København på lattergas

KĂ˜BENHAVN Bergiafonden i samarbejde med Gads Forlag 2

Jens Kvorning, Carsten Thau og Martin Zerlang Fotos af Roberto Fortuna

PÅ LATTERGAS Når byen bliver banal

3

København på lattergas Copyright © 2020 Forfatterne, Gads Forlag og Bergiafonden ISBN: 978-87-12-06090-1 1. udgave, 1. oplag Printed in Bosnia and Herzegovina Omslag og grafisk tilrettelæggelse: Carl-H. K. Zakrisson Fotografier: Roberto Fortuna (hvor ikke andet er angivet) Forlagsredaktion: Martin Gylling Repro: Narayana Press Tryk: GPS Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret.

Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node.

Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

Fotografiet s. 96-97 er gengivet med venlig tilladelse fra Krass Clement. www.bergiafonden.dk www.gad.dk

4

INDHOLD

FORORD

1 OM BYEN, OM BOGEN By i trance 13 Barre eller blender 15 Det banale er … 17

2 ANKOMSTER Hovedbanegården 23 Fremmedflokken 26 Læsninger og fejllæsninger 30 Suzanne Brøgger læser byen 35

3 GADER Fodgængerens strabadser 45 Strøget – byens hvide snit 50 Nu går strømmen gennem Nyhavn 72 Gadens liv og død 80 Søren Ulrik Thomsens huskeliste til efterkommerne 84

4 STEDER

BLOX og det generiske 109 Kuglerne er kastet – området ved Christiansborg 119 Morten Stræde om aktiviteter og steder 124 Lene Tranberg om stedernes dna 135

5

5 MÅDER Højt og fladt 149 Glashusene 160 Dorte Mandrup om forskelle og fællesskaber 164

6 STEMNINGER Cafeliv 183 Hvordan lyder det nye København? 187 Ricco Sørensen og kaffemekkaet 190

7 TIDER Under uret 201 Vibrerende byliv 205 Jokum Rohde – på vagt mod det kulturindustrielle kompleks 208

8 KEDSOMHEDER Det samme, det samme og det samme 217 Banaliseringens udtryk og årsager 220 Per Arnoldi om godt og skidt 231

9 PLANER OG PROFITTER Byen på børsen 239 Developerens by 242 Morten Skriver om urban entropi 246

10 SLUTORD

Banalt, kære læser 253 Zipless – om nye medier og konsum i København 256 København på en korsvej 267

6

FORORD Af Erik Nyborg

Idéen til denne bog er opstået ud af diskussioner på bestyrelsesmøder i Bergiafonden.

Bergiafonden har bl.a. som sit formål at støtte udgivelsen af videnskabelige værker om bygningskunst, og for en fond, domicileret i København, er det derfor nærliggende at interessere sig for København som by.

Den umiddelbare anledning til ønsket om at udgive en bog herom var en almindelig bedrøvelse over at se, hvordan arkitekturen i meget smukke københavnske gader langsomt, men sikkert blev ødelagt af det, man så distancerende kalder ”udviklingen”.

Det var Nyhavn, der var startskuddet til idéen – en meget smuk kajgade – med typiske københavnske huse, som man ikke kan se, da husene er plastret til med markiser og fortovsrestauranter. Og kajen er fyldt med en konstant strøm af turister på vandring.

Tætheden af cafeer, restauranter mv. er ekstrem – praktisk taget hvert eneste hus har restaurant eller café i stueetage/ kælder, og med fortovsservering udenfor.

Jeg konstaterede allerede for en del år siden, at Nyhavn ikke længere var et sted, hvor jeg, som københavner, havde lyst til at komme.

Ud over at restauranterne ligger så tæt, at man ikke kan se, hvor smuk gaden faktisk er, er der også sket det, at restauranterne er blevet meget ens, tvunget af konkurrencen fra de andre restauranter til at ramme et lavt og ens niveau hvad angår særpræg og kvalitet.

På denne baggrund blev arbejdstitlen for denne bog følgende: ”Hvordan man ødelægger en gade”.

7

Der var også andre gader, der var i fokus, herunder specielt Strøget, som er blevet til en stribe af ligegyldige kædeforretninger, således at en vandring op og ned ad Strøget (som de færreste københavnere længere foretager) kunne være en strøgvandring i en hvilken som helst europæisk storby.

Fondens bestyrelse kontaktede herefter de tre forfattere, som har skrevet denne bog.

Tanken var oprindeligt, at bogen nærmest skulle være en pamflet – et arkitekturpolitisk debatindlæg – men forfatterne har leveret langt mere, end fonden har bedt om – nemlig en mere vidtgående, filosofisk-økonomisk analyse af, hvad der sker med tidens europæiske storbyer, eksemplificeret ved København.

Det er jeg og fondens øvrige bestyrelse særdeles glade for. Perspektivet er udvidet, og bogens emne er, i stedet for blot at være en gade eller to, blevet København som sådan.

Vi elsker København – København har utrolig mange kvaliteter – og mange af disse er heldigvis stadig eksisterende.

Vi skal imidlertid passe meget på ikke at gøre København til en storby som alle andre – der er masser af eksempler på sjælløse og kedelige storbyer, hvor kun ikoniske turistvartegn gør den ene by forskellig fra den anden.

Det er fondens håb og ønske, at vores politikere overvejer, hvad det er for en by, vi vil have.

Hvis Københavns særpræg skal bevares, kræver det en aktiv indsats, hvor bystyret beskytter København mod en udvikling i form af en banalisering af byen, så den kommer til at ligne alle andre.

De kræfter, der især virker i den retning, er de almindelige markedsøkonomiske kræfter, og herunder de økonomiske kræfter, der kommer fra masseturismen.

Man kan naturligvis ikke gøre København til et museum – byen skal være levende – men den behøver ikke at være levende på samme måde som alle andre storbyer. København bør bevare sin egenart.

Det er politikernes opgave at finde midler til at muliggøre dette. Men byplanlægningen, herunder lokalplanerne, vil kunne anvendes som et styringsredskab.

8

Der er intet, der forhindrer, at bystyret beslutter, at tætheden af restaurationer/cafeer og lignende ikke må overstige en bestemt grænse.

Der er heller intet, der forhindrer, at man lokalplanmæssigt sikrer eksistensen af små butiks- og værkstedslejemål, så de store kæder ikke fylder de mest attraktive gader op med lige­ gyldige flagskibsforretninger, som lige vel kunne ligge i enhver anden storby.

Det er muligt, at skaden er sket og er irreversibel, hvad angår gader i den indre by som Nyhavn og Strøget, men det må være muligt at forhindre sygdommen i at sprede sig til resten af byen, og til brokvartererne, hvor man faktisk alle­ rede kan se begyndelsen på tilsvarende problemer i nogle gader.

Denne bog vil blive foræret til centrale politikere i Københavns Kommune med håbet om, at bogen kan tjene som inspiration i en kamp for at bevare og udvikle en smuk og levende by.

Erik Nyborg Formand for Bergiafondens bestyrelse København, januar 2020

9

10

1  OM BYEN, OM BOGEN

11

12

BY I TRANCE Lørdag og søndag morgener er der strøet hundredvis af tomme lattergaspatroner udover det første stykke af Gothers­ gade. Det yngre publikum i byens partyzone køber det hos 7-Eleven. Billedet røber orienteringen mod en opstemt vægtløshed, der er typisk for den atmosfære, man tilrettelægger i Indre By. På umærkelig vis har byen overordnet forandret sig, processen er foregået hurtigt. Mægtige digitaliserede pengetanke, masseturisme og myriader af velkendte, forudsigelige tilbud, mest fra internationale kæder, har skabt et anonymt, halvt drømmeagtigt, halvt bedøvet scenario. Byen banaliseres, og nedenunder løber en understrøm af tristesse.

Mennesker i den vestlige verdens metropoler er opmærksomme på, at en vis udvikling er gået skævt. Noget savnes.

Man føler, at fremtiden ikke nødvendigvis er på vores side.

Samtidig er det svært under en økonomisk bonanza at løfte sig op over dagligt vande og slå ned på, hvordan og hvor­ ledes den er gal. Man er opmærksom på en vis eksistentiel tomhed, samtidig er accelerationen i den marketingstrate­ giske, mediemæssige og teknologiske innovation så rap, at de fleste koncentrerer sig om at hænge på i øjeblikket og ikke gå glip af for mange potentielle stimuli. Forestillingen om, at der findes sådan noget som det falske fremskridt, tilhører i dag de værdikonservative eller dele af venstrefløjen.

Samtidig kan bestræbelsen på at se sit eget liv i et større historisk perspektiv – med henblik på at justere eventuelle fælles livsomstændigheder – virke uoverkommelig. Udvik­ lingen opleves som noget, der sætter sig igennem henover hovedet og bag om ryggen på den enkelte, drevet af komplekse upersonlige kræfter med manøvredygtighed som en supertanker. Nogle aner, at man glider på 1. klasse hen imod et muligt mere mørkt kapitel i samfundenes rammevilkår, 13

mens mange har problemer med den individuelle sammenhængskraft. Således er mængden af depressioner i klinisk forstand blandt erhvervsaktive i et antal vesteuropæiske lande steget med 7 procent inden for de seneste 5 år. Og der findes i Danmark mere dramatiske statistikker for unge lidende af identitetsproblemer. Disse konstateringer er allerede common place og flyder dagligt til os gennem nyhedsstrømmen. Der er tegn på, at den rådende berusende lethed, opstigningen til latter, består i, at samfundenes masseproducerede lykkebilleder symptomatisk følges af en udpræget længsel efter ”tyngde”, som det hedder i mediernes selvhjælpsprogrammer.

Men hvis man ikke snubler over lattergaspatronerne, må man sno sig gennem turiststrømmen på Strøget, svinge uden om udendørsserveringerne i Nyhavn og på Fiolstræde, skærme blikket mod de glade budskaber fra lysreklamerne, eller bare gå videre i en slags trance mellem skilte fra Fakta, 7-Eleven, McDonald’s, Espresso-cafeer, Netto, Lidl, Flying Tiger …

Fra taget af ejendommen ved indgangen til Nørregade tilråbte varehuset Daells Varehus i sin tid de forbipasserende en opfordring til dans i forbrugerparadiset: Flere og flere går om ad Nørregade. I dag har Københavns Kommune taget dette slogan til sig. Man vil have mere og mere, flere og flere.

Flere mennesker på gaderne, flere caféstole til borgerne, mere skæg på pladserne, og selvfølgelig, selvom det ikke anføres i de kommunale bylivsregnskaber, højere skatteindtægt pr. borger.

14

BARRE ELLER BLENDER Der er intet så smukt som bureaukratlyrik. ”Arkitektur for mennesker” hedder det boligpolitiske manifest for Københavns Kommune for perioden 2017-2025. Mennesker er forskellige, og derfor er forskelle et kodeord i manifestet for Københavns udvikling. Man vil have funktionsblandede bykvarterer. Man vil have et varieret butiksliv. Man vil have arealer i de nye bykvarterer udbudt som små grundstykker, så der kan skabes variation. Man vil have plads til færre initiativer og boligfællesskaber. Man vil have blandede boligformer. Man vil have variation i boligstørrelser, boligtyper og ejerformer. Man vil henvende sig til flere forskellige målgrupper, og det såvel i de nye som i de gamle boligområder.

Barren er, som man vil bemærke, sat højt, særdeles højt, men sandheden er, at i København oplever man, at barren er blevet erstattet af en blender: man får det samme og det samme og mere af det samme. Barren er til festtaler, banaliteterne er til hverdagsbrug. Banaliseringen af København er ved at blive et problem i de nybyggede områder såvel som i de historiske, centrale bydele der står i fokus for denne bogs polemik.

For at løse et problem, må man identificere det så præcist som muligt. ”Man skal kunne pege på, hvor det halter,” siger Per Arnoldi, man må ”simpelthen kunne pege på noget og sige, DER er det kikset.” Vi vil zoome ind på den grasserende banalisering.

Det banale er, hvis man skal være venlig, det enkle, det simple, det fælles, det hverdagsagtige. Her bliver ingen trådt over tæerne, i hvert fald ikke hvis de er en del af fællesskabet.

15

Her bliver ingen konfronteret med det uhørte, for her er man på fælles grund. Her forstår vi alle, hvad det handler om, for her hersker common sense, som det hedder på engelsk.

Her ser vi kun common places for nu at blive i det engelske.

Men det er jo ikke hele sandheden. Det er svært at holde den venlige maske, når det banale slår over i banaliteter, det kedelige og det konforme, det forslidte og det fortærskede.

Det banale kan blive så uinteressant, at nogle ender med at spørge: Er Strøget sagen? Er Nyhavn stedet? Er 7-Eleven, Netto, McDonald’s, og Baresso Coffee det gode liv? Er det ikke rimeligt at forvente et liv efter fødslen?

Man har, både blandt byens politikere og dens planlæggere, registreret den omtalte tristesse under trancen. Som det også fremgår af pressens dækning af tilstandene, er man begyndt at knibe sig i armen. Man savner grounding, autenticitet og levende kulturarv. Disse længsler er for længst trængt ind i den byplanmæssige lingo og hos de københavnske myndigheder. Men det virker ikke overbevisende. Og det har ikke for alvor haft styrke til at vende den bypolitik, som i alt for høj grad er styret af ejendomsmæglernes enfoldige staveplader og den makroøkonomiske matrix, som ligger henover byens udvikling.

Alternativet er en forståelse af autenticitet som noget, der både forvalter overleverede værdier på en intelligent måde og samtidig foretager et spring ind i fremtiden – men vel at mærke det spring, hvor en radikal boligarkitektur er parret med sociologisk fantasi med sans for de faktiske demogra­ fiske forandringer.

16

DET BANALE ER …

Ordet ’banal’ har en historie, der lige fra dets begyndelse angår byen, landsbyen, dvs. fællesskabet. På oldfransk be­ tyder ”ban” befaling eller påbud. Det banale var noget, der var påbudt for alle, noget der var fælles: Alle skal bruge den græsgang; alle skal bruge den mølle. ”Ban” er det fælles, men det er et fællesskab, der kan være omstridt. Et ban angiver samfundets grænser. Hvis man forbrød sig mod det fælles, var man følgelig en bandit, og var man en bandit, blev man bandlyst. Engang var banditten en fredløs, en ”skovgangsmand”, der levede uden for lands lov og ret.

Med udviklingen fra middelalderens landsbyer til moderne storbyer dannede der sig omkring storbyerne et område, som man på fransk kaldte ”banlieue”. Det var det område i storbyens udkant, hvor den kunne gøre sin lov og ret gældende. Men det var dermed også det område, der grænsede op til de lovløse områder, hvor storbyen ikke kunne håndhæve sin lov og ret. ”Le Banlieue” var et uklart defineret område, hvor alt kunne ske. Her kunne skovgangsmanden blive det, der i dag hedder en ”bandit i habit”.

I 1890’erne, da København var i fuld færd med omstillingen til moderne storbyliv, skrev forfatteren Johannes Jørgensen, at ”Københavns Skal – paa parisisk Banlieue – strækker sig fra Nørrebro til Kallebodstrand,” og han beskrev området som følger: ”Overdrev er de store, øde Strækninger, Fremtidens Bygge­ grunde. De yderste Forstadsgader skyder deres høje, nøgne Kasernegavle ud deri, Forstadens Børn slider Græsset derude, Forstadens Voksne fylder enhver Fordybning med deres Skrammel; gamle, rustne Bliksager, Klude og Papir gror i alle Grøfter og ligger paa Bunden af alle Vandhuller. Dagreno­ vationen har her sine stinkende Lossepladser, der i Solskin 17

funkler som Diamantdynger af Glimtene fra tusend Glasskaar og Flaskehalse, Blikstumper og Porcelænsvrag.”

Som det fælles er det banale ikke uden kvaliteter. Fælleden er et urgammelt eksempel på disse kvaliteter. Rundtomkring i København lå i gamle dage udstrakte fælleder: Øster Fælled, Vester Fælled, Nørre Fælled. I dag er fælleden en reduceret, men stadig udstrakt version af de gamle fælleder.

I 1975 indledte arkitekten og forfatteren Steen Eiler Rasmussen det første nummer af tidsskriftet Fælleden med en historisk og personlig beretning om fælleden, som han beskrev som et alternativ til ”livet i forbrugerbyens gader”: en spontan utopi, der foregreb moderne utopier som ”havebyen”, et ”fritgroende aabent land”, et sted ”uden for al planlægning” med ”en vid horizont for den, der ville noget andet, ville opleve noget, ville videre”.

Ligesom fælleden er fortovet et eksempel på rum, der tilhører fællesskabet. I middelalderen var ”forten” den åbne plads midt i landsbyen, stedet hvor man kunne samles, evt. også den jordstrimmel hvor man kunne færdes langs mark­ erne. Fra landsbyen er fortovet overgået til byerne som stedet for fællesskab og fremkommelighed, også selvom det Søren Kierkegaard kaldte ”Fortougsretten” undertiden afstedkom konflikter. Ingen havde jo lyst til at ende i rendestenen.

Selvom Kierkegaard elskede at flanere på Københavns fortove, så han masseeksistensen i storbyen som en fare for den enkelte og hans inderlige forhold til Gud. For Steen Eiler Rasmussen var det ”forbrugerbyen” og privatiseringen, som truede det fællesskab, der har sit rum på fælleden. Og banalisering blev i stigende grad ensbetydende med en dobbelt udhuling af det, der engang var det fælles: dels fra ”massesamfundet”, der hele tiden sigter mod den laveste fællesnævner; dels fra ”forbrugersamfundet”, hvor alt handler om den private tilegnelse af goder. Kort: Man gør som alle andre, og man tænker kun på sig selv.

Det banale har skiftet valør. Det er ikke længere et fælles sted, man hæger om, men et sted, man ikke lægger mærke til, fordi det er så alment, at det er intetsigende. I middelalderens Frankrig ledsagede trommehvirvler de kongelige pro18

klamationer af et ”ban”, og derfor blev trommehvirvlen selv også kaldt et ”ban”. I den moderne verden er en banalitet så intetsigende, at ingen gider høre efter.

En digter kan selvfølgelig forvandle glasskår til diamanter, men det er ikke engang glasskårene, der er den største udfordring for den moderne digter. Nu er glasset så allestedsnærværende og splintfrit, at det er blevet banalt. Engang kaldte man glashusene krystalpaladser, i dag keder man sig ihjel ved synet af endnu en afvisende glasfacade.

Ja, i dag kan man frygte, at diamanterne er ved at blive banale, i hvert fald hvis man kigger på det København, der har udviklet sig siden den genrejsning af København, som Holger Bisgaard taler om i bogen ’Københavns genrejsning 1990-2010’ (2010). Belægningen er skiftet ud, facaderne er fjongset op, baggårdene er blevet fjernet, mærkevarebutikkerne har bredt sig, rullekufferterne ruller – men noget mangler! Det er som om byen er blevet fadere, fladere, mere forudsigelig, mere banal.

Et spøgelse går gennem byen. Arkitekter gør oprør mod sig selv i facebookgruppen ’Arkitekturoprøret’. Aviserne gør oprør mod udviklingen ved at foranstalte konkurrencer om kåringen af de seneste års grimmeste arkitektur. Beboerne gør oprør mod tivoliseringen. Seneste eksempel: Mandag den 21. oktober 2019 indkaldtes der til møde på Café Riccos, Hauser Plads 30, om dannelse af ”Rundetaarn Kvarters Beboerforening, et nabonetværk der skal arbejde mod ’tivolisering af den gamle bykerne, mod turistfælder og tomme butikker’.”

Kampen mod tomme butikker er velbegrundet. Hovedstrøget i København, Strøget kort og godt, synes på vej ind i en nedsmeltning eller regulær kollaps, hvor stadig flere af de store udstillingsvinduer er dækket af udlejningsskilte fra investeringsfirmaer og ejendomsmæglere – hvis de da bare ikke leder blikket ind til gabende tomme butiksrum.

For så vidt er der masser af drama i en banaliseringsproces. Det handler ikke kun om kedsommelighed, men også om krise. Det er her denne bog sætter ind. Hvad er det, der sker, når byen bliver banal? Hvilke forhold ligger bag banaliseringen? Hvem er skyld i de arkitektoniske banaliteter? Hvordan 19

ser de ud, de arkitektoniske banaliteter? Er det ”banditter i habitter”, der tegner byen? Er det politikere, der ikke ejer sans for byen? Er det forbrugerne, der drukner bylivet i kaffe?

Er der veje ud af det fælleskab, hvor det eneste, der forener, er det banale, det flade, det trivielle?

Vi vil forsøge at give et svar på spørgsmålene ved at tage på rundtur i København, dels på egen hånd, dels i selskab med en række personer, der tidligere, på forskellig vis, har leveret markante udsagn om byens væsen og dens udvikling.

Vi starter med et kapitel om ankomster til København, og i forlængelse af dette spørger vi forfatteren Suzanne Brøgger, hvordan hun læser byen.

Det følgende kapitel om gader bliver ledsaget af et interview med digteren Søren Ulrik Thomsen, der gennem årtier løbende har sat ord på sin oplevelse af København.

Kapitlet om steder perspektiveres af billedhuggeren Morten Stræde og arkitekten Lene Tranberg.

Til kapitlet om måder bidrager arkitekten Dorte Mandrup med tanker, mens forfatteren Suzanne Brøgger og forretningsmanden Ricco Sørensen til kapitlet om hjemligheder supplerer med gæstens og iværksætterens blik på cafekulturen.

Kapitlet om banaliseringens tider kombineres med dramatikeren Jokum Rohdes overvejelser, mens Per Arnoldi i kapitlet om banaliseringens typiske udtryk og årsager peger på de steder, hvor han synes, at det halter.

Kapitlet om samspillet mellem planer og profitter sættes i relief af billedkunstneren Morten Skriver, og der rundes af med et større kapitel om problemer og perspektiver i en bykultur, der i stigende grad går online.

20

2  ANKOMSTER

21

22

HOVEDBANE­ GÅRDEN Man må starte, før man kan komme videre. Også rundture starter med en ankomst. Et nærliggende sted at starte er ved ankomsten til byen. Pr. fly ville begyndelsen finde sted i Kastrup, pr. skib ved Langelinie, pr. bil henover Bispeengbuen, men den mest markante ankomst blev skabt, da man i 1911 åbnede Københavns tredje Hovedbanegård. Det skete kun seks år efter, at rådhustårnet proklamerede, at nu var København blevet til Storkøbenhavn. Ankomsten er alt det modsatte af banalisering. Ankomsten er påstanden om, at her er man kommet til et særligt sted. Er Hovedbanegården alligevel et nærliggende sted at begynde en bog om byens banalisering?

Tjah, ”Så er By som Borger,” står der stolt over trappen ind til Københavns Rådhus. Meningen er, at man retter sig, når man ser Rådhustårnet. At humøret letter, når man træder ind i festsalen. At man bliver løftet af arkitekturen og udsmykningen. Og ”Så er by som borger” kunne der også have stået over Københavns Hovedbanegård. Hovedbanegården er ikke svær at læse. Det er en festlig bygning, der fejrer, at byen er blevet en moderne metropol. Den kæmpemæssige tagkonstruktion hvælver sig over en arkitektonisk fest. Her er plads til massen, her er plads til alle. ”Vi mødes under uret!”

Men Hovedbanegården var også en udfordring. I stedet for byporte, der kunne lukkes af for omverdenen, havde man nu med Hovedbanegården en by, der stod pivåben, ikke bare mod provinserne, men også mod udlandet. Da jernbanerne omkring 1850 begyndte at snurre, talte man om ”jernbane­ nerver”, og her en 50 år senere, i 1911, kunne en togtur stadig få nerverne på højkant.

23

Dog, det havde arkitekten råd for. Henry Wenck sørgede for, at ankomsten til afgangshallen blev så blid som mulig. Først så man på lang afstand en facade modelleret over tårnmo­ tivet i Københavns By­ våben. Så fik man øje på ti

legemsstore

statuer

på facaden forestillende danske folketyper i trygge danske folkedragter. Så nåede man hen til indgangen, hvor først en baldakin af træ og dernæst en buegang på det varsomste tog imod den ankom­ mende. Og så, endelig, kom man ind i en foyer, hvor træskærerarbejder og hygge­lige ornamenter fortalte den ankommende, at det nok skulle gå. Det var ikke så moderne, at det gjorde ondt. Der var ingen grund til ”jernbanenerver”.

Og det er der alt sammen endnu: den festlige arkitektur, taget, tårnene, typerne, baldakinen, buegangen, haren og skildpadden. Alligevel skrev journalisten Anne Sophia Hermansen for et par år siden i Berlingske en klumme, hvor hun kaldte den smukke banegård ”Københavns Hovedpinegård”.

Hvorfor?

Fordi også Hovedbanegården er blevet ramt af banalisering: ”Store kæder som McDonald’s og 7-Eleven har banaliseret arkitekturen,” anførte hun og rapporterede videre: Kakler hænger løse, gulvene er beskidte, i stedet for Dansk Design er der Dunkin’ Donuts, og i midten af fastfoodhelvedet rejser sig en fontæne af pomfritter.

24

Man kunne sige, at Hovedbanegården oprindelig, ligesom Rådhuset, var fuld af nostalgiske henvisninger til dansk kultur, men den anden side – som man ser fra Tietgensbroen – fortalte, at Hovedbanegården samtidig var en helt igennem moderne maskine, hvor damptog med vajende røgfaner susede ind og ud mellem perronerne. Som Johannes V. Jensen skrev ved Indvielsen af den nye ”Centralbanegaard: ”Jeg elsker at komme med Toget ind i en vældig, høj Banegaardshal, hvor Rummet toner og Piftet af vor Maskine, som vi syntes var saa kolossalt, dør bort i Tumlen som en ren Legetøjspibe.”

Den nye bane skulle være repræsentativ arkitektur. Jensen glædede sig til at blive modtaget af ”en frisk og moderne Arkitekturs aabne Arme i Stedet for som nu at slippes gennem den gamle Banegaards triste Rottegange ud paa Regnpytterne foran Nationals ynkværdige Facade”. Hovedbanegården skulle repræsentere byen, være byen. Når man rullede ind til perronen, var man virkelig i København. Som Jensen skrev: ”Hoho, vi er nok i Lon … nej, vi er saamænd hjemme! Velkommen København.”

Hvor er man i dag, når skiltene meddeler, at man er i København? Hvis det er rigtigt, at svaret er ”Follow the Money”, så er Hovedbanegården hijacket af de globale kæder. Her er ikke synlige spor af politikere og planlæggere med blik for kulturelle og historiske værdier. 7-Eleven og Starbucks og McDonald’s har, omgivet af Wencks fine og gennemtænkte arkitektur, der er en ren katedral for fremskridtet, installeret sig i bokse af plexiglas. 7-Eleven er den rejsendes ”Heaven”, påstås det, men er det nu ganske i overensstemmelse med sandheden? ”I’m loving it,” proklamerer McDonald’s, men er det mon rigtigt?

Hvis det er rigtigt, at ”Saa er By som Borger,” så må den udlænding, der ankommer til København, tænke, at det står skralt til med såvel by som borger. Eller også må han sige som McDonald’s: ”I’m loving it” – og trøste sig med en burger.

25