Lyden af hovedstaden

er udgivet med støtte fra

Bogen

Helle Lindes Kulturfond

Jakob Ingemann Parby

Lyden af hovedstaden

At lytte til København

Guldalderens støjklager

Byen som lydramme

Københavnske skrål

Fremskridtets lyd?

Lytterevolutionen

Modernitetens klang

Metropolen

Lyden af fortiden i nutiden

Noter

Baggrund: kilder og litteratur

Kilder og litteratur

Personregister

At lytte til København

I 1802 spadserede to unge mænd gennem København opslugt af en intens samtale. Samtalen var begyndt en lørdag formiddag kl. 11 i en lejlighed i Store Kannikestræde. Og den fortsatte uafbrudt til klokken tre om natten den næste dag. Undervejs spiste de to mænd en sen frokost med bøf og vin i Richters Gæstgiveri på hjørnet af Lille Kongensgade og Kongens Nytorv, inden de begav sig igennem byens mylder af sanseindtryk via Vesterport og Vesterbrogade helt ud til Søndermarken – tilsyneladende uden at tabe tråden i deres komplekse udveksling af tanker og ord, der kredsede om verdensaltet, naturens orden og litteraturen. Efter en længere rundtur i det romantiske parkanlæg returnerede de til Store Kannikestræde, hvor de begge overnattede. Den yngste af mændene faldt hurtigt i søvn, men vågnede og sprang ”[…] drømmende ud af sengen […], da jeg havde slumret noget”. Efter næste dags frokost gik han hjem og satte sig straks til at skrive et digt. Næste dag læste han det højt for sin følgesvend, der udbrød: ”Ei, min Bedste! De er jo virkelig en Digter!” 1

De to mænd er selvfølgelig Adam Oehlenschläger (1779-1850) og Heinrich Steffens (17731845), og digtet er ”Guldhornene”, der siden indgik i Oehlenschlägers epokegørende digtsamling Digte fra 1803. Vandringen er blevet repeteret til hudløshed af både dem selv og eftertidens litteraturforskere og historikere, og det kan være svært at adskille myte og virkelighed. Samtalen fik form som en personlig introduktion til den nye naturfilosofi, som Steffens året forinden havde beskrevet i sit hovedværk Beiträge zur innern Naturgeschichte der Erde (Bidrag til Jordens indre naturhistorie) og nu var i København for at forelæse om. Den antændte noget i Oehlenschläger. Digtet gav forfatteren lynsnar berømmelse som en lysende stjerne på det fremvoksende litteraturmarkeds himmel. Og vandringen og digtsamlingen blev senere ophøjet til selve begyndelsen på den danske guldalder og romantikkens gennembrud i Danmark.2

Guldalderbyens mange mennesketyper og sociale hierarkier udspilles i buegangen mellem Rådhuset og Domhuset og byens arrest i 1831. Travle sagførere, kvinder med børn, en arrestant forsøger at få kontakt med mændene udenfor, en skildvagt, en flanør med grøn frakke og højtaljede, hvide bukser og en sælgekone ved sin stadeplads.

En stille dag på Højbro Plads i 1835. Stemmerne fra skovserkonerne og amagerbønderne blander sig med vognenes rumlen over højbroen, hundenes gøen og vandpumpens knirken. Ved drosken fører fornemme fruer en lavmælt samtale.

Det København, som de to mænd vandrede igennem, var en tæt og overbefolket by fyldt med kroppe, berøringer, lugte og lyde. Stanken fra byens rendestene og uvaskede borgere blandede sig med skrål fra de allestedsnærværende gadehandlende og larmen fra vognenes metalbeslåede hjul mod byens slidte brolægning. Byens rige dyreliv med over 2.000 opstaldede køer, og tusinder af heste, hunde, katte og høns føjede yderligere til kakofonien og stanken. I løbet af 1700­tallet var byens befolkning vokset fra ca. 60.000 til over 100.000 indbyggere, uden at dens udstrækning og antal af lejemål var fulgt med. I første halvdel af 1800 ­tallet blev befolkningstætheden kun forstærket, da befolkningen voksede til ca. 135.000 i 1850. I den sammenpressede boligmasse boede folk fra forskellige samfundslag tæt sammen og vanskeliggjorde etableringen af det privatliv, som i årene omkring år 1800 udviklede sig til et ideal for den borgerlige husstand. For byen blev stadig tættere bebygget og befolket. Og den var fuld af liv og ikke mindst larm, der trængte igennem boligens vinduer og vægge og overskred familiefredens grænser i tide og utide.

Vi kan i tilbageblik forsøge at genskabe de to vandrendes rute fra Richters til Søndermarken og retur til byen. Bevægede man sig fra Kongens Nytorv mod Vesterport, passerede man først den nyetablerede Højbro Plads. Her blandede amagerkonernes velklingende stemmer sig med de ofte forekommende eder, forbandelser og slagsmål, der var et udslag af amagerbøndernes heftighed og misforholdet mellem pladsens størrelse og antallet af handlende. Trængslen skabte konflikter på torvet med både vokale og fysiske sammenstød til følge, og efter endt torvetid kørte de mest højlydte bønder som død og djævel gennem gaderne for at undgå kø ved Amagerport og nå tidligere hjem.3 Mange bønder var ikke kun iøjnefaldende med anderledes klædedragter, hvad enten der var tale om amagerhollændere eller andre bønder fra omegnen af København. De var også iørefaldende, eftersom de dels havde udviklet særlige gadeskrål, dels talte med dialekt.4

Skråede man over pladsen, passerede man Højbroen og Slotsholmen med det første Christiansborg Slot, der endnu lå hen som en sodet ruin efter branden i 1794. Snart befandt man sig på Gammel Strand, der i århundreder havde fungeret som byens fisketorv. Her fandt man fiskereller skovserkonerne, berygtede for deres ru stemmer og barske sprog, der både tjente dem i kappestriden om kunderne og i den lydlige konkurrence med områdets mange måger.5 Her blandede lyden af knirkende tovværk sig med bølgeskvulp mod de små joller, der lå ved kaj efter at have bragt fiskene frem til de fiskerkoner, som ikke

Gammeltorv og Nytorv i 1805. I baggrunden Vor Frue og Sankt Petri Kirkes spir. Rådhuset, delte tidligere de to pladser, men er væk efter branden i 1795. Byggeskurene forrest til venstre knytter sig til genopbygningen af byen efter branden. NÆSTE SIDE: Æggekone og fjerkræhandler ved Caritasbrønden, 1890. Handlen med fjerkræ og æg satte i århundreder sit præg på Gammeltorv, hvor især valbykonerne var kendt for at sælge de bedste og største gæs, høns og kyllinger.

selv havde slæbt deres produkter i kurve på ryggen fra Skovshoved og de andre fiskerlejer nord for København. Betegnelsen skovserkoner stammer herfra, og de fleste skovsere talte også med dialekt.6

Fra Gammel Strand var der flere veje til Vesterport, men før eller siden nåede man frem til den nye sammenhængende plads Gammeltorv og Nytorv, hvor den sagte plasken fra Caritasbrøndens springvand blandede sig med valbykonernes klare stemmer, når de på markedsdage annoncerede prisen på æg og fjerkræ. Indtil Københavns Brand i 1795 havde Gammel­

Halmtorvet og Vesterport, 1809. Et par borgere er klatret op på porten og kigger ud over pladsens folkeliv. I midten ses portvagtens bygning og bag den Store Kongens Mølle, der sammen med Vestervold blev sløjfet i 1872 og rykket til Gammel Jernbanevej i Valby.

torv været en lukket plads med bygninger på alle sider, der tilsammen havde skabt gunstige vilkår for råbene – når de ikke lige blev overdøvet af Vor Frue Kirkes klokker. Men efter branden var rådhuset ikke blevet genopbygget. I stedet havde man etableret en sammenhængende plads, der fungerede som brandbælte, der skulle værne mod fremtidige bybrande. Det store åbne byrum gjorde spredningen af valbykonernes stemmer mere diffus, så de havde vanskeligere ved at overdøve den voksende trafik fra Frederiksberggade, Nørregade og Vestergade. En proces, der kun lige var begyndt, da de to mænd vandrede.

Fortsatte man gennem Vestergade, kom man til Halmtorvet og Vesterports heftige lydlandskab. På Halmtorvet, nutidens Rådhuspladsen, stod kagen – tæt på, hvor monumentet Lurblæserne står i dag. Kagen var en pæl med lænker, hvor lovovertrædere idømt skamstraf og kagstrygning blev udsat for bødlens smertefulde slag med pisken, mens folkemasserne hujede og kastede rådne grøntsager, mønter eller snavs efter dem. Fra volden hørtes lyden af møllevinger og møllehjul, mens møllerne kværnede bøndernes korn til mel. Resten

Trommesalen, 1858. Trommesalen var en slags dyrskue uden for Vesterport, hvor slagtere og andre københavnere opkøbte kreaturer til slagtning og transport fra en åben fold omgivet af administrationsbygninger, stalde og slagtergårde. Salen havde sit navn fra det trommesignal, der angav handlens start.

af pladsen var præget af halmsalget og især af den store trafik ud og ind af Vesterport med alt, hvad det indebar af paskontrol og betalinger af både portpenge og accise (told), man pålagde dem, der fragtede varer til byen.

Portvagternes og de forbipasserendes råb, fodtrin, vrinsk, brølen, vognrummel, piskesmæld og hov­ og klovslag rungede kakofonisk i portrummets buegang. Ved vagtskifte tog kakofonien til, mens reveillen blev afspillet ”med trommer og piber”, militære ordrer gjaldede, og de afløsende kompagnier marcherede til og fra porten med støvler, der hamrede i takt mod stenbroen.

I Søndermarken var man langt fra byens støj og leben, og her kunne man, udover fuglesang og bladenes raslen i vinden, høre klokkeklangen fra den kinesiske pavillon. 20 år før Steffens’ og Oehlenschlägers byvandring var den oprindelige barokhave blevet lagt om til et romantisk haveanlæg efter engelsk forbillede fyldt med naturefterligninger og fremmedartede annekser. Ud over pavillonen var der kildegrotte, tempelhøj, eremithytte, et moselandskab

med angorakaniner, ”Sibirien” og et norsk bjerglandskab. Anlægget var gådefuldt og eventyrligt, men det blev også et sted, hvor københavnerne kunne udvikle deres nationale identitet i mødet med iscenesættelsen af andre nationers særpræg.7

I digtet ”Søndermarken” fra 1820 brugte Oehlenschläger klokkeklangen i en skildring af parkens særlige stemning:

Flux jeg foer fra Løvets Sale

Da til Peking ind, Hørte der Chinesisk tale

Klokken med sin Vind:

Kling, kling klang! Siong Siong, i Echo!

Kinlong, Con—fut—see!

Congo, Heisan, Pekko, Pekko!

Al min Siæl var Thee.8

Passagen undersøger lyden af pavillonens klokker og smager samtidig med nydelse på det kinesiske sprogs eksotiske toner, der ikke mindst nåede frem til københavnerne gennem navne på te. Den genspejler en fascination af Østen, især Kina, som florerede i borgerlige kredse.

Søndermarken havde i det hele taget stor betydning for Oehlenschläger. Hans far, der blev slotsforvalter på Frederiksberg Slot, havde været med til at tage vare på haven. Og han var nære venner med kulturpersonlighederne og ægteparret Kamma og Knud Lyhne Rahbek, der boede i Bakkehuset. Gåturen med Steffens lagde yderligere alen til parkens tiltrækning.

17 år efter Oehlenschlägers og Steffens’ berømte vandring tog en anden ung mand med postvognen fra Odense til København. Han drømte om at blive skuespiller ved Det Kongelige Teater. Men først og fremmest drømte han om at blive berømt. For at spare bompengene steg han af vognen allerede på Valby Bakke og tog resten af turen mod Vesterport til fods. I sine erindringer skrev han:

Mandag Morgen den sjette September 1819 saae jeg fra Frederiksberg Banke første Gang Kjøbenhavn; derude steg jeg af med min lille Bylt og gik igjennem Haven, den lange Allee og Forstaden ind i Byen. Aftenen før min Ankomst var Jødefejden begyndt, hele Byen var i Bevægelse, det var næsten umuligt at arbejde sig gennem Østergade; dog al den Larm og Tummel overraskede mig ikke, den svarede just til det Røre, jeg havde tænkt mig, der altid maatte være i Kjøbenhavn, min Verdens Stad.9

Hans Christian Andersen (1805-1875) huskede en anelse forkert. Urolighederne i forbindelse med Jødefejden brød ud om aftenen den 4. september. De var kulminationen på flere års heftig debat, foranlediget af bl.a. statsbankerotten i 1813 og en del af befolkningens

Den kinesiske pavillon i Søndermarken, 1826. Søndermarken og Frederiksberg Have blev omkring år 1800 omdannet fra barokanlæg til romantiske haveanlæg med snoede stier, kunstige vandfald, bjælkehytter, kildegrotter, antikke templer og kinesiske pavilloner.

Kort over København, ca. 1800. 1. Store Kannikestræde. 2. Richters på hjørnet af Lille Kongensgade og Kongens Nytorv. 3. Østergade (Routen). 4. Højbro Plads. 5. Gammel Strand. 6. Magstræde. 7. Rådhusstræde. 8. Nytorv. 9. Gammeltorv. 10. Vestergade. 11. Halmtorvet. 12. Vesterport.

utilfredshed med en kongelig forordning fra 1814, der havde givet jøderne stort set samme borgerrettigheder som deres kristne medundersåtter. Protestplakater var blevet hængt op på byens mure og omtalte Frederik 6. som ”Jødernes Konge”, og jøderne blev gjort ansvarlige for både den udbredte arbejdsløshed og alle Danmarks ulykker i det hele taget.10

Politiet og senere også hestgarden nedkæmpede den store folkemængde, der angreb byens jødiske borgere og forretninger. Lyden af knuste ruder, vrinskende heste, militære kommandoråb og piskeslag rungede i gaderne og blandede sig med de overfaldne jøders smertelige hyl, skrigene fra de uromagere, der blev ramt af politiets stave og gardens sabler, og folkemængdens ”hep­hep”­råb. Det er uklart, hvad råbet betød, men det var inspireret af tilsvarende råb under antisemitiske optøjer i tyske byer og vidner om en transnational demonstrationsform. Andersens første møde med byen var både så overvældende og så fyldt med virkeliggjorte længsler, at selv ikke Jødefejdens dystre baggrund kunne overskygge hans glæde. Lyden af gadekamp og tumult bekræftede kun de forestillinger, han allerede havde gjort sig om hovedstadens myldrende liv og intense sanselighed. Selv om han andetsteds erkendte, at larmen også havde vakt følelser af forstemthed og ensomhed, brugte han oplevelsen i sine erindringer til at fortælle historien om sig selv. Han var den fattige dreng fra provinsen, der kom til hovedstaden for at blive berømt og skulle gå så grueligt meget igennem, før det lykkedes. Med genfortællingen demonstrerede han samtidig sit øre for storbyens mylder af lyde og sanseindtryk, som han gentagne gange vakte til live i sine skrifter. I den sammenhæng kunne lyden af antisemitiske tilråb og knuste glasruder også blive til lyden af Andersens København.

På en sommerdag i 1836 sad en tredje af tidens personligheder, Søren Kierkegaard (1813-1855), ved vinduet i den lejlighed i ejendommen Nytorv 2, hvor han en årrække boede med sin bror og far. Han lyttede opmærksomt til et lille lydligt tableau, der strømmede ind fra baggården. I sin dagbog noterede han:

En omvandrende Musicant paa en Slags Rørfløite ell. Sligt (jeg kunde ikke see, hvad det var, da han var i en anden Gaard) blæste Menuetten af D. Juan […]. Apothekeren stødte sin Medicin og Pigen skurede i Gaarden og Stal[d]karlen striglede sin Hest og slog Striglen af mod Stenen, og fiernt fra en anden Kant af Byen lød en Reiemands Stemme. […] De mærkede Intet og Fløitespilleren maaskee heller ikke og jeg følte mig saa vel.11

Her flettede byens hverdagslyde sig sammen med gademusikerens gengivelse af musik fra Mozarts opera Don Juan, der ifølge Kierkegaard var langt mere end bare et eminent værk. For ham repræsenterede Don Juan sanselighedens geniale og umiddelbare kraft – en så abstrakt idé, at den kun kan tage musikalsk form: ”Den lader sig ikke fremstille i Sculptur, thi den er en Art Inderlighedens Bestemmelse i sig; den lader sig ikke male, thi den kan ikke opfattes i bestemte Omrids, den er en Kraft, et Veir, Utaalmodighed, Lidenskab o. s. v.i al sin Lyriskhed, dog saaledes at den ikke er i eet Moment men i en Succession af Momenter […]”.12

Af samme grund fik hans registrering af hverdagslydene en mere poetisk form i hovedværket Enten-Eller :

Hvor Solens Straaler ikke naae hen, der naae dog Tonerne. Mit Værelse er mørkt og skummelt, en høi Muur holder næsten Dagens Lys borte. Det maa være i Nabogaarden, formodentlig en omvandrende Musikant. Hvad er det for et Instrument? En Rørfløite? ... hvad hører jeg – Menuetten af Don Juan. Saa bærer mig da atter bort i rige og stærke Toner til Pigernes Kreds, til Dandsens Lyst. – Apothekeren støder i sin Morter, Pigen skurer sin Gryde, Staldkarlen strigler sin Hest og banker Striglen af paa Brostenene; kun mig gjelder disse Toner, kun mig vinker de. O! hav Tak hvo Du end er, hav Tak! min Sjæl er saa riig, saa sund, saa glædedrukken.13

Københavns lyd i en lytteæra

Bogen handler om, hvordan københavnerne lyttede til deres by i ”det lange 1800 ­tal” – fra tiden omkring den franske revolution i 1789 til og med Første Verdenskrig, ca. 1920.14 I perioden gennemgik København en radikal forvandling. Byen mere end femdoblede sig i både udstrækning og befolkningstal fra godt 90.000 indbyggere i 1787 til 561.344 indbyggere i 1921 og gik fra at være en voldafgrænset, befæstet kongeby til en demokratisk hovedstad med et enormt vækstpotentiale. Måden at lytte på forandrede sig i samme periode. Opfindelsen af stetoskopet, mikrofonen, telegrafen, telefonen og fonografen forfinede det menneskelige øres funktion og rækkevidde og rykkede ved selve forståelsen af lyd. Hidtil uhørte lyde i kroppen og verden blev hørbare, og lyd kunne optages og opleves forskudt i tid og rum. Af samme grund er det lange 1800­tal blevet udpeget som en auskultativ æra – en periode, der på mange måder var besat af lyd og lytning.15 Det var også tilfældet i København.

Grænserne mellem den enkelte borger og byens fællesskaber trådte frem i forhandlingen af støj og i mødet med byens enkeltlyde og lydlandskaber. Når vægterens stemme generede eller beroligede den sovende. Når fabriksfløjten gav dagen rytme eller gik folk på nerverne. Når sporvognsklokkens signaler bevægede sig fra signallyd til beroligende bypuls. Og når sanseindtrykkenes mangfoldighed gjorde borgere handlingslammede eller blaserte. Interessen for byens lyd og støj var så stor, at den blev omsat til skønlitteratur og fortolket igennem musik. Og da rådhusklokkernes enestående lydsignal klang for første gang ved årsskiftet 1899-1900, satte de København som storby og verdensstad i toner.

Et typisk gårdinteriør bag en af byens store købmandsgårde, angiveligt Amagertorv 6. Christen Købkes (1810-1848) maleri fra 1827 giver en fornemmelse af et rum, hvor lyden kan brede sig og rejse ind og ud ad de omgivende lejligheders vinduer. NÆSTE SIDER: Rådhuset under opførelse i 1897 med trafik i forgrunden. Foran Rådhuset er der en udstilling af gravmonumenter.