Lene Tranberg om stedernes dna

tur, men den anden side – som man ser fra Tietgensbroen –

fortalte, at Hovedbanegården samtidig var en helt igennem

moderne maskine, hvor damptog med vajende røgfaner su

sede ind og ud mellem perronerne. Som Johannes V. Jensen skrev ved Indvielsen af den nye ”Centralbanegaard: ”Jeg

elsker at komme med Toget ind i en vældig, høj Banegaards

hal, hvor Rummet toner og Piftet af vor Maskine, som vi syntes

var saa kolossalt, dør bort i Tumlen som en ren Legetøjspibe.”

Den nye bane skulle være repræsentativ arkitektur. Jensen glædede sig til at blive modtaget af ”en frisk og moderne

Arkitekturs aabne Arme i Stedet for som nu at slippes gennem

den gamle Banegaards triste Rottegange ud paa Regnpytterne

foran Nationals ynkværdige Facade”. Hovedbanegården

skulle repræsentere byen, være byen. Når man rullede ind til perronen, var man virkelig i København. Som Jensen skrev:

”Hoho, vi er nok i Lon … nej, vi er saamænd hjemme! Velkom

men København.”

Hvor er man i dag, når skiltene meddeler, at man er i

København? Hvis det er rigtigt, at svaret er ”Follow the Money”, så er Hovedbanegården hijacket af de globale kæ

der. Her er ikke synlige spor af politikere og planlæggere

med blik for kulturelle og historiske værdier. 7-Eleven og

Starbucks og McDonald’s har, omgivet af Wencks fine og

gennemtænkte arkitektur, der er en ren katedral for fremskridtet, installeret sig i bokse af plexiglas. 7-Eleven er den

rejsendes ”Heaven”, påstås det, men er det nu ganske i over

ensstemmelse med sandheden? ”I’m loving it,” proklamerer

McDonald’s, men er det mon rigtigt?

Hvis det er rigtigt, at ”Saa er By som Borger,” så må den udlænding, der ankommer til København, tænke, at det står

skralt til med såvel by som borger. Eller også må han sige som

McDonald’s: ”I’m loving it” – og trøste sig med en burger.