Bogen er udgivet med støtte fra Ulla og Børge Andersens Fond for Sprogvidenskabelig Forskning
Bondsk i København
Sprogets mange stemmer
Bondsk i byen
Sproget var en del af brandet
Forord
Denne bog formidler resultater af forskningsprojektet De københavnske omegnsdialekter, som var en del af det større projekt Lyden af Hovedstaden. Med en bevilling fra VELUX-fonden fik historikere, arkæologer og sprogforskere i perioden 2019-2023 mulighed for at undersøge, hvordan lyde, herunder sprog, har været med til at forme Københavns byrum og fællesskaber. I delprojektet De københavnske omegnsdialekter satte vi fokus på de traditionelle dialekter, som taltes langt op i 1900-tallet i henholdsvis Skovshoved og på Amager. Vi undersøgte blandt andet, hvordan de dialekttalende skovsere og amagerbønder lød, når de tog til det indre København for at sælge deres varer, og hvordan deres dialekter adskilte sig fra det sprog, der taltes omkring dem.
Vi har i forbindelse med projektet præsenteret vores forskning for fagfæller ved konferencer og i tidsskrifter, men denne bog er ikke skrevet til fagfæller. Vores mål har været at skrive en bog, som kan læses af alle med interesse for Københavns historie og/eller med interesse for sprog og dialekter, uanset faglig baggrund.
Bogen er et produkt af et frugtbart samarbejde mellem to forfattere, hvis faglige kompetencer har kompletteret hinanden. Bjarne er sproghistoriker og har bidraget med sin viden om sprogs udvikling og historie, og Pia har som sociolingvist bidraget med sin indsigt i sprogs sociale sammenhænge. Bogens kapitler har derfor sociolingvistiske, historiske og sproglige vinkler, som tilsammen kan tegne et billede af, hvordan dialekterne var en central del af skovsernes og amagerbøndernes og dermed også københavnernes kulturhistorie.
Mange gode mennesker har hjulpet undervejs med realiseringen af bogen. Vi skylder især seniorforsker Jakob Ingemann Parby en kæmpestor tak for hans utrættelige indsats og læsninger af tidlige versioner af manuskriptet. Vi vil også takke alle samarbejdsparterne i projektet Lyden af Hovedstaden, ansatte og gode kollegaer ved Center for Dialektforskning, Institut for Nordiske Studer og Sprogvidenskab på Københavns Universitet, samt to anonyme fagfæller for nyttige og konstruktive kommentarer. Resultatet er naturligvis alene vores eget ansvar. Bogen er udgivet med økonomisk støtte fra Velux Fonden og Ulla og Børge Andersens Fond for Sprogvidenskabelig Forskning.
God læselyst!
Pia Quist og Bjarne Simmelkjær Sandgaard Hansen
[ˈsbråw’əðs ˈmαŋə ˈsdæmɹ]
Sprogets mange stemmer
Sprogets mange stemmer
Bondsk er typisk en betegnelse, man vil bruge om andres sprog, men ikke sit eget. Bondsk er ikke en specielt flatterende betegnelse, men ligesom Bonderøven i DR’s populære tv-program med samme navn med en vis ironisk distance er stolt af at kalde sig bondeknold, opfatter vi i denne bog bondsk som noget positivt. At tale bondsk betyder i vores sammenhæng blot at tale på en måde, som associeres med livet på landet. Man kunne også kalde det dialekt, men begrebet dialekt bruges også om storbyens talesprog. Med dialekt menes i denne sammenhæng en variant af et nationalsprog, som forbindes med et geografisk sted. Ama-
Rigsdansk eller standarddansk
En hyppigt brugt term for rigsmål eller rigsdansk er standarddansk. Med standarddansk mener sprogforskere den variant af dansk, som varierer minimalt i form og samtidig har maksimal udbredelse i brug. 1 Det vil sige den form for dansk, som flest danskere bruger, og som de taler på samme måde uden de store udtaleforskelle. Den Danske Ordbog definerer standardsprog som ”den dialektfri variant af et sprog der af samfundet anerkendes som normen med hensyn til ordforråd og grammatik (og evt. udtale)”. I dialektforskningen anvender man som regel termen standarddansk i stedet for rigsdansk, da rigsdansk er et mere luftigt begreb, der dækker over mange forskellige forestillinger blandt danskere.
I praksis er standarddansk udviklet med udgangspunkt i københavnsk; det er det københavnske borgerskabs og middelklassens talesprog, som man på tværs af landet har indrettet sig efter, og som fungerer som standardsprog i dag. Det er også det sprog, som Dansk Sprognævn følger og baserer Retskrivningsordbogen på, og som nyhedsoplæsere og de fleste stemmer i radio og tv anvender. Her i bogen benytter vi rigsmål og standarddansk synonymt.
gerdialekten taltes af bønder på Amager, københavnsk af folk i København, og så videre. Når dialektforskere betegner en sprogvariant som en dialekt, vil der som regel både være grammatiske, leksikalske og fonetiske sprogtræk, der adskiller varianten fra det fælles nationale sprog. Det vil sige, der kan være særlige bøjninger og ordstillinger, ord og udtaler, som karakteriserer dialekten. I dette og de følgende kapitler omtales dialekt som noget, der står i modsætning til standardsprog. Med standardsprog mener dialektforskere det, som mange danskere forstår som rigsdansk. Det er den sprogvariant, som for flest mennesker på tværs af landet forekommer at være den mest almindelige eller neutrale måde at tale på, f.eks. i radioen eller på tv.
Ideen om det bondske opstår først i mødet med byen, i byen. Det er i byboernes syn på folk fra landet, at forestillinger om det bondske indtræder. Denne bog handler ikke om at være bondsk i sig selv, men snarere om kontrasten mellem sprog og mennesker, som associeres med henholdsvis byen og landet – en kontrast, som først bliver til i mødet og interaktionen mellem dem. Den handler om bønders og fiskeres liv – og ikke mindst deres sprog – i og uden for byen.
For bare hundrede år siden var dialektforskellene i Danmark langt mere udprægede end i dag. I hovedstadsområdet skulle man ikke langt uden for København, før befolkningen talte en mere lokal dialekt. Inde i København talte beboerne også på forskellige måder. Her afspejlede talesprogene de store sociale forskelle, der dengang var mellem arbejdere og mere privilegerede klasser, og sprogforskere kalder derfor københavnernes forskellige sprogvarianter for sociolekter. En sociolekt er betegnelse for måder at tale på, som forbindes med bestemte sociale grupper, og i København har der traditionelt været to sociolekter, som karakteriserede henholdsvis arbejderklassen og middel-/overklassen. Forskere har kaldt dem for lavkøbenhavnsk og højkøbenhavnsk.2 Det er nok sociolekterne, de fleste tænker på, når de tænker på, hvordan københavnere taler. Faktisk er lavkøbenhavnsk med det såkaldte ”flade a”, et lavkøbenhavnsk sprogtræk, ofte blevet udskældt og lagt for had i adskillige læserbreve gennem tiden.3 I dag er der dog kun ganske få, og mest ældre mennesker, der taler det, vi opfatter som klassisk lavkøbenhavnsk, dvs. den københavnske arbejderklasses måde at tale på.4
I et lidt længere historisk perspektiv er sociolekterne lav- og højkøbenhavnsk dog et nyere fænomen. De opstod først i kølvandet på industrialiseringen og urbaniseringen i sidste halvdel af 1800-tallet, hvor store grupper af mennesker flyttede fra landet for at arbejde i byen. Dermed fremkom en ny arbejderklasse, og de nye brokvarterer som Vesterbro og Nørrebro opstod. De nye københavnere, som kom fra hele landet, talte naturligvis ikke lavkøbenhavnsk ved ankomsten. De havde deres egne lokale dialekter med sig, så der gik nogle årtier, før en ny sociolekt etablerede sig som en genkendelig måde at tale på. Derfor er det ikke helt forkert at påstå, at det klassiske arbejderkøbenhavnsk, som de fleste associerer med køben-
havnsk,5 kun har været talt af københavnere i godt 100 år, i 1900-tallet. Frem til ca. 1970 var lav- og højkøbenhavnsk de dominerende talesprog blandt byens beboere. Højkøbenhavnsk blev talt af de mere velstillede borgere og dem med videregående uddannelser – lægerne, embedsmændene, skolelærerne og så videre. Sammenlignet med lavkøbenhavnsk lød højkøbenhavnsk mere konservativt og formelt, og det blev opfattet som både finere og mere korrekt dansk.6 I modsætning hertil opfattede man lavkøbenhavnsk som ”fladt” og ”tarveligt”,7 og en tydelig, næsten
Erik Henningsens berømte maleri Bønder i Hovedstaden fra 1887 viser mænd og kvinder, som er ankommet til København for at lede efter arbejde. Med sig til byen havde bønderne deres hjemegns dialekt.
stereotypisk, forskel på de to sociolekter var for eksempel de forskellige udtaler af adverbiet meget. Hos arbejderklassen udtaltes det typisk [mα·ð], mens det i højkøbenhavnsk udtaltes [me·ð]. Et andet eksempel er udtalerne af vokalerne a og æ i ord som kaffe og præst Her var der i lavkøbenhavnsk en tendens til at åbne og forlænge udtalen, så man sagde [kα·f] kaffe og [prα·sd] præst, hvor det i højkøbenhavnsk snarere lød [kafə] og [prasd] med kortere og mere lukket udtale af vokalen.
De to sociolekter havde meget tydelige sociale associationer, som afspejlede periodens klasseforskelle, men i kølvandet på velfærdsstatens udvikling og 1960’ernes ungdomsoprør og andre kulturelle strømninger blev det mindre stigmatiserende at tale lavkøbenhavnsk. Faktisk blev det ligefrem smart og attråværdigt at lyde lidt som en arbejder, selvom ens baggrund ikke var arbejderklassens. En kulturpersonlighed som Kim Larsen var f.eks. uddannet skolelærer og havde en middelklassebaggrund, men talte i 1970’erne umiskendeligt lavkøbenhavnsk. Det var simpelthen en del af stilen – ligesom de slidte cowboybukser, som også oprindeligt var arbejdstøj. Det at klæde sig og tale som arbejderklassen havde en subtil prestige, som mange udnyttede i denne periode, og det er nok en del af forklaringen på, at lavkøbenhavnske sprogtræk blev overtaget af middelklassen og spredte sig til standardsproget og til resten af landet.8
Lydskrift
Sprogforskerne har brug for at være præcise, når de skal angive en persons udtale, og til det formål bruger de lydskrift, hvor hver lyd repræsenteres af ét bestemt tegn. Lydskrevne ord står typisk i kantede parenteser: [ ]. I Danmark benytter vi to konkurrerende lydskriftsystemer: IPA og Dania. IPA er det internationale lydskriftsystem. Fordelen ved at bruge det er, at det er direkte forståeligt for sprogforskere verden over. Ulempen er, at der anvendes en lang række tegn, herunder mange såkaldte diakritiske tegn over og under de primære skrifttegn, som ikke findes i det danske alfabet, og at det derfor kan være svært for en dansker at skrive – og ikke mindst nærmest umuligt for ikke-sprogforskere at aflæse. Dania blev derimod udviklet af den danske sprogforsker Otto Jespersen med det fokus at beskrive danske lydforhold med brug af primært genkendelige tegn.
Eksempler på lydskriftnotation af moderne standarddanske ord efter hhv. IPA(ifølge nyeste justerede praksis, som i bl.a. Ny dansk udtaleordbog) og Dania-konventionen:9
Eksempel (skriftsprog) IPA Dania båden [ˈp ˭ɔːɤ̈n] [bɑ ·’ðn ̩]
kysse [ˈkʰøsə] [køsə] værktøjet
[ˈʋæɐkˌts ɒɪ ˀɤ] [vȧɹgtɔjʼð ]
Interesserede læsere kan finde en fuldstændig oversigt over Dania og IPA på https:// sproget.dk/temaer/udtale/lydskriftoversigt.
I denne bog benytter vi Dania til lydskrift, og de fleste af de lydskrifttegn, der anvendes, er derfor umiddelbart genkendelige, men ikke alle. Vi anvender følgende tegn til lydskriftnotation:
Vokallyde
[a] = a som i standarddansk kat
[ȧ] = æ som i standarddansk mærke, dvs. en lidt mere fremskudt version af [a].
[α] = a som i standarddansk kaffe
[e] = kort: i som i standarddansk lidt; lang: som det første e i standarddansk mene
[ɛ] = mellemting mellem e og æ.
[ə] = tryksvagt e som i standarddansk løbe eller hunde
[i ] = i som i standarddansk tip
[ı ̣] = lidt mere e-agtig i-lyd, omtrent som i engelsk little.
[ į ] = let åbnet variant af i, dvs. en anelse mere e-agtigt i
[o] = kort: o som i standarddansk foto; lang: o som i standarddansk tone
[ȯ] = o som i standarddansk foto, men lidt mere fremskudt i retning af ø-lyden i standarddansk pølse
[ö] = en mellemting mellem o som i standarddansk foto og ø som i standarddansk pølse
[u] = kort: u som i standarddansk hund; lang: u som i standarddansk hule
[u ] = u som i standarddansk hund, men lidt mere fremskudt i retning af y-lyden i standarddansk pyt.
[y] = kort: y som i standarddansk hylde; lang: y som i standarddansk hyle
[y ] = let åbnet variant af y, dvs. en anelse mere ø-agtigt y
[æ] = kort: æ som i standarddansk hæk; lang: æ som i standarddansk læbe
[ø] = kort: ø som i standarddansk pølse; lang: ø som i standarddansk føle
[å] = kort: o som i standarddansk ost; lang: å som i standarddansk låse
[ɔ] = å som i standarddansk måltid
[ɔ ] = omtrent som å i standarddansk måltid, men lidt mere fremskudt i retning af ø-lyden i standarddansk mørk.
[ ] = mellemting mellem o i standarddansk ost og å i standarddansk måltid
[ ̇] = mellemting mellem o i standarddansk ost og å i standarddansk måltid, men lidt mere fremskudt i retning af ø-lyden i standarddansk mørk
[ɹ ̩] = er i standarddansk biler
[l] = l brugt vokalisk ved bortfald af et tryksvagt e [ə] som i udtalen af standarddansk gammel, hvis man ikke udtaler det tryksvage e
Konsonantlyde
[b] = b som i standarddansk bold og p som i standarddansk hoppe
[d ] = hårdt d som i standarddansk dag og kat
[ð ] = blødt d som i ældre udtale af d i standarddansk mad
[ f ] = f som i standarddansk far.
[g] = g som i standarddansk god og k som i standarddansk tak
[h] = h som i standarddansk hund
[ j ] = j som i standarddansk jul
[k] = k som i standarddansk kop.
[l ] = l som i standarddansk løbe.
[m] = m som i standarddansk mor
[n] = n som i standarddansk nøgle.
[ ] = palataliseret, dvs. j-agtigt, n omtrent som nj i banjo eller som ñ i spansk mañana
[ p] = p som i standarddansk puste
[r] = r som i standarddansk ravn.
[ɹ] = r som i standarddansk stor eller mærke
[ʀ] = fortunge-r som i standardsvensk rik.
[s] = s som i standarddansk søvn
[t] = t som i standarddansk tank
[v] = v som i standarddansk vand
[w] = v som i standarddansk hav
Øvrige lydskrifttegn
[·] (hævet prik over en vokallyd)
= lettere fremskydning af vokalen, f.eks. en anelse mere y-agtig udtale af et u, en anelse mere ø-agtig udtale af et o osv.
[¨] (to hævede prikker over en vokallyd)
= kraftigere fremskydning af vokalen, f.eks. væsentlig mere y-agtig udtale af et u, væsentlig mere ø-agtig udtale af et o osv.
[·] (hævet prik efter en lyd)
= fuld forlængelse af den foregående lyd, jf. forskellen på kort [e] (skrevet i) i standarddansk minde og langt [e·] i standarddansk mene.
[ ] (sænket prik)
= lettere forlængelse af den foregående lyd.
[’ ] = stød, dvs. det ”hårde” element på en konsonant som n i standarddansk mand og på en vokal som y i standarddansk lys
[·’] = længde og stød på den foregående vokal, dvs. e som i standarddansk ske eller y som i standarddansk byde
[ˈ] = tryk (markeres i denne bog kun i de tilfælde, hvor trykket ikke ligger på ordets første stavelse).