M INUT MILLIONÆRER
GULLASCHBARONER, BØRSHAJER
OG CHAMPAGNEPIGER
Poul Duedahl
KRIGSBLOD OG GULDREGN
Gyldenspjæt
GULLASCHBARONER OG FLÆSKEPRINSER
Revolveren
KRIGSGROSSERERE OG KLAUSULÆDERE
Gevinsten
BØRSHAJER OG KURSPROFETER
Automo-Bigler
MOTORBØLLER OG RÆVEPELSE
Bersærkergang
NATSVÆRMERE OG CHAMPAGNEPIGER
Fru Ferslev
SVINDLERE OG SPIONER
Bangsbo
GÅRDSLAGTERE OG HERREGÅRDSHAMSTRERE
Århundredets fest SPILLEFUGLE OG FALLENTER
Fallittens rand FRIHEDSGUDINDER OG JAZZKORYFÆER
TIL DØDEN OS SKILLER
KRIGSBLOD OG GULDREGN
”Krigen er erklæret”, genlød de hæse råb fra avissælgerne på Rådhuspladsens strøghjørne, byens mest befærdede plet.1 Ved formiddagsbladenes udhængsskabe var der sort af mennesker. Købmænd, kuske og kontorbude. Folkemængden skabte propper i færdslen, mens de forbipasserende med mistro og opspilede øjne nærstuderede de seneste telegrammer og avisernes ekstraudgaver, der proklamerede budskabet med store faretruende bogstaver. En fantast havde skudt og myrdet den østrig-ungarske tronfølger under et besøg i Serbien. Det ville hans land ikke finde sig i og mobiliserede de militære styrker. Attentatet var som en gnist i en krudttønde. Verdens stormagter involverede sig på den ene og den anden side, og i de første dage af august 1914 var verdenskrigen en realitet.
Nervøse københavnere gjorde sig klar til belejring, hamstrede forråd og bjergede deres andel af de danske guldreserver. Hæren indkaldte 16 årgange af unge mænd, flådens skibe stævnede ud fra Langelinie, og i det fjerne lød der bulder, brag og kanontorden. På den jyske vestkyst drev torpedoer, vragrester og hovedløse lig i land, og i nogle uger svævede landets indbyggere i frygt for invasion, mens de i deres stille sind gentog det kongelige budskab: ”Gud bevare Danmark!” 2
Efterhånden stod det klart, at Danmark, et neutralt land og en lilleputnation, undgik at blive involveret direkte i krigshandlingerne. Folk drog et lettelsens suk, og københavnerne satte sig igen til rette på Rådhuspladsens fortovscafeer med avisen og blev følelsesløse tilskuere til det store drama, der udspillede sig lige uden for rigets porte. Konflikten trak i langdrag og begyndte ligefrem ”at trætte én lidt”, som forfatteren Karen Bramson skrev. ”Den blev kedelig”. 3 Alligevel var den overalt. De krigsførende magter var nemlig parate til at betale omtrent hvad som helst for at få fingre i danske landbrugsprodukter og industrivarer, og det satte gang i et veritabelt handelseventyr. Pludselig blev cafébordene indtaget af smarte forretningsfolk, som spekulerede i den øjeblikkelige situation. De var frække, initiativrige og risikovillige, og de udnyttede med opfindsomhed de nicher, der bød sig til med mulighed for hurtige og store fortjenester. Børsmægleren og klummeskribenten Alfred Horwitz døbte dem ”Minut-Millionærer”.4
Folk stimler sammen foran krigstelegrammerne i B.T. Centralen på Rådhuspladsen i begyndelsen af august 1914. Dagene var præget af forvirring og en dirrende og feberagtig uro, som fik folk i byen til at flygte ud på landet, mens folk på landet flygtede ind i byen. Holger Damgaard/Ritzau Scanpix.
Begrebet blev aldrig rigtig udbredt, selv om det er mere rammende end dem, folkeviddet ellers fandt på. Pointen er, at der under krigen blev tjent hurtige penge inden for snart sagt alle brancher. Nogle proppede fordærvede fødevarer på dåser og sendte dem til fronten, afsatte hvalfedt, klipfisk og metaller og smuglede morfin, våben og kondomer. Pengene fossede ind i det lille land. Andre spekulerede i import af kul, kaffe og kakao eller gik på Børsen, hvor langt de fleste penge blev tjent, og mødte andre, som heller ikke havde råd at være der, hvis ikke det var, fordi pantelåneren tilvejebragte midlerne til dampskibsaktier. De heldige blev måske ikke alle millionærer rent formelt, da indtægt og formue
Krigens rigmænd var passende afløsere for vildmændene i Danmarks rigsvåben, hvis man skal tro Svikmøllen. Det Kgl. Bibliotek.
ramte et tal under et ciffer med seks nuller, men til gengæld var der tale om mennesker, som nærmest uden at røre en finger på et øjeblik blev løftet ud af et knaphedssamfund og placeret i overflod. Det pludselige skift udstyrede dem med enorme kontantbeløb, masser af fritid og følelsen af, at det gjaldt om at udleve drømmene, før heldet vendte. Det fratog dem også fornemmelsen for pengenes virkelige værdi, og i stedet for at fremtidssikre virksomheder eller gemme en smule til tider med andre konjunkturer soldede de fortjenesterne op på strandvejsvillaer, sportsvogne og sengekammerater. Herregårde, lystyachter og fuldblodsheste. Kunstværker, rævepelse og diamantringe. Hummer, kaviar og champagne. Nogle gik skridtet videre og raserede hoteller, baldrede spejlglasruder og knuste porcelæn, bare fordi de kunne, og de gæstede bordeller, spillebuler og væddeløbsbaner. Rent ud sagt nægtede de sig ingen adspredelser, men opførte sig som døgnets fyrster og stræbte efter et omdømme som gavmilde, ødsle og flamboyante. En særlig form for forfængelighed. Selvfølgelig var der undtagelser, men definitionen på en minutmillionær var netop en, der ikke sled på pengesedlerne. Og de var ikke få. Sjældent i danmarkshistorien har pengene siddet så løst og så usikkert.
Minutmillionærerne og deres ødselhed blev mødt med afsky og foragt af alle de andre, som måtte spinke og spare, og Alfred Horwitz opfordrede staten til at blande sig i pengeorgierne. ”Det er nemlig i tider som de nuværende aldeles ikke nogen privatsag, om halvforrykte mennesker øder penge bort på en tåbelig og udfordrende måde”, skrev han. ”Når det således fortælles, at en ung spillefugl, der for nylig købte et gods, indviede dette med nogle vanvittige fester, der varede i otte dage og kostede mellem et helt og et halvt hundrede tusinde kroner … så behøver man ingenlunde at være syndikalist for at se rødt”.5 Revolutionen lurede lige under overfladen.
Krigsmillionærernes livsførelse stod i diametral modsætning til de arbejdsløse og husvilde, der i stigende grad organiserede sig. Som en nødløsning blev de tilbudt tag over hovedet i Københavns offentlige institutioner. Her er en familie indkvarteret i kvindefængslet på Christianshavn. Lejen for fængselscellen var 40 øre om dagen. Holger Damgaard/Det Kgl. Bibliotek.
Krigsblod og guldregn
Vekselerer Alfred Horwitz lancerede begrebet minutmillionærer om krigens nye velhavere, som han kendte fra sit arbejde på Børsen og mødte på væddeløbsbanerne i Ordrup og Klampenborg. Her betragter han verden oppefra – på hesteryg.
Peter Elfelt/Det Kgl. Bibliotek.
Det var aktiespekulanten Olaf Bigler, han hentydede til. Det var ham, der i sommeren 1918 – lige i kølvandet på Den Russiske Revolution og utilfredse socialisters væbnede angreb på Børsen – trodsede alle anbefalinger om ikke at forsamles i lyset af tidens dødsensfarlige influenzaepidemi, den spanske syge, og var vært for en kæmpefest. Århundredet fest. En begivenhed, der gav genlyd i hele landet. Men minutmillionærerne var samtidig genstand for en fascination, der hos enkelte udviklede sig til en bestræbelse på selv at få del i festen. ”Jeg elsker dig, du ulykkelige ulykkestid”, skrev forfatteren Emil Bønnelycke, der lod sig lokke af sviregilderne og romantiserede rigmændenes hasarderede livsførelse og Rådhuspladsen, som var centrum for eskapaderne.6
Minutmillionærernes storhedstid var kort. Deres penge blev hurtigt tjent og gik hurtigt tabt. Men de forsvandt ikke uden at efterlade noget. Hele Øresundkysten ændrede udseende i de fire krigsår. De efterlod sig nu også andet end grandiose palæer, lækre sommerhuse og luksuriøse badehoteller. Virkningshistorien er ganske omfattende.
Økonomisk set fik de meget stor betydning. Ganske vist var goderne under krigen ulige fordelt, for de nye eksporthajer og børsmatadorer tjente så meget, at forskellen på rig og fattig sjældent har været større. Alligevel trak de mange andre – først og fremmest landmænd og fiskere og mellemhandlere – med sig, og som helhed oplevede samfundet en velstandsstigning. Børsen, der engang var for de få, åbnede på samme måde op for småsparere, som så fik del i gevinsterne, og tilsammen tjente de millioner på krigen og det i en grad, så Danmark afviklede udlandsgælden og forvandlede sig fra en gældstynget til en økonomisk uafhængig stat. Men det er som symbol på kapitalismen i sin
Olaf Bigler i silkepyjamas prydet med tykke silkesnore og perlemorsknapper i selskab med sin lige så ekstroverte ven, direktør Kaj Folkenberg, under et ophold på Hotel Phønix i Bredgade i 1918. Det var formentlig ved den lejlighed, de tog en svingtur i hotellets lysekroner. Peter Elfelt/Det Kgl. Bibliotek.
og guldregn
reneste form, at minutmillionærerne fik blivende betydning. Danskerne oplevede, hvad der sker for mennesker, der pludselig kommer til penge, og staten forsøgte at bremse konsekvenserne af uhæmmet vækst og satte grænser for den frie udfoldelse. Det var nyt. Jagten efter det blinkende mammon fik til gengæld de nye velhavere til at bryde reglerne og indgå handler, som var lettere flossede i kanten. Det førte til en perlerække af retssager, som udstyrede tusindvis af lidt for kreative forretningsmænd med bøder og fængselsstraf. Det skabte en bevidsthed om, at markedet ikke er frit, og ikke alting er tilladt.
Minutmillionærernes første investering var ikke sjældent et automobil, og udbredelsen er formentlig den bedste indikator på, hvor mange de var. Antallet af indregistrerede biler lå ved krigens begyndelse lige under 2.000 og ved krigens afslutning på omkring 9.000. Kun et enkelt europæisk land, Storbritannien, rådede over flere biler i forhold til indbyggertallet. Det viser, at mange kom til penge og brugte dem i stedet for at spare, og Danmarks høstede under krigen sine første erfaringer med massebilisme og miljøforurening. Sideløbende byggede de pragtvillaer med kupler, spir og søjler og flyttede hjemstedet for landets økonomiske overklasse fra købstædernes centrum til de mondæne forstæder, hvor rigdommene den dag i dag stadig har hjemme. I det hele taget er det muligt at nærstudere et forbrug af en skala, der ikke ligger langt fra nutidens.
Politisk set var de nye millionærer modbillede og prygelknabe for samtlige politiske partier. I varierende grad naturligvis, men ingen drømte om at bygge et samfund op om krigsøkonomi og hurtige gevinster. Tværtimod fremstod de som pejlemærke for, hvad man burde arbejde sig væk fra, hvis man vil undgå social uro, og de fik politikere til at forstå vigtigheden af stabile samfund og en mere ligelig fordeling af goderne. Der går i den forstand en lige linje fra erfaringerne med krigsmillionærerne under Første Verdenskrig til den moderne velfærdsstat.
Borgfreden under krigen gav stødet til den grundlovsændring, der i 1915 sikrede, at også voksne kvinder fik stemmeret, og Danmark blev et land, hvor flertallet af landets indbyggere havde medindflydelse. Det benyttede de sig af, nogle mere end andre. I hvert fald forplantede lighedstanken sig hurtigt blandt direktørdøtrene, fordi pengene tillod det. Landstinget med særligt privilegerede medlemmer mistede også betydning, og adelens særstatus og arveregler lakkede mod enden, og som et væsentligt skridt på vejen blev en lang række herregårde afhændet til millionærer med helt almindelige efternavne. De opkøbte samtidig enorme jordarealer og udstykkede dem i størrelser, hvor flere kunne være med, og selv om de gjorde det for pengenes skyld, bidrog de til, at også jorden blev demokratiseret.
Socialt skilte de hjemmelavede millionærer sig ud. De holdt dekadente societyfester, gav den som hensynsløse fartbøller og demonstrerede en højtråbende adfærd, hvor de kom frem. Det bevægede Emma Gad til i en berømt og berygtet etikettebog at slå et slag for et samfund med fælles regler for social omgang. Men da var det for sent. Det var ikke længere det bedre borgerskab, der slog tonen an, men snarere en anden ny magtfaktor, nemlig revy- og filmskuespillerne. De festede sammen med krigsmillionærerne, lagde linjen for ungdommens smag og blev genstand for en tilbedelse og en fan -
Film- og revyskuespillerne var den nye tids stjerner. De var en del af millionærernes omgangskreds og blev i flere tilfælde gift med dem. Kvinderne var genstand for mandlig efterstræbelse, men var samtidig handlekraftige og brugte pengene som afsæt til at finde deres egne ståsteder, og de var frontløbere, når det gjaldt om at løsrive sig fra indsnørede konventioner. ”Portræt af perlebeklædt pige”. Sådan står der i noterne til portrætfotoet fra 1918. Bag den glitrende facade gemte sig skuespilleren Helene Gammeltoft, der havde været en komet i stumfilmens verden, inden hun fik debut i Scalas revyer i februar 1918 og udfordrede grænserne for det anstændige med sit pikante outfit. Peter Elfelt/Det Kgl. Bibliotek.
Krigsblod og guldregn
kultur, som har eksisteret lige siden. Det var da også dem, der udgjorde fundamentet for det, der i de krigsførende lande siden blev kendt som de brølende 1920’ere, men som begyndte allerede under krigen i de neutrale år. Årtiet, der fulgte, blev i den forstand en videreudvikling og korrektion af noget, der var der i forvejen.
Kulturelt set fik krigsmillionærerne også stor betydning. De styrede og befolkede byens biografteatre og hyldede revyen som genre med Folies Bergère i Paris som forbillede. Inden krigen var omme, blev Palads Teatret indviet med plads til 1.700 biografgæster og Scala Teatret også med plads til mange. Det blev stederne, hvor man så tidens stjerner og hørte tidens hits. Melodierne – fra amerikansk ragtime til Liva Weels viser – blev spillet på danserestaurationerne og fløjtet på gaderne. Krigsmillionærerne investerede også i enorme samlinger af dansk og udenlandsk kunst, hvoraf flere stadig eksisterer og er offentlig tilgængelige til gavn og glæde for mange. Andre afviste det gamle skønmaleri og kastede sig over nye kunstformer. Krigens lange kæder af skyttegrave og udbrændte ruiner satte spørgsmålstegn ved alle faste normer, og der blev plads til futurisme, kubisme, dadaisme og ekspressionisme, fordi krigsmillionærerne holdt kunstnerne med mad og kontanter.
Kropsligt skete der en revolution. Rådhuspladsens restaurationer tillod dans, og dansepladsen mellem bordene blev hurtigt erstattet af dansegulve med plads til friere fysisk udfoldelse. Imens kravlede skørterne i samme retning som konjunkturerne, opad, og det var de nye rige og deres børn, der gik forrest og smed korsettet på møddingen og klippede flere centimeter af kjolelængden og kønsmoralen og indvarslede en tid med mere lige omgang mellem kønnene. Den første generation af unge kvinder med stemmeret og kørekort blev simpelthen udstyret med en selvværdsfølelse, som smittede af på omgangsformerne. Snøreliv og skørter var ikke længere en forhindring for dem, der ønskede at møde deres elskere på lige fod, og cigaretter og knaldrøde læber var andre af ungdommens små frihedstegn. Fortællingen om krigsmillionærerne begyndte på mange måder med frigjorte mænd og endte med frigjorte kvinder.
Faktisk er fortællingen en slags skabelsesberetning, der forklarer tilblivelsen af fænomener af blivende betydning og forklarer, hvordan Danmark kom til at ligne sig selv. Det handler bogen om. Men den handler først og fremmest om minutmillionærerne – krigsspekulanterne i al deres mangfoldighed – som i fire år udgjorde en glansfuld skal om den alvorlige kerne. Den følger i fodsporene på de centrale skikkelser og de personer, der kom i kontakt med dem, og den fortæller, hvordan de skabte deres formuer, og hvordan de skaffede sig af med dem igen. Den følger ikke mindst cigargrosserer Olaf Bigler, ”Baronen”, og hans hustru, stumfilmstjernen Ellen Ferslev, hvis sociale og økonomiske opstigning blev selve symbolet på den nye tid.
God læselyst!
Pengene blev soldet op på Københavns restauranter og natcafeer. Tendensen kulminerede med åbningen af Palais de Dance på Vesterbrogade i september 1918. ”Et tempel til livsglæden”, som en avis skrev. Reklamen er tegnet af Henrik Emil Melchior, der også stod for udsmykningen af de nyindrettede lokaler. Dansk Plakatkunst.
BARONEN – DEL 1
GYLDENSPJÆT
I juledagene 1922 havde Baron Gyldenspjæt premiere på Thalia-Teatret på Frederiksberg. Komikeren Carl Lundbeck brillerede i rollen som baronen, en nyslået godsejer og mangemillionær, mens stumfilmskuespilleren Ellen Betzonick gav den i rollen som hans snobbede kone, Rasmine. Navnene var hentet fra en tegneseriestribe, som sideløbende gjorde lynkarriere i ugebladet Hjemmet
Stykkets figurer vakte straks genklang hos de mange teatergængere, der huskede typerne fra Københavns gader og stræder. Millionæren og hans frue, der åd og drak sig gennem verdenskrigen, mens andre sultede, og som pralede med deres rigdomme og mente, at de kunne betale sig fra alt. Nu var de forsvundet fra gadebilledet igen, en del bag lås og slå, og mens tidens mange retssager afslørede deres arbejdsmetoder, blev meritterne opført en gang til på de skrå brædder. Nu som farce.
Den kvindelige hovedrolle, Ellen, spillede særdeles overbevisende og ”med en grandezza, som om hun aldrig havde bestilt andet end af være baronesse”.7 Der gik da også kun få dage, inden det gik op for anmelderne, at der bag efternavnet gemte sig en veritabel berømthed. Det var jo selveste ”den raske, muntre og nydelige fru Bigler, der spiller godsejerinden”.8 Altså den kvinde, som sammen med sin nu fraseparerede mand – krigstidens mest berømte og berygtede krigsspekulant Olaf Bigler – mere end
nogen anden legemliggjorde tiden. Hun spillede simpelthen sig selv. Det var Ellen og Olaf Bigler, som på deres nyindkøbte herregård under krigen var værter ved en af tidens mest spektakulære og ekstravagante begivenheder, Århundredets fest, som varede i to uger og trak overskrifter i hele landet. Nu blev Ellen og Olaf Bigler blandet godt og grundigt sammen med Rasmine og Gyldenspjæt –nogle af eftertidens mest kendte og elskede tegneseriefigurer – og gjort til arketypen på en gullaschbaron og hans kone. De blev simpelthen symbolet på krigstidens fortrædeligheder. Ikke de danske sømænd, der sejlede omkring i evig rædsel for at blive torpederet og mistede livet i hundredvis på verdenshavene. Ikke de tusindvis af dansksindede nordslesvigere, som måtte kæmpe ufrivilligt for tyskerne, og hvoraf tusindvis vendte hjem fra slagmarkerne i en kiste eller returnerede med ar på sjæl og legeme. Heller ikke de nederste sociale lag, der i mere end fire år henslæbte tilværelsen på sultegrænsen, mens uligheden nåede nye højder. Men deres modsætning. En lille minoritet af spritnye millionærer løb med opmærksomheden – med Ellen og Olaf i spidsen. Da Alfred Horwitz i september 1923 udgav sin lille bog om minutmillionærerne, fremhævede han netop dem.
Afsløringen af Ellens identitet fik publikum til at myldre til det lille kriseramte teater. Forestillingen løb over scenen for fulde huse flere end 150 gange. Det hjalp nu nok også på populariteten, at stykket var en smule vovet, hvad der kunne aflæses af antallet af raffinerede badedragter og halvnøgne lårbasser. Forestillingerne blev teatrets største succes nogensinde.
”Det har åbenbart ikke taget på hendes gode humør at ombytte virkeligheden med teatret”, konkluderede Af tenbladet om Ellen.9 Anderledes med Olaf. Han pakkede de få tilbageværende ejendele og drog til udlandet.
Gullaschbaronen fik et langt efterliv som sindbilledet på Første Verdenskrig. Ikke mindst takket være en amerikansk tegneseriefigur, som i begyndelsen af 1920’erne blev tilpasset danske forhold som fast indslag i ugebladet Hjemmet under navnet Gyldenspjæt. Baronen og hans koleriske hustru, Rasmine, blev så populære, at de fra 1930 solgte som kolorerede særhæfter. Det sidste udkom i 1977. Georg McManus/Det Kgl. Bibliotek.