Man kunne sige, at Hovedbanegården oprindelig, ligesom Rådhuset, var fuld af nostalgiske henvisninger til dansk kultur, men den anden side – som man ser fra Tietgensbroen – fortalte, at Hovedbanegården samtidig var en helt igennem moderne maskine, hvor damptog med vajende røgfaner susede ind og ud mellem perronerne. Som Johannes V. Jensen skrev ved Indvielsen af den nye ”Centralbanegaard: ”Jeg elsker at komme med Toget ind i en vældig, høj Banegaardshal, hvor Rummet toner og Piftet af vor Maskine, som vi syntes var saa kolossalt, dør bort i Tumlen som en ren Legetøjspibe.” Den nye bane skulle være repræsentativ arkitektur. Jensen glædede sig til at blive modtaget af ”en frisk og moderne Arkitekturs aabne Arme i Stedet for som nu at slippes gennem den gamle Banegaards triste Rottegange ud paa Regnpytterne foran Nationals ynkværdige Facade”. Hovedbanegården skulle repræsentere byen, være byen. Når man rullede ind til perronen, var man virkelig i København. Som Jensen skrev: ”Hoho, vi er nok i Lon … nej, vi er saamænd hjemme! Velkommen København.” Hvor er man i dag, når skiltene meddeler, at man er i København? Hvis det er rigtigt, at svaret er ”Follow the Money”, så er Hovedbanegården hijacket af de globale kæder. Her er ikke synlige spor af politikere og planlæggere med blik for kulturelle og historiske værdier. 7-Eleven og Starbucks og McDonald’s har, omgivet af Wencks fine og gennemtænkte arkitektur, der er en ren katedral for fremskridtet, installeret sig i bokse af plexiglas. 7-Eleven er den rejsendes ”Heaven”, påstås det, men er det nu ganske i overensstemmelse med sandheden? ”I’m loving it,” proklamerer McDonald’s, men er det mon rigtigt? Hvis det er rigtigt, at ”Saa er By som Borger,” så må den udlænding, der ankommer til København, tænke, at det står skralt til med såvel by som borger. Eller også må han sige som McDonald’s: ”I’m loving it” – og trøste sig med en burger.
25
