1 minute read
Hvor ligger provinsen
Golden Days 2023
Læg byen bag dig og dyk ned i vores kulturhistoriske rodnet – provinsen. Fænomenet er ikke kun et fysisk sted, men lige så meget en holdning og et sted i bevidstheden.
Advertisement
Vores forestillinger om provinsen danner kampzone i et ideologisk opgør om hjemlighed, hjemstavnsfølelse og autenticitet. Begrebet skildrer det moderne over for det hævdvundne. Det spiller en rolle i politik og politiske ideologier, og det findes i kommerciel markedsføring af produkter og af det gode liv.
Og hvor befinder den danske provins sig så? Hvad består den af? Provins er ifølge denne bog netop slet ikke først og fremmest et sted, men forestillinger og fortællinger om magt og afmagt, privilegier og afsavn, om det centrale over for det perifere, om det ægte og autentiske over for det smarte og overfladiske. Fortællinger om naturlighed versus forlorenhed, om folkelighed og folkelige dyder som modpoler til en elite og – med et moderne ord – smagsdommeri.
Bogen udgives i forbindelse med årets Golden Days-festival og giver et underholdende og rigt overblik over de mange fortællinger om udkant versus centrum, land versus by, der findes og bestandig udvikles.
Johs. Nørregaard Frandsen
(f.1950) er professor emeritus fra Syddansk Universitet. Har i danske og udenlandske tidsskrifter publiceret en lang række videnskabelige artikler om bl.a. moderne by-, forstads- og parcelhuskultur, været fast klummeskribent i Kristeligt Dagblad og udgivet en række bøger, bl.a. Den centrale periferi (1994), Kovendinger. Liv i sproget (2016), Ugler i mosen. Naturliv i sproget (2020) og senest H.C. Andersen og rejsen (2022).
Udkommer 31. august 2023