Martin Sundstrøm
KATASTROFEN PÅ
DEN FRANSKE SKOLE
Oplevet af børn, nonner og redningsfolk
GADS FORLAG
Katastrofen på Den Franske Skole
Copyright © Martin Sundstrøm
Denne udgave © Gads Forlag 2025
Tekstredaktion: Dorte Einarsson
Forlagsredaktion: Anne Mette Palm
Omslag: Harvey Macaulay/Imperiet
Forsideillustration: Susan Brock
Grafisk tilrettelæggelse: Bettina Kjærulff-Schmidt
Tryk og indbinding: ScandBook 1. udgave, 1. oplag
ISBN: 978-87-12-07571-4
For enkelte illustrationers vedkommende har det været umuligt at finde den retmæssige indehaver af copyrighten. Såfremt vi på denne måde har krænket ophavsretten, er det sket ufrivilligt og utilsigtet. Retmæssige krav i denne forbindelse vil blive honoreret af forlaget, som om der var indgået aftale i forvejen.
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.
G.E.C Gads Forlag A/S
Fiolstræde 31-33 1171 København K reception@gad.dk www.gad.dk
Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk
INDHOLD
Prolog 7
1. Når krigen slutter 12
2. To minutter fra himlen 37
3. Flugten fra spisesalen 67
4. Nonnen i hvidt 81
5. De første hjælpere 93
6. Dødens teater 128
7. Blomsterregn 183
8. Tavshedens pris 216
9. De nye liv 261
Epilog 301
Tak 304
Appendiks 307
Kilder 326
Noter 327
PROLOG
21. marts 1945. Bag vinternøgne træer på Frederiksberg Allé er et engelsk bombefly netop styrtet ned i et garageanlæg ved siden af den katolske pigeskole Institut Jeanne d’Arc, også kendt som Den Franske Skole, der drives af nonner fra den franske orden Sankt Joseph Søstrene. Klokken er kvart over elleve, og om få minutter vil skolen ved en tragisk fejltagelse blive sønderbombet af allieret fly, der tror, at røgen fra det brændende flyvrag kommer fra Gestapos hovedkvarter Shellhuset, der er bombemålet.
Fra skolens vinduer ser forfærdede børn og nonner til, mens flyet brænder, og massiv sort røg vælter op mod himlen. Noget er helt galt, og nonnerne begynder med det samme at genne eleverne ned i kælderen, hvor der er indrettet beskyttelsesrum.
I kælderen står skolens leder, sr. Margrethe, og dirigerer med sit sædvanlige overblik børnene, som strømmer ned. De yngste sendes til højre mod kælderrum under hovedfløjen, mens de ældre sendes til venstre ind i spisesalen, der også fungerer som beskyttelsesrum. “Alle glemmer, hvad de har lært. Man styrter ud på trappen. Man råber og skriger. Kun ét kan man huske. Ned i kælderen. Jeg når ned. Vi sætter os ved de lange borde, som vi plejer, når vi spiser. Man hulker og græder,” husker en dengang 11-årig elev, der spejder rundt efter sin storesøster i virvaret af hundredvis af opskræmte piger i spisesalen.1
Det er ikke nyt for eleverne at blive sendt i kælderen. I 1945 oplever de luftalarmer et par gange om måneden, når allierede fly nærmer sig København for at smide miner i danske farvande, nedkaste våben til modstandsbevægelsen eller udføre bombeangreb.2
Men denne gang er det anderledes. Der er en alvor i øjnene på sr. Margrethe, som børnene ikke har set før.
“Det nedstyrtede fly føltes som et forvarsel om en uhyggelig katastrofe. Vi havde en følelse af, at en frygtelig ulykke svævede over hovederne på os,” husker en nonne senere.3
I spisesalen, i kældergangene og på trapperne kæmper nonnerne intenst med at få skolens knap 500 elever i sikkerhed. Men i hovedbygningens stueetage går det langsommere med de mindste. Her står lederen af børnehaven sr. Edith, kendt for sit milde væsen, og forsøger at få et halvt hundrede børnehavebørn, der også tæller drenge, i kælderen så hurtigt så muligt. Tæt ved står en nonne og skynder på en pige fra 1. klasse, der stadig er ved at pakke sine ting i et forladt klasseværelse.
Alle på skolen har hørt det nedstyrtede fly, da det få sekunder tidligere med røg ud af halepartiet er brølet forbi skolen. Så tæt har krigen aldrig været før, og flere går i chok. Mens alle er på vej ud af klasseværelserne i skolens kapelfløj, forsøger den 13-årige Birthe fra 2. mellem at gemme sig bag et skab i klassen, hvor hun tror, at hun er i sikkerhed.4 På en af trapperne er Bente fra 1. mellem så skræmt, at hun pludselig synker sammen og besvimer mellem de løbende børn.5 Den niårige Hanne fra 4. klasse er ved at gå forkert ind i beskyttelsesrummet for de mindste børn, da hun får øje på en veninde, der vinker hende til sig i de stores spisesal.
Skolen er Hannes andet hjem. På 3. sal ligger et lille pensionat, hvor der bor omkring 35 børn, og Hanne er en af dem, som har boet der i en årrække. Pigerne sover i fællessal, og om lørdagen bliver de badet og gjort pæne til at komme hjem på besøg hos deres forældre til overnatning. “Nu skal jeg vel også snart hjem?” kommer Hanne en søndag til at sige til sin mor. “Det var frygteligt for
min mor at høre, men jeg elskede at bo på skolen. Det var hele min verden,” husker Hanne, der kom på kostskolen efter sin far død. En dag faldt han ned fra et træ og brækkede halsen. Da hendes mor ikke havde råd til at blive boende i huset, flyttede de til København og lejede et værelse. Men der var ikke plads til et barn, og så flyttede Hanne ind på Institut Jeanne d’Arc.6
I det fjerne høres skud. Det er ammunitionen i det nedstyrtede fly, der eksploderer i garageanlægget ved siden af skolen. Da Hanne får kæmpet sig frem mellem de mange piger, der hektisk forsøger at finde deres borde i spisesalen, er hendes veninde forsvundet.
I stedet får hun øje på skolens husvagt, der under luftalarmer har ansvaret for at hjælpe børn og nonner i kælderen. “Jeg er bange for, at bomberne rammer skolen,” har hun engang betroet ham efter en luftalarm. “Det skal du ikke være. Hvis der kommer nogen, så lover jeg at gribe dem,” svarede han med et smil. Hun kan godt lide ham.
I det samme rystes skolen af en øredøvende eksplosion. Den første bombe fra de engelske fly har boret sig ned gennem skolens kapel og sender en trykbølge gennem kælderen, hvor borde og bænke rives omkuld. “Jeg sad stiv af rædsel og så, hvordan loftet revnede over os. Først utroligt langsomt, men så begyndte vandet at fosse igennem fra de ødelagte vandrør. Så kom loftet nærmere og nærmere. Det startede med at skride i hjørnerne og begyndte så at revne på midten. Jeg sad bare og stirrede op, mens det skete – jeg kunne ingenting gøre,” husker en pige fra 3. klasse, inden en såret veninde dør i skødet på hende.7 En mindre pige kigger mod en trappe og ser et glimt af en lærerinde, der står i flammer, inden alting kollapser.8 “Er det sådan at være død?” når en ældre elev at tænke, da hun ser en nonne blive ramt og synke sammen, og hun selv bliver begravet op til livet.9
Luften er tæt af kalkstøv, og lyden af børn, der kæmper mod døden, breder sig i mørket. “Efter de første sekunders rædsel, som fuldstændig havde lammet børnene, begyndte en skrigen og jamren,
jeg aldrig i mit liv vil glemme. Undertrykte, halvkvalte rædselsskrig, der kom nede fra under murbrokkerne, råben efter far og mor, på Jesus og Jomfru Maria. Lidt efter lidt døde råbene hen, til sidst kunne kun høres en svag jamren,” husker en nonne, som bliver begravet i en kældergang under flere meter murdynger.10
Den værste katastrofe under besættelsen er indtruffet og har forvandlet en af byens fineste skoler til et bombehelvede. Krigen har ramt hundredvis af skolebørn og efterladt mange af dem livløse. Det er en meningsløshed, som i de næste timer får hundredvis af redningsfolk, frivillige og fædre til elever til at sætte livet på spil i de brændende ruiner for at grave de overlevende ud. Mange vil blive skadet eller dø i forsøget, mens etager styrter ned gennem bygningerne, og murstykker og brændende bjælker falder i en regn af gnister. Da en mor hører om ulykken, hvor hendes mand forsøger at redde deres lille datter, går hun ikke bare i chok, men også i for tidlig fødsel. Da hun føder, er hendes mand død. Da en brandmand vil aflaste sin lillebror, der også er brandmand, bliver han dræbt i en sammenstyrtning.
Da nonnerne kommer til sig selv, er de fanget i deres livs værste mareridt. Overalt ligger døde, kvæstede eller hjælpeløst begravede børn eller nonner. Men børnehavens leder, sr. Edith, er uskadt, og skolelederen sr. Margrethe er sluppet med kun få skrammer. Nu begynder kampen mod tiden for at redde så mange børn ud af skolens sammenstyrtede kældre, inden ilden blusser op og forvandler ruinerne til et flammehav, hvor røg og hede gør det umuligt at opholde sig.
Katastrofen ender med at koste 86 børn livet. Dertil kommer ti nonner, tre civile lærerinder, to fædre, to brandmænd og tre andre. Det er store og tragiske tabstal i sig selv, men først når man medtager traumatiseringen af de overlevende, ofrenes familier, redningsfolk og andre, der tilsammen nærmer sig et tusindtal mennesker, begynder man at forstå katastrofens fulde omfang.
I flere familier gik traumer ubehandlet i arv, og i enkelte tilfælde bidrog katastrofen til selvmord. Selv små bemærkninger i kølvandet på katastrofen kunne påvirke et helt liv. En pige, der mistede sin søster, hørte sin mor sige, at hun ville ønske, at den døde søster var overlevet i stedet. Flere familier fik nye børn, nogle valgte at adoptere. De nye børn blev elsket, men for flere var det en belastning at skulle leve op til mindet om de døde og vide, at de kun var til, fordi andre døde. I en tid, hvor krisehjælp ikke var opfundet, blev flertallet af de overlevende børn kun behandlet med tavshed, og i årtier efter led de af mareridt og angst for torden, fyrværkeri og alt, der mindede om krig. Flere nulevende kan stadig ikke tale om ulykken, og man kan spørge, om staten har gjort nok for at hjælpe besættelsens yngste bombeofre.
Det følgende er historien om, hvad der skete 21. marts 1945 på Institut Jeanne d’Arc, så vi husker, hvilket mareridt hundredvis af børn og familier gennemlevede, og hvor stor prisen er for enhver bombe, der bliver kastet. Men det er også en påmindelse om mennesker, der uselvisk satte livet på spil for at redde andre i nogle af besættelsens mørkeste timer.
En indsats, som i flere tilfælde endte tragisk, men som styrker troen på det gode i mennesket. Jeg skylder stor tak til de mange overlevende og de omkomnes familier, som har bidraget med deres erindringer, og håber, at bogen vil være et værdigt minde for dem alle.
1.
NÅR KRIGEN SLUTTER
Det er fredag et par uger før bombardementet, og Institut Jeanne d’Arc er ved at blive tømt for elever, der skal hjem og holde weekend med deres familier. Fra skolens vinduer kan man se en livlig strøm af piger gå forbi gårdens kastanjetræer på vej ud ad den grønne skoleport til Frederiksberg Allé for at gå, cykle eller tage sporvognen hjem.
På pensionatet, som skolens kostafsnit kaldes, sidder de piger tilbage, som ikke skal hjem til nogen. En af dem er den 11-årige Thyra Wærness. Hendes norske far og storebror bor i Oslo, men på grund af hjemve er hendes danske mor flyttet til Danmark før krigen, og hun har taget Thyra med. Det skulle kun være for en periode, men nu har familien levet adskilt i mere end fem år. Hendes mor står i forretning til sent om aftenen, så Thyra er sendt på kostskole, fordi ingen kan passe hende. Men hun har stadig ikke opgivet drømmen om at samle sin familie. I årevis har hun skrevet breve til sin far og storebror, når længslen trænger sig på. Og denne fredag er ingen undtagelse.
“Kære Far. Nu vil jeg sende dig en lille hilsen. Jeg kan så tydeligt huske, hvor vi havde det hyggeligt sammen. Det skal vi også have bagefter krigen.”1
Skolen har tre fløje, der omkranser gården ud mod alleen. Bygningerne strækker sig til 4. sal under et mørkt tegltag. Hovedbyg-
ningen til venstre rummer kontorer og børnehaven i stueetagen og er bredere end mellemfløjen, der rummer klasselokaler, og til højre kapelfløjen, der blandt andet rummer gymnastiksal og skolens kapel.
På et kontor eller såkaldt taleværelse i hovedbygningen holder sr. Margrethe øje med klokken. Om fredagen kan forældre træffe hende her i de magelige røde plysmøbler mellem 14 og 15, og alle kontortider overholdes nøje. Bag de hvide gardiner ved vinduet kan hun holde opsyn med eleverne, der er på vej hjem. Ordensreglementet siger tydeligt, at det er forbudt at opholde sig på fortovet foran skolen. Alt, der kan skade skolens renommé, tages alvorligt. “Hvis vi havde vores skoleuniform på og ikke rejste os for de voksne i sporvognen på vej til skole, ville folk ringe og brokke sig til skolen. Og så ville man få en reprimande fra sr. Margrethe,” fortæller en tidligere elev, der gik i 3. klasse.2
Den 46-årige sr. Margrethe har været skoleleder på Institut Jeanne d’Arc i otte år, og gennem de sidste fem besættelsesår har hun gjort, hvad hun kunne for at holde krigen på afstand af elevernes skolegang og åndelige udvikling. Under jødeforfølgelsen i oktober 1943 er flere piger diskret forsvundet fra skolen til Sverige.3 En sabotør er blevet skudt efter af tyskerne foran skolen, der slipper med spor efter projektiler i muren.4 Og børnene har efterhånden vænnet sig til luftalarmerne, hvor de mindste fra pensionatet om natten må bæres sovende ned i kælderen. Men de sidste måneder har været vanskelige. Krigen rykker hele tiden nærmere, og i starten af marts frygter flere, at tyskerne vil beslaglægge skoler.
Sr. Margrethe kommer fra et dannet hjem med vægt på kultur og historie, som også dyrkes på skolen. Der er ofte teateropsætninger på scenen i skolens gymnastiksal, som trækker fulde huse med forældre og pårørende, når der spilles komedier, sangspil eller historiske teaterstykker som King Cophetua and the Beggar Maid, hvor en konge gifter sig med en fattig pige, der bryder sin sociale stand. På
Institut Jeanne d’Arc-skolen, der blev indviet 1924, set fra Frederiksberg Allé. Til venstre ses hovedfløjen med børnehave i den høje stueetage og underskoleklasser på de øvrige etager. I fløjen til højre ligger kapellet på øverste etage og mellemskolens klasser nedenunder. (FSA)
en af trapperne hænger malerier med historiske motiver som Thyra Danebod, Finnerup Lade og Christian IV på Trefoldigheden. Det er klassisk dannelse, der har gjort skolen eftertragtet blandt byens velstillede hjem, sammen med moderne faglokaler til fysik, madlavning, tegning og sløjd. Ikke mindst naturfagslokalet i hovedbygningen med akvarier i vindueskarmen, kasser med sommerfugle og krokodilleæg på væggen og skabe med udstoppede dyr, hvor man kan få lov til at ae en hare eller en and, gør indtryk på eleverne.
“Det var det smukkeste naturhistorielokale, jeg nogensinde har set. I det ene skab stod der et udstoppet rådyr. Skolen var jo fra 1924 og ret ny. Og naturhistorielokalet var fuldstændig, som om du kom ind på det fineste universitet og sad i et auditorium,” husker Inge Monberg, der dengang gik i 2. mellem.5
Da træffetiden er forbi denne fredag, forlader sr. Margrethe kontoret og går gennem den tomme skole. I nogle af klasseværelserne er der indre vinduespartier med små kittede ruder, som sikrer et smukt lysindfald igennem klasseværelserne til hovedbygningens indre gang. Hun går forbi et af skolens store malerier, der forestiller den franske bondepige Jeanne d’Arc. I 1412 hævdede Jeanne d’Arc at have hørt guddommelige stemmer befale hende at redde Frankrig fra England.6 Hun ledte en fransk hær til sejr, men blev fanget, dømt for kætteri og brændt på bålet af englænderne som 19-årig. Hendes død gjorde hende til martyr, og hun blev senere helgenkåret. Det er denne pige med en stærk tro og retfærdighedssans, der ikke lod sig begrænse af klasse eller køn, som skolen er opkaldt efter, og hvis statue pryder skolens højre gavl mod alleen. Og det er i samme ånd, at sr. Margrethe driver Institut Jeanne d’Arc, hvor de åndelige ambitioner fylder lige så meget som de faglige.
“Skolen vil ikke blot meddele sine elever solide og gode kundskaber, men ønsker fremfor alt at opdrage og udvikle deres karakter, idet lærerinderne ved en bestandig vågen omhu og interesse for børnenes åndelige ve og vel, ved at give dem klare begreber om godt og ondt og lære dem at elske sandhed, retfærdighed, troskab
December 1939. Klasseværelse i hovedbygningen med 1. A. Den siddende pige nr. 2 fra højre, som kigger på en papirlap, er Birte de Neergaard. I 1945 var klassen blevet til 1. mellem A. (Eigil de Neergaard)
og pligt, søger at gøre dem ikke blot til dygtige, men fremfor alt til gode, kristne mennesker,” lyder det i skolens årshæfte med tilføjelsen, at “beskedenhed, høflighed, elskværdighed og naturlig ligefremhed skal kendetegne de unge piger, der efter endt undervisning forlader skolen”.7
Oprindeligt var sr. Margrethe almindelig civil lærerinde, men da hun som 20-årig med dåbsnavnet Karen Hirth blev ansat på Institut Sankt Joseph – Institut Jeanne d’Arcs katolske søsterskole på Østerbro – fik hun en religiøs vækkelse og besluttede at blive nonne. Få år senere blev hun udpeget af Sankt Joseph Søstrene til at lede en af deres største privatskoler.8
“Hun var fantastisk. Vi havde utrolig meget respekt for hende, og jeg syntes, at hun var den dygtigste af dem alle sammen,” husker Anne Lise Jespersen fra 4. klasse.9 Flere fremhæver hendes særlige “statelige” udtryk.10 Men hun er også den nonne, man mindst løber om hjørner med. På skolens hersker orden og disciplin, som sr. Margrethe er den første til at håndhæve. I ordensreglementet kræves det, at eleverne “viser alle skolens lærerinder lydighed og ærbødighed”, hvilket betyder, at eleverne lærer at neje, når de møder en lærerinde.11 Nonnerne har kort sagt en kærlig, men fast hånd.
Ingen er i tvivl om, at sr. Margrethe er en administrativ begavelse, der formår at håndtere personale, forældre, økonomi, undervisningsplaner og knap 500 elever. Men evnerne kommer ikke fra fremmede. Faderen er arkitekten Theodor Hirth, der har udført konstruktioner til Københavns Rådhus og Glyptoteket, men som er mest kendt for at have tegnet tårnet i Zoologisk Have.
“Hun var stærk i sin argumentation, begavet og havde taletøjet i orden. Så hos hendes far var der en skuffelse over, at hun gik ind i nonneordenen,” fortæller hendes niece.12
Men sr. Margrethe er ikke i tvivl, og nu er skolen blevet hele hendes liv i en tid, hvor Sankt Joseph Søstrenes orden er i sin guldalder med mere end 500 søstre, der driver otte hospitaler og otte privat-
skoler over hele landet med de københavnske pigeskoler Institut Jeanne d’Arc og Institut Sankt Joseph som de største.13 Livet som nonne fremstår for mange unge katolske kvinder som spændende og meningsfuldt, fordi man kan uddanne sig som lærerinde eller sygeplejerske og gøre en humanitær forskel. Selv hos skolepiger er det katolske fællesskab eftertragtet, og det er ikke usædvanligt, at unge piger konverterer for at blive en del af det.14
“Jeg var kun 13 år, da jeg som enebarn fra et protestantisk hjem søgte ind i den katolske kirke, tiltrukket af dens højtidelighed og skønhed. Jeg har altid været, og vil sikkert altid være, dybt religiøst indstillet,” fortalte sr. Marie Helene, en af sr. Margrethes kolleger på skolen, senere. Oprindeligt hed hun Ebba Købke Hansen og var apoteksassistent, inden hun søgte ind i ordenen som 18-årig efter en ulykkelig kærlighed. “Mine forældre var bedrøvede, men lod mig få min vilje. Og så skiltes jeg fra mit hjem.”15
Det er nu mere end et årti siden, at sr. Marie Helene gik ind i nonneordenen, og i den tid har hun kun været hjemme en gang, da hendes far døde. Det er den dedikation til Gud, som kræves af søstrene. For mange af eleverne er de sortklædte nonners spartanske liv en gåde. “De sorte spøgelser” kalder en tidligere elev dem.
“Det store mysterium på skolen var nonnerne. På sovesalen sov der altid en nonne for at holde styr på os. Og her kunne vi komme tæt på dem. Vi krøb ned under det hvide forhæng, som omkransede nonnens seng om natten, og kiggede, når de klædte om. Vi ville se, hvordan de så ud uden nonnetørklædet. Der gik rygter om, at de var barberet skaldet, men vi fandt aldrig ud af det,” husker den tidligere elev Ella Starberg med et smil.16
Til dagligt bor de godt 40 katolske nonner, der driver skolen, på tagetagen i små spartansk indrettede værelser i tråd med deres religiøse filosofi om at leve i fattigdom, ydmyghed og kyskhed. En kontrast til de velstillede hjem, som de fleste elever kommer fra, hvor mange forældre er selvstændige erhvervsdrivende eller på anden måde prominente som for eksempel korrespondenten og so -
Pensionatets sovesal for de yngste. Inden sengetid skulle eleverne knæle sammen og bede aftenbøn på gulvet foran et kors på væggen. (SA)
ciety-journalisten Agnete Tryde, Christian 10.s privatchauffør Alva Ejstrup eller Magasins kjolechef Ejnar Engelbert, der er kendt af de københavnske kvinder som en af tidens førende modefolk. Den slags går nonnerne, der er klædt i ordensdragter med sølvkors om halsen, ikke op i. De fleste søstre er fra jævne hjem i Tyskland, enkelte fra Frankrig, England, Irland og Polen, knap omkring ti af dem fra Danmark. Men trods de mange baggrunde har alle søstre lært dansk, så de kan undervise skolens børn, og ofte knytter nonner og børn bånd til hinanden, som varer livet ud. Velvidende at søstrene har dedikeret deres liv til skolens elever, vokser de fleste børn på skolen op med et trygt fundament omend med fast disciplin.
Men uden for skolens mure raser verdenskrigen, og sr. Margrethe er ikke den eneste, der forsøger at holde krigen på afstand. Den 46-årige sr. Rolande er leder af skolens kostskoleafsnit med omkring 35 børn, og hun gør sit for at afdramatisere krigen.17 Hun er døbt Agda Martensen, har selv en niece, Emma, på skolen, og “elskede børnene i pensionatet med en moders kærlighed”, beskriver en tidligere elev.18
Da tyskerne opløser og anholder dansk politi 19. september 1944, og et par tusind danske betjente sendes til koncentrationslejre, sker det efter en dag med sammenstød og skyderier, som også høres på skolen. Under arrestationen udsender tyskerne en falsk luftalarm, som sender børnene i kælderen.19 Da Thyra Wærness fra kostskolen skriver et brev til sin far i Norge lørdagen efter, har sr. Rolande fulgt med og tilføjer en beroligende note til faderen:
“Vi har haft nogle meget urolige dage her i byen, men vi bor i et roligt hjørne af byen, og håber vi er beskyttet. Thyra har det godt, er glad og sød. Venlig hilsen Søster Rolande.”20
I brevet tegner Thyra et tog, hvor hun, storebroren og hendes forældre står ved siden af. “Nu er vi alle sammen glade igen,” skriver hun nedenunder. Hendes forældre er i praksis gået fra hinanden, men det er ikke gået op for Thyra, der stadig håber at blive en
familie igen. Søndag 4. marts 1945, kort før katastrofen skriver hun til sin far og storebror:
“Kære far og Bjarne! [...] Mange siger, at krigen holder op snart, og det håber jeg også, for det er så længe siden, at vi har set hinanden. Jeg tænker tit på jer, og så tænker jeg, hvordan har de det deroppe, og så kommer jeg sådan til at længes efter jer. Kunne I ikke komme herned? Mor og jeg ville blive så glade. [...] Nu varer det ikke så længe, inden vi har sommerferie, og da vil jeg håbe, at vi er sammen, ikke også far og Bjarne? Mange tusinde og kærlige hilsner fra jeres egen Thyra. 100.000 kys til jer begge to.”21
Livet på pensionatet er dog ikke altid harmonisk, og ikke alle piger får samme opmærksomhed. En af de ældste er den 16-årige Gitte Rasmussen, som har boet på kostskolen det meste af sit liv.
“Min far var død, kort før jeg fyldte otte år, og hans kone – som ikke var min biologiske mor – ville bare have mig væk. Derfor blev jeg sendt på Den Franske Skole, hvor jeg boede, fra jeg var otte år. Søstrene var søde, men strenge, og vi fik ikke kærlighed, men venlighed,” fortalte Gitte Rasmussen, der dengang gik i 4. mellem, siden.22 En af Thyras gode veninder på kostskolen er Heidi Roth fra 4. klasse, som heller ikke har det let. Om aftenen kan Thyra høre hende græde.
“Jeg stak af flere gange for at komme hjem til min mor, som boede få stop væk fra skolen med sporvogn. Men hver gang blev jeg ført tilbage. Jeg græd mig ofte i søvn, og nonnerne vidste ikke, hvordan de skulle håndtere mig,” fortæller Heidi om sin hjemve.23 “Hvis du ikke kan lade være med at græde, så får du en bog om tudeMarie!” siger en af nonnerne en aften til Heidi, der aldrig glemmer den sårende kommentar. Hun er heller ikke så glad for maden, som hun ofte gemmer i munden og spytter ud i toilettet.
En anden af Thyras nære veninder er Ireene, som er den eneste anden fra hendes klasse, der også bor på pensionatet. De leger og laver lektier sammen, og Ireene driller Thyra ved at lave fjollede tegninger af hende i sit tegnehæfte.24