”Romanen der har taget hele verden med storm.”Le
MONAS Ø J NE R oman
THOMAS
SCHLESSER GADS FORLAG
THOMAS SCHLESSER
Monas øjne
Roman
På dansk ved François-Eric Grodin
Gads Forlag
Monas øjne
er oversat fra fransk af François-Eric Grodin efter Les yeux de Mona
Copyright © Editions Albin Michel – Paris 2024
Dansk udgave copyright © Gads Forlag 2025
1. udgave, 1. oplag
Omslagsdesign: Harvey Macaulay, Imperiet
Forsideillustration: Johannes Vermeer (1632-1675) – The Girl With The Pearl Earring (1665)
Bogen er sat med Minion hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook
ISBN: 978-87-12-07814-2
Der citeres fra Charles Baudelaire: Helvedsblomsterne
Oversat af Peter Poulsen
Nansensgade Antikvariat, København, 2008
Tak til Institut Français og støtteprogrammet PAP for støtte til denne udgivelse
Tak til Statens Kunstfond
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.
G.E.C. Gads Forlag A/S
Fiolstræde 31-33, 1171 København K, Danmark reception@gad.dk · www.gad.dk
Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk
Nicolas Poussin
10. Philippe de Champaigne
13. Thomas Gainsborough
14. Marguerite Gérard
18. Caspar David Friedrich
19. William Turner
20. Gustave Courbet
21. Henri Fantin-Latour
22. Rosa Bonheur
23. James Whistler
24. Julia Margaret Cameron
25. Édouard Manet
26. Claude Monet
27. Edgar Degas
28. Paul Cézanne
29. Edward Burne-Jones
30. Vincent van Gogh
31. Camille Claudel
32. Gustav
33. Vilhelm Hammershøi
34. Piet Mondrian
47. Anna-Eva Bergman
48. Jean-Michel
49. Louise Bourgeois
50. Marina Abramović
51. Christian Boltanski Arkiver
Til alle verdens bedsteforældre
Prolog
Intet se
Alt blev helt mørkt. Som en sørgedragt. Og derefter nogle små glimt her og der, ligesom de pletter der kommer frem når øjnene forgæves retter sig mod solen bag lukkede øjenlåg, ligesom når man knytter hænderne for at udholde smerte eller stærke følelser.
Det var naturligvis slet ikke sådan hun havde beskrevet det. Når en sund og rask, men bekymret tiårig pige udtrykker angst, lyder det helt tørt og hverken malerisk eller højstemt.
– Mor, det er helt mørkt!
Mona havde sagt det med halvkvalt stemme. Var det et klageråb? Ja, men det var også mere end det. Hun havde uforvarende ladet en snert af skam snige sig ind i stemmen, og det var noget hendes mor altid tog alvorligt. For var der noget Mona aldrig simulerede, så var det skam. Så snart den sneg sig ind i et ord, en holdning, et tonefald, så var sagen afgjort – en ubehagelig sandhed var trængt igennem.
– Mor, det er helt mørkt!
Mona var blind.
Det var som om det kom ud af den blå luft. Der var ikke sket noget usædvanligt. Hun havde siddet lige så stille ved hjørnet af bordet hvor hendes mor var i færd med at stikke hvidløg i en fed steg, og lavet sine matematiklektier med en kuglepen i højre hånd og et hæfte der blev holdt fast under venstre. Lige så forsigtigt var hun ved at tage et halssmykke af fordi det svingede forstyrrende hen over hendes øvelsesark, eftersom hun havde tillagt sig den
dårlige vane at sidde foroverbøjet når hun skrev. Hun mærkede en tung skygge falde over begge øjne, som om de skulle straffes for at være for blå, for store og for rene. Skyggen kom ikke udefra, sådan som den plejer at gøre når mørket falder på, eller når lyset i teatret bliver dæmpet; skyggen der lagde sig over hendes syn, kom fra hendes krop, den kom indefra. Et uigennemsigtigt dække havde trængt sig frem og afskåret hende fra polygonerne i hendes skolehæfte, fra det mørkebrune træbord, fra det flisebelagte køkken, fra hendes far der sad i værelset ved siden af, fra lejligheden i Montreuil, fra den grålige efterårshimmel der hang over gaderne, fra hele verden. Barnet var som ved trolddom blevet omsluttet af mørke.
Monas mor ringede febrilsk til deres læge. Hun gav ham en upræcis beskrivelse af sin datters slørede pupiller og fortalte på lægens forespørgsel at Mona hverken havde talebesvær eller nogen lammelser.
– Det lyder som et TIA, sagde han, uden at han dog kom nærmere ind på hvad det betød.
Han gav besked om at Mona straks skulle tage en stærk dosis aspirin, og frem for alt at hun hurtigst muligt skulle fragtes til Hôtel-Dieu-hospitalet hvor han ville få en kollega til at tage sig af hende akut. Han havde ikke valgt ham tilfældigt – han var en fremragende børnespecialist med ry for at være en fortrinlig øjenlæge og i øvrigt også en dygtig hypnoterapeut. Han sluttede af med at sige at blindheden normalt ikke burde vare længere end ti minutter, hvorefter han lagde på. Der var gået godt et kvarter siden Monas første nødråb.
Da de sad i bilen, græd den lille pige og slog sig selv i tindingerne. Hendes mor holdt om hende, men inderst inde havde hun også lyst til at slå på det lille, runde og skrøbelige hoved, som når man slår på et defekt apparat i et tåbeligt håb om at få det til at virke igen. Faren sad bag rattet i sin gamle, skrumplende Volkswagen og prøvede at forstå hvad hans datter var blevet ramt af. Han var vred og overbevist om at der var sket noget i køkkenet som de holdt skjult for ham. Han gennemgik hele listen af mulige
årsager, lige fra at få damp i hovedet til et uheldigt fald. Men nej, blev Mona ved at gentage:
– Det kom helt af sig selv!
Og hendes far troede ikke på det:
– Man bliver da ikke bare blind uden videre!
Men jo, man bliver faktisk også blind “uden videre”. Tydeligvis. Og man var i dag Mona, ti år gammel og med ængstelige tårer der løb i stride strømme – tårer som hun måske håbede kunne afvaske det lag af sod der havde sat sig på hendes pupiller denne skumrende søndag i oktober. I samme øjeblik de nåede frem til hospitalet, som lå klos op ad Notre-Dame på Île de la Cité, holdt hun pludselig op med at græde og stivnede:
– Mor! Far! Det kommer tilbage!
Hun stod på gaden i den kolde vind og bevægede hovedet frem og tilbage for at hjælpe synsevnen på vej. Sløret som dækkede for hendes øjne, var ved at lette som et rullegardin der bliver trukket op. Konturerne kom til syne igen, trækkene i folks ansigter, omridset af de nærmeste genstande, væggenes struktur og alle farvenuancerne fra de kraftigste til de mest afdæmpede. Barnet genfandt sin mors fine silhuet, hendes lange svanehals og spinkle arme, og hun så sin fars mere kompakte figur. Til sidst så hun en grå due flyve op i det fjerne og blev henrykt. Blindheden havde haft fat i Mona og havde nu sluppet hende igen. Den var gået gennem hende som et projektil der gennemhuller huden og trænger ud igen på den anden side af kroppen, ikke uden at forvolde smerte, det er klart, men på en sådan måde at organismen kan hele sig selv. “Et mirakel,” tænkte hendes far, som omhyggeligt havde talt sammen hvor længe anfaldet varede: treogtres minutter.
På Hôtel-Dieu-hospitalets afdeling for øjensygdomme ville de ikke høre tale om at sende pigen hjem før de havde udført en række undersøgelser, stillet en diagnose og givet hende de nødvendige forskrifter. Selv om frygten var stilnet af, var den dog ikke drevet helt over. En mandlig sygeplejerske henviste dem til et lokale på første sal. Her havde den børnelæge som deres huslæge
havde henvist dem til, sit konsultationsværelse. Dr. Van Orst var mørklødet og led af tidligt hårtab. Hans store, strålende hvide kittel stod i skarp kontrast til væggenes sygeligt grønne farve. Hans store smil, som dannede hyggelige, små furer i hans ansigt, gav ham et sympatisk udseende; det bar ikke desto mindre på mange tragiske historier. Han kom frem imod dem: – Hvor gammel er du? spurgte han med ru tobaksstemme.
Mona var ti år. Hun var ene barn af to forældre som elskede hinanden. Camille, moren, var tæt på de fyrre. Hun var ikke særlig høj, havde kort og pjusket hår og en svag rest af forstadsflabethed i stemmen. Hendes charme var af den “lettere hærgede” slags, som hendes mand sagde, og den blev båret oppe af en frygtindgydende beslutsomhed – hos hende gik anarki og autoritet altid hånd i hånd. Hun arbejdede på et vikarbureau og var en god, engageret og pligtopfyldende medarbejder. I hvert fald om morgenen. Om eftermiddagen var det en anden sag. Hun sled sig selv op med frivilligt arbejde. Alle sager var værdige, fra ensomme gamle til mishandlede dyr. Hvad Paul angik, var han fyldt syvoghalvtreds. Camille var hans anden hustru. Den første var forduftet med hans bedste ven. Han gik med slips for at aflede opmærksomheden fra de luvslidte kraver på sine skjorter og knoklede som marskandiser med en særlig forkærlighed for amerikansk kultur i 50’erne: jukebokse, flippermaskiner, plakater … Og eftersom det hele var begyndt med en samling hjerteformede nøgleringe i teenageårene, lå han også inde med et imponerende udvalg af dem som han ikke ville skille sig af med, og som ingen alligevel ville være interesseret i. Hans butik, som lå i en sidegade i Montreuil lidt uden for Paris, havde været tæt på at lukke med internettets fremkomst. Men så var han kommet med på vognen og havde med god brug af sin særlige ekspertise fået skabt et website som han opdaterede løbende og selv oversatte til engelsk. Trods en nærmest ikkeeksisterende forretningssans
overlevede han takket være en kundekreds af ivrige samlere som med jævne mellemrum reddede ham fra ruinen. Den foregående sommer havde han repareret et eksemplar fra 1955 af flipperspillet “Wishing Well” fra Gottlieb og fået den nette sum af 10.000 euro for det. Det var en handel der varmede efter flere måneders knaphed … Og så satte tørken ind igen. Det er krisen, sagde folk. I butikken tømte Paul hver dag en flaske rødvin og anbragte den derefter som et trofæ på et af de pindsvineformede flaskestativer som Marcel Duchamp var blevet kendt for. Han hævede sit glas i ensomhed uden at føle nogen vrede over det. I tankerne skålede han for Mona og hendes gode helbred.
Mens en sygeplejerske førte barnet rundt i hospitalets labyrint til diverse undersøgelser, sad dr. Van Orst i sin kæmpestore lænestol og overbragte Paul og Camille sin indledende diagnose: – TCI eller transitorisk cerebral iskæmi.
Det betød at blodet et øjeblik var holdt op med at strømme til organerne, og at man nu skulle finde frem til årsagerne til udfaldet. Men Monas tilfælde, fortsatte han, forvirrede ham, for dels syntes han at anfaldet – som forekom yderst sjældent hos børn på hendes alder – havde været voldsomt i og med at det havde ramt begge øjne og havde varet i over en time, dels havde det overhovedet ikke påvirket hendes evne til at bevæge sig og tale. MR-scanningen ville sikkert give dem flere svar. Men, tilføjede han med en vis forlegenhed i stemmen, de måtte nok forberede sig på det værste.
Mona skulle lægge sig på et leje i en rædselsfuld maskine, ligge helt stille og villigt overgive sig til den. De bad hende tage halssmykket af. Det nægtede hun. Det var en fin kæde af fiskesnøre udstyret med en lillebitte konkylie der havde tilhørt hendes mormor, og som bragte lykke. Hun havde altid haft det smykke, og hendes elskede Dadé gik med en tilsvarende amulet. De bandt dem sammen, syntes hun, og hun havde ikke lyst til at føle sig
adskilt fra sin morfar. Da der ikke var metal i halssmykket, fik hun lov til at beholde det på. Og så blev hendes hoved, det kønne hoved der var omgivet af halvlangt, rødbrunt hår og forsynet med den yndigste runde mund, lukket inde i en grotesk cylinder der larmede som en fabrikshal. I det kvarter torturen stod på, sang Mona uafbrudt sange for sig selv for at holde det ud og opretholde en smule godt humør og liv i den kiste hun var blevet anbragt i. Hun sang den sentimentale vuggevise som hendes mor før i tiden nynnede for hende når hun blev puttet; hun sang en popsang, det var et nummer der kørte i sløjfe i supermarkederne, og hun kunne godt lide musikvideoen der var fuld af unge fyre med lækkert hår; hun sang påtrængende reklamejingles; hun sang også “Une souris verte” og mindedes den dag hvor hun skrålede teksten i vilden sky for at drive sin far til vanvid – uden held. Resultaterne fra MR-scanningen kom. Dr. Van Orst kaldte Camille og Paul ind og skyndte sig at berolige dem. Der var ingenting at se. Absolut ingenting. Tværsnittene viste en helt normal hjerne og intet andet. Ingen svulster. Der blev foretaget flere undersøgelser, den ene efter den anden. Hele natten igennem. Fra det inderste af pupillen til det indre øre over blod, knogler, muskler, arterier. Heller ikke noget på den kant. Stilhed efter stormen. Havde den overhovedet raset?
Uret på en afsidesliggende gang på Hôtel-Dieu-hospitalet viste fem om morgenen. Camille kom til at tænke på en børneremse. Det er som om et ondt væsen har taget Monas øjne fra hende, betroede hun udmattet sin mand, og så givet hende dem tilbage. Som om det havde valgt det forkerte offer, tilføjede Paul. Eller som om det havde sendt et tegn, en advarsel, og nu ventede på at gentage sin udåd, tænkte de hver især uden at sige det højt.
Klokken ringede i skolegården. Ført an af fru Hadji nåede børneflokken op på anden sal. Lærerinden fortalte sine femteklasseelever at de først ville se deres kammerat Mona igen efter
efterårsferien. Hun havde selv netop haft Camille i røret, som havde fortalt hende alt, eller næsten alt, om den hæslige nat uden at lægge skjul på sagens alvor. Børnene havde selvfølgelig flere spørgsmål. Havde hun fået lov til at gå på ferie en uge før alle andre?
– Hun er lidt syg, nøjedes lærerinden med at sige uden dog at være helt tilfreds med formuleringen.
– Lidt syg? Hvor er hun heldig! udbrød Diego fra tredje række med sin skingre stemme til hele klassens bifald.
De fleste børn bilder sig nemlig ind at sygdom er den direkte vej til frihed …
Bagerst i klasseværelset, ved gardinerne der var dækket af et lag kridtstøv, sad Lili og Jade, Monas bedste veninder. De kendte hver en afkrog af hendes værelse, og de fik virkelig julelys i øjnene. Åh, hvor ville de gerne have været sammen med hende! “Lidt syg”?
Det kan godt være, tænkte Lili, men hun kommer garanteret til at tilbringe dagene i sin fars marskandiserbutik. Og Jade sad med blikket rettet mod Monas tomme plads og fantaserede frydefuldt om at de var sammen og fandt på alle mulige lege og skøre påfund i det beskedne lokale med alle de mange gamle ting der lugtede af Amerika – et sammensurium af glimtende, sjove og mystiske ting af den slags som børn ikke kan stå for. Men så sagde Lili:
– Nå nej, når hun er syg, er det morfar Dadé der kommer og passer hende, og ham er jeg altså lidt bange for.
Jade udstødte en påtaget hånlatter for at vise at hun i hvert fald ikke var bange for noget, og da slet ikke for Monas morfar. Men inderst inde måtte hun nu alligevel indrømme at hun blev lidt utryg når hun mødte den magre, tårnhøje gamle mand med det arrede ansigt og den dybe malmrøst … *
– Hallo, far? Det er mig.
Klokken var tolv da Camille, godt stiv i kroppen, besluttede sig for at ringe til sin far. Henry Vuillemin nægtede at bruge
mobiltelefon, og når han besvarede opkald på sin fastnettelefon, var det hver gang med et lille, knastørt og svidende “ja?” som ikke levnede megen plads til begejstring. Hans datter kunne ikke fordrage det ritual og længtes hver gang tilbage til dengang hendes mor stadig levede og tog telefonen. Tøvende begyndte Camille at forklare situationen.
–Far, der er noget jeg skal fortælle dig. Der skete noget forfærdeligt i går aftes.
Hun fortalte det hele, i kronologisk rækkefølge, mens hun prøvede at beherske sin sindsbevægelse.
–Og hvad nu? spurgte Henry med en snert af utålmodighed.
Men Camille havde anstrengt sig så meget for at undertrykke sin gråd mens hun talte, at et kæmpemæssigt hulk gennemrystede hendes krop og kvalte hendes ord – hun var ude af stand til at svare.
–Og hvad nu, min skat? insisterede hendes far.
Det uventede “min skat” tillod hende at få styr på sin vejrtrækning igen og hviske:
–Ingenting! Indtil videre ingenting. Det går fint, tror jeg nok.
Så udstødte Henry et langt lettelsens suk, lagde hovedet tilbage og kiggede op på stukloftets muntre motiver med struttende frugter, løvværk og forårsblomster.
–Lad mig lige tale med hende.
Men Mona var faldet i søvn og sad sammenkrøbet i en lænestol i stuen med en rødgul plaid over sig.
Den fase hvor bevidstheden falder hen, blev af digteren Ovid beskrevet som at træde ind i en gigantisk hule hvor den slappe og sløve søvngud Somnus holder til. Han forestillede sig det var et sted som solens gud, Phoebus, ikke havde adgang til. Mona havde lært af sin morfar at der ikke fandtes noget andet sted som mennesket rejste til så ofte som til disse mystiske, foranderlige himmelstrøg … Og de steder man besøgte igen og igen livet igennem, skulle man tage alvorligt.