne være dirigeret af en spillemand ved familiefester på landet. I hele Norden danser vi stadig kædedans omkring ”livets træ” juleaften.

Der var måske bænke langs væggene til de dårligt gående, men ellers stod man op under gudstjenesterne, og kirkerne kunne derfor være udmærkede rum til fællesdans. Det var en kædedans – også kaldet trindans – som blev udført med relativt enkle trin. Med hinanden i hænderne dansede folk, ofte anført af en udvalgt person, omkring bålet og igennem landskabet.

Lystighederne blev ikke bifaldet af kirken. Efter reformationen udgav biskop Olaus Magnus i 1555 Historia de Gentibus Septentrionalibus, ”De nordiske folks historie”, som består af 22 bind og især er kendt for sine mange træsnit, der illustrerer sæder og skikke. Olaus Magnus var svensk, men tilbragte det meste af sit liv og sine studier i udlandet. Om midsommerfesten skrev han, at alle efter gammel tradition ”uanset køn og alder samles i skarer på byernes torv eller ude på den åbne mark for der glade at træde dansen i skæret af talrige bål, som tændes overalt”. Den danske præst Niels Hemmingsen, som også levede i 1500-tallet, skrev, at aftenen blev fejret med ”dans og nattedrik, gadelamskrans, ild at optænde, at huje, skrige og drikke den hele nat over.” Sankthansdag blev afskaffet som helligdag i 1770, men folk fortsatte med at fejre aftenen på forskellige måder. Fra de senere århundreders folketraditioner i Danmark kender vi en midsommerskik, hvor unge ugifte kunne blive tildelt eller under leg vinde sig et ”gadelam” – en person af det modsatte køn – som de igennem det næste år skulle opvarte og måske danne kærestepar med. De af Niels Hemmingsen nævnte gadelamskranse kan være blomsterkranse, som blev brugt i pardannelseslegene.