Om frihed

TIMOTHY SNYDER

OM FRIHED

På dansk ved Niels Ivar Larsen

OM FRIHED

Af Timothy Snyder

Oversat fra engelsk af Niels Ivar Larsen efter Timothy Snyder: On Freedom

Copyright © Timothy Snyder, 2024 Dansk udgave: Copyright © Gads Forlag, 2025

ISBN: 978-87-12-80064-4 1. udgave, 1. oplag

Printed in Sweden

Forsideillustration: Anton Lugov

Omslag: Chris Brand / Demuth Grafisk Grafisk tilrettelæggelse: Demuth Grafisk Tekstredaktion: Jon Voss

Forlagsredaktion: Martin Gylling Tryk: ScandBook

Original English language edition first published by Crown, an imprint of the Crown Publishing Group, at division of Penguin Random House LLC, New York.

Text copyright © Timothy Snyder, 2024

The author has asserted his moral rights All rights reserved

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPYDAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk

G.E.C. Gads Forlag A/S Fiolstræde 31-33 1171 København K Danmark

reception@gad.dk www.gad.dk

Til dem, der gerne vil være frie

Indhold

Forord 9

Indledning: Frihedens jubilæum 21 Suverænitet 43

Forord

”Hvad synes du?” spurgte Mariia, smilende i sin lyse kjole, mens jeg dukkede mig under dørkarmen og trådte fra hendes lille og velordnede hjem ud i solskinnet og murbrokkerne. ”Er alt, som det skal være?” Ja, det var det. Gulvtæpper og tæpper lå i fine retlinede mønstre, der mindede om ukrainsk futuristisk kunst. Ledningerne til nødgeneratoren var trukket pertentligt ud, og hun havde vandflasker lige ved hånden. På sengen lå der en tyk opslået bog.

Uden for husvildeboligen, en container, som en international organisation havde stillet til hendes rådighed, hang der uldsweatre til tørre på en snor. En smuk træskuffe foret med filt stod fremme på en bænk som en åben Pandoras æske. Da jeg sagde, skuffen var fin, tilbød Mariia mig den som gave. Den var et sidste levn fra hendes hus lige foran os, der nu henlå som ruin efter nedslag fra bomber og granater. Nervøst kiggede hun op på et forbipasserende fly. ”Alt det skete,” sukkede hun så. ”Og intet af det havde været nødvendigt.”

Som landsbyens andre huse blev Mariias hus smadret under Ruslands invasion af Ukraine. Posad Pokrovske i den sydlige del af landet lå i den yderste spids af det første russiske fremstød, omgivet af solsikkemarker i den frugtbare region. Den ukrainske hær drev sidst i 2022 russerne ud af artillerirækkevidde, så det igen blev sikkert at vende tilbage eller besøge byen, som jeg gør nu, i september 2023. Jeg sætter mig på en bænk og lytter til Mariia, imens jeg tænker på frihed. Man kan godt sige, at hendes landsby er blevet befriet.

Men er dens indbyggere så frie? Der er helt sikkert noget forfærdeligt, der er blevet taget væk fra Mariias liv: den daglige trussel om voldelig død, om at blive underkastet torturbødlers og morderes besættelse. Men er det i sig selv nok til at være en befrielse?

Mariia er 85 år gammel og bor alene. Nu, da hun har sit nydelige lille hjem af jern, er hun givetvis friere, end da hun var hjemløs. Det er hun blevet, fordi familiemedlemmer og frivillige kom hende til hjælp, og fordi en regering tog affære – en regering, hun føler sig knyttet til igennem sin stemme. Mariia er ikke den type, der har let ved at klage sin nød. Alligevel bryder hun ud i gråd, når hun skal fortælle om de svære udfordringer, hendes præsident står overfor.

Det ukrainske ord afbesættelse, som både hun og jeg bruger i vores samtale, rammer mere præcist end det konventionelle ord befrielse. Det ansporer os til eftertanke. Hvad kræves der for at opnå frihed ud over at tage undertrykkelse væk? At få anbragt en ældre kvinde i en position, hvor hun kan tage imod gæster og agere på de normale måder, der hører en værdig person til, er selvfølgelig allerede krævende nok. Og dog har jeg svært ved at se Mariia som i sandhed fri, så længe hun ikke har et ordentligt hus med en stol og har en ryddet sti frem til vejen, hun kan gå henad bag sin rollator. Frihed kan ikke bare være et fravær af det onde. Det må også være en tilstedeværelse af det gode. Det sydlige Ukraine er steppe, og det nordlige Ukraine skov. Da jeg besøgte en ’afbesat’ by i landets nordlige del, fik jeg nogle af de samme tanker om frihed. Efter at have overladt mine egne børn til god modtagelse i deres skoler i New Haven, Connecticut, tog jeg til Ukraine, hvor jeg besøgte en nedlagt skolebygning i Jahidne, som de russiske besættere havde omdannet til koncentrationslejr i miniformat. I det meste af den tid, landsbyen var under besættelse, havde russerne sammenstuvet 350 civile, hele dens befolkning, i skolens kælder, et område på under 200 kvadratmeter.

70 af landsbyens beboere var børn, den yngste et spædbarn. Russerne rømmede Jahidne i april 2022. Samme år i september besøgte jeg byen.

I stueetagen havde de russiske soldater smadret alle møblerne. På væggene havde de efterladt graffitisentenser, der udtrykte menneskeligt fornedrende ringeagt over for ukrainere. Strømmen var afbrudt, men i lysskæret fra min mobiltelefon gik jeg ned i kælderen og betragtede børnenes tegninger på væggene. Jeg kunne læse, hvad de havde skrevet (”Nej til krig”). Mine egne børn hjalp mig senere med at identificere figurerne (for eksempel en bedrager fra spillet Among Us). Ved en dørkarm fik jeg øje på to lister skrevet med kridt med navnene på omkomne: på den ene side dem, russerne havde henrettet (så vidt jeg kunne se, var der 17), på den anden side dem, som var omkommet af udmattelse eller sygdom (så vidt jeg kunne se, var der 10). Da jeg ankom til Jahidne, havde de overlevende for længst forladt kælderen. Men var de så blevet frie?

Befrielse synes at forudsætte, at en tilstand af nød er blevet overvundet. Men landsbyens voksne beboere behøver stadig støtte og børnene har brug for en ny skole. Det har selvfølgelig en afgørende betydning, at byen ikke længere er under besættelse. Men det vil være forkert at afslutte historien om Jahidne der, hvor de overlevende steg op fra undergrunden, ligesom det vil være forkert at afslutte historien om Posad Pokrovske, hvor bombardementerne stoppede.

Den mand, der havde nøglen til skolen i Jahidne, bad nu om hjælp til at få anlagt en legeplads. Midt i den krig, der stadig raser, kan det virke som et underligt ønske. Russerne dræber børn med missiler og bortfører dem for at russificere dem. Men et fravær af forbrydelser som disse rækker ikke. Afbesættelse er ikke nok. Børn har brug for steder, hvor de kan løbe, svømme og øve sig i at være sig selv. Men et barn kan ikke selv anlægge en park eller en swimmingpool. Det hører til barndommens glæder selv at opdage sådanne ting i verden. Det forudsætter en kollektiv indsats at opbygge strukturer af frihed, for unge såvel som for gamle.

Jeg kom til et Ukraine i krig, mens jeg skrev på en bog om frihed. Dér er emnet meget håndgribeligt alle steder. En måned efter at Rusland havde indledt sin invasion af Ukraine, talte jeg med flere ukrainske parlamentsmedlemmer: ”Vi valgte friheden til, da vi ikke løb vores vej.” ”Vi kæmper for friheden.” ”Frihed er et valg i sig selv.”

Det var ikke kun politikersnak. Da jeg i krigens Ukraine talte med soldater, enker og landmænd, aktivister og journalister, hørte jeg ordet frihed igen og igen. Det var interessant, hvordan ukrainerne brugte det. Med en stor del af deres land under folkemorderisk besættelse kunne de nok have god grund til at tale om frihed forstået som befrielse fra, som et fravær af ondskab. Men det var der ingen af dem, der gjorde.

Da jeg spurgte ind til, hvad de forstod ved frihed, var der ikke en eneste person, som henviste til frihed fra russerne. En ukrainer sagde til mig: ”Når vi siger frihed, mener vi ikke ’frihed fra noget’.” En anden, jeg talte med, definerede sejren som at være ”for noget, ikke imod noget”. De russiske besættelsesstyrker havde kun midlertidigt blokeret for deres følelse af, at verden var i gang med at åbne sig, at den næste generation ville få et bedre liv, og at de beslutninger, der nu skulle træffes, ville få stor betydning over kommende år.

Det var afgørende for dem, at den undertrykkende magt blev taget væk, så de kunne opnå, hvad filosofferne kalder ’negativ frihed’. Men at afbesætte og at eliminere deres skadevoldere var kun en nødvendig betingelse for frihed, ikke frihed i sig selv. En soldat, jeg mødte på et genoptræningscenter, fortalte mig, at frihed var et spørgsmål om, at alle efter krigen skulle have mulighed for at forfølge deres livsmål. En veteran, der ventede på at få en protese, erklærede, at for ham ville frihed være et smil på hans søns ansigt. En ung soldat, der var på orlov, sagde, at frihed betød de børn, han gerne ville have. Fra sit hemmelige generalstabskontor fortalte deres øverstbefalende, Valerij Zaluzjnyj, mig, at frihed betød et normalt liv med udsigter til en fremtid.

Friheden var den fremtid, hvor nogle ting ville være som nu, men andre bedre. Den var et liv, som kunne udvide sig og vokse.

I denne bog forsøger jeg at nærme mig en definition på frihed. Det er en opgave, som må begynde med at redde ordet fra overforbrug og misbrug. Jeg er bekymret over, at vi i mit eget land, USA, taler meget om frihed, men sjældent tænker nøjere over, hvad frihed vil sige. Typisk forestiller amerikanerne sig friheden som et fravær af et eller andet, det være sig af en besættelsesmagt, af undertrykkelse eller endda af statslig magt. Et individ må være frit, tænker vi, i det øjeblik en statsmagt ikke længere kan stille sig i vejen for det. Den negative frihed bliver vores sunde fornuft.

Vel er der noget fristende over at tænke sig frihed som os selv mod verden, og det er præcis, hvad begrebet om negativ frihed åbner for. Hvis barriererne gøres til det eneste problem, må alt være i orden med os selv. Den tankegang føler vi os bekvemme ved. Vi forestiller os, at vi helt sikkert ville være frie, hvis blot der ikke var en verden uden for os selv, som gør os uret. Men er det virkelig nok at fjerne noget fra verden for at frigøre os selv? Er det ikke lige så vigtigt, ja, måske vigtigere at tilføje nye ting?

Vil vi være frie, bliver vi nødt til også at stå for noget. Kun at fornægte kan ikke være nok for os. Nogle gange må vi ødelægge, men oftere vil vi være nødt til at skabe. Og som oftest vil vi være nødt til både at tilpasse verden og tilpasse os selv ud fra de ting, vi erkender og sætter pris på. Vi har brug for optimale strukturer i såvel moralsk som i politisk forstand. Dyder hører uadskilleligt sammen med frihed.

”Stenmure skaber ikke et fængsel/Og jernstænger ikke et bur,” skrev en digter. Jo, nogle gange gør de, men andre gange ikke. Undertrykkelse er ikke bare konkrete forhindringer. Det er også den menneskelige hensigt bag dem. I Donetsk i Ukraine blev en forladt fabrik omdannet til et værksted for kunstnere. Under russernes besættelse blev der i samme bygning indrettet et torturcenter. En

kælder under en skole som den, jeg så i Jahidne, kan forvandles til en koncentrationslejr.

Faktisk blev de første nazistiske koncentrationslejre oprettet i krostuer, hoteller og slotte. Den første, som blev permanent –Dachau – fik til huse i en forladt fabrik. Auschwitz var først en polsk militærbase, der skulle forsvare befolkningen mod et tysk angreb. Kozelsk, en sovjetisk krigsfangelejr, hvor polske officerer blev interneret før henrettelse, havde været et kloster – endda det kloster, hvortil Fjodor Dostojevskij i Brødrene Karamazov, henlægger sin samtale med det famøse spørgsmål: ”Hvis Gud er død, er alting så tilladt?”

Ingen større kraft kan gøre os frie, men det kan et fravær af en større kraft heller ikke. Naturen giver os en chance for at være frie –intet mindre og intet mere. Vi får at vide, at vi er ’født frie’: Men det passer ikke. Vi fødes skrigende, fastgjort til en navlestreng, tilsølet af en kvindes blod. Om vi bliver frie, beror på andres handlinger, på de strukturer, der muliggør disse handlinger; på de værdier, der giver liv til disse strukturer – og først derefter på vores glimt af spontanitet og mod til at træffe egne valg.

De strukturer, der kan forhindre eller muliggøre, er fysiske og moralske. Det har stor betydning, hvordan vi taler og tænker om frihed. Frihed må begynde med at fjerne de forkerte ideer fra vores bevidsthed. For der findes rigtige og forkerte ideer. I en verden, som kendetegnes ved relativisme og fejhed, bliver frihed den absolutte størrelse blandt absolutter, værdien over alle værdier. Det er ikke sådan, at frihed er den eneste gode ting, alle andre må bøje sig for.

Snarere er det sådan, at frihed er selve det vilkår, hvorunder alle de gode ting kan flyde i os. Og flyde mellem os.

Frihed er heller ikke et tomrum, som en død Gud eller en tom verden har efterladt. Frihed er ikke et fravær. Frihed er tilstedeværelse; et liv, hvor vi vælger at påtage os flere forpligtelser og realiserer kombinationer af dem i verden. Vores dyder er virkelige, lige så virkelige som stjernehimlen. Når vi er frie, erfarer vi selv, hvori de består, udfolder dem og bringer dem til live. Og over tid bliver vi i

kraft af vores valg af dyder defineret som mennesker med en vilje og individualitet.

Tager vi for givet, at frihed er negativt – et fravær af dette eller hint – må vi også tage for givet, at så skal vi blot fjerne den og den barriere for at blive frie. Ifølge samme forståelse er frihed den normaltilstand i universet, som en større kraft vil bibringe os, når først vi rydder vejen for den. Det er en naiv tankegang.

Vi amerikanere får hele tiden indprentet, at friheden blev givet til os af vores nations grundlæggere, vores nationalkarakter eller vores kapitalistiske økonomi. Det er alt sammen usandt. Friheden kan ikke gives. Og den er ikke noget, man kan arve. Vi kalder USA for et ’frit land’, men intet land er frit. Den eritreiske digter Y.F. Mebrahtu bemærkede sig en forskel mellem undertrykkernes og de undertryktes retorik: ”De taler om landet, når vi taler om folket.”

Kun mennesker kan være frie. Hvis vi tror, at noget andet vil gøre os frie, kommer vi aldrig til at lære, hvad vi skal gøre. I det øjeblik vi tror, friheden bliver givet os, er den allerede væk.

Vi amerikanere er også tilbøjelige til at tro, at frihed er et spørgsmål om, at ting skal ryddes af vejen, og at det stykke arbejde skal kapitalismen nok klare for os. Men vi går i en fælde, hvis vi tror, at sådan er det eller tror på nogen anden ydre kilde til frihed. Hvis vi kobler frihed sammen med kræfter udefra, og nogen fortæller os, at omverdenen udgør en trussel, ofrer vi friheden for sikkerhed. Hvis det kan give mening for os, er det, fordi vi i vores hjerter allerede var ufrie. Vi tror, at vi kan bytte frihed ud med sikkerhed. Det er en fatal vildfarelse.

Frihed og sikkerhed skal virke sammen. I præamblen til USA’s forfatning hedder det, at ”frihedens velsignelser” skal være et mål for stræben tillige med ”den generelle velfærd” og ”det fælles forsvar”. Vi må både have frihed og sikkerhed. Hvis mennesker skal være frie må de kunne føle sig trygge, især som børn. De må have mulighed for at lære hinanden og verden at kende. Skal de blive til

frie mennesker, må de også selv beslutte, hvilke risici de vil tage og med hvilke begrundelser.

Da Rusland havde invaderet Ukraine, var præsident Volodymyr Zelenskyjs budskab til sit folk ikke, at ukrainerne var nødt til at bytte deres frihed ud med sikkerhed. Han lod dem forstå, at han selv forblev i landet. Efter mit besøg i Jahidne talte jeg med ham på hans kontor i Kyiv, omgivet af sandsække. Her kaldte han Ukraines ’af-besættelse’ for en chance for at genoprette både sikkerhed og frihed. Han sagde, at ”frihedsberøvelse var usikkerhed”, og at ”usikkerhed var frihedsberøvelse.”

Frihed handler om at vide, hvad det er vi værdsætter, og virkeliggøre det i livet. Det afhænger altså af, hvad vi selv kan gøre. Og dette afhænger igen af andre – af mennesker, vi kender og af mennesker, vi ikke kender.

Mens jeg skriver bogens forord i et nattog fra Kyiv på vej mod vest, ved jeg, hvor lang tid jeg har, før vi når den polske grænse. Jeg finder en smule sikkerhed i den viden og en smule frihed til at arbejde – takket være andre menneskers arbejde. Andre har anlagt disse jernbanelinjer og sørger for at reparere dem, når de er skudt i stykker. Andre har bygget vognene og passer på dem, en anden styrer toget. Når Ukraines hær indtager byer, hejser den det nationale flag og publicerer billeder af det. Men ukrainerne er tilbøjelige til først at se deres byer som befriede, når jernbanedriften er genoprettet.

Russiske propagandister hævder, at der ikke findes noget rigtigt og noget godt, og at alt derfor må være tilladt. Konsekvenserne af den opfattelse møder jeg overalt, hvor jeg kommer i det Ukraine, som blev besat. I de dødshuller, jeg så i Butja, i de ødelagte landsbyer som Posad Pokrovske, i de improviserede koncentrationslejre som Jahidne. De russiske soldater i Ukraine kalder selv de byer, de ødelægger, for ”befriede”. Det er for så vidt rigtigt: For set fra deres perspektiv er alle barrierer fjernet. De kan bulldoze murbrokker og

lig væk som i Mariupol, bygge noget andet og sælge det. I dén negative betydning af fri er de frie til at myrde og stjæle.

Hjulene og skinnerne under mig gør mig ikke fri, men de bærer mig frem og skaber betingelser for min frihed, jeg ikke selv kan skabe. Jeg ville være et mindre frit menneske lige nu, hvis der ikke var et tog, eller Rusland havde ødelagt hovedbanegården i Kyiv.

Folk i Ukraine blev ikke friere, da Rusland ødelagde de nationale forsyningstjenester og de offentlige skoler.

Vi gør ikke frihed mulig ved at forkaste statslig magt, men ved at bekræfte friheden som rettesnoren for den gode regeringsførelse.

Hvis vi kan ræsonnere os frem ud fra den rette definition af frihed, tror jeg også, at vi kan udvikle den rette styreform. Derfor begynder denne bog med en introduktion om frihed og slutter med en konklusion om statsmagt. De fem mellemliggende kapitler viser os vejen fra filosofien til politikken.

Hvordan indgår frihed i vores liv? De forbindelser, som knytter frihed som princip til frihed som levet praksis, kalder jeg de fem former for frihed.

Disse frihedsformer skaber sammen en verden, hvor mennesker handler på grundlag af værdier. De er hverken regler eller krav. De er de logiske, moralske og politiske forbindelser mellem fælles handling og dannelsen af frie individer. Formerne løser to tilsyneladende gåder: En fri person er et individ, men ingen kan blive et individ alene. Friheden mærkes i ét liv, men forudsætter generationers forudgående indsats.

Frihedens fem former er: suverænitet eller den tillærte evne til at træffe valg; uforudsigelighed, som er evnen til at udnytte de fysiske lovmæssigheder til personlige formål; mobilitet, som er evnen til at bevæge sig gennem rum og tid ved at følge værdier; faktuel viden, som er det greb om verden, der muliggør, at vi kan ændre den, og endelig solidaritet, som er den anerkendelse, at friheden må være for alle og enhver.

Frihedens værk begynder efter moderens fødselskvaler. Et spædbarn har potentiale til at blive et menneske, der vurderer verden og ændrer den og udvikler de nødvendige evner med støtte fra og i fællesskab med andre. Dette er suverænitet.

Når et ungt menneske bliver voksent, lærer det sig at se verden, som den er, men også at forestille sig, hvordan den alternativt kunne være. En suveræn person kombinerer udvalgte dyder med verden udenfor med henblik på at frembringe noget nyt. Dermed bliver uforudsigelighed den anden form for frihed.

Vores kroppe har brug for steder at gå hen. Som unge mennesker er vi ikke i stand til selv at skabe de betingelser for os selv, der gør det muligt for os at være suveræne og uforudsigelige. Men når først de betingelser foreligger, gør vi oprør mod de institutioner, der har gjort dem mulige, og går vores egne veje. Denne mobilitet, den tredje form for frihed, skal opmuntres.

Vi kan kun frit gøre de ting, vi ved, hvordan skal gøres, og kun frit tage derhen, hvor der er tilgængeligt. Hvad vi ikke ved, kan skade os, og hvad vi ved, kan styrke os. Frihedens fjerde form er faktuel viden.

Intet individ kan opnå frihed helt af egen drift. Praktisk og etisk må frihed for dig også implicere frihed for mig. Denne gensidige anerkendelse er solidaritet, som er den sidste form for frihed.

Svaret på spørgsmålet om frihed kan ikke – som nogle på højrefløjen mener – bestå i at dæmonisere eller nedbryde den statslige magt. Men svaret kan heller ikke – som nogle på venstrefløjen mener – være at ignorere eller forkaste frihedsretorikken.

Friheden er det, som legitimerer, at vi har en statslig magt, og frihedens former viser os hvordan.

Denne bøg følger logikken i en argumentationskæde og logikken i et liv. De første tre former for frihed er knyttet til forskellige livsfaser: suveræniteten til barndommen; uforudsigeligheden til ungdommen; mobiliteten til den unge voksenalder. Den faktuelle

viden og solidariteten er de mere modne frihedsformer, som muliggør de andre. Hver form behandles i sit eget kapitel.

I bogens indledning trækker jeg en del på mit eget liv og begynder med den første gang, jeg kan huske, jeg tænkte på frihed. Det var i sommeren 1976, da USA fejrede sit 200-årsjubilæum som nation. På baggrund af de fem årtier i mit liv, hvor jeg har begået mine egne fejl, prøver jeg at vise, hvordan nogle misforståelser af frihed er blevet til, og hvordan de kan korrigeres. I bogens konklusion beskriver jeg den gode styreform, vi sammen vil kunne skabe. Her forestiller jeg mig et Amerika, der er nået til år 2076, til sit 300-årsjubilæum, som et land med frihed.

Kapitlerne er inddelt i små afsnit. Nogle af dem rummer minder, der meldte sig, når jeg forsøgte at løse et filosofisk problem. Disse erindringsglimt muliggør en eftertanke. Med dem bliver jeg i stand til at bruge en ydmyg version af den sokratiske metode på mit tidligere jeg: at sætte spørgsmålstegn ved ordenes mening og livets vaner for at vække det til live, der i en vis forstand allerede er velkendt. Pointen er at få sandheder frem om dette land og om frihed, som ikke var indlysende for mig i øjeblikket – og som ikke ville være indlysende for mig nu, hvis jeg ikke havde gjort mig disse erfaringer.

Det er en filosofisk metode, som (håber jeg) passer sig for den historiker, jeg er. Jeg er afhængig af at kunne henvise til historiske eksempler, men jeg ved mere om fortiden i visse regioner end i andre. Det er en bog om USA, men jeg drager også sammenligninger med Vesteuropa, Østeuropa, Sovjetunionen og Nazityskland.

Jeg diskuterer med gamle, moderne og samtidige filosoffer. Nogle gange lader jeg referencerne være implicitte. De, som har interesse for det, vil opdage dem. Fem tænkere citerer jeg eksplicit: Frantz Fanon, Václav Havel, Leszek Kołakowski, Edith Stein og Simone Weil. Ingen af dem er amerikanere, og de er heller ikke så velkendte i USA – med få undtagelser har de hverken boet i landet eller skrevet om det. Impulser fra andre traditioner (eller et udtryk fra et andet sprog) kan imidlertid ryste os fri af misforståelser. Fra hver tænker overtager jeg et begreb, der kan føre min tankegang videre, men

jeg hævder ikke, at de er enige med hinanden (eller med mig) i alle spørgsmål.

Bogen er konservativ i den forstand, at den trækker på traditionen, men den er også radikal, fordi den tilbyder noget helt nyt. Den er filosofi, men samtidig holder den sig til erfaringen. Nogle få sætninger i bogen består af tekstbeskeder, jeg skrev til mig selv i flygtige øjeblikke af bevidsthed i en hospitalsseng under en sygdom, der var tæt på at koste mig livet. Andre argumenter blev udviklet, mens jeg underviste indsatte i et amerikansk højsikkerhedsfængsel. Jeg skrev desuden meget af det, som følger på de næste sider, under tre rejser til et Ukraine i krig.

Fra mine læsere får jeg de grundlæggende spørgsmål. Mine bøger Bloodlands og Sort jord, som er studier af massedrab, gav således anledning til offentlige diskussioner, som førte mig frem til det etiske emne for denne bog. Hvis jeg er i stand til at beskrive det værste, kan jeg så ikke også give mit bud på, hvordan vi kan gøre det bedste? Da jeg havde udgivet den politiske pamflet Om tyranni og en samtidshistorie under titlen Vejen til ufrihed, blev jeg spurgt, hvordan et bedre Amerika ville se ud. I denne bog giver jeg et svar.

At ville definere frihed er en anden ambition end at forsvare den. Jeg udspørger mit tidligere jeg, udspørger andre, og andre udspørger mig. Metoden er en del af svaret: Der findes måske en sandhed om frihed, men vi kan ikke trænge frem til den ved at isolere eller udlede den. Frihed er positiv. At sætte ord på den er, som at leve den, en skabende handling.

Det er tanken, at denne bog også skal levere eksempler på de dyder, den taler for. Den er, håber jeg, fornuftig, men også uforudsigelig. Det er meningen, at den skal være elementær, men også eksperimenterende. Den fejrer ikke, hvem vi er, men den frihed, der kunne blive vores.

Solen står op ud for mit vindue. Grænsen nærmer sig. Jeg begynder mine refleksioner på en sommerdag.

T.S., Kyiv-Dorohusk-toget, vogn 10, kupé 9, kl. 6.10, den 10. september 2023