DE RØDE, DE GULE
OG
DE UNGE
KAMPEN OM DEN DANSKE MODEL
GADS FORLAG
De røde, de gule og de unge - kampen om den danske model
Copyright © Forfatteren og Gads Forlag, 2025
Omslag: Jes Madsen/Imperiet
Grafisk tilrettelæggelse: Demuth Grafisk Tryk og indbinding: ScandBook AB
1. udgave, 1. oplag
ISBN: 978-87-12-07869-2
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.
Snefnugget og lavinen. Fagbevægelsens rødder og historiske
Fremtidens jobs? Amazon, Wolt, nemlig.com og det nye arbejdsmarked
Lort i poser, nultimekontrakter og
Den intime tango. Hvordan de gule fagforeninger stadig taler med på arbejdsgivernes ideologi
Fagbevægelsen skal blive bedre til at sælge sig selv
De ømme røde tæer
En kommende ældrebombe
Den blinde vinkel i #MeToo-debatten
En dagsorden skræddersyet til fagbevægelsen
Nej, kritisk journalistik kan ikke erstatte lønmodtagernes sammenhold
I frontlinjen for en moderne borgerrettighedskamp
Ingen magt uden modmagt
Hvordan en svagere fagbevægelse vil gøre venstrefløjen
dummere og mere elitær
Socialdemokratisme uden folkelighed er teknokrati
Fagbevægelsens politiske selvskade
Faglig kamp er den mest effektive identitetspolitik
Faglig identitet som modgift mod kvindehad og højreekstremisme
Et guldæg
Hvad kan der gøres for at styrke de rigtige fagforeninger? . . 234
Indledning
“Magnus, du bliver lige til lukketid i dag!”
“Men min vagt slutter nu her!”
Sådan lyder indgangsreplikken i en video på ungdomsmediet TikTok, hvor en ung mand i et unavngivet supermarked diskuterer med sin chef og bevæbnet med sin viden får sat arbejdsgiveren på plads og sikret sin fyraften.
Videoen er en del af en kampagne, der skal få unge i supermarkedskæder som Netto og Fakta til at melde sig ind i Kristelig Fagbevægelse, Krifa. Kampagnen består af i alt 42 videoer og er blevet kritiseret af fagforbundet FOA for at bedrive bondefangeri. Krifa tager nemlig æren for at forsvare en række goder, som er resultatet af de overenskomster, de traditionelle fagforeninger som FOA har sikret lønmodtagerne.1
Men kritikken er i hvert fald ikke nået ud til målgruppen, for næsten fire millioner gange har brugere af TikTok klikket på kampagnevideoerne fra Krifa om de rettigheder, man som ansat har på en arbejdsplads. Symptomatisk nok skal man lede længe på TikTok efter tilsvarende videoer fra FH-fagforeningerne. Man kan sige meget om Krifa – og det kommer denne bog til at gøre – men ros skal de have for at nå de unge med noget så kedeligt som overenskomstrettigheder og arbejdsmiljø.
Gratisbrugere af den populære musikapp Spotify vil sandsynligvis også være stødt på en af Krifas reklamer mellem afspilningen af sange. Her forklarer en ung kvindestemme, hvor meget man kan få i dagpenge efter endt uddannelse, og hvordan man gør sig
berettiget til ydelsen. Reklamen henvender sig tydeligt til et ungt, nyuddannet publikum, som ikke kender til a-kassesystemet og sandsynligvis heller ikke ved meget om fagforeninger. Det samme gælder indslag på populære reklamefinansierede radiokanaler som Pop FM og Radio Soft, hvis lette popmusik udgør det lydmæssige bagtæppe på mange danske arbejdspladser.
Det lå ellers ikke i kortene, at Krifas budskab skulle udbasuneres sammen med inciterende rytmer og betting-reklamer. Fra i et lille århundrede at have udgjort en mindre gruppe af kristne fundamentalister har Krifa vokset sig til at udgøre en af de store spillere på det danske arbejdsmarked. En gøgeunge er min påstand. Sammen med Det Faglige Hus organiserer Krifa ca. 300.000 danske lønmodtagere i såkaldte gule forbund, der står uden for overenskomstsystemet og dermed kernen i den danske model.2
De gule fagforeningers fremmarch er et symptom på en dybere krise: faldende organiseringsgrad, politisk detailstyring og en voksende mængde uorganiserede lønmodtagere. Deres succes skyldes ikke, at de udgør et bedre eller mere moderne alternativ, selv om jeg anerkender, at nogle lønmodtagere oplever det sådan. Men de opererer på unfair vilkår. Som fribyttere kan de tilbyde billigere medlemskaber, fordi de nyder godt af resultater, som de overenskomstbærende fagforeninger i FH og AC har tilkæmpet sig. Samtidig modtager de offentlige fordele som fradragsret og fritagelse fra markedsføringsloven – uden tilsvarende forpligtelser.
Jeg har skrevet denne bog, fordi jeg selv manglede en samlet, tilgængelig fremstilling af de gule fagforeningers rolle og deres betydning for udviklingen på arbejdsmarkedet. Men målet er større end blot at afdække og kritisere: Bogen er også et bidrag til den bredere debat om, hvordan vi bevarer – og udvikler – den danske model i en ny tid, og hvorfor faglig organisering stadig er relevant.
De gule organisationer udgør i sig selv udfordring, men de
arbejder også for en dybtgående omlægning af hele arbejdsmarkedets organisering. I stedet for kollektive aftaler ønsker de mere statslig styring, detailregulering fra Christiansborg og harmonisering via EU – alt sammen på bekostning af den danske models fleksibilitet og partsstyre. Hvor FH-fagbevægelsen løbende granskes og kritiseres i offentligheden, som den også bør, foregår de gules magtopbygning uden samme journalistiske bevågenhed. Det er en demokratisk ubalance, som jeg med denne bog ønsker at rette op på. Vi taler om milliardforretninger med tæt kontakt til magtfulde politiske aktører. Deres virke bør ikke gå ubemærket hen.
Endeligt er det mit håb, at jeg kan være med til at inspirere til fornyet interesse for en af velfærdssamfundets helt grundlæggende byggeklodser. Vi skal huske, hvad det er, vi risikerer at miste: En model, der har givet os færre konflikter, højere tryghed og større fleksibilitet end stort set alle andre lande, og som andre lande ifølge Dansk Arbejdsgiverforening misunder os for3. En model, der kun eksisterer, fordi fagbevægelsen har været stærk nok til at presse arbejdsgiverne til bordet. Det har gjort vores arbejdsmarked mere stabilt i den forstand, at vi har færre strejkedage, og fleksibelt i den forstand, at danske lønmodtagere nemmere skifter job end på arbejdsmarkederne i de lande, som vi normalt sammenligner os med.4 Selv om arbejdsgiverne ikke altid værdsætter besværlige faglige aktivister, så vinder også de på systemet: Dårlige arbejdsvilkår er en kortsigtet strategi for at tjene penge. En stærk fagbevægelse hjælper ideelt set virksomheder med at fastholde produktive og glade medarbejdere, og det skaber vækst for både virksomheden og for samfundet. Den styrke er ikke garanteret. I disse år svækkes den af to tendenser: de gule fagforeningers vækst og det måske endnu større problem: at mange helt lader være med at organisere sig. Især unge, som er vokset op uden den kultur og fortælling, som i generationer bandt lønmodtagere sammen.
Men fagbevægelsen er ikke blot stadig relevant, den er uomgængelig, hvis vi vil bevare et anstændigt arbejdsmarked i det 21. århundrede.
“Unions have been the only powerful and effective voice working people have ever had in the history of this country.” – Bruce Springsteen.
Hvor jeg kommer fra
Da jeg som 13-årig fik mit første job som avisbud, meldte jeg mig ind i det daværende SiD (nu 3F). Jeg havde i folkeskolen læst om socialdemokraten Peter Sabroe og hans kamp for de forældreløse børn, og beretningerne om de mange røde faner til hans begravelse gjorde indtryk på mig. Engagementet i den traditionelle “røde” fagbevægelse har da også være en rød tråd i mit liv. Senere blev jeg tillidsmand i SiD og siden i Hærens Konstabel- og Korporalforening (HKKF). I dag er jeg chefredaktør for den socialdemokratiske netavis Pio, der er opkaldt efter en af arbejderbevægelsens stiftere Louis Pio – et medie, der ikke ville kunne eksistere uden bidrag fra fagbevægelsen. Jeg slipper næppe for beskyldninger om, at denne bog er et partsindlæg. Men som tallene viser, går opbakningen til den danske arbejdsmarkedsmodel (herefter blot “den danske model”) langt ud over Socialdemokratiet og fagbevægelsen. Det er mit håb, at jeg med denne bog ikke blot kan inspirere til debat i arbejderbevægelsen, men også kan få de mange meningsdannere og politikere, der ikke identificerer sig med arbejderbevægelsen, men som stadig bakker op om den danske model, til at reflektere over, hvordan vi sikrer fortsat ordnede forhold på arbejdsmarkedet.
Om begreberne
Et par ord om de begreber, jeg benytter i bogen: Mange af de organisationer, jeg nævner i denne bog, har mere end hundrede år på bagen og har løbende skiftet navn – og til tider indhold – eller er blevet fusioneret med og ind i andre organisationer. For nemheds skyld har jeg – medmindre det går ud over forståelsen – valgt at bruge de aktuelle organisationsnavne.
Den traditionelle “røde” fagbevægelses hovedorganisation hed oprindeligt DSF (De Samvirkende Fagforbund), siden LO (Landsorganisationen i Danmark), og efter fusionen med FTF (Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd) i 2018 har den heddet FH (Fagbevægelsens Hovedorganisation). Således bruger jeg FH som betegnelsen, også når der er tale om tiden, hvor organisationen hed LO og DSF.
Krifa benyttes som betegnelse for lønmodtagersiden af den kristelige fagbevægelse, mens arbejdsgiversiden betegnes KA (tidligere Kristelig Arbejdsgiverforening). Fællesbetegnelsen ”de gule fagforeninger” bruger jeg om de organisationer, der står uden for FH, og som ikke har overenskomster som omdrejningspunkt og i praksis afstår fra at benytte strejkevåbnet. Dvs. Det Faglige Hus og Krifa. Akademikernes og de selvstændiges organisationer anser jeg ikke for at være gule, da kampen for overenskomster er en kerne i deres virke.
Selv om det i dele af arbejderbevægelsen er kontroversielt overhovedet at kalde Krifa for en fagforening, bruger jeg alligevel betegnelsen for læsbarhedens skyld. Den danske model har historisk også været mange forskellige ting, og det vil kræve en selvstændig bog at redegøre udførligt for det virvar af overenskomster, love, EU-regler og statsindgreb, som er det danske arbejdsmarked. Gamle citater og udtalelser har jeg omskrevet til nutidsdansk i de tilfælde, hvor jeg finder den oprindelige stavemåde forstyrrende for læsningen.
I denne bog forstås “den danske model” som defineret af arbejds-
markedsforskerne Jesper Due, Jørgen Strøby Jensen og Jørgen Steen
Madsen, og som Poul Smidt har formuleret det i bogen Ulvetider og Skiftespor. LO på vejen mod Fagbevægelsens Hovedorganisation:
“Let forenklet i forhold til de tre forskeres version kan man sige, at den første betingelse for den danske model er, at parterne har tilstrækkeligt styrke (...) Både arbejdersiden og arbejdsgiversiden skal hver især have så mange medlemmer, at det giver mening, at de løser opgaverne på arbejdsmarkedet og får indflydelse på den lovgivning, der ligger tæt på. De skal altså have aftalt så mange overenskomster, så konfliktniveauet er lavt.”5
Gennem mere end et århundrede efter indgåelsen af Septemberforliget i 1899, hvor arbejdsgiverne anerkendte fagforeningerne som ligeværdige parter, har den danske model ændret udseende, men er stadig stærk og unik nok til at fortjene sin egen betegnelse. Jeg skylder mine gode kollegaer på Netavisen Pio tak for tålmodighed, når jeg har været fraværende fra redaktionen for at skrive denne bog. Dernæst skal jeg sige tak til Mathias Hee Pedersen, der har bistået mig som researcher. Uden ham var dette værk aldrig blevet til noget. Jeg vil også sige tak til alle jer, der har givet kritik på bogen, herunder forlaget, og ikke mindst skal der udgå en stor tak til min forlovede Nikoline Sauer, der på alle måder har støttet mig. Den største tak skal gå til de titusindvis af danske lønmodtagere, der fungerer som tillidsrepræsentanter på deres arbejdsplads. I er arbejderbevægelsens spydspids og arbejderklassens rygrad. Ingen gør et større samfundsnyttigt arbejde – og får mindre anerkendelse –end jer. Denne bogs succes skal måles på, hvorvidt den er relevant for og styrker jeres virke.
Alle fejl er udelukkende mine egne.