En linje i verden by Gads Forlag

EN LIN J E I VERDEN

Af samme forfatter:

Soul. Roman, 2001

Stormesteren. Roman, 2003

Ann Lie. Roman, 2005

Kantslag. Noveller, 2008

Dage – lister i uddrag. Digte, 2010

Minna mangler et øvelokale. Roman, 2013

Spejl, skulder, blink. Roman, 2016

Kort over Canada. Noveller, 2018

Spænd. Roman, 2025

En linje i verden

Et år på Nordsøkysten

ESSAYS

Gads Forlag

En linje i verden. Et år på Nordsøkysten

2. udgave, 1. oplag

Omslag: Harvey Macauley, Imperiet, efter idé af Pushkin Press UK Omslagsillustrationer: Signe Parkins

Kort: Neil Gower

Bogen er sat med Sabon hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook

ISBN: 978-87-12-80079-8

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

En linje i verden. Et år på Nordsøkysten er en revideret tekstudgave af En linje i verden, der udkom i 2021 som et samarbejde mellem Dorthe Nors og fotograf Henrik Saxgren.

G.E.C. Gads Forlag A/S

Fiolstræde 31-33

1171 København K.

reception@gad.dk www.gad.dk

Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk www.dorthenors.dk

Indhold

Linjen

Det er tidlig sommer, og langt under mig ligger en kystlinje. Jeg har foldet den ud som et landkort på skrivebordet. Den begynder at tegne sig på det nordligste af Jylland, Danmark. Ja, den begynder dér i Skagerrak på en tilspidset sandodde. Så går den sydpå som et fald. Den bugter sig nedad. Nu er den begyndt, linjen. Den tegner en kyst og fortsætter svagt udad. Så kommer nakkehvirvlerne. De lægger sig til, én for én, stablet oven på hinanden som sandede øer. Og linjen fortsætter, gennembryder grænser, når frem til Tyskland og fortsætter. Øerne lægger sig som fine små hvirvler ind imod Holland, nu ikke længere i færd med at tegne en streg, men et væsen.

En kystlinje på omtrent tusind kilometer. Fra Skagen i Danmark til Den Helder i Holland. Fra en nordlig tilsandet odde i færd med at presse sig ind mellem Norge og Sveriges urokkelige massiver og helt ned til Vadehavet, hvor fuglene hviler, timerne tælles, og væsenet hvisker.

Linjen har været en del af mig fra begyndelsen.

Dels fysisk, men også på store landkort i klasselokalet, i fjernsynet, i mine forældres færdselskortbog i bilen. Set i sammenhæng med det øvrige land ligner den ryggen af en dorsk jyde med noller hue og en stor næse. Altid forstået oppefra og ned, fra venstre mod højre. Aldrig vendt på hovedet, fragmenteret, sammensat eller grænseoverskridende. På landkortet under mig ligger landet også, som det ligger. En fjern kyst. Fra magtens centrum at betragte som ukendt og rå. Engang gik der knap nok veje over den jyske halvøs vidtstrakte heder ud til Nordsøkysten, og mellem de talrige øer var der ikke broer: landet var filtret, uigennemtrængeligt. Men i dag er afstanden mellem denne udkant og dens fjerne magtcentrummer mest af psykologisk karakter. Nu er der veje ind i systemet, broer over vandet, lufthavne; civiliseret infrastruktur.

Landet hænger sammen, og det ligger fikseret af en korttegner på skrivebordet under mig.

Men hvis jeg kunne gøre med tiden, hvad jeg ville, og sætte tempoet op som i botaniske højhastighedsfilm med roser fra knop til blomst, ville linjen være levende. Tegningen ville altid bevæge sig. Først ville den læne sig forover, skubbe sig bagover, åbnes, drejes, blive perforeret, siden lukke sig, åbne sig igen. Den ville delvist forsvinde under tunge ismasser, men genopstå som en anden, og den ville danse. Dens hale det ene øjeblik snoet som en ål, det næste blæsende som en vimpel. Det er en levende kystlinje lavet af sand. Altid

ved at blive til, altid ved at dø. Bestemt af galaksernes kraftstrøm gennem altet, tegnet af stormene, solens og månens vandring, og menneskets indgriben, selvom det sidste kun er et kortvarigt problem, for kystlinjen har al tid i verden. Den er en lang og levende fortælling om tidevand, altid underlagt døgnets rytmer, men i sin tidsregning som evigheden at betragte.

Én linje i verden. Bare én. Den kunne have ligget et andet sted og rummet andre erfaringer, dramaer og stille eftertanke. Hvad kunne linjen fra Barrow, Alaska til Cabo San Lucas, Mexico ikke fortælle: myriader. Eller linjen fra Gibraltar til Kap det Gode Håb? Der er ingen grænser for fortællingerne på en streg. Men et landskab er hævet over fortællingen, som fortællingen er hævet over sig selv. Det kræver et menneske at gå ind et sted på linjen, åbne sig, se, lægge et snit. Det næste år er det mig, der i skriften blidt skal føre skalpellen.

I starten ville jeg ellers ikke. Jeg skulle påbegynde en roman. Det var dét, jeg skulle. Så fik jeg en henvendelse; om jeg ville skrive en bog om Vestkysten. Jeg sagde nej. Man opfordrede mig igen. Og igen. Jeg sagde: Jeg må tænke over det, og det gjorde jeg så. Eller jeg drømte. I drømmen kørte jeg i min lille Toyota ud i landskabet. Jeg så for mig, hvordan jeg undslap flere års pres fra medierne ved at køre op og ned ad kysten. Mig, min notesbog og min kærlighed til det vilde og øde. Jeg ville gøre det modsatte af,

hvad man ventede af mig. Det er et tilbagevendende mønster i mit liv. Et instinkt.

Min egen geografi tog sin begyndelse i en forstad til Danmarks svar på Denver, Colorado: Herning. En ung, fantasifuld klondikekøbstad midt på den jyske hede.

Da jeg var fire år gammel, flyttede min familie ni kilometer længere vestpå. Mine forældre købte et nedlagt landbrug i det store hedesogn Sinding-Ørre. Den ene halvdel af sognet: grøn, frodig, bakket. Den anden halvdel: Store hede- og skovstrækninger lagt under en art præriehimmel, og fra jeg vovede at bevæge mig på egen hånd, gik jeg ud i landskabet. Det sogn er det eneste sted på kloden, hvor jeg kender alle smutveje, alle stier, og ved, hvem der boede i hvilke huse, og hvis børn der var hvis. Jeg kender alle familienavnene på gravstenene. Når jeg en gang dør, er det dér, I skal begrave mig.

Min familie var knyttet til det sted, vi boede, og derudover orienterede vi os vestpå. Det var derfra slægten kom; det var kystlinjen, som var vores oprindelsessted. I hele mit liv har familien haft et lille hus stukket af vejen i en øde afkrog derude. Og når vi på en varm dag trængte til at komme en hurtig tur til stranden, kørte vi direkte vestpå. I den retning var vi tættest på havet, og når vi var færdige med at køre ligeud, ramte vi Vedersø Klit. Så gik vi over den med tæpper, termokande og køletaske.

Det var her, jeg en dag som elleveårig nær var blevet trukket til havs af en bølge. Jeg gik med min mor i hånden, det var august. Jeg kendte ikke kraftens dimensioner. Men bedst som vi gik der og lod bølgerne pjaske om anklerne, var der en af dem, som trak mig med ud. Min mor fik fat i mit ben, men vi skred begge over strandstenene, indtil den slap os. Bagefter sad vi, græd lidt. Skridsår på benene, blod. Min mor havde fat i min hånd, ville ikke slippe. Siden har jeg kaldt den slags bølger, som på en ellers mild dag vandrer ind fra Nordsøen i lange, elegante dønninger, for Valkyriebølger. De tager dig til havs, hvis de kan. Jeg frygter dem, og hver gang jeg ser dem, husker jeg kærligheden.

Mens min familie orienterede sig i vestlig retning, så orienterede det øvrige Danmark sig østpå. Det var jo der, de store byer, og derfor uddannelsespladserne, var.

Det var i den retning, man afvandrede, hvis man ville “blive til noget”, som det hed. Man skulle urbanisere sig, tale rigsdansk, udleve sit potentiale.

Det var en historisk begrundet bevægelse. I middelalderen var der et stærkt magtcentrum i Viborg, men magten tippede til København, og det er aldrig taberne, der får lov at skrive historien. I 1800-tallet, i guldalderen, blev malerne opfordret til at male landskaber, der skulle definere, hvordan Danmark så ud. Nationens sande natur lå i gå- og droscheafstand fra Kunstakademiet i København, og den lignede et

eventyr af H. C. Andersen, Biedermeier-idyllisk, uden brandstorme, ødeland og sandflugt. Hvis den barske natur i periferien blev beskrevet, var det gerne udørkens præster og degne, der nedskrev belærende tekster om klitrækker, afvanding og ejendomsret. Gerne betragtet ovenfra og ned. Eller med jægerens blik. På skudafstand og i strakt arm.

Kvindernes relation til landskabet var forholdsvis ubeskrevet. Deres sans for naturen blev i bedste fald betragtet som ligegyldig, i værste fald farlig. Men nu har jeg taget mig retten til at se og beskrive. Landskabet må have en essens, som fortæller i sig selv. Noget, der ikke kan indfanges med passer og pegepind, eller uskadeliggøres med våben.

Jeg havde kontakt til dette noget, da jeg var barn, men som mange andre bogorme i min generation rejste jeg også mod øst. I min første opgave på Aarhus Universitets nordiske institut skrev jeg dette: Det er på splittelsen, at al identitet dannes. Jeg skrev sætningen i et betonbyggeri i Aarhus Vest med udsigt mod det sted, jeg kom fra. Helt forfærdelig langt væk hjemmefra.

Når jeg tænker over det nu, så var det, som om den splittelse, hvorpå al identitet dannes, fik mig til at sy store risting i verden. Jeg ville trække østpå, men så tilbage vestpå. Jeg specialiserede mig i svensk sprog og litteratur. Østpå, altså, men det var det danske og det engelske sprog, der optog mig i hverdagen, så vestpå, nej, østpå, zigzag, zigzag. Jeg zigzaggede, indtil jeg

endte i København, og en dag efter en del år i byen lå jeg på gulvet i min lejlighed. Jeg havde en hashklub under mig og en højtspillende ung kvinde i lejligheden ved siden af. Når jeg om morgenen trak gardinerne fra, var det en frisørsalon og en boligkarre, jeg kiggede på. Baggården er der intet at sige om, intet, men i nærheden lå kirkegårdene og parkerne. Hver eneste dag forsøgte jeg at finde det landskab, jeg savnede i en af metropolens grønne hotspots, men jeg var aldrig alene. Aldrig mig selv. Og så lå jeg der på gulvet over hashklubben. Jeg havde anskaffet mig en app på telefonen. App’en afspillede naturlyde fra Bornholm. Jeg lå med lukkede øjne og lyttede til vandet, der pjaskede og klukkede mod Østersø-øens klipper. Man kunne ikke komme længere østpå, hvad vandlyde angik i dette lille land. Der var måger, som skreg blidt ind over lyden af tilforladelige sommerkrusninger. Af og til pippede en fugl, så rislede en bæk, så sejlede en kutter hyggeligt mod horisonten, hvis da ikke nattergalen sang.

Jeg lå som sagt med lukkede øjne, og så kom det: Jeg vil have stormflod, tænkte jeg. Jeg vil have hidsig og hård kuling fra nordvest. Jeg vil have træer, der får så mange tæsk, at de kravler langs jorden. Hjælme, marehalm, revlingeris og lyng skal stikke mine lægge til blods, og saltet skal lægge sig på min hud. Jeg vil have vidder, ødeland, vindblæste landflader, havbjerge og et kropssprog, jeg forstår. Jeg vil vågne til en himmel, der er grå og elendig, men som på et sekund, når

lyset går i land, skaber et rum af kolossale dimensioner. Horisont, vil jeg have, og jeg vil have ensomhed. Sund ensomhed, og jeg vil have nærhed, sand nærhed. Jeg vil ikke længere være en anden end mig selv. Og så åbnede jeg øjnene og trak Bornholm ud af ørerne. Min nabos evindelige bastortur, lugten af hash fra neden og mine kærlighedsskuffelser slidstærke i sindet. Men på bagsiden af døren til stuen hang et landkort. Jeg havde selv klistret det op med tape. Fordi man altid ved det, før man ved det, og så sagde jeg min lejlighed op. Tre måneders opsigelse. Jeg vidste ikke, hvor jeg ville hen, men væk ville jeg.

Sideløbende med mit københavnerlivs stille erosion blev mit barndomshjem i det store hedesogn eksproprieret. Et supersygehus skulle bygges i nabosognet, en motorvej anlægges. Huset lå lige på den streg, vejdirektoratet havde tegnet for at markere en tilkørselsrampe. Der var ikke noget at gøre. Mine forældre måtte pakke fyrre år og et livsværk sammen og flytte et par kilometer tættere på kirken. Den sidste gang jeg besøgte mit barndomshjem, var i januar 2014. Jeg var netop flyttet fra København uden at have besluttet mig for en destination. Boede midlertidigt i en nedlagt skole i Dollerup Bakker, mens mit liv som forfatter havde taget en international drejning. Jeg flakkede mellem USA, Storbritannien og den yderste provins, benovet, forvirret og lykkelig, og nu skulle udgangspunktet jævnes med jorden.

Jeg mindes, at mine forældre stod i entreen, da jeg skulle af sted. De stod side om side, som de altid gør, når de tager afsked med gæster. Lyset fra lampen, den samme som altid. Klinkerne på gulvet, dørhåndtaget, knagerækken. Men deres ansigter var ved at gå i stykker, og i det øjeblik jeg gik ud ad døren, var det, som om jeg klippede i kød. Man kan have en betingelsesløs relation til et sted. Jeg lod tabet mærke mig hele vejen op til mit midlertidige logi. Så måtte jeg rejse videre; jeg måtte få det sted, jeg kom fra, til at flytte ind i mig selv som et minde.

En dag netop vendt hjem fra en rejse til New York og Minneapolis, orkede jeg ikke at tvivle længere. Jeg købte et hus på den centrale vestkyst. Det stod ikke til diskussion. Jeg havde vaklet længe nok. Jeg underskrev kontrakten i pisregn hos en ejendomsmægler i en nedslidt stationsby. So be it, tænkte jeg, for det år tænkte jeg på engelsk. Let’s do this, sagde jeg til mig selv og kørte ud for at tage et ekstra kig på huset ad en landevej med udsigt til blafrende presenninger og gennemblødte bigballer. Men i det fjerne kunne jeg se den vidtstrakte slette og bag den klitterne som en fjern og eksotisk bjergkæde. De lå derude med hjælme og marehalm som pels, og de lignede de dovne kæmpekameler, jeg altid har syntes, de lignede. En kolossal flok af bløde og sandede ørkendyr at trykke sig ind til i ly for blæsten. Eller på en varm sommerdag; putte sig imod, lade sig elske.