En velsignelsesrig anstalt for åndssvage stakler

Den 27. marts 2018

Livshistorier er både et nyt og et gammelt fænomen. Mennesker har sandsynligvis altid fortalt historier om deres eget liv, men først med skriftsproget bliver de bevaret for eftertiden. I den kristne kulturarv kendes de helt tilbage til kirkefaderen Augustins Bekendelser. Siden fulgte en voksende strøm af selvbiografiske skrifter fra filosoffer, videnskabsmænd, adelige skribenter, krigshelte, opdagelsesrejsende, forfattere og kunstnere, mens historier om jævne menneskers tilværelse fjernt fra samfundets øverste luftlag først kom til senere.4 I Danmark nedskrev og bevarede folkemindesamlere som Evald Tang Kristensen i 1800-tallet de mundtlige fortællinger fra landbobefolkningen. Senere trådte storbyens mere upåagtede indbyggere også ud af glemslens tåger.5 Men først i det næste århundrede blev livshistorien et særligt forskningsområde i sociologien, pædagogikken, psykologien, etnologien og antropologien. Tekniske nyskabelser spillede en rolle. Med båndoptagerens indtog i 1940’erne opstod der bedre muligheder for systematisk at indsamle

< Lindeallé fra 1700-tallet på den tidligere åndssvageanstalt Ebberødgård i Birkerød.

· 15 ·

mundtlige beretninger. I de nye videnskaber skulle livshistorierne bruges til at forstå mindre kendte samfundsgrupper og til at fremme behandlingen og plejen af udsatte mennesker. Livshistorierne var også del af et oplysnings- og frigørelsesprojekt, som prægede tiden efter 1950’erne. I historieforskningen indgik livshistorierne i forskningsdisciplinen oral history, der navnlig i Storbritannien satte en ære i at lade fattige, kvinder og minoriteter komme til orde gennem interviews. Især efter udgivelsen af Paul Thomsons toneangivende bog The Voice of the Past – Oral History (1978) blev der skabt en stærk britisk tradition for den mundtlige tilgang til fortiden.6

På dansk grund var historikerne dog mindre lydhøre, og oral history havde i mange år vanskeligt ved overhovedet at få fodfæste på universiteterne. Det var næsten kun i forskningen i besættelsestiden, at enkelte historikere begyndte at bruge mundtlige beretninger til at belyse de glemte eller fortrængte fortællinger om tyskerpigerne, de jødiske flygtninge eller de danske frivillige i Waffen-SS.7 Udviklingshæmmede, sindslidende og anbragte på børnehjemmene befandt sig derimod længe uden for historien.

For at udfylde nogle af hullerne i den danske forsorgshistorie arbejdede jeg i 2013-2015 sammen med Stine Grønbæk Jensen og Jacob Knage Rasmussen om et forskningsprojekt om udsatte gruppers historie, hvor vi interviewede tidligere anbragte fra særforsorgen, psykiatrien og børnehjemmene om deres liv. Mange informanter havde en fortid i åndssvageforsorgen. Via internettet indsamlede vi også flere hundrede skriftlige beretninger fra både anbragte og ansatte fra institutionerne.8 Det var ofte smukke og smertefulde fortællinger, der gav en ny følelsesmæssig dimension til velfærdshistorien. Det næsten umulige projekt med at udvælge og sammenfatte de mange historier blev til bogen På kanten af velfærdsstaten: Anbragte og indlagte i dansk socialforsorg 1933-1980. 9

Efter mit første møde med Erling Frederiksen i ByOasen den

· 16 ·

20. maj 2017 har jeg givet ham et eksemplar af bogen. Erling er interesseret i, at jeg bruger hans historie. Jeg tænker, at det måske vil være en god anledning til at arbejde videre med de problemstillinger, som vi ikke rigtig fik berørt i projektet. Vi lavede sjældent mere end et interview med informanterne og anvendte kun i mindre grad arkivalier fra åndssvageforsorgens institutioner til at skrive livshistorien. Bagefter kom det til at stå klart for mig, at nogle livshistorier har en kompleksitet, der kræver mange samtaler og et intensivt arkivarbejde. Mulighederne er der. Selv om de færreste ved det, har Danmark nogle af verdens bedste handicaphistoriske kildesamlinger. En fremsynet indsats af arkivarer som Erik Nørr i slutningen af 1900-tallet betød, at Statens Arkiver (Rigsarkivet) fik fat i størstedelen af materialet, inden det var for sent. I perioden 1983-1991 begyndte landsarkiverne en storstilet indsamling, hvor alle arkiver fra de store anstalter under åndssvageforsorgen – og en række andre handicapinstitutioner – blev bevaret.10 Samtidig er den danske befolkning historisk set en af de mest gennemregistrerede i verden, så selv hvis de handicaphistoriske samlinger skulle svigte, vil oplysninger om livsforløb efter al sandsynlighed kunne graves frem i statslige, kommunale eller lokalhistoriske arkiver. Min første plan er at begynde med Erlings historie og se, hvor den fører os hen. Ved at sætte fortællingen ind i en større ramme – sammen med andre livshistorier – kan det måske give os en bedre forståelse af fortiden. Livshistorier har den egenskab, at de som regel viser noget genkendeligt, men også noget helt nyt. Samtidig rummer livshistorierne et kim til forandring, ikke kun for fortælleren, men også for den, der lytter. Som tilhører og fødselshjælper til historien bliver du en del af et andet menneskes liv og omvendt. En personlig relation opstår, og man kan begynde en større eller mindre metamorfose uden at kende slutpunktet. Men ved skrive om åndssvageforsorgen åbner man samtidig Pandoras æske. Fra mine

· 17 ·

tidligere projekter ved jeg, at historien her er langt mere brutal end i de andre forsorgsgrene. Mit mål er at lukke det sidste sorte kapitel for derefter at begynde forfra et andet sted. Erling ønsker også en forandring. Og vigtigst: Han har folk omkring sig, der kan støtte og hjælpe.

I ByOasen har Erling knyttet sig til en lille gruppe mennesker. Han er meget glad for Mette Bondo Harders, der arbejder som pædagog på aktivitetsstedet i De Gamles By. En anden nøgleperson er Carsten Hauch Nielsen, som Erling laver havearbejde og andre praktiske ting sammen med i ByOasen. Billie Johansen har også en høj stjerne hos ham. Hun og Erling tager på ture sammen, og han nyder at komme hjemme hos Billie i Brumleby på Østerbro, hvor han har lært flere naboer at kende. Vi har aftalt at mødes med Erlings hjemmehjælper Charlotte Wahl for at finde ud af mere om hans liv.

Billie har bagt kage, og vi drikker kaffe i et lille lokale ud mod Møllegade i ByOasens udkant. Charlotte fortæller, at der ikke er mange informationer i Erlings sag. Der findes stort set ingen oplysninger om den tidlige historie. Erling vil gerne have, at jeg prøver at opspore hans journal, så hans historie kan blive fortalt. Jeg forklarer ham, at det nok er muligt at finde oplysningerne, men at han også skal overveje det en ekstra gang, da traumatiske episoder kan være beskrevet i detaljer, og journaler fra den tid indeholder ofte personalets uforbeholdne meninger om patienterne. Erling siger, at han godt kan klare det. Som mange tidligere anbragte er han blevet flyttet mellem forskellige steder. Erling fortæller, at han har været på Ebberødgård, børnehjemmet Palleshave på Fyn og i Brejning nær Vejle. Jeg beslutter at begynde med den første institution. Ebberødgård.

· 18 ·

Når man tager toget fra København mod Hillerød, bliver lejlighedskomplekserne og husene gradvis mere spredte, og efter Virum kommer skovområderne til syne. Jeg står af på Birkerød Station. Man kan se, at stationsbygningerne med deres bleggule mursten og sorte skiffertage har en lang historie. Stationen blev taget i brug i 1864 og var en medvirkende årsag til, at Birkerød blev udset som område for en ny institution for åndssvage. Da bestyrelsen for den første danske åndssvageanstalt, Gamle Bakkehus, i 1888 overvejede at finde et nyt sted for de ”arbejdsføre åndssvage”, havde de forskellige ønsker: Hjemmet skulle opbygges ”på landet, på et så vidt muligt isoleret sted, lunt beliggende, med smukke omgivelser og med adgang til bade, og helst ikke for langt fra en jernbanestation”.11 Valget faldt på den gamle herregård Ebberødgård, der i sin storhedstid havde haft flere royale ejere, men nu var i forfald. Den var derfor billigt til salg.

En journalist, der i 1889 besøgte Birkerød, kunne efter en gåtur gennem Rude Skov konstatere, at bygningerne lå i ruiner, og ”set udefra er de af stor malerisk virkning, men nær ved vækker de vemodige følelser. Hvorledes, spørger man uvilkårligt, har ejeren dog kunnet nænne at lade sin grund således forfalde? En gåde. Han har levet her i en menneskealder uden slægt og venner, til sidst så godt som uden tyende. Nu er det forbi. Den originale 80-årige eneboer har nu forladt gården, og travle hænder forvandle det forfaldne Ebberødgård til en velsignelsesrig anstalt for åndssvage stakler”.12

Der er i dag kun enkelte levn fra herregårdstiden. Ebberødgård omtales for første gang i et skøde udstedt på Hørsholm Slot i 1346 til adelsmanden Niels Knudsen Manderup fra Svanholm. Senere i samme århundrede blev dronning Margrete 1. ejer af Ebberødgård, der var i kronens besiddelse frem til 1661, hvor ærkebiskop Hans Svane fik godset af Frederik 3. I 1788 overtog kaptajn G.A. Thaae herregården, og han anlagde den gamle lindeallé, der stadig kan ses i landskabet.13

· 19 ·

Hvis man følger rækken af lindetræer, kommer man til anstaltens kirkegård i det nordvestlige hjørne af Ebberød ved Maglebjerg i Rude Skov. I skovbrynet mellem høje bøgetræer toner et rødt kapel med sort tag frem. Øverst oppe på frontgavlen kan man se et lille jernkors. Kapellet blev flittigt brugt på Ebberødgård efter indvielsen af anstalten i 1892 og helt frem til 1968, hvor den sidste bisættelse fandt sted.14 Som institutionens tidligere overlæge Torben Hvam tørt bemærker i sin bog om Ebberødgårds historie, foregik en stor del af ”udslusningen af de åndssvage” gennem begravelsesvæsenet.15

Det var dog ikke den oprindelige plan, at de åndssvage skulle forlade anstalterne på denne mildt sagt uigenkaldelige måde. I 1800-tallet troede man rent faktisk, at de efter et anstaltsophold kunne komme tilbage til samfundet, og at helbredelse i mange tilfælde var mulig. Hvis man lader blikket vandre længere tilbage i tiden, bliver billedet også et andet. Før anstalternes tid var de åndssvage ikke blevet udpeget som en bestemt kategori af mennesker. Og det er i det hele taget vanskeligt at finde kilder om enkeltpersoner, der kunne minde om en senere tids ”åndssvage” – eller ”idioter”, som var den første betegnelse for gruppen. De voksne åndssvage er nærmest usynlige i kilderne, mens folkelige fortællinger om skiftninger, misfostre og udsatte børn måske giver spredte antydninger af noget, som vi senere kommer til at kende som udviklingshæmning.16

Udskillelsen af de åndssvage begyndte først i midten af 1800-tallet. Den ledende skikkelse i processen var Jens Rasmussen Hübertz. Under sit arbejde som fattiglæge i Aalborg havde Hübertz fået øjnene op for de dårlige kår, som de udsatte grupper levede under, og i 1840’erne besluttede han sig for at rejse rundt i Danmark for at kortlægge deres antal og leveforhold. Når han trådte ind i private hjem på landet og i byerne, fandt han ofte mennesker, der sad lænket i staldene, eller som i årevis havde været indespærret i træbure eller små aflukkede loftsrum. Det var ”de afsindige” og ”idioterne”.17

· 20 ·

I 1845, hvor Danmarks befolkning udgjorde 1,3 millioner, kom han frem til, at der befandt sig i alt 4.267 i hele landet.

For at gøre noget ved de horrible forhold udarbejdede Jens Rasmussen Hübertz de første planer for en anstalt for idioter. I årene 1852-1853 rejste han til Tyskland, Schweiz, Frankrig og England, hvor han besøgte skoler og anstalter for åndssvage. Efter hjemkomsten præsenterede han et forslag om en ”Helbredelsesanstalt” og overtog efter forhandlinger og pengeindsamlinger ejendommen Gl. Bakkehus på Rahbeks Allé på Frederiksberg. Den åbnede i 1855.

18

Som tiden gik, skulle behovet for pladser til de åndssvage overstige rammerne for Gl. Bakkehus, og med indvielsen af Ebberødgård i 1892 lettede noget af presset da også for institutionen i København.

I Birkerød kan man i dag se flere af det gamle anlægs store bygninger med sirligt, rødligt murværk og buede stik over sprossede vinduer. Det monumentale vandtårn, som rager højt op over alt andet i området, kom først til i en senere byggefase i 1920’erne. Ebberødgård blev udvidet flere gange i årene frem mod 1960’erne, hvor anstalten havde over 1.100 sengepladser.19 Det oprindelige anlæg fra 1892, tegnet af arkitekten Georg Wittrock, bestod af en hovedbygning og fire afdelingsbygninger (pavilloner), der lå let forskudt fra hovedbygningen. Dertil kom en landbrugsbygning placeret ved en stor gårdsplads. Lidt derfra blev der bygget tre store huse, såkaldte asyler, beregnet til åndssvage, der ikke kunne arbejde. Institutionen var kønsopdelt, og kvinder og mænd blev holdt skarpt adskilt.

Kort efter at anlægget blev indviet, og de første beboere var flyttet ind, kom forfatteren og journalisten Fanny Suenssen på besøg. Hun kunne begejstret fortælle sine læsere om den nye anstalt: ”Når man kommer ind i den store rummelige gård på Ebberødgård, får man straks et livligt indtryk; ingen høje hæmmende mure gør

· 21 ·

sindet tungt, man møder en samling af smukke, fritliggende pavillonbygninger, hvor lys, luft og solskin have fri adgang”. Et andet positivt træk var, at ”overalt på Ebberødgård findes der en efterfølgelsesværdig orden og properhed, selv i de mest afsidesliggende og ubenyttede rum”, forklarede hun i en artikel i Illustreret Tidende i november 1892.

Hun indbød læseren til ”at gøre en lille vandring med mig gennem de forskellige afdelinger” sammen med ”Ebberødgårds dygtige og utrættelige forstander Lassen”. Første stop var afdeling I for ”de arbejdsdygtige piger”, hvoraf en stor del blev beskæftiget i køkkenet, med rengøring eller med pasningsopgaver på børneasylerne. Resten af pigerne kom ”på håndgerningsskolen, som bestyres med bestemthed og kærlighed af frøken Schacke, der har formået at indføre en disciplin, som mangen skole med normale børn kunne misunde hende. Her lærer pigebørnene at strikke, hækle, sy og flette listetæpper”.

På mændenes afdeling skulle ”alumnerne” arbejde i landbruget, haverne og passe dyrene og muge ud i staldene. Der var også en ”sløjdskole, som bestyres med dygtighed af hr. Stiler; her er liv og glæde, travlhed i hver krog, og arbejdet bliver – om end i noget langsomt tempo – udført både godt og smukt”. Lederen på mændenes afdeling var ”hr. Brøndum, der går blandt sine ’drenge’ som en fader; de holder af ham, fordi han altid er tålmodig og overbærende mod dem”.

Fanny Suenssen kom derefter til husene for ”asylisterne”. Afdelingen for unge kvinder blev ledet af fru Krohn, ”der har et tungt og besværligt erhverv, en livsgerning, som kun kærlighed og levende interesse for staklerne kan mildne. Her have alumner, som omtrent intet formår selv at foretage sig, og de uhelbredelige krampepatienter deres hjem. Dog selv her findes der lysglimt. To af pigerne, der før have været indespærret i celler, på grund af ondskab og ureger-

· 22 ·

lighed, have i de tre måneders ophold på Ebberødgård, gjort så store fremskridt, at de nu gå rundt blandt de andre alumner, ja den ene er enddogså bleven godmodig og venlig; hun beskæftiges med at optrævle klude”.

Sidste stop var børneasylet, der gjorde et lidt dybere indtryk på hende. ”Det er et mærkeligt syn at se de små på børneasylet; de have hele barnets ubehjælpsomhed, uden at besidde noget af dets ynde, men med hvilken utrættelig overbærenhed behandles de ikke af plejemoderen, frk. Nancke, og hendes assistent, frk. Jørgensen. Om dagen opholder disse børn sig i en stor sal, der er tværdelt med et jerngitter; på den ene side af dette opholder de ustyrlige børn sig, af hvilke nogle gå i spændetrøje. På den anden side, mod vinduet, er der henlagt madrasser, hvorpå de små, som ikke kunne bruge deres lemmer, ligger. Nogle af dem skære ansigter, andre skrige, lege eller sove. Hvert øjeblik trænger disse stakkels væsener til hjælp, og den blive ydet dem med aldrig svigtende tålmod”. ”Det var blevet aften, ikke en vind rørte sig, der lå som en tåge af vemod over det smukke landskab, fordi jeg selv var blevet vemodig stemt”, forklarede Fanny Suenssen til sidst i beretningen fra Ebberødgård. ”Da hørte jeg pludselig en vakker, åndssvag pige, med høj, smuk stemme synge Oehlenschlägers høstsalme: ’Lær mig, o skov at visne glad, som sent i høst dit gule blad; et bedre forår kommer. Der grønt mit træ skal herligt stå og sine dybe rødder slå i evighedens sommer’. Hvert ord blev klart udtalt og ikke en tone gik tabt”.20

Også i de næste årtier var billedet af Ebberødgård ofte positivt i den skrevne presse. Selv om der efterhånden dukkede kritiske artikler op, var historien om den store forsorg til gavn for de åndssvage gennemgående. Det gjaldt ikke kun Ebberødgård. Indtil 1930’erne kunne man ofte finde avisartikler, der meddelte, at Danmark havde ”verdens bedste åndssvageforsorg”.21 Det samme var tilfældet i 1940’erne, hvor Erling kom til Ebberødgård. Bestyrelsesformanden

· 23 ·

for Østifternes Åndssvageanstalt (som Ebberødgård hørte under), kunne således i 1942 fortælle, at der var ”intet andet land i Europa, hvor der gøres så meget for de åndssvage som i Danmark”.22 Så sent som i 1954 bekendtgjorde overlæge Gunnar Wad i et andet dagblad, at Danmark havde grundlagt ”en åndssvageforsorg, som verden aldrig har set mage til”.23

Tiderne skulle ændre sig. I 1970’erne fremstod Ebberødgård som en anakronisme, et fortidslevn og skrækeksempel, som journalisterne nærmest stod i kø for at skrive negative historier om. Et navneskifte fra Ebberødgård til Svaneparken i 1980 rettede ikke op på institutionens blakkede ry. Otte år senere præsenterede Frederiksborg Amt en afviklingsplan for Svaneparken. Flere huse blev sat til salg, og i dag rummer området børnehaver, attraktive ejerlejligheder, handicapboliger, bosteder og uddannelsesinstitutioner. I en af de klassiske bygninger ved siden af vandtårnet kan man – som det eneste sted på Sjælland – blive uddannet til fængselsbetjent.

Tilbage i København prøver jeg at finde Erlings journal i arkivet fra Ebberødgård. Jeg har fået tilladelse til at bestille materialet, som er registreret i Rigsarkivets elektroniske database, Daisy. For at se de gamle kilder skal man ind på læsesalen i Rigsdagsgården ved Christiansborg. Den store læsesal med de høje, hvide buegange ligger inde i det gamle provianthus fra Christian 4.s tid. En uniformeret vagt bag skranken tildeler mig et nummer til et bord, og en arkivbetjent kommer med de firkantede papæsker med journaler på en lille rullevogn. Jeg finder Erling i navnekartoteket fra Ebberødgård. Man kan se, at han første gang blev indskrevet som patient den 2. november 1949, hvor han også fik et journalnummer.

Arkivet fra Ebberødgård har desværre huller. Det er uvist hvorfor, da Rigsarkivet gjorde meget for at indsamle kilder fra åndssvageforsorgen, og kun lidt er kasseret.24 Jeg afprøver forskellige

· 24 ·

muligheder med bestillinger på klientsager, der er ordnet efter fødselsdato, og på andre i serier ud fra efternavn. Men der findes ingen journal om Erling i arkivpakkerne. Notaterne og papirerne om hans liv på Ebberødgård ser ud til at være forsvundet.