Ved Ditlev L. Mahler

INTRODUKTION

Ditlev L. Mahler

Vi vil begynde introduktionen med en påstand: Mennesker har altid festet! Måske ikke hele tiden, men ofte og ikke mindst for at bekræfte og styrke det sociale fællesskab.

Hvad er så en fest? Det er vanskeligt at svare entydigt på. Det enkleste svar er: når deltagerne selv opfatter samværet som en fest. Adskillige men særlig to elementer er med til at definere festen. Geografien, hvor i verden er vi? Og kronologien, taler vi om festen i dagens Danmark eller fester i Sydamerika hos inkaerne i 1500-tallet? Endelig er der også en social dimension: Det er jo ikke ligegyldigt, om vi taler om Frederik 2.s kroningsfest i 1559 eller ”julestue”-festen i 1700-tallet hos en middelstor bonde på Sjælland.

Når mange mennesker er samlet for at indtage et fælles måltid, skaber det ikke nødvendigvis en fest. Ser vi på storbønders forhold i yngre jernalder og vikingetiden (ca. 500-1000) i Sydskandinavien, var husholdene med udvidet familie, karle og piger måske oppe på 25 personer. Når de spiste aftensmad sammen, skabte de jo ikke nødvendigvis en fest.

Der kan være rigtig mange bevæggrunde til at feste, og for at få større indsigt er det nødvendigt at se festen tematisk an. De mest oplagte er årstidsfester, der som regel også har underliggende, religiøse motiver. Festen dækker som regel over flere skjulte motiver, som kan optræde side om side: den politiske fest, den religiøse fest og festen som etnisk eller social markering. Festen kan som sidegevinst også indebære, at nye mennesker mødes og indgår ægteskabelige alliancer. Man kan altså ikke give en entydig definition på, hvad en fest er, der gælder til alle tider og alle steder.

En vigtig del af festen er ritualer; man kan sige, at ritualer er festens lillebror. Et ritual er en symbolsk handling, der har til formål at påvirke noget eller nogen. Vi omgiver os med ritualer. Bare det at hilse på hinanden, måske give hånd, bukke og sige goddag kan betragtes som et ritual. Det er

næppe for langt at sige, at ritualer er en vigtig regulerende faktor i vores sociale relationer og altså også i festen. Bedst kendt er religiøse ritualer, som udføres efter bestemte forskrifter og omfatter bestemte handlinger, ceremonier og ord. En del af de religiøse ritualer er overgangsritualer, som knytter sig til navngivning, religiøs bekræftelse som konfirmation og begravelse. Offerritualer er ligeledes meget udbredte i tid og rum. I offerritualet bliver ritualets objekt overdraget til modtager, typisk en gud eller åndeligt væsen. Ritualer er et kendetegn ved alle kendte samfund og har været genstand for omfattende udforskning. De fleste binder samfundene sammen i social og religiøs henseende. Ritualer skaber dog ikke festen alene.

Festen i dagens Danmark består typisk af et vist antal såkaldte almindelige mennesker, der mødes et aftalt sted for spise, drikke sammen og fejre ”noget”. Samværet er meget væsentligt; vel at mærke samvær mellem f.eks. familierelaterede individer eller nære venner som gamle skolekammerater – eller fjerne bekendte, man skylder en invitation. Vi taler om det kontrollerede samvær: Man modtager en skriftlig eller i dag som regel en mundtlig eller digital invitation. Som regel kan vi ikke bare møde op uden at være inviteret. Ja, der er måske endda bordkort på det festligt dækkede middagsbord. På den måde bliver den moderne, borgerlige fest i uhørt grad ekskluderende. Der er selvfølgelig en aldersdimension, hvor man som ung nok er mindre tilbøjelig til at være restriktiv. Modsætningen er den åbne fest, hvor man kan tage venner og bekendte med, som værten ikke nødvendigvis kender, hvilket vi kan iagttage mange andre steder ude i verden.

Med den ekskluderende fest nærmer vi os også et historisk perspektiv på festen af i dag. Skabelsen af det borgerlige samfund i første halvdel af 1800-tallet lægger grunden til det familiebaserede samvær bestående af mand, hustru, børn og måske den nærmeste øvrige familie som bedsteforældre jævnfør for eksempel julefesten som skildret i Peters Jul fra 1866 af Johan Krohn. Udvalgte tjenestefolk kunne inkluderes som Williams amme nævnt i sjette vers i Peter Fabers Højt fra Træets grønne Top fra 1848. Peters Jul beskriver den familiebaserede, borgerlige julefest med alle de ”traditioner”, vi kender gennem de sidste 150 år. Den familiebaserede fest står i høj grad i modsætning til adlens uhæmmede fester i 16- og 1700-tallet, hvor rang var nøglen til deltagelse. De foregik med indtagelse af massive mængder vin og eksotiske eller særligt krydrede retter – foruden mængder af løse fruentimmere.

Her berører vi en vigtig del af festen, som vi kender det fra Christian 5.s tid: indtagelse af mængder af vin, hvor den importerede vin stort set

var forbeholdt aristokratiet. Det har været den absolutte overklasse eller øverste lag i samfundet, der har haft råd til at afholde den slags fester. Den offentlige pendant er kroningsfesten eksemplificeret i Frederik 2.s kroning – en renæssancefyrstes kroningsfest, der kunne stå mål med Europas øvrige fyrsters fester, private som offentlige. Det peger også på en særlig festtype, nemlig den politiske fest. Alle magthavere fra Europas adel, konger og dronninger har festet som en del af deres politiske manifestation. Kan

Skagensmaleren Viggo Johansens maleri Glade Jul fra 1891 virker stadig som en arketype for juleaften: det pyntede træ med levende lys, de forventningsfulde barneansigter og runddansen.

høvdingen skaffe nok grise til en landsbyfest på Nias i Indonesien, kan han styrke sin position. Her er grisefesten en politisk manifestation, for mad er magt. Politiske fester har mange facetter, herunder det etniske sammenhold: at markere fællesskabet i forhold til det omliggende samfund.

Renæssancefyrstens fester står i modsætning til den senere, borgerlige familiebaserede fest, hvor indtagelsen af vin m.m. er mere begrænset, i hvert fald i begyndelsen af den borgerlige æra. Kaffe, te og kakao var nøgleord. Man kan jo ikke tage på børsen med en ordentlig blæser på! Alligevel er det interessant, at mennesket til alle tider som regel i fællesskab har indtaget hvad som helst, som kunne ryges, drikkes, tygges eller på anden måde indtages med en berusende eller euforiserende virkning. Dårligt er man blevet agerbrugere, før man begynder at brygge en slags øl for 11.000 år siden på Den Anatolske Højslette i det nuværende Tyrkiet. Fremstilling af vin følger ”hurtigt” efter, og fra Georgien er der fundet spor af vinfremstilling fra 8000 år siden. I arktiske egne blandt inuit-folkeslag er der historiske kilder fra tidligere tider, som omtaler ”kødrusen”, altså at man kunne blive høj eller gå i en slags ekstase eller trance af at spise kød i store mængder inden for kort tid. Beruselsen i sig selv skaber ikke en fest, men den kan indgå som et vigtigt element i festen.

I nogle kulturer spiller ekstasen en vigtig rolle, hvor ikke mindst euforiserende stoffer kan være centrale i samværet eller for den enkelte, eksempelvis shamanen. Ekstase kommer fra det græske ord ékstasis og betyder oversat ”ud af kroppen”. I den klassiske græske litteratur refererer det til adskillelse af bevidsthed og krop og i den henseende tab af selvkontrol. Personen er hinsides omgivelserne og opnår et højere niveau af bevidsthed. Meditation, musik, dans, åndedrætsøvelser, fysisk og seksuel aktivitet kan bringe personen i ekstase; ofte ser vi det i sammenhæng med religiøs mysticisme.

FESTENS HENSIGT

Festen kan have en åbenlys funktion, som når man fejrer solhverv, jul eller hanukkah. Man fejrer midvinter, og at det nu går mod lysere tider. Fejringen sker typisk med lys, mad og socialt samvær. Det kan godt være, at det ikke kaldes en solhvervsfest, men den bliver indhyllet i alle mulige myter og forklaringer – gerne religiøse. Det rokker ikke ved den indre kerne. Det vil også sige, at festen meget hyppigt har skjulte hensigter og effekter: Julefesten styrker også de familiære bånd såvel som de religiøse. Det gælder imidlertid

alle fester, idet de indeholder flere funktioner og dermed mange forskellige effekter herunder en understregning af årets rytme. I introduktionen går vi efter hovedanledningen og -effekten. Årstidsfester er måske ikke almengyldige for hele menneskeheden, da vi lever under meget forskellige klimaforhold og dermed forskydninger i årets naturlige rytmer, men de fleste samfund fejrer forskellige markeringer af årets gang. I påsken fejrer vi egentlig vækstsæsonens begyndelse med håb om et frugtbart år. Påsken kender vi mest som en fest i religiøs iklædning, om det er udgangen fra Egypten eller Jesu korsfæstelse og genopstandelse. Endelig er der midsommerfesten, som igen fejres med lys i form af bål. Det er omkring årets længste dag, og som sådan markerer den igen et vendepunkt, en overgang. Optakten til midsommerfesten kendes også som valborgsaften, der ligeledes markeres med bål. På valborgsaften, 30. april, fejrer man overgangen fra vinter til sommer, og fejringen har formentlig keltiske rødder tilbage til tiden før vor tidsregning; altså har man fejret dagen og aftenen i mindst 2000 år.

Årets cyklus har sin parallel i vores livscyklus, hvor særlige højdepunkter som regel markeres med en fest eller i det mindste en højtideligholdelse. Det gælder også aldersbetingede begivenheder til sociale markeringer. Navngivning af barnet markerer i næsten alle kulturer en vigtig begivenhed – barnet får en identitet. I visse samfund som vores eget var der tidligere en forventning om, at barnet blev opkaldt efter et familiemedlem, da navnet tillægges en særlig betydning. Navngivning eller dåb, hvor sidstnævnte er den religiøse iklædning, overgås i vigtighed af konfirmationen eller bar/bat mitzvah, altså af overgangen fra barn til voksen. Stort set alle kulturer markerer denne overgang og fejrer det transcenderende. Enten med fest eller særlige ritualer, idet alle overgange er ”farlige” og skal sikres gennem særlig adfærd, ritualer eller omhu. Brylluppet fejres i dag med overdådige fester, som har eskaleret gennem de sidste 75 år. Tidligere havde et bryllup mere karakter af en familiealliance, eller det blev indgået af økonomiske årsager, og rigtig mange ægteskaber var også i Sydskandinavien arrangerede langt op i 1800-tallet. Dermed ikke sagt, at der ikke var fest for at fejre alliancen eller foreningen af to slægter. Brylluppet kom i betydning i tidligere tider formentlig slet ikke op på siden af navngivning og konfirmation.

Den ultimative overgang er selvfølgelig døden, som ikke i sig selv giver anledning til fest, men måske et gravøl. Mindet om afdøde og i nogen tilfælde de efterladtes fysiske levn i form af kranier kan indgå i den årlige festligholdelse, hvor forfaderdyrkelse indgår som en vigtig del. Meget peger på, at forfaderdyrkelse spillede en vigtig rolle for samfundene i bondesten-

alderen. Forfædrene var med til at vise tilhørsfoldet til jorden og stammens territorium. Forfaderdyrkelse kendes fra mange samfund, og den praktiseres stadig i stor stil i Mexico.

Det fører os til den rituelle fest. Netop de tidlige agerbrugssamfund er karakteriseret ved et væld af ritualer. For tiden diskuteres ligefrem, om man overhovedet kan tale om almindeligt køkkenaffald i begyndelsen af bondestenalderen, da det, som arkæologerne kalder for affaldsgruber fyldt med lerkarskår og dyreknogler, snarere har karakter af rituelle nedlæggelser. Fra store dele af Europa kendes samlingspladser fra ca. 3000 f.Kr. med systemer af grøfter og tømmerpalisader, som kan dække flere tønder land. Indenfor på samlingspladserne finder arkæologerne mængder af gruber med omhyggeligt ornamenterede, hele lerkar, polerede økser og knive – måske kornsegl. Ikke ualmindeligt finder man også rester af menneskeskeletter, herunder børn. Den offerrituelle adfærd er ikke til at tage fejl af. Formentlig er mange mennesker fra de lokale bondesamfund kommet sammen for at foretage bestemte ritualer for at markere fællesskabet i det, vi kunne kalde en rituel fest eventuelt med politiske undertoner. Et særligt kendetegn ved de rituelle fester kan blandt andet være destruktion af store mængder værdier i samvær med nabostammer for at styrke indbyrdes relationer. Ofte har det lokale samfund skabt værdierne over lang tid. Der kan både være tale om gavegivning eller om egentlig destruktion. I Sydskandinavien ser vi omkring 3300 f.Kr. offernedlæggelser i moser af smukt forarbejdede og aldrig brugte slebne flintøkser, op til 11 økser ad gangen. De repræsenterer en lang fremstillingsproces og i den henseende store værdier. Måske ligger den vigtigste del i selve fremstillingsprocessen, som styrker lokalsamfundet foruden ritualet i den fælles deponering.

I dag nærmer vi os ritualet for maddyrkelse, som foregår i særlige restauranter, hvor man skal bestille bord bogstavelig talt år i forvejen for at få lov til at indtage det legendariske måltid, der selvfølgelig også koster kassen. Herved får man også skilt fårene fra bukkene, så at sige, da den type måltider kun er for de få udvalgte. I den henseende er der tale om et meget ekskluderende måltid eller en yderst krævende fest.

Endelig er der festen som social eller demografisk mediator. I relativt restriktive samfund kan det være svært for kønnene at mødes. De ser stort set ikke hinanden til hverdag, malkepigen og karlen, i en af 1700-tallets sjællandske bondegårde, hvor bønder og hushold nærmest var livegne, så det kunne godt være et problem. Den tidligere nævnte ”julestue” kunne være med til at om ikke løse problemet, så give nogle muligheder. Jule-

stuerne var typisk en komsammen af karle og piger fra omliggende gårde i landsbyen, der, som navnet siger, blev afholdt op til jul.

Man klæder sig gerne om til en fest. Tager søndagstøjet på. Forhører sig eventuelt, om kvinderne skal have lang kjole og mændene dermed kjole og hvidt, eller om der ”blot” er tale om smoking, som det kaldes på dansk. I alle tilfælde påvirker festen ens identitet. Man føler sig lidt anderledes. Karnevalet er nok det mest gennemførte identitetsskifte, og karnevalerne i Venedig var den festligste kulisse for erotiske eskapader for nedrullede gardiner. Dronningens nytårstaffel er en anakronistisk karnevalsfest uden de erotiske eskapader – formoder jeg. Fastelavnsfesterne er måske de sidste overlevende udklædningsfester, men nu for børn. Der er tegn i sol og måne på, at vores fastelavnsfester måske er ved at blive afløst af halloween – vi lever i en stadig mere globaliseret verden. Dette på trods af den grundlig-

Fastelavnsfest for familiens og venners børn, København 1951.

gende forskel i årsag til festen. Ved halloween eller allehelgensdag og -aften mindes vi de afdøde og fejrer dem; ved fastelavn er der tale om indgangen til fasten forud for påsken. Udklædningen eller det at skifte identitet har lange historiske rødder. Jeg tænker på saturnaliefester i det gamle romerske samfund som dele af deres midvinterfest, hvor herskab og tjenestefolk byttede roller for en dag.

Den romerske og græske mytologi er fyldt med guder, der spejler menneskelige fejl og drømme: Her er had, kærlighed, utroskab og fester. Den græske gud for vinen, Dionysos, blev dyrket med orgier i naturen, hvor kun kvinder i princippet kunne deltage, og hvor de opnåede ekstase blandt andet omgivet af nymfer. Orgiet kommer af græsk orgia. I dag opfatter vi ordet orgie i en seksuel sammenhæng, men oprindelig var orgiet en del af en mysteriereligion, og mysterierne var kun åbne for initierede personer. Nogle orgier blev udført om natten og som hellige selskaber. I dag bruger vi også ordet i prosaisk sammenhæng, f.eks. ”et orgie af farver”. Også inden for den nordiske mytologi kender vi til en form for fester; i hvert fald situationer, hvor mange mennesker kommer sammen for at spise og konkurrere eller afholde bryllupsfest. Den mytologiske fest er en spændende parallelverden til de menneskelige fester, og dog er de forskellige.

Festen kan antage mange former, nogle mere åbenlyse for os i dag, andre kræver en sammenhæng, som kan kaste lys over festen. Tager man på en etnografisk jordomrejse, vil man kunne fylde et større bogværk med alle mulige eksempler på fester, der hver især bidrager til forståelse af menneskeligt samvær. Denne essaysamling viser et lille uddrag af, hvad Nationalmuseets forskere forstår ved Fest – fejring, rus og ritualer ud fra hver sin faglighed.

I efteråret 2018 fik jeg ideen til denne bog om det festende menneske. Min chef Christian Sune Pedersen opfordrede mig til at gå videre med projektet. Undervejs fik jeg helbredsproblemer og bad Elisabeth Colding om hjælp. Uden hende var bogen aldrig udkommet. Stor tak!