De historieløse

Den 20. maj 2017

Jeg er kommet i forbindelse med Erling Frederiksen gennem journalisten Tine Sejbæk. Hun skriver på en artikel om ham til Hus Forbi og ringer til mig for at tjekke nogle oplysninger om åndssvageforsorgens historie. Lidt senere sender hun mig artiklen til gennemsyn. Jeg har hørt om Erling Frederiksen før. Han bliver kaldt Indianeren på grund af sin tøjstil og det lange, sorte hår. Dengang, de store institutioner eksisterede i Danmark, var han patient på Ebberødgård i Birkerød – landets næststørste åndssvageanstalt, der på sit højdepunkt havde mere end 1.100 sengepladser. Han har tilbragt det meste af sit liv på institution. Alligevel har Erlings fortælling et anstrøg af uvished over sig. Minderne om familien i København virker slørede, og kun brudstykker om anstalten dukker op i hans beretning til Hus Forbi. Da jeg i maj 2017 møder ham første gang, er han en ældre mand på 76 år. Han vil fortælle mig mere om sin barndom, ungdom og voksenliv på åndssvageforsorgens store institutioner, hvor han hadede at være.

Vi skal mødes i ByOasen på Nørrebro i København, hvor Erling kommer på bestemte dage. Han hjælper til med praktiske ting og er med til at fodre hønsene, kaninerne og marsvinene på det lille grønne område i De Gamles By. Der dufter af brænderøg fra et

· 7 ·

bål, og på et indhegnet jordstykke står et par dværggeder og gumler fredeligt på nogle grene. I højbedene dyrker beboergrupper grøntsager, og på legepladsen med svævebanen kommer børnehavebørnene i dagtimerne. Erling er glad for at færdes i ByOasen, men han har det svært med mange mennesker tæt på. Han kan heller ikke tåle, at folk går lige bag ved ham.

Vi taler sammen i Orangeriet i ByOasen mellem de eksotiske planter i det ottekantede drivhus, mens gule kanariefugle og grønne parakitter synger bag metaltremmer i deres store fuglebur. Derefter ses vi flere gange for at prøve at udfylde de tomme pladser i hans historie.

Erling Frederiksen er et af de mange glemte mennesker fra åndssvageforsorgens institutioner. De blev udskilt fra normalsamfundet som børn eller unge i den første halvdel af 1900-tallet. Man kaldte dem defekte, minusindivider og undermålere. De kom til lukkede anstalter som Ebberødgård, Andersvænge og Ribelund eller til isolerede øer som Sprogø og Livø langt fra fastlandet. Da de årtier senere stod uden for anstalternes mure, skulle de for første gang træffe deres egne beslutninger. På godt og ondt var de sat fri.

De tidligere anbragte fra åndssvageforsorgen har ikke befundet sig i kameraernes blitzlys, når journalister og politikere diskuterer undskyldninger for fortidens fejltagelser – selv om overgrebene mod dem har et omfang og en karakter, som overgår enhver beskrivelse. Hvis de overhovedet bliver nævnt, indtager de kun biroller i de brede værker om danmarkshistorien. På de statsanerkendte museer er de – ligesom alle andre handicapgrupper– komplet usynlige, og der er stille om dem på de danske universiteter, hvor man ikke vil kunne høre en forelæsning om deres historie. Handicaphistorien har – med ganske få undtagelser – ingen adjunkter, lektorer eller professorer.1 Men historien bliver fortalt uden for de højere

· 8 ·

læreanstalter af tidligere ansatte fra forsorgen. Udstillinger om de åndssvage findes på små, ukendte specialmuseer drevet af frivillige, der kæmper for, at samlingerne kan overleve i fremtiden.2

Alligevel, eller netop derfor, er handicaphistorien kongevejen til en ny forståelse af danmarkshistorien.

Den store historie om 1900-tallets forsorg er forbundet med mine egne erindringer. Så langt jeg kan huske tilbage, mødte mine to brødre og jeg børn og unge, der befandt sig uden for normalitetens grænse. De var fra Skovagerskolen i Brøndbyøster under Statens Åndssvageforsorg, hvor min far arbejdede som lærer. De kom til vores hus midt i et søvnigt villakvarter i Virum med velplejede haver omkranset af minutiøst klippede ligusterhække. Min fars elever talte og bevægede sig ikke som gennemsnitsdanskerne, og de gav anledning til snak og løftede øjenbryn i kvarteret. Det vakte især opsigt, når en af de ældre elever blev kørt til vores dør af politiet efter at have opført sig påfaldende på Virum Station. En af min fars tidligere elever boede hos os, mens andre aflagde regelmæssige besøg – også længe efter at de var gået ud af Skovagerskolen. De var kort sagt en del af barndommens hverdag.

Senere som studerende på Roskilde Universitetscenter i 1990’erne oplevede jeg gennem et studiejob i en fritidsklub for udviklingshæmmede et lille hjørne af en nyere tids tilbud til gruppen med fester, dans og musik. I klubben kunne de også drikke mere end én øl til festerne. Men det var først langt senere, at jeg fandt ud af, at de dansende og øldrikkende unge var en levende metafor for en af de største omvæltninger i danmarkshistorien. De var børn af en mental revolution, der foregik i løbet af en kort årrække, men nu er glemt af de fleste.

Jeg har længe villet skrive denne bog. Den er en nødvendighed. Det vil dybest set være en historie om velfærdsstaten, men den skal

· 9 ·

begynde et helt andet sted end i de gængse bøger om vigtige politiske beslutninger på Christiansborg og centrale samfundsmæssige strukturer og mekanismer. Det vil heller ikke være en fremskridtshistorie om sociale sikringsordninger, demokratiske rettigheder eller særlige danske værdier. Vejen ind i historien går gennem de enorme arkiver fra åndssvageforsorgens store institutioner – gennem kilder, som de færreste har interesseret sig for. Patienternes journaler. De fører ind til en lukket verden i en nær fortid, men leder os også tilbage til vores eget århundrede. Det vil samtidig være en personlig beretning, der ikke efterkommer alle anvisningerne fra lærebøgerne om historisk metode. Jeg vil således springe mellem fortid og nutid og ignorere den traditionelle historiefaglige skepsis over for mundtlige kilder. Bogen er blevet til gennem samtaler med mennesker i det virkelige liv – og på baggrund af tusindvis af arbejdstimer i arkiverne. Jeg er gået til de mundtlige og skriftlige kilder på samme måde, som jeg ellers ville gøre i en fagartikel eller afhandling. Kun skrivestilen er en anden. Gennem dagbogsnotater skildrer jeg et arbejde, der har taget mere end fire år. På den måde er mine egne forudsætninger, overvejelser og erkendelser kommet med. Det samme gælder researchfasens opdagelser og blindgyder, der normalt bliver udeladt i videnskabelige fremstillinger, men i virkeligheden er en betydningsfuld del af ethvert forskningsprojekt.3 Bogen beskriver også en rejse i dagens Danmark. Den vil komme rundt til bestemte steder på danmarkskortet og til møder med nogle af de mennesker, som har oplevet historien på krop og sind. Fordækte spor fører desuden til Grønland, der så ofte er blevet skrevet ud af danmarkshistorien. Bogens særlige form giver læseren mulighed for at gå den samme vej og samtidig følge, hvordan en historie om et liv og et samfund bliver til.

Det er en historie i to dele – eller måske snarere tre, hvis man regner de seneste år med. Bogen vil handle om afgrundsdyb forned-

· 10 ·

relse, eksklusion og udslettelse, men også om håb, forandring og liv på trods af alle odds. Den viser både det værste og noget af det allerbedste fra fortiden. Tvangssterilisationer, medlidenhedsdrab og hvide snit indgår i fortællingen sammen med ideer om normalisering, frigørelse og empowerment. Bogen begynder i en tid, hvor der slet ikke fandtes åndssvage, senere kommer de store institutioners fødsel, kulmination og fald, indtil historien ender i nutidens mere fragmenterede forsorg. Meget ændrede sig i årenes løb. Men ikke alt. Kort sammenfattet handler bogen om de livshistorier, vi skaber om vores egen tilværelse, og de fortællinger, vi konstruerer om vores samfund.

Dermed gør bogen også op med flere idealiserede forestillinger om, hvad Danmark er.